Få lige genopfrisket god soladfærd lige meget hvor du er
Hvis du synes, du har læst noget af det her før, så er det helt rigtigt, og vil du have de fine kommentarer med, så finder du den oprindelige tekst HER. Det var Facebook/Instagram, der mindede om med en story….
….og nu er vi der jo igen og jeg tænkte, at en lille redigeret genopfriskning af hudlægens og andres forstandige ord måske ikke var af vejen. En af tingene, jeg ikke nævnte sidste år, er, at jeg synes, det er en god idé at tage solprodukter med hjemmefra. I hvert fald at undlade at købe produkter som ikke er under den trygge EU-lovgivning i forhold til filtre og andet indhold.
Som jeg nævnte oprindelig, så var det til et solseminar, at speciallæge i dermatologi, Ph.d. Christina Skovbølling Haak, holdt foredrag. Hun nævnte flere interessante ting, da hun gennemgik strålingsspektret. Nemlig at de infrarøde, som vi er blevet belært om at frygte, er ‘fuldstændig fredeligt lys’ og at det synlige lys er ‘fredeligt’. Og kun 2% af lyset er UV. Og vi taler UVA og UVB, fordi UVC-strålerne fanges i atmosfæren.
At disse 2% UV i bogstaveligste forstand kan være dødsensfarlige, når man forsager sund fornuftig omgang, det har præget manges hudplejevaner. Solcreme er blevet den afsluttende dagcreme året rundt hos mange. Men hvad sagde Christina Skovbølling Haak til det med solcreme om vinteren, er det nødvendigt?
Foto: Den selvbrunede farve giver huden en beskyttelse svarende til omkring SPF 3 ifølge Hans Christian Olsen Wulf, professor og overlæge Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Dermato- & Venerologisk Afd., der har studeret sol og soladfærd mere end nogen anden. Jeg indsætter hans ord nederst…
Den stråling solcremen skal beskytte mod er ‘ikke særlig høj her højt nordpå’ om vinteren, sagde hun men tilføjede ‘jeg bruger selv solcreme hver dag’. Således stod hun med et ben i hver lejr.
Jeg sagde ikke noget, men jeg tænkte, at vi får i forvejen mere end hundrede kemikalier* på huden hver dag, vi tilbringer mere end 80% af tiden indendøre om vinteren, så måske kunne man konkludere, at den UV-stråling, der er solcremens fokusområde, faktisk ikke udgør nogen risiko for huden om vinteren. Til gengæld vil jeg anbefale alle at satse på antioxidanter i hudplejen og gerne i serum, så de kommer tæt på cellesnakken.
*naturlige ingredienser er også kemi
Og nej, UVA-strålingen er ikke den samme året rundt, de stråler skal samme lange vej om vinteren som UVB-strålerne og følger kurven, der er bare forholdsmæssigt flere UVA end UVB også om vinteren.
Strålingen forventes d.d. (2023) ved skyfrit vejr ifølge dmi.dk at blive 1,0. Ved UV-indeks 3 anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig i solen. MEN hvis temperaturen de kommende dage når de varslede 10 grader, så kan det jo godt være, at vi er nogle, der finder en lækrog og tager en middagslur i solen. Og så kan det være en god idé at bruge solcreme på de blege kinder.
Taler vi sol, så må vi også tale D-vitamin, og det gjorde hudlægen også. Som jeg forstod budskabet mente hun ikke, at det i al almindelighed var nødvendigt med tilskud heller om vinteren. Det er først aktuelt, hvis ens blodværdier ligger under 25 nmol/l, sagde Christina Skovbølling Haak. Men ligger man dernede, så er der tale om egentlig mangel, som cancer.dk skriver.
Det er da heller ikke helt på linje med, hvad flere andre mener. For eksempel Dr. Andrew Weil. Og han sætter altså værdierne højere end 25 nmol/l, og understreger, at behovet stiger med alderen. Dels fordi huden bliver mindre effektiv til processen og også fordi nyrerne er dårligere til at omdanne D-vitamin til den aktive hormonform. Har du læsetid, så snup også lige den HER snak med, jeg synes den mikrobiomkloge biokemiker har et vigtigt og logisk budskab.
MEN én ting står ikke til diskussion, og det er, at tager du på solferie og præsenterer dit måske hvide legeme for XL UV-stråling, så skal der bruges meget* solcreme med høj faktor. Husk at smøre på ad to omgange, så der ikke bliver helligdage og husk også at gentage indsmøring, hvis du bliver i solen længere end kort.
*En teskefuld til ansigtet og en håndfuld til kroppen (i børnestørrelse, hvis det er et barn, der skal smøres).
Og tager du på skiferie, så skal du i den grad smøre ansigtet ind og hænderne, når de er udenfor lufferne. I de højere luftlag og med refleks fra sne er ens hud virkelig udfordret. Husk også UV/solbriller både i sne og ved hav og sand.
Der var også interessant snak om UV-filtre og SPF i dagcreme i forhold til solcremer. Dels jo om man bruger tilstrækkeligt til at få den angivne SPF, men også med hensyn til UVA-beskyttelsen. Det første er tvivlsomt, for vi er næppe mange, der bruger en teskefuld af disse produkter i ansigtet. Og hvad UVA-beskyttelse angår, så skal den fremgå af emballagen som UVA-cirklen eller PA++++* som du ser det på produkterne på foto herunder.
*PA efterfulgt af 4 krydser er optimal UVA-beskyttelse, og altså minimum en tredjedel af UVB.
PS øverste foto: ‘Hundehuen’ fik jeg før jeg skulle ud på hundeslædetur til Jukkasjärvi og bo i nogle dage. Ikke i ishotellet, men jeg var der uden dog at udfordre tilbudet om at overnatte på en isseng. Jeg så nordlys, kørte snescooter og hørte foredrag om biophotoner. Det var i det hele taget en fantastisk oplevelse, som aldrig er glemt. Tak til Nivea, som var dem, der inviterede dengang i start 90’erne.
God weekend og måske vinterferie ♥
Pernille S skriver
Hvad angår D-vitaminets blodværdier, så går jeg klart med Dr. Andrew Weil.
Studiet med selvbruner er meget interessant. Måske står jeg selv med et ben i hver lejr, da jeg bruger Origins Vitazing SpF 15. Således tænker jeg at være dækket af farvestof OG lidt solbeskyttelse…?! Hmmmmm…..
kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det gør jeg også, dels er han en erfaren læge men han er også ‘integrativ’ og har jo altså et lidt bredere syn på helse. Der er ingen tvivl om, at efterhånden som vi over generationer har fået lavere D-værdier, så er det blevet normalen.
Ja, og det er jo Wulf, der siger det med selvbruner, så det er i den grad pålidelig kilde. En foundation uden SPF vil også yde nogen beskyttelse og måske endda over for UVA pga. pigmenterne. I din Origins er der dog Avobenzone, som er et hyppigt brugt effektivt UVA-filter, så p.t. vil jeg sige, at du er dækket pænt ind. Gå du trygt ud og kig til vintergækkerne <3
Kh lise
Pernille S skriver
Og fuglene pipper og leder efter resteplads 🫶
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, der er gang i lokkeriet efter mage, og de har været at inspicere redekasserne <3