Smut også lige med på en minderejse…..
Jeg ved ikke, om du er en af dem, der følger med HER – og hvis så stor tak ♥ – men så har du set mine skriverier (også der) om at spise frugt til morgenmad og råkost før alle måltider. Der er flere gode logikker i det. OGSÅ med bonus for hud.
Nemlig ‘gut/skin-axis’. At det gode mikrobiom i tarmen er i snak med hudens – og hjernens i øvrigt også. Men der er også det med at spise sit vand, fordi det vand, der er i ikke mindst frugt, ikke løber igennem men er det, som kloge dr. Howard Murad kaldte ‘cellebundet vand’. Det gør gavn i cellerne. Overlevelsesgavn. Jeg er heldig at have mødt Murad, som i øvrigt også var en pionér med hensyn til stress-påvirkning af hud, som han talte om ved mødet. Han døbte det emotional skincare, og i dag er neuroscience hot hot forskningsområde. Hvem sagde ‘brain/skin-axis’. Du finder flere ord af Murad HER.
Og alt det her kalder på et minde …
Jeg var for 10 år siden tæt på at lave en bog i samarbejde med Nikolaj Kirk, som dengang var en meget omtalt køkkenchef på Schiøtt’s på Christianshavn.’Meget mere end mad’ var min arbejdstitel. To redaktører (kvinder*) på forlaget var helt med på ideen og ligeså Kirk. Jeg havde sponsorater i kikkerten, så udgifterne kunne minimeres og jeg lavede synopsis. Men så landede der brev fra redaktionschefen, som var kommet ind over og godt nok syntes, at det var et spændende oplæg, men at han ikke mente, at der var brug for endnu ‘en livsstilsagtig feel good kogebog’. Tænke, tænke….der kom da vist en hel del. Også hos dette forlag.
* Ingen fordomme her, men selv om mænd i den grad laver mad, så er det nok mest kvinder, der køber den type bøger og føler sig hjemme i magasin-formen
Grundideen i bogen var at tage udgangspunkt i, at kødet blev tilbehør og ‘det kulørte’ inspirationen til måtidet/retten og så supplere med korte fakta-artikler om, hvor vores mad kommer fra og information om f.eks. de vitale næringsstoffer bag kulørerne. En magasin/bog-udgave med inspiration, opskrifter og fremgangsmåde samt viden. Og selvfølgelig serveringstips, køkken-og spisegrej og interiør-stemninger. Jeg og Kirk havde også holdt møder med grafikeren, som forlaget selv brugte og jeg kendte fra ALT for damerne. What not to like, det kunne være blevet en frontløber af en bog og jeg tillader mig at mene, at det kom til at inspirere Kirk til ‘Grønt Grundkøkken’. Ups, det løb vist af med mig, men jeg sidder her og ærgrer mig (:
Tilbage til huden og det cellebundne vand. Som huden selvfølgelig er oplært i at holde på. Så hvis vi ellers lader den nænsomt i ro, så går naturen sin fugtspændte gang.
Foto: Renserutiner jo en vigtig strategi, men det tager vi en anden dag…..her er dog nogle af de hensyntagende.
Bortset fra de benspænd der kan være genetisk. Og med tiden. Det med tiden er blandt andet en knapt så aktiv celledeling og dermed en knapt så tæt hudbarriere. For det er når cellerne stiger op og går fra levende til ‘døde’, at deres fedtmembraner bliver til cellecement. Blandt andet ceramider. Mens vores talg jo er taget på hudhuset.
Det tæt forbundne er der flere ting, der sørger for alt efter hvor langt ned i huden, man kigger. Vil du styrke sammenholdet i de øverste lag, og det er de vigtigste og det, kosmetik har mulighed for, så kig efter f.eks. ceramider og sphingolipider, squalane og lecithin i din hudpleje.
Jeg vil lige fremhæve lecithin, som vi – ligesom hyaluron – har overalt i os. Og det kan alt lige fra overførsel af signaler mellem nerveceller – nyttigt både når det gælder hjerne og muskelfunktion – og så bidrager det til at styre kroppens totalkolesterol og passe på hud.
Foto: Eksempler på produkter, man måske ikke i første omgang ville sammenligne, men de har i hvert fald en ting fælles, og det er lecithin på ingredienslisten. I flere af dem sammen med ceramider.
Det er nemlig i alle levende cellemembraner i form af fosfolipider og det har den geniale egenskab, at det er både vand og fedtelskende. Det giver cellemembraner, der kan reagere både på det, der sker inden i og uden for cellerne. Og for hudens vedkommende betyder det fugtstabilitet og tæt hudbarriere.
Og så er der den indvortes fedtpleje. Men hvordan er det nu lige, det er med de gode og de onde og de rigtig slemme fedtstoffer?
Fedt er et livsnødvendigt næringsmiddel, som vi mennesker er kommet skævt ind på i tidens løb. Vores urmor (tilgiv udtrykket) spiste for det første mindre fedt end os, og det fedt, hun spiste, var sundere. For eksempel fik hun betydeligt mere af de sunde omega-3 fedtsyrer.
Foto: Sæt sardiner på menuen. De er ‘fødefisk’ og modsat rovfisk med år bag skællene, så har de ikke opsamlet en masse tungmetaller
Ud over mange andre gode grunde til at spise sunde fedtstoffer, så er de også nødvendige for optagelse af de fedtopløselige vitaminer, og det er A-, D-, E- og K-vitamin. Og for hudens vedkommende er de gode fedtstoffer nødvendige for dens dannelse af egne fedtstoffer. Lige som omega-fedtsyrer kan også lecithin købes som kostilskud.
Hvis du har læst ‘advarsel’ mod omega-6, så gælder det ikke hudpleje. Men det gælder med hensyn til kost, hvis man ikke er striks med at undgå forarbejdet mad. Spiser du derimod efter Michael Pollan-mottoet ‘eat food, not too much, mostly plants‘, så er du på det rigtige spor.
Det er æbleår her, og besøgssæsonen er skudt i gang. Og når vi kommer frem til vinter og færre frø og insekter derude til fuglene, så samles de om de nedfaldne – især solsorten ♥ PS: Fotokvaliteten er ikke den bedste, for der er ikke meget lys om aftenen….
Kis skriver
Nej – jeg ærgrer mig også, når jeg læser at jeres spændende samarbejde blev bremset.
🍊🫒🥑🍓
Lise Grosmann skriver
Kis: Det løb af med mig (; des mere tak for dine ord kære Kis <3
Karin Winther skriver
Kan godt forstå du ærgrer dig over den bog der ikke blev til noget. Jeg er bestemt en af dem, der ville have købt den ☺️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, den var lidt forud for kogebøger for 10-12 år siden, men er det ikke altid det, der efterspørges. Fornyelse! Så er det jo ærgerligt, at der sidder u-visonære mennesker. Grrrr ((;
Karin Winther skriver
Præcis !!! Øv!
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Åh, du er sød – trøster <3