Dig og mig og os, vi gør det hver aften, året rundt, uanset hvor viserne står på uret. Vi kunne ikke finde på at gå i seng uden at rense huden. Har jeg ret? Bortset fra alle de problemer, ens hud uundgåeligt løber ind i uden rens, så er al hudpleje spildt på en ikke-ren hud. Endnu værre at tænke sig er, at en creme på ikke-renset hud kan binde mikropartikler til huden eller tage dem med sig længere ned. Jeg ville blive irriteret, hvis jeg var hud, og det er lige, hvad den bliver. Jeg tror, at rigtig mange, der døjer med hysset hud, burde overveje, om de renser deres hud tilstrækkeligt.
Skal det være hurtigt og lavpraktisk og samtidig effektivt, ja, så er der ikke meget, der kan konkurrere med micellar-produkterne. Alt, der skal bruges, er vatrondeller, og når de er rene, så er huden ren. Men jeg vil anbefale, at man slutter med et mist.
Og hvad så om morgenen? Ja, jeg hører jo til dem, der mener, at rensning om morgenen ikke bare er overkill men i værste fald stripper og stresser huden unødigt. Jeg holder mig til mit morgenmist, før jeg går videre med min Dual Moisture og øvrige plejeprogram.
Micellar Water 64,95 kr. og micellar gel til øjnene 59,95 kr. Begge LOréal Paris. Avène Eau Thermale 34,50 kr./50 ml-74,50 kr./150 ml-89,50 kr./300 ml
TIP! Kildevand er også perfekt til at fiksere makeup’en og give pudret hud en mere dewy finish. Jeg bruger ofte i stedet for at miste direkte på huden at gøre det på en renseserviet og så forsigtigt trykke den mod ansigtet. Det virker faktisk bedre, synes jeg.
Helle Rick skriver
Efter jeg stoppede med at rense huden om morgen og kun rense om aftenen, har jeg fået en mindre ‘stresset’ hud. Min hud var altid irriteret med en bums her og der. Nu har jeg næsten ingen bumser mere og min hud er blevet pænere. Den bliver aldrig perfekt men denne version kan jeg leve med. Jeg er før hoppet i kanen uden rens og efter jeg har gjort rens til en rutine (også selvom jeg har været ude og buldre i byen og er kommet sent hjem) kan det ses på huden. Det betaler sig – no doubt!
Lise skriver
Det er jeg glad for at høre Helle, især hvis det har været mit råd om ikke at rense igen om morgenen. Godt nok er huden et udskillelsesorgan, som det altid fremhæves, meeen hvad er det dog for en masse snavs, jeg ligger der og udskiller under nogle timers søvn!! Udskillelse til overfladen sker sammen med sved, og brus og håndklædetørring bagefter renser fint. Det, du oplever af forbedring, skyldes jo måske netop, at din huds gode reparerende natarbejde af bl.a. barrieren ikke bliver spoleret og fjernet om morgenen.
Eva B skriver
Lise, er der så meget forskel på mist og vand? Kunne man egentlig ikke bare komme vand på flaske, og så ihvertfald få den tekniske effekt? Jeg ved godt, der er tilsat diverse lækre sager i en mist, men med alm vand og en forstøverflaske kommer man vel tæt på? Desværre er halvdelen af fornøjelsen jo det at have fine sager, når det kommer til beauty
Lise skriver
Eva, postevand er ofte meget kalkholdigt og det kan genere hudens let syrlige pH-værdi. Men jeg bruger da selv på morgener, hvor jeg ser træt ud, at komme masser af koldt vand i ansigtet. Og hvis den mist, man køber, bare er vand med urter o.lign. i så kan man jo lige så godt koge vand selv om lave en mist-te. Jeg kan godt lidt kildevand, som er dejlig blødt vand og så indeholder det mineraler. Nu er vandet jo så forholdsvis kort tid på huden, så det er begrænset, hvad det kan nå at aflevere, men det er i hvert fald vigtigt, at det føles godt og ikke generer huden.