Jeg kan ikke huske, at den ikke var der – vippebukkeren. Der er også kommet mange snedige vippevidundere siden, men den er stadig genial i al sin enkelhed. Og billig! Min er fra Matas – lige som de to på foto til 26,95 kr. – og den har holdt i mange år. Og jeg bruger den hver dag, for mine vipper er sandt at sige ikke bare pjevsede, de er også stive.
Det pjevsede er der rigtig mange mascaraer, der kan lave om til false-lash-look, men – undskyld alle jer, der laver de fantastiske mascaraer – jeg har ikke fundet nogen, der kan lave en holdbar bue på mine vipper. Men det kan vippebukkeren, og det tager to minutter. Og jeg er nødt til at sige det, stive vipper indrammer altså ikke øjnene lige så flot som vipper med schwung.
Sådan bruger du den: Buk kun rene vipper, aldrig vipper med mascara på, de vil sandsynligvis knække! Start inde ved roden af de øverste vipper men pas på, at du ikke er så tæt på øjenlåget, at du niver huden, når du nu klemmer bukkeren sammen og holder dette greb i mindst 10 sekunder. Nu står vipperne sandsynligvis lodret op, og det er jo ikke særlig glamourøst. Derfor gentager du processen midt på vipperne og til slut ude i spidsen. Wauw! dine vipper har nu den smukkeste bue – og jo, der kan godt blive til tre klem på korte vipper.
Så mangler mascaraen! Og uanset, hvor mange typer mascaraer, jeg har prøvet igennem tiden, så bliver jeg ved med at sige: Brug vandfast mascara, hvis dine vipper er født stive! Herrgud, så er det heller ikke sværere at rense den af om aftenen. Lidt af den rene faceoil – du selvfølgelig har på hylden – kan gøre det på et stykke vat vredet hårdt op i vand. Og ellers findes der en million specialmidler (næsten). Den vandfaste mascara holder vippeformen bedre, fordi den indeholder mere voks, som ud over at gøre den netop vandskyende, også gør, at vipperne ikke retter sig ud igen. Samtidig får du sved- og saltvandssikre vipper og ingen risiko for pandaøjne.
Skriv et svar