Jeg er fuldstændig enig med Anette/beautyspace i, at vi ikke bare skal hoppe på et produkt, fordi der står natcreme, hvis ikke indholdet har talent for det, der måske er mere brug for om natten. Men her er det så, at man stadig diskuterer om den døgnrytme, der påvirker mange processer i kroppen måske også ændrer hudens eventuelle behov.
En døgnrytme har vi, det er jo i hvert fald uafviseligt. Der er mange ting i spil men to af dem er hormonerne melatonin og HGH (Human Growth Hormone). Sidstnævnte er mest aktivt i timerne fra klokken 23 til klokken 4 om morgen med peak de to sidste timer. Men melatonin kommer i spil allerede tidligere på aftenen. Især, hvis man giver det de rette ikke-blå-lys betingelser *).
Og melatonin har man jo opdaget ikke bare er noget med koglekirtlen og det indre ur, for den lille kirtel har kontakt til hele kroppen. Melatonin har – lige som D-vitamin, mikrobiomet og cannabinoider – været genstand for stor interesse de senere år, og det blander sig i komplekse livsprocesser, der blandt andet påvirker vores hud.
Det er jo i dag kendt, at vores hud også har biosyntese for melatonin med specifikke receptorer i cellemembranen på flere celletyper herunder keratinocyter, melanocyter og fibroblaster – og det gælder hele huden fra top til bund plus hårfollikler.
Det er, når det kommer til radikalravagen ikke mindst fra UV-stråler (såkaldt oxidativ stress), at melatonin slår virkelig hårdt. Hårdere end vitaminerne E og C og uden at være pro-oxidant. Faktisk øger melatonin celleoverlevelsen ved UV-stråling med mere end en tredjedel og samtidig nedsættes risikoen for oxidering af lipider.
Huden har med andre ord et selvregulerende beskyttelsessystem, der ‘tændes’ ved inflammation og miljøstress som UVR og ioniseret stråling. Det kaldes MAS (Melatoninergic Antioxidative System).
Der foregår en masse forskning inden for ‘derma-endocrinology’ og ‘neuroscience’, og der arbejdes ihærdigt på at gøre melatonin bedre brugbart for huden end de få produkter, der er i dag. I øvrigt er melatonin noget så bekvemt som lipofilt og det betyder god optagelse i huden og evne til at passere cellemembranen.
Og mens vi venter på mere viden og eventuelle produkter, så er der faktisk allerede gode bud på det, der måske er night repair. Eftersom melatonin har betydning i kroppen i forbindelse med oxidativ stress og er aktivt, når vi sover, så antyder det jo, at der kunne være et behov ekstra antioxidanter. Selv om de miljømæssige udfordring ikke er så store om natten. Og selv om vores krop selvfølgelig ikke venter med at reparere skader til vi sover. Heller ikke i hudcellerne.
Og så peptider, vækstfaktor og et par vitaminer eller tre, der også kan det med vækst, nemlig power A, force C og energy B3 **) Antioxidanter er de også. Natten kunne også være en god tid til at hjælpe de gode bakterier til at få overtaget. Og CBD måske – der i øvrigt som dråber giver en bedre søvn.
En dråbe lavendel måske – i hvert fald vil duften virke beroligende og dermed søvnfremmende. Og en ting er alle enige om, søvn betyder alt for ikke bare fysisk og mental sundhed men også for udseendet.
PS: Hvis huden begynder at gøre sig klar til at natjobbe allerede klokken ni, så er det en god idé at rense dagen af og give den noget night repair at aftenhygge med.
*) Må jeg foreslå jer at følge med hos Stine Borgstrøm på #sleepbyborgstrom. Hun er bekræftelsen på, at man bliver endnu klogere på det, man beskæftiger sig med, hvis man har erfaring med det. Og Stine ved noget om søvnbesvær. I indslaget herunder fortæller hun om en vældig klog investering i god søvn til tiden….
https://www.instagram.com/p/B1J5QrEBBgk/
**) Som nogen måske kan huske, så havde Helena Rubinstein på et tidspunkt et Power A serum, som dog nu er udgået (det må være på tide med et nyt!). Force C har de stadig med en ret interessant formel og Energy B sagde jeg ofte til den danske pressechef, at de skulle se at få lavet, fordi B3 allerede for en del år siden var en lovende ingrediens. Så blev det ikke, men det er jo ikke for sent.
Pernille S skriver
Kære Lise
På min iPhone er der en Night Shift funktion, som dæmper skærmbelysning når det bliver mørkt. Ved ikke om det har samme effekt som søvnbrillen der vises?
Rigtig interessant indlæg om melatonin. Ud over at tage Melatonin ift jetlag, kunne det da tænkes at et dagligt tilskud til sovetid vil være gavnligt? 🙂
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg tør ikke sige det, men det har dels noget med lysstyrke at gøre men også farvetemperatur på lyset. Om dagen er det jo meget blåt lys og også fra alle vores skærme.
Jeg fik engang til et pressemøde sådan nogle for-sjov store briller med gult glas, og dem har jeg somme tider taget på, når jeg så fjernsyn. De hjælper også på reflekser fra billygter har jeg opdaget.
Der er mange, der bruger melatonin som søvndysser, og der fås også et lægeordineret middel, Circadin. Jeg googlede lidt og stødte på denne side, der fortæller lidt mere om melatonin https://isleep.dk/fald-hurtigere-i-soevn-med-et-melatonin-tilskud/
Stine Borgstrøm har i øvrigt lovet at vende tilbage som gæsteblogger med sine bedste tips…
Pernille S skriver
Tak for dit svar og din ildhu. Tak Lise 🙂
Mariannegylding skriver
Udenfor emne iøvrigt, kan du anbefale et produkt henholdsvis med mælkesyrebakt. og fiskeolie? Ikke alt for kompliceret at indtage ? det er kun til brug for min dagligdags velbefindende.
På forhånd tak ?
Lise Grosmann skriver
Mariannagylding: Jeg vælger altid selv Eskimo 3, fordi de er renset for tungmetaller. Hvis du vælger High 65%, så skal du kun tage 1-2 (stor) kapsel om dagen. Daily Biotic fra New Nordic synes jeg er et fint bud på det med mælkesyrebakterier. Der er høj koncentration og en fremstillingsproces, der øger bakteriernes overlevelse
Mariannegylding skriver
Tusind tak for hurtig svar. De kommer fluks i min indkøbskurv
Lise Grosmann skriver
Mariannagylding: Smil <3
Karina Herløv Jørgensen skriver
Tak for kloge og super spændende ord igen <3
Lise Grosmann skriver
Karina Herløv Jørgensen: Tak kære Karina <3