Hvad og hvor meget og hvornår! Eller er det overhovedet nødvendigt?
I dag er den her og tak for det, for selv om det er blevet et populært hashtag, at #gråterflot, så kan lys jo altså noget med vores hjerne, der gør godt. Så hvis du ikke lige kører bil eller går med sol direkte i øjnene, så lad det slippe ind uden farvede glas.
Hvad så med solcreme, skal den frem en dag som i dag? Der er ikke meget kraft på den stråling solcremen skal beskytte mod her nordpå om vinteren, så i min opfattelse er solcreme ikke nødvendig. Der er andet, som vinterhud har mere brug for – antioxidanter for eksempel. Og vi får i forvejen mere end hundrede kemikalier* på huden hver dag, og så tilbringer de fleste af os mere end 80% af tiden indendøre om vinteren.
*naturlige ingredienser er også kemi
Så måske kunne man konkludere, at den UV-stråling, der er solcremens fokusområde, faktisk ikke udgør nogen risiko for huden om vinteren. Og nej, UVA-strålingen er ikke den samme året rundt, de stråler skal samme lange vej om vinteren som UVB-strålerne og følger kurven, der er bare flere UVA end UVB også om vinteren, men de har altså lige langt gennem atmosfæren.
Er der børn med på ferie, så er Eau Thermale Avène 50+ Intense Protect specielt til sart hud og kan også bruges til børn, som dog altid bør være mest muligt i skygge og med let tøj. Er man på skiferie giver det med tøj jo sig selv. Avène ß-Protect toner virkelig fint op på huden og kan gøre det ud for en let makeup. La Roche-Posay Anthelios 50+ Invisible Fluid er ekstra vand- og svedresistent og svier ikke i øjnene. Og D-Pearls fra PharmaNord er mine foretrukne.
MEN én ting står ikke til diskussion, og det er, at tager man på vinterferie på sydlige strande og præsenterer sit måske hvide legeme for XL UV-stråling, så skal der bruges meget solcreme med høj faktor. Husk at smøre på ad to omgange, så der ikke bliver helligdage, lad være med at gnide for meget* og husk også at gentage indsmøring, hvis du bliver i solen længere end kort. Og tager man på vinterferie, så skal man i den grad smøre ansigtet ind og hænderne, når de er udenfor lufferne. I de højere luftlag og med refleks fra sne er ens hud virkelig udfordret. Og i begge tilfælde er solbriller vigtige.
*hvis man gnider og gnider, så er det håndfladerne, der får glæde af solcremen. Så fordel cremen og giv den tid til at ’sætte sig’.
Jeg vil også lige nævne en anden ting, som ikke har med ferie at gøre, og det er D-vitamin. UVB, som skal starte processen i huden, er nærmest fraværende, kroppen er pakket ind og eventuelt opbyggede lagre er formentlig opbrugt. Så tag tilskud. Husk, at behovet stiger med alderen. Dels fordi huden bliver mindre effektiv til processen og også fordi nyrerne er dårligere til at omdanne D-vitamin til den aktive hormonform. Har du læsetid, så snup også lige den HER snak med, jeg synes den mikrobiomkloge biokemiker har et vigtigt og logisk budskab.
I får også lige foto i vinterudgaven, så jeg kan vise mine gamle Wayfarer Ray Ban, som jeg købte i start 80’erne, og dem er min nevø ret vild med, men problemet er, at han har to brødre, som også er, så hvad gør en faster? Foreløbig har hun beholdt dem (;
Men det var nu mest ‘hundehuen’, som jeg kalder den, jeg ville vise jer. Kan I se, at der står Jukkasjärvi? Helt deroppe i det nordlige nord i Kiruna lufthavn fik jeg den før jeg skulle ud på hundeslædetur til Jukkasjärvi og bo i nogle dage. Ikke i ishotellet, men jeg var der uden dog at udfordre tilbudet om at overnatte på en isseng. Jeg så nordlys, kørte snescooter og hørte foredrag om biophotoner. Det var i det hele taget en fantastisk oplevelse. Tak til Nivea, som var dem, der inviterede dengang i start 90’erne.
