Lige lidt sidste facts for oliefans, så lover jeg, vi går videre til noget andet 🙂
Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan man bruger en olie på huden, så er der egentlig frit valg. Blot bør huden altid være “præpareret” til at modtage, og det vil sige let fugtig enten efter renseritual/bad eller efter fugtighedscreme/bodylotion. For det er som når man vander potteplanter – undskyld sammenligningen – fugtig jord suger, det gør tør jord ikke.
Sådan gør du: Fordel et par dråber olie mellem fingerspidserne (håndflader, hvis det er kroppen) og massér derefter ind i huden. Og du skal give dig tid, både for ikke at stå tilbage med fedtet (og stadig hungrende) hud og fordi den gode olie skal ned mellem hudens øverste cellelag, hvor den gør gavn. Og giver dig en smuk hud med en helt særlig silkemat glans. Vent mindst et kvarter med at lægge makeup. Har du fået fordelt mere olie, end din hud kunne bruge, så dup evt. overskydende ganske let med en papirserviet, så makeup’en får hudkontakt.
Personligt kan jeg bedst lide at bruge olien over min fugtighedscreme, faktisk gør det en markant forskel til det bedre i forhold til at bruge olie først. Min hud er fugthungrende, og det behov tilfredsstiller en fugtighedscreme med rigeligt hyaluronsyre bedst. Når man bruger olien over fugtighedscremen, så kommer den ikke i samme grad ned i de øverste lag. Til gengæld holder den cremens fugt – og fedtstoffer – dernede ved at forsegle hudbarrieren naturligt. Men som nævnt, olien kan også bruges først og så på let fugtig hud. Jeg må indrømme, at jeg ikke er så hooked på bodyoils, her er jeg stadig på pumperne, som jeg fortalte om her.
Snyd ikke dig selv for terapeutisk bonus ved at tilsætte din bodyoil nogle dråber æterisk olie – hvis der ikke allerede er tænkt på det i den olie, du har købt (det er der ofte).
Olie i håret er en rigtig glansgiver, der gør håret stærkere og mere smidigt, men husk sæbe før vand, når den skal vaskes ud. Skulle du have hørt det rygte, at hårolier er tilsat silicone, så er det for det meste sandt. Det er dels det med spredeevnen – overfladen på 100.000 hårstrå er alligevel noget – men også med den lethed, vi ønsker af noget, vi bruger i håret. I kombi-olierne – altså dem til hud/krop/hår – er der ikke silicone. Der er ikke andet end olie. Synes ud stadig, det tynger og fedter for meget, så bland lidt olie i dit sædvanlige stylingprodukt.
FAQ Et molekyle i et fast fedtstof eller en flydende olie består altid af et glycerol-molekyle (kendt fra glycerin), hvortil er knyttet tre fedtsyremolekyler. Og dem er der mange trillioner af i en enkelt dråbe olie. Fedtsyrer findes i mange forskellige former og størrelser, de er byggesten både i vores krop og i vores mad, og de er hovedbestanddelen af de membraner, der omgiver alle vores celler. Fedtsyrer er livsvigtige for både dannelsen og vedligeholdelsen af sunde celler. Og som energikilde forstås.
Foto PR * Fotomontage: Jørgen Frandsen
Skriv et svar