Det med melatonin for eksempel
Vi får nemlig ikke altid placeret talenterne i de rigtige bokse. For vi har det jo med at ville ‘bokse’ alting. Se bare kartoflen, jeg skrev om forleden HER. Den er røget i brødkurven selv om den har bevis for, at den er en grøntsag, der gror i jord.
At benævne melatonin ‘søvnhormon’ – eller vampyrhormon, som det ses, fordi det er nataktivt – er således for snæver en boks. Det findes for eksempel i noget af den mad, vi spiser, og kan herfra påvirke indholdet af melatonin i blodet. Det kendes ikke fra det, vi normalt kalder hormoner.
Vi har i øvrigt også receptorer i vores hud, hvilket p.t. gør melatonin interessant for dem, der laver natcremer. Vores hud har egen omsætning og stor gavn af melatonins talent som en potent antioxidant, det er anti-inflammatorisk, kan udbedre miljøforvoldte DNA-skader, er pigmentaktivt, hårvækststimulerende, UV-cellebeskyttende. Et sandt anti-aging talent, siger forskerne bag PubMed-abstract/Protective Role of Melatonin and Its Metabolites in Skin Ageing.
Foto: pexels.com
Men stadig er det jo melatonin, der timer vores døgnrytme, og derfor er det, at det er så vigtigt at give det de rigtige betingelser. Dæmpe lyset om aftenen og have det mørkt i soveværelset og modsat få lys tidligt på dagen.
Og her går vi videre til min nye søvnhelt, som man roligt kan benævne ekspert, Matthew Walker, PhD, som er professor i neurovidenskab på University og California Berkeley, hvor han leder Center for Human Sleep Science. Og så har han skrevet bestselleren ‘Why We Sleep’, som jeg har indkøbt i dansk udgave – ‘Derfor sover vi’.
Og Matthew Walker nævner et stykke inde i TED-videoen HER, som jeg også indsætter nederst (den er delt op i flere mindre tema-afsnit), noget, som jeg så ofte har tænkt på – nemlig, at vi er lidt nogle tåber, hvis vi tror, at vi kan lege med noget så essentielt som vores døgnrytme ved bare at kalde noget for sommertid og så forlange, at en vigtig del af os makker ret. Det koster en 24 procent stigning i hjerteslag, medfører flere trafikulykker og endog en stigning i selvmord, fortæller han. Og når vi så skruer på døgnknappen igen, så ses en 21 procent reducering af hjerteslag.
Og har du en søvnafvisende knægt/ung mand i familien, så fortæl ham, at sover han kun fem timer om natten i en uge, så falder hans testosteron-niveau som til en 10 år ældre. Samme påvirkning sker på kvindelige kønshormoner og fertilitet. Og kender du nogen, der døjer med at blive gravid, så mind dem om at hoppe i kanen, når døgnrytmen siger det. Sex er i øvrigt, som også Walker nævner det, en effektiv søvnbefordrer.
Matthew Walker er ikke en anbefaler af melatonin som ‘sovepille’, for det regulerer ikke søvn, det timer den (=vores døgnrytme), så en eventuel positiv effekt er minimal bortset fra ved jetlag. Til gengæld er der faktisk bivirkninger forbundet med at tage melatonin. Selv bliver jeg virkelig dårlig – måske fordi jeg har en autoimmun sygdom, for bl.a. her ses uheldig påvirkning af immunforsvaret. Og omvendt kan man altså styrke sit immunforsvar ved at få den nødvendige søvn. Men lyt/se videoen, hvor han taler om det.
PS: I ‘Derfor sover vi’ nævner Walker, at det forholder sig anderledes for ældre, hvor det kan booste den med alder følgende sløvede cirkadiske og dertil knyttede melatoninrytme.
Og vi må bare atter en gang konstatere, at søvn har indflydelse på alt. Der er en grund til, at vores lange udviklingshistorie har bibeholdt behovet. At få de mellem syv og ni timers søvn, der anbefales er og bliver en af de bedste livsinvesteringer.
Annette skriver
Kære Lise
Jeg kan næsten ikke tro på, at jeg tør at gøre mig klog, og komme med en mulig forklaring til din undren over, at kartoflen placeres sammen med brød.
Kartoflen hæver, som både ris, pasta og brød vores blodsukker, det gør grønsager slet ikke på samme måde.
Hvis man fx vil passe på sit blodsukker, kan man jo med god samvittighed spise en masse grønsager, det samme kan man ikke med kartofler.
Jeg tror helt bestemt, at det er forklaringen.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, du ‘gør’ dig ikke klog <3, du er klog <3 og i øvrigt er noget af det bedste i kommentarsnakken her på bloggen, at vi deler viden og erfaring. Og du har da helt ret!
Men uanset, hvor mange, der hævder det modsatte, så ændrer det jo ikke, at kartofler gror i jorden lige som rødbeder, selleri, gulerødder....Og de må godt have status som grøntsager, mens man smider kartoflen over i gruppen af stærkt forarbejdede fødevarer som pasta og brød.
Er det af den ene eller anden årsag vigtigt for en at omgå kartoflens kulhydrater, så anbefales det at spise dem kogte og kolde, fordi fibrene så omdannes til såkaldt resistent stivelse. Uden at det, så vidt jeg kan forstå, gør den helt store forskel.
Man kan jo så lade være med at leve af kartofler, alene fordi man ikke skal spise meget af én ting men spise mange forskellige ting og især grøntsager og frugt.
Mange hilsener og god weekend, lise
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Lige da jeg begyndte at læse tænkte jeg: jamen så frigiv da Melatonin til håndkøb 😃
Men så kom jeg til det afsnit hvor du fortæller at det ikke er godt for dig!
Jeg anede ikke det kan spille ind ved autoimmune sygdomme 😞
Selv tager jeg det hver aften, men ikke ret meget, mellem 3 og 5 mg, og når jeg lader være sover jeg kun omkring 4 timer 🫣
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, det har jeg også ofte tænkt, og folk køber det jo på nettet eller med fra rejser.
I øvrigt gav Walker forklaringen på, hvorfor det måske er sådan, at det receptpligtige melatonin, Circadin, som jeg har fået, det er til 55+ folk.
Men jeg fik jo også forklaringen på, hvorfor jeg de to gange, jeg har forsøgt med Circadin har måttet opgive, fordi jeg blev så dårlig – jeg fik virkelig kvalme og blev svimmel. Det er jo så nok min ME.
Men godt, at du ikke har bivirkninger <3 Jeg holder mig til min magnesium glycinat og jævnligt også en Tryptonat.
Knus Lise
PS: Jeg googlede lige, fordi jeg ikke kunne huske navnet Circadin, og så stødte jeg på denne - også ret interessant https://www.cancer.dk/hverdag/hvad-kan-du-selv-goere/alternativ-behandling/naturlaegemidler-kosttilskud/melatonin/
Karin VS skriver
Tak for det meget spændende link 🤗
Ja det er unægteligt interessant om Melatonin har den effekt på kræftceller.
Kom til at tænke på om grunden til du kan tåle Tryptonat i forhold til ren Melatonin er at din krop selv står for processen?
Jeg er sikkert utrolig langsomt opfattende, men anede ikke du kæmper med ME 🥺 det er jeg godt nok ked af at høre 😞
Det kan være en grusom situation 😞
Har du overvejet en naturlæges tilgang til det?
Knus og sov rigtig godt 🤗🤗
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Ja, jeg bliver altid helt ‘tændt’, når det afsløres, hvor geniale, vi er (;
Mht. Tryptonat, så har du helt sikkert ret i, at det er det, der er årsagen.
Smiler stort <3 Du er ikke langsomt opfattende på noget overhovedet. Jeg har nævnt det, men det er jo ikke mine skavanker, bloggen skal handle om - med mindre det kan være relevant for at dele erfaring på noget (;
Knus og god dag og weekend kære - og TAK <3
PS: Der er vist ikke det sted gennem årene, jeg ikke har søgt hjælp. Osteopaten har hjulpet meget, og så er jeg heldig, at jeg bor og lever og arbejder, som jeg gør. Frit!
Jeg har det store håb, at jeg oplever, at os, der får begrænset vores liv at det, der uden tvivl er et post-viralt immun-sammenbrud, bliver fri af latterliggørelse.
Ikke at det er positivt, men det, at så mange får disse problemer efter corona, kunne åbne flere lægers øjne for, at det ikke nødvendigvis er hypokondri og gak i låget i almindelighed. Hvis du vidste, hvad man kan møde af læge-uvidenhed - og dermed desværre også en erhversmulighed for at afgøre, hvordan og om folk skal have den rigtige hjælp. Som IKKE er genoptræning. Der er tale om en total fysisk og mental udmattelse i forskellig invalideringsgrad.