Og så er der fri igen før hverdagen begynder for alvor på mandag. Her i sommerhusland har jeg kunnet se, at mange har valgt at holde jule- og nytårsfri her. Sikkert til stor glæde for de mange supermarkeder, der jo ellers ligger mennesketomme om vinteren. GOD WEEKEND ♥
Pernille S skriver
Godt Nytår, Lise! Glæder mig til følgeskab gennem et nyt blogår!
Hvad angår D-vitamin tilskud, får du da fra tid til anden målt niveauet hos din læge? Selv får jeg mit tjekket årligt. Har også en meget sød læge! I virkeligheden kan det jo være svært at vide om kosttilskud er tilstrækkeligt efter klimakteriet!? Osteoperose kan velsagtens komme snigende som en tyv om natten…og det er svært selv at vide om man er udsat for knoglesammenfald – også set i lyset af at solfaktor og skygge stjæler D-vitaminet fra kroppen. Hvad tænker du om dette? God weekend. Kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Og godt nytår også til dig <3 og tusind tak for at melde mod på at fortsætte.
Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg overhovedet har fået målt D-vitaminniveau. Jeg tager kun om vinteren og ud fra min kost uden ret meget fisk er jeg ret sikker på, at jeg ligger der, hvor der er behov for forstærkning.
Det diskuteres jo vældig meget, OM solcreme forhindrer god D-vitaminproces i huden. Ugeskrift for Læger har advaret om flere tilfælde af engelsk syge hos etnisk danske børn, hvis mødre havde lave niveauer. De danske anbefalinger er ikke specielt høje, så her skal man i hvert fald ligge. Der der jo dem, der hævder, at man bare har tilpasset anbefalingerne efter stadig lavere gængse niveauer og at de tidligere var højere.
Jeg tager foruden D-vitamin også magnesium/calcium (køber New Nordic), men sammenfaldet er jeg jo nok omend jeg synes, at jeg er rimelig godt knoklet. Men det er jo også noget med muskler. Så hvis ikke job og husmorgerning (; giver stærke muskler, så er styrketræning jo helt sikkert en god ting. Kh lise
Tina skriver
Kære Lise.
Jeg er så enig. Når UV indekset er 1 og der under så bruger jeg ikke SPF. Dog er jeg kommet lidt i tvivl for på min A-vit. creme står der at man skal huske SPF men jeg bruger den om natten, så jeg tænker ikke huden er lysfølsom næste morgen, eller hvad mener du?
Jeg vil også godt høre din mening om, at jeg i over 6 mdr. har prøvet at bruge vitamin complex serum fra Dermaknowlogy. Min hud er meget glad for den men problemet er at jeg ikke kan få den til at fungere med cremer, hverken dem fra Beautyspace, Decubal eller Woods solcreme som jeg brugte i sommer. Alt hvad jeg kommer over dette serum fnuldre af. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Har du et bud på hvad der er problemet?
Bedste hilsner og god weekend fra
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Undskyld svartid kære Tina. Jeg vil helt ærligt mene, at hvis du bruger A-vitamin om natten, så er solcreme på denne årstid næppe nødvendigt. Men hvis du vælger det, så føles Avène B, som jeg viser her, god på huden og toner lidt.
Jeg er bange for, at jeg kommer til kort mht. Complex Serum og noget over. Den er jo uden fedt, og jeg kan ikke rigtig se noget, der kan drille, men jeg er jo heller ikke kosmetikkemiker. Du har selvfølgelig prøvet at give den lidt tid, før du følger efter med creme.
PS: Jeg kom lige i tanke om, at Pudderdåserne garanteret havde skrevet om det, og de er jo tæt på kosmetikkemikere med egen hudplejeserie…..du får lige link til deres skriv her, men det giver ikke meget håb (; https://pudderdaaserne.dk/2017/02/19/naar-serum-og-creme-faar-huden-til-fnulre/
Mange hilsener, Lise