Fra grøft til gryde, wild life, er det nye hippe i kogebøger – og i cremer. Nyt er det godt nok ikke og for generationer siden var mange urter og planter – ikke mindst krydderurter – også den medicin man havde. Man spiste dem, lavede afkog og omslag til hud og ømme muskler – man indtog dem ikke i industriens pixelerede udgave. Rucola, som ikke er salatsmart for tiden, er f.eks. kendt i arabisk urtetradition og styrker som andre bitre urter leverens afgiftning. Altå en smuk og delikat naturlige detoxer, som jeg høster i bedet hver aften til min blandede salatblade-salat ofte sammen med persille, basilikum, skvalderkål, mælkebøtteblade, topblade fra rødbederne, blomsterkarse/tallerkensmækkerblade- og blomster osv. Det er spinat på foto.
Brøndkarse har jeg ikke p.t., den er ellers udnævnt som vinder på ”powerhouse food”-listen. Som så bare ikke har regnet antioxidanter ind. Og alle de stoffer, man slet ikke har analyseret sig frem til endnu. Vi glemmer hele tiden, at vi kun har løftet en flig, måske er det fatalt ikke at tage højde for, at naturen stadig holder på nogle hemligheder – eller endnu værre overlade det til selvdoserede kosttilskud.
Men hvad er det med det vilde
– ud over Claus Meyer’s nye bog og Tromborg’s nye ”wild life”-cremer? De må klare sig, tackle udfordringerne dér, hvor de slår sig ned! Derfor udvikler de et godt rodnet, så de kan hente nøjagtig de næringsstoffer, der giver dem kraft til at overleve, og de udvikler forsvarsstoffer, som hører til dem, vi kalder antioxidanter. Nu spiser man godt nok ikke valmuer, men den her er indbegrebet af livskraft. Et valmuefrø er så mikrolille, at det er fuldstændig ufatteligt, at det kan blive til en 95 cm høj plante som den her. Den første, jeg havde i min have kom flyvende fra who knows where (naboerne havde dem ikke) og plantede sig i grus og sten i indkørslen. Fra den tog jeg frø, som jeg spredte og nