Og ved du om der er forskel på effekten af syntetiske og naturlige dufte?
Jeg har lige mødt dronningen ♥
Dugfrisk foto af en rose, hvis navn jeg ikke husker, men hverken den eller de andre blomstrer og visner uden at jeg har fortalt dem, hvor smukke de er. Og haft næsen i dem og trukket vejret dybt og sagt ahhh! Det med dronningen har jeg fra aromaterapiens mester Robert Tisserand, for han kalder rosen for aromaterapiens dronning.
Ud over sin feminine duft, så har rosen også fornemme hudpleje-egenskaber. Den vil gøre alle hudtyper godt men er især velegnet til tør, ældre og sensitiv hud. Den vil således virke dulmende på rødme. I øvrigt er rosenolie også et afrodisiakum og sætter skub i lysten hos både kvinder og mænd. Er du stresset og ked, så virker duften opløftende. Og man kan da kun blive “glad i låget” af både synet og duften af roser.
Og her biernes yndlings og en af mine. Lavendel er også, fortæller Tisserand, en af de mest nyttige til terapeutisk brug. Ikke yin eller yang men nærmere balancerende og uforlignelig ved søvnløshed, depression og hovedpine. Den er også nyttig ved inflammation og så er den antiseptisk. Og HER er et sjovt lille studie (lavender promotes trust), som du måske kan drage nytte af, hvis du skal forhandle lån, som de skriver på tisserandinstitute.org
Og så blev der spurgt i kommentarfeltet om forskel på syntetisk duft i forhold til de ægte æteriske olier, og jeg fandt min artikel til Kosmetikbladet frem, hvor jeg interviewede aromaterapeut Lone Fjeldsø:
Er der forskel på den terapeutiske effekt af syntetisk fremstillet duftolie, som kun indeholder få komponenter og de naturliges flere hundrede – henholdsvis via lugtesans og hud?
Erfaringer fra aromaterapien over mange årtier bakket op af forsøg fra parfume og fødevareindustrien tyder på, at der ER forskel. Æteriske olier fra planter indeholder flere hundrede kemiske komponenter – heraf en hel del sporstoffer i mængder, der er så små, at de ikke engang kan måles og dermed heller ikke kopieres. En syntetisk fremstillet duftolie er lavet som en slags “pixelleret kopi” af den ægte vare, og mangler fx alle førnævnte sporstoffer, som til gengæld lader til at være afgørende for oliens terapeutiske gennemslagskraft. Det vil med andre ord sige, at den syntetiske olie ved inhalation sagtens kan give en autentisk duftoplevelse, men er mindre interessant eller helt værdiløs i videre terapeutisk sammenhæng. Læs hele artiklen HER
OG SÅ VINDERNE af de her to…
Sveta Broch * Kirsten S * Eva B * Birte * leafysmoothie. Tillykke til jer og skynd jer at maile adresse og mobilnummer, så I kan blive ægte mistmostre.
STOR tak til alle, fordi I tog jer tid til at skrive dejlige kommentarer ♥
Pernille S skriver
Intet skønnere end at plukke en duftende rose og stille den på natbordet. En yndling er den skønne æggesnapsgule ‘Judetheobscure’. Smuk og delikat, med duft man falder i svime over!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hvor ER du altså også rosenklog. Jeg har en enkelt gul – og tænk, jeg synes, jeg lige her kan huske navnet….Peace, kan det passe?….men den er så syg af det der strålehalløj, så den som regel kun får en enkelt eller to blomster og åhhh, hvor de dufter.
Pernille S skriver
Åh, hvis det er den rose jeg tænker på; “Fredsrosen”, som stammer fra 1945, så er det en utrolig smuk og velduftende rose. Så vidt jeg erindrer, har den et rosa strejf? Har den ikke selv, men mindes den fra min barndomshave!
