Danmarks mærkeligste beautyblog slår til igen.
Heldigvis har jeg kun én gang i mit over-midten lange liv oplevet blærebetændelse. Akut, voldsomt og sindsyg smertefuldt. Det blev banket på plads af antibiotika og bank-under-bordet jeg har intet mærket til det siden. Til gengæld er jeg kommet i nattissernes række. Og netop det problem står til at blive big business.
Jeg spottede f.eks. nedenstående i dagens trendopdatering fra Mintel, der skriver om stigende behov for den type produkter: “……..an ageing population and rise in conditions that have strong risk factors for incontinence look favourable for future incontinence product value sales……”. Der (inkontinens) er jeg så heldigvis ikke nået til endnu og slipper forhåbentlig.
Foto: pixabay.com
Men mellem meget andet er det en god idé at have de nedre regioner fuldt med i omsorgsstrategien. Dels i en ikke invasiv hygiejnestrategi om man så kan sige men også med indvortes omtanke. Før vi går til det, så lige et tip om at finde allergicertificerede produkter til intimhygiejne på listen HER, og så en reminder om at lære døtre at bruge toiletpapiret forsigtigt, når de tørrer sig efter ‘stort’*, for de bakterier derfra kan lige nøjagtig forårsage blærebetændelse. A propos bakterier, så har den HER de rigtige, som støtter den sarte balance og lindrer eventuelle problemer.
Til den indvortes omsorg for de nedre slimhinder herunder urinvejene kommer der faktisk, som Mintel spår, stadig flere kosttilskud. For nogen tid siden omtalte jeg Pharma Nord Omega 7, som med vanlig videnskabelig dokumentation fra den kant er udviklet med tanke på kvinders overgangsalder og deraf følgende ændringer i underlivets slimhinder. Havtorn – sprængfulde af betacaroten, C-vitamin og Omega-7 – er en af ingredienserne.
Foto: pixabay.com
Og en af de andre ting i nyheds-indbakken i dag, som fik mig til at vælge dette emne, det var New Nordic Tranebær Urinveje Gummies, som foruden tranebær indeholder surkirsebær. New Nordic er i øvrigt en flittig bruger af små sure bær også i deres hudplejeserie. Faktisk har de mere styr på det, der hos dem hedder Beauty In & Out, end de fleste andre.
Jeg er personligt stor fan af New Nordic og har været det i alle årene, og deres C-immune er altid i huset her. Kast lige et blik på deres virkelig store sortiment af urtebaserede kosttilskud. Der er vist fra top til tå og alt imellem.
Og så lige én ting mere, som jeg blev mindet om i kommentarfeltet efter udgivelse – nemlig øvelser, der styrker bækkenbunden. Vigtigt for alle køn. Og Helle Gotved er ikke bare hende, der så behovet allerede i ’79, hendes bog ‘Bækkenbundens optræning’ er biblen. Den er siden udkommet i flere udgaver (min egen er fra ’99) og kan stadig købes og helt sikkert lånes på biblioteket.
FAQ Slimhinde har et overfladelag, epitellag, lige som huden, men det er ikke forhornet, og det er specialiseret alt efter, hvor det befinder sig på og i os. At det uden sammenkittede forhornede celler men tværtimod levende celler overhovedet kan modstå noget, skyldes blandt andet, at der udskilles en tyktflydende væske på overfladen. Det er dette slim, der gør overfladen glat og dets fugt beskytter cellerne mod udtørring og så er det fuldt af immunceller. Stærkt forenklet.
I sagens natur er det vigtigt at holde alle slimhinder intakt, så mikroorganismer ikke får adgang. Men sårbarheden taget i betragtning har naturen selvfølgelig optimeret immunforsvaret i forhold til hudens. Men som det nu engang er med os generelt, så svækkes vi med alder og ligeså sygdom og eventuelle behandlinger som ved kræft tager hårdt på slimhinder lige som mangler i kosten spiller ind.
Egentlig havde jeg planlagt rensetema i dag, men det kommer, for det er et af de emner, I har ønsket. Men meld meget gerne ind med alt, hvad I gerne vil have, jeg skal kaste blik på, det er så dejligt med ønskelister.
*) Hvis du er til de udvidede rammer, der præger bloggen her, så læs lige HER. Det er formentlig ikke fremmed for nogen, at f.eks. nervøsitet ‘går i’ maven og man ved også, at der er et link mellem tarmens mikrobiom og hjernen, men at fremtidens middel mod depression måske bliver fækal transplantation, det er godt nok vildt at tænke på. Nu spiller mange ting jo ind ved mental sygdom, men man ved også, at mennesker med færre bakterier, der producerer visse fedtsyrer, er udsat.
Kis skriver
Endnu en gang inspirerende og nyttig viden at hente på bloggen. Knas tør hud i den ende er bare en udfordring og jeg vil prøve at indføre nogle af de gode råd i min intimpleje. 1000 tak – og ha en rigtig dejlig weekend.
Lise Grosmann skriver
Kis: Tusind tak for roseord <3
Liv mindede mig om BAK's probiotiske serum til intimpleje.....der er link her til tidligere skriv og også link til BAK. Det kunne være et godt bud, fordi du ikke ødelægger den vigtige balance dernede.
Dejlig weekend også til dig
Karin winther skriver
Jeg er Så glad for mine havtorn piller, som du netop anbefalede, Lise, og for mine bækkenbundsøvelser. Natterisseriet følger alligevel med min alder. Men pyt, så længe det bliver ved det, vil jeg ikke klage.
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Dejligt med gode anbefalinger. Og ja, jeg er enig, så længe det bliver ved nattisseriet, så skal man være taknemlig (selv om det er tisseirriterende (; ….).
Liv Davids skriver
Jeg var for hurtig med send knappen.
Helle Gotveds bog om bækkenbunden er fremragende. Jeg købte den som ung pige, bliver 58 om få dage, og jeg har den endnu.
Den burde genudgives.
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Den er genudgivet flere gange siden 1979 – min er 4. udgave fra ’99. Det er jo fantastisk at tænke på, hvor fremsynet denne kloge kvinde var. Jeg har nogle stykker af hendes bøger bl.a. Stærke Fødder Smukke Ben i en fin lille gul udgave fra ’61, som jeg har arvet fra en tidligere kollega. Hun havde i øvrigt hus heroppe i Odsherred…
Liv Davids skriver
Jeg er også blevet sart med årene, og jeg har glæde af Vagifem og ikke mindst BAK Intimcare. Den er meget lindrende, og det har jeg stor glæde af, ikke mindst fordi jeg har en del arvæv.
Tak for et godt indlæg 😊
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Dejligt, at du deler erfaringer. BAK Intimcare har jeg skrevet om tidligere, men det kan være, jeg skal sætte et link ind til den, hvis nogen glemmer at læse kommentarerne med. Og tak for roseord til mig <3
Pernille S skriver
Kære Lise
Blærebetændelse og slimhindeproblemer vaginalt hos kvinder som er i menopause eller postmenopause er, som du skriver, et kæmpe problem hos rigtig mange kvinder. Desuden er både natlig tissetrang og tissetrang i dagtimerne hos nogle så invaliderende på grund af spasmer i blæren, at medicinsk tabletbehandling og evt. botoxbehandling kan komme på tale. Hertil kommer recividerende blærebetændelser…
Socialt er det en kæmpe hæmsko altid at skulle tænke over hvor det nærmeste toilet er. Social afsondrethed bliver resultatet for nogle. At skulle gå med trusseindlæg/Tennabind er en anden udfordring. Gennem sin kommune kan man bevilges “bleer” som det så hedder. Jeg er så forarget over at man ikke kan kalde det trusseindlæg eller hygiejnebind. Bleer er noget børn bruger!
Mange kvinder er ikke vidende om, at de via deres praktiserende læge kan få et lokalt virkende østrogen – Vagifem, som er en stikpille til brug i skeden 2 x ugentlig. Dette præparat styrker slimhinden og kan dermed mindske risici for blærebetændelser. Og god hygiejne som du nævner Lise- at huske at tørre sig efter toiletbesøg ALTID forfra og bagud. Uanset om det er småt eller stort! Nogle får meget tynde slimhinder på deres kønslæber, ja sågar små revner i slimhinden. Her kan det afhjælpe at smøre skede og kønslæber med mandelolie.
Hvorvidt man ønsker at anvende intimsæbe eller ej, må være op til den enkeltes behov. Personligt er jeg ikke tilhænger, idet skeden er selvrensende og vand fra bruseren i de fleste tilfælde er nok.
Tranebær i pilleform eller som saft er også for nogle en mulighed. Er uheldet ude, er det ofte er muligt at “skylle” bakterierne ud ved at drikke rigelig med vand. Være opmærksom på at tisse efter samleje, da bakterier her lettere finder vej til blæren.
Det er sikkert flere som kan byde ind med andre råd. Vigtigt er det at have en dialog med sin læge. Træning af bækkenbunden via fysioterapi kan være en løsning hos andre.
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: SÅDAN <3 Tusind tak for alle de mange kloge ord og gode råd kære Pernille. Hvor er det bare dejligt at dele det her forum med så kloge og generøse kvinder.
Du har da fuldstændig ret i det med det unødvendige i at ydmyge mennesker med at de går med ble. Og jeg er også helt enig i og har vist skrevet det flere gange, at vi er selvrensende og at man skal holde eventuel vask udenfor om man så kan sige. Altså vaske 'omgivelserne' men ikke selve slimhinden og slet ikke op i skeden.
Dine ord om at træne bækkenbund får mig til at tænke på eksperten Helle Gotved, og jeg googlede lige - hendes bog fås endnu og står helt sikkert også på biblioteket.
Tak igen! Kh lise
Janne skriver
Hvor interssant,, det må jeg vist have bestilt 🙏🏻
Lise Grosmann skriver
Janne: Hvor dejligt, hvis jeg var til hjælp <3
Mia T. L. skriver
Spændende læsning sådan en torsdag 🙂 Jeg er også fan af New Nordic især collagen filler
Lise Grosmann skriver
Mia T.L.: Den er i min optik også et af de bedste bud i kategorien, collagen filleren fra New Nordic. Det er i det hele taget en rigtig fin serie i hele sortimentet.