Skal det være den lette eller den svære? Få tip her!
Vi taler eyeliner! Skal den være usynlig, skal den være blød men synlig eller skal det være den svære, der kræver rolig hånd plus måske et lille tip, der gør det nemmere at ramme rigtigt. Foto herover for at minde om, at hvis du skal have bukket vipper, så skal det være før, du tegner streger – men vent med mascara til bagefter.
Her er foreløbig godt grej…..
# Den usynlige
Det er den, jeg stort set altid selv vælger, fordi den får vipperne til at syne tættere og markerer øjet men altså uden at ses som en egentlig eyeliner.
Sådan gør du: Vælg eyelinerblyant i en farve, der er tæt på dine vippers, men ikke sort selv om du bruger sort mascara (med mindre jo, du er meget mørk). De tynde skrueblyanter som dem på foto er perfekte til den her type streg. Og du tegner simpelt hen helt ned til vipperne, så stiften nærmest kører mellem vippehårene. Når der er fyldt godt ud med farve mellem vippehårene tager du en vatpind og fugter den let før du kører den langs vipperne for at tage farve på huden. Og så mascara på.
# Den bløde
Igen eyelinerblyant eller pudder og en fin pensel, og du kan fint bruge din øjenskygge. Da stregen skal være synlig og ikke forsvinde mellem vippehårene kan du vælge en farve eller en eyeliner med noget perleskin.
Sådan gør du: Tegn stregen langs øverste øjenlåg og brug skumduppen i den anden ende af blyanten – eller en pensel – til at blødgøre/udtone stregen. De buttede blyanter, som både Sisley og Tromborg har, de er perfekte til den type streg. Den Tromborg, jeg bruger, når jeg laver denne type streg, den er så slidt ned, at jeg ikke kunne være bekendt lægge den med på foto. Farven er Light Brown og har en anelse perleskin.
# Den svære
I en smokey eyes udgave…
Her er stregen tydeligvis tegnet efter øjenskyggen. Hvis du omvendt tegner stregen først og så lægger skyggen, så kan du blødgøre stregen, så den bare giver ekstra dybde og form. Så kan man heller ikke se, hvis den ikke blev helt skarp i kanten.
Og her er der givet fuld gas…
Perfekt tegnet winged eyeliner ♥ Hvis du googler ‘winged eyeliner’, så ligger der masser af how-to samt videoer af tynde, brede og sjove udgaver og jeg har set mange metoder. Men jeg har et lille tip, du måske kan bruge, når du sætter dig ned og øver dig foran spejlet, for her er øvelse det, der gør mester.
Sådan gør du: Du skal bruge en tynd pensel til f.eks. en gel-eyeliner som MAC, Bobbi Brown, Nyx og Armani har det eller en Liquid Eyeliner med filttip som den fra Sensai, der ligger på grejfoto herover. Jeg vil mene, at gel plus pensel er nemmest for dig, der er nybegynder, men stregen bliver mere skarp med filttyperne.
Kig ind i spejlet og bestem dig for, hvor din streg skal ende – nogen vil have streg meget opad og andre vil have den mere ligeud. Men der, hvor din streg skal ende, der sætter du en lillebitte prik. På det tilsvarende sted ud for det andet øje sætter du også en lillebitte prik. På den måde har du noget at styre efter og stregen ender ens i begge sider.
Og så lige til slut i forhold til temaet HER (plus vipper). Det er jo hår som dem på hovedet, som du måske har nok af mens dine bryn og vipper har kendt fyldigere dage. Men så tag et hairbooster-kosttilskud med de vitaminer og mineraler, som hår (hud og negle) bliver stærkere af. Og er der plads på kortet, så er M2 Beauté, der fås både i en bryn og vippe udgave, en nærmest sikker vej – hvis der stadig er levende hårsække.
Annette skriver
Igen tak for et svar, der er til at forstå.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Det er jeg SÅ glad for, tak for at skrive <3
Annette skriver
Tak for dit svar til mig Lise.
Jeg har prøvet at bruge en brun blyant, jeg synes det er svært at få det til at se godt ud.
Du nævner eyeliner, det har jeg ikke prøvet. Jeg har været bange for, at den ville være for hård ved øjenvipperne, og at blyanten ville være mere skånsom, men det fungerer ikke for mig
Men når du tør, må jeg nok tage mod til mig og prøve.
Tak for din forklaring, og til lykke med den unge i familien
Venlig hilsen Annette.
Lise Grosmann skriver
Annette: Du skal bruge en eyelinerblyant – ikke en af dem til øjenbryn, for de er faste i stiften, fordi det skal de være til det brug. Og med denne bløde stift kører du hen langs vipperne helt ned i hårene. Og så stryg efter med en vatpind. Sæt dig ved spejlet og øv dig, det skal nok komme.
Og tusind TAK for til lykke <3
Annette skriver
Kære Lise
Jeg bruger hver dag lidt grønt øjenskygge (selv om det kan være svært at finde den “rigtige” bløde olivengrønne nuance. Jeg startede med det i 80’erne, da jeg havde fået lavet min farvetest, og jeg føler mig bedst tilpas, når jeg har lidt øjenskygge på.
Efter jeg første gang læste om din metode til at tegne/prikke mellem vipperne, så det kommer til at se tættere ud, har jeg flere gange prøvet det.
Men jeg kan jo ikke tegne mellem vipperne med grønt, og jeg synes det er svært at få tegnet mellem vipperne med mørk brunt, og bruge grønt øjenskygge, uden det bliver for meget.
Jeg vil nærlæse dine forklaringer i aften, så jeg måske kan finde ud af det.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, undskyld du har måttet vente på svar, og jeg håber, det er spørgsmålet her, du hentyder til i din anden kommentar (:
Hvis du har det godt med din øjenskygge, så er det da det, du skal gøre. Men det er ikke øjenskygge, du skal prikke med/tegne med ved vipperne, det er en blød eyeliner, og i dit tilfælde vil brun være det rigtige.
Når du har lavet stregen og eventuelt kørt efter med en vatpind, så den toner helt ned til vipperne, så lægger du din skygge og så mascara til slut.
Nå du lægger stregen helt ned mellem vipperne eller prikker mellem hårene, så virker den ikke som en egentlig eyeliner men får dine vipper til at syne tættere.
Mange hilsener
lise
Kristina S. skriver
Tak for inspiration og gode anbefalinger.
Hvis man laver den bløde udgave, har du så et bud på en øjenskygge, der holder?
Lise Grosmann skriver
Kristina S: Dejligt, at der var noget, du kunne bruge. Jeg tror ikke, der vil være problemer med nogen øjenskygge – så længe de ikke skal op i øjenfolden, er der ingen udfordring (; God weekend <3
Kristina S. skriver
Ok, tak 🙂
Pernille S skriver
Den usynlige er lige mig?
Tak for gode tips og rigtig god dag?
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Den der grineemoji ser ikke ud som om, du mener det (; Men det er faktisk ret fint. God dag/weekend <3
Pernille S skriver
Sorry, jo jeg mente faktisk at den “usynlige” metode er den der passer mig bedst. Briller er ikke hvad de har været når der skal vælge emoji’s
Kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernile S: SMIL <3