Men vi kan give generne videre
Der er uden tvivl mænd, der af forskellige årsager foretrækker at være skaldede uden at behøve være det. Men nok endnu flere, der føler frustration, når de ser ‘månen’ og de høje tindinger nærme sig hinanden og måske at lave en helt skaldet isse. Jeg kender et par stykker, der har set, hvor det bær hen og har valgt at barbere håret ned, så de bare pletter ikke ses så meget.
Det er betydeligt hyppigere, at mænd bliver decideret skaldede. Faktisk sker det for de fleste, at issen blottes i en eller anden grad. Og gener tæller rigtig meget. Såkaldt androgen alopeci giver ifølge Jørgen Serup, overlæge og professor på Bispebjerg Hospitals hud- og hårklinik, synligt hårtab hos 30 procent 30-årige mænd og 80 procent af dem over 50 år. Det mandlige kønshormon testosteron svækker hårsækkene, så hårene skrumper og det vil før eller siden give mere eller mindre synligt hårtab.
Er man genetisk disponeret er der intet man kan gøre for at undgå, at det rammer én, siger han. Men bortset fra en klar arvegang, så kan man ikke sige som far så søn, for mors gener spiller en lige så stor rolle. Hårtabet slår bare ikke igennem på samme måde, fordi det er bundet op på det mandlige kønshormon. Men en kvinde kan sagtens give arveligheden videre til sin søn, siger Jørgen Serup.
Til gengæld kan rettidig indsats hjælpe til at bevare det hår, man har. Om det er lægemiddel eller kosmetisk, så kræver det dog, at man bliver ved med at bruge midlerne, for stopper man, så stopper effekten og hårtabet kan fortsætte. Lægen kan udskrive tabletterne Finasterid eller Propecia, der blokerer hormonet, der hæmmer hårsækkene. Og/eller Minoxidil til at smøre på hårbunden.
Jørgen Serup har til gengæld ikke meget tiltro til vitaminer, shampooer og lignende i det her tilfælde, men nævner, at det kan have en effekt for dem, der mister håret af andre grunde end de genetiske såsom stress og for kvinders vedkommende også graviditet. Altså det midlertidige hårtab.
Men kvinder rammes også af androgen alopeci, også kaldet female pattern hairloss, og overgansalderen spiller meget ind her. I det hele taget er kvinder særligt udsat for hårfældning og hårtab i forbindelse med hormonale rutsjeture som graviditet, efter fødsel og overgangsalder. Alt læst i dette interview.
Det androgene hårtab, som gør mange mænd skaldede i større eller mindre grad, kommer for kvinders vedkommende mere diffust til udtryk ved, at der bliver tiltagende færre hår på hovedet, de enkelte hårstrå bliver tyndere, tiden fra et hårstrå afstødes til hårroden har dannet et nyt hår bliver længere og hårrødderne bliver mindre og langsomt ødelagt.
Op mod 1 ud af 10 af alle kvinder rammes af en vis grad af hårtab inden de når en alder af 50 år, mens 4 ud af 10 kvinder udvikler hårtab inden de når en alder af 70 år.
Kroppen har næsten ikke et hormon, der ikke påvirker hårvæksten, men da jeg læste oversigten HER, blev jeg vældig overrasket over at se melatonin nævnt. Det er jo noget med koglekirtlen, døgnrytme og søvn.
Men melatonin er et alsidigt ‘hormon’, hvis mange regulerende fysiologiske funktioner, man stadig arbejder på at forstå. Man har fundet receptorer for melatonin i overhudens keratinocytter, i læderhudens fibroblaster samt i hårfollikler og ligeledes i svedkirtler og blodkar.
For hårets vedkommende mener man, at melatonin indirekte regulerer hårvæksten ved at arbejde på hårfolliklernes respons på østrogen. Men viden om melatonin i det hele taget er stadig begrænset. Men uanset respons-vejene, så kan det måske også være en understregning af at passe på sin døgnrytme og nattens ‘hjernevask’.
Kroppens veje og vildveje er spændende, men ikke meget til trøst, hvis man står med kammen fuld af hår. Men det er dog opløftende, at Jørgen Serup nævner, at rettidig indsats kan hjælpe til at bevare det hår, man har, og han nedtaler altså ikke, at indsatsen er hentet på kosmetikkens hylder.
På min tur til byen i dag gik jeg i Magasin og købte The Ordinary Multi-Peptide Serum for Hair Density, der som jeg nævnte i går har en lang række patenter fra nogle af de største ingrediensudviklere. 207 kr. for 60 ml. Så nu er det bare om at komme i gang og redde, hvad reddes kan, for jeg kan næsten ikke røre mit hår uden at det ryger af. For mig sker tabet rundt i kanten (pande, sider og nakke), hvor det rigtig øv er mest synligt. Hvad det så ellers er for en type hårtab (smil).
Kis skriver
Kære Lise – Ja håret gør meget for vores udseende og det er ikke spændende at miste det. Selv synes jeg ikke jeg fælder men håret i hårgrænse i pande og tindinger er tyndt Jeg kan godt lide produkterne fra Hårklinikken, men deres serum der ellers er individuelt mixet måtte jeg droppe efter en tid – brød mig ikke om at arbejde i det. Nu vil jeg se på The Ordinary og måske også M2Beaute. Held og lykke til dig og alle jer andre der er inspireret til at prøve nyt .
Knus Kis
Lise Grosmann skriver
Kis: Kære Kis, det er også i kanterne, jeg selv mister mest hår og jo desværre også der, det ses mest. Ordinary og bestemt også M2 er gode valg. Lad os ønske hinanden held og lykke med flere strå på hovedet (; Knus lise
Ida Østergård skriver
Kære Lise
Dine kloge ord kommer som kaldet, da jeg næsten ikke kan klare, at se i risten i badet efter hårvask, der er så meget hår🥲 det er næsten til at få ondt i maven af.
Jeg har forsøgt at komme til en dygtig hudlæge, men derover 8 mdr. ventetid.
Tror bestemt også jeg skal i Magasin🥹
Lise Grosmann skriver
Ida Østergård: Jeg har det på nøjagtig samme måde, for det er absurd så meget hår jeg har mistet de sidste par år og mister hver dag. Vi må gøre, som Serup jo trods alt anbefaler, og bruge de produkter, der er derude. Skulle økonomien være til det, så er M2 Beauté Hair Activating Serum absolut et godt bud og sprayen giver fin fordeling, så den holder længe.
Lad os ønske hinanden held og lykke med hårbevarelsen <3
nanna skriver
Jeg skal virkelig prøve nogle af de produkter du anbefaler, for jeg ammer og fælder heelt vildt. ..
Janne skriver
Mit i forvejen fe-fine hår er blevet endnu finere…men det er henover de sidste 4-8 år, måske er det for sent. Men må igang…med noget af det du nævner her. Så mangler jeg “bare” at få styr på at det fedter usansynligt meget, håbede faktisk det blev bedre når jeg ramte overgangsalder men noooo🤣
Lise Grosmann skriver
Janne: Så længe du har hårsække, der laver hår, så er der håb <3 Så se du at komme i gang, men brug efter hårvask, så talg ikke blokerer i hårsækkene. Kig på hylden med Ducray shampooer på apoteket, de har løsning på det meste. God søndag <3
Daniela skriver
Jeg har tydeligvis mistet noget hårvolumen med alderen (+50), men heldigvis var mit udgangspunkt i forvejen ‘stort hår’ (endda lidt for tykt/tungt engang, hvor frisøren altid måtte bruge udtyndingssaksen).
Det eneste som irriterer mig er, når jeg nogle gange om året får et par ‘horn’ i tindingerne, der består af to kortere og strittende totter. Frisøren siger at det er periodevis afstødning af hår fra området (stress, hormoner, søvnmangel eller lignende). Faktisk er det bedre at håret ikke er der, end når det vokser ud ‘helt for sig selv’.
Men lidt fedtstof kan lægge det nogenlunde på plads.
Jeg ved at M2 beauté virker på hårvækst-faserne, men det kræver en daglig påføring året rundt, og så stort er mit problem ikke.
Lise Grosmann skriver
Daniela: Jeg husker dig bestemt som OGSÅ havende smukt hår <3 men som du skriver, så er det måske hormoner og start på overgangsalder, der manifesterer sig og/eller stress. Du ved jo selv en masse om det her emne.
Jeg synes, jeg ser på Instagram, at det er vældig trendy at frisere de der små tindingetotter ned i en 'krølle' (;
Og ja M2 og alle de andre er en daglig ting, hvis det skal virke. Jeg må skælde ud på mig selv for ikke altid at overholde det selv om jeg virkelig taber meget hår. Dumt af mig.
Charlotte skriver
Hej Lise, Virker disse også for mænd?
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Ja, hårsække er unisex, og som du kan læse i teksten, så skelner heller ikke Jørgen Serup mht serum. Men årsager til hårtab kan være forskellige både hos kvinder og mænd, og androgen alopeci rammer altså hyppigst mænd.
Af årsager, der ikke står mig helt klart, så har Scandinavian Biolabs dog en serie til mænd og en til kvinder https://scandinavianbiolabs.dk/?trc_gcmp_id=14891533669&trc_gag_id=126879602823&trc_gad_id=570067086398&utm_campaign=Search_DK_Brand&gad=1&gclid=EAIaIQobChMIoc6CjNHXgAMVGAgGAB1uUQRcEAAYASAAEgImRfD_BwE