Så irriterende med stråleplet. Miseren skyldes oftest vandmangel. Desværre kan den ikke vandes op på nuværende tidspunkt, men fjern så mange af de angrebne blade som muligt – også dem på jorden. Og igen i efteråret, så svampesporerne ikke overvintrer. Og kom for Guds skyld ikke bladene på komposten! Svampesporerne smitter som bare pokker! Sørg for lidt gødning een gang om måneden; marts, april, maj, juni. Een gang ugentlig giver du rosen 10-20 liter vand. (Med mindre moder natur hjælper til) Gerne om morgenen, så ikke planten står med våde blade om natten, da dette sætter skub i svampeangreb. Denne vinter har ikke været givtig for roserne, så du er ikke ene om at slås med stråleplet, rust, bladlus, meldug, rosenbladhveps og jeg skal komme efter dig. Åh, disse møgbesværlige roser…men alt besværet værd, når du belønnes med blomster der slår benene væk under dig!
Tænker nu du ved hvordan roser skal passes, så tilgiv hvis det er common knowledge ?
Kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det er så fantastisk, at du deler gavmildt ud af din rosenviden. Jeg vil ikke sige, at jeg er hverken rosen-eller anden særlig haveklog, men jeg begyndte jo at læse om stråleskidtet, da det bredte sig her fra en New Dawn, jeg købte. Alt var fint på det tidspunkt på alle roser og jeg vidste ikke, at de sortgule blade betød andet end at de ikke havde passet den på planteskolen. Da så alle blev syge, læste jeg og begyndte at pille og samle blade og bære dem meget langt væk, men nu har jeg opgivet. Jeg nyder dem nu, hvor de blomstrer, så ‘det slår benene væk under mig’ (; og så piller jeg lidt blade, når jeg ser dem, vander når der er indlysende behov og ellers må de klare sig. Og det gør de fleste af dem. MEN jeg har lige været ude og kigge, og i år er vist året, hvor peace giver op. Jeg kan simpelthen ikke huske, om der var rosa på den, jeg synes det ikke, men jeg kan huske, at den duftede svimlende vidunderligt og helt anderledes end de rosa.
Jeg var i øvrigt på besøg hos familie i går, hvor der er utrolig mange roser, der bare får lov at gro – kæmpestore og gamle roser, fulde af vidunderlige blomster – men bladene (her skal bruges en trist emoji)….strålepletpest-øvsyge.
Tak for rosensnak kære og god weekend <3
Anne-Marie Andersen skriver
Stort tillykke til de heldige❤️
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Det er bare så dejligt at opleve, når I glæder jer over at andre vinder <3
@leafysmoothie skriver
Åh, hurra hvor er jeg glad lige nu! Den fineste præmie som jeg længe ønsket (rose til mig og lavendel til en jeg holder kær som har brug for lidt ro til nervesystemet og yin-yang balancen (lærer altid noget nyt herinde). Det bliver en god sommer i mistens tegn! Tusind tak! <3
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Dejligt, så glad du bliver. Jeg lærte faktisk også noget, jeg havde glemt, da jeg genlæste det med lavendel. For med nogle æteriske er det jo enten eller, men den geniale lavendel den balancerer vægtskålene. Jeg håber, mine lavendler snart blomstrer, for jeg har altid et par liggende på natbordet og det er utroligt, at de tørre fra sidste år, de dufter endnu. God dag kære <3
Kirsten V skriver
Stort TILLYKKE til de heldige vindere. ?
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: I er bare så goe til det med at ønske tillykke <3
sveta broch skriver
Hvor heldig kan man være? Tak Lise Jeg glæder mig så meget til at modtage min præmie! KH Sveta
Lise Grosmann skriver
Sveta broch: SÅ dejligt med glade vindere <3
Birte skriver
På denne (for mig) udfordrende onsdag, skete det lykkelige, at jeg blev én af de heldige vindere af Lises Jurlique konkurrence. 1000 tak. Jeg er dybt taknemmelig ☺️
Lise Grosmann skriver
Birte: Så dejligt, at du er glad OG hurtig med adresse – 1000 tak fra mig <3
Julia Venus skriver
Du har nemlig helt ret – der er STOR forskel på ægte og syntetisk effekt af dufte fra planteverdenen ❤️
Lise Grosmann skriver
Julia Venus: Tusind tak for indspark fra en ekspert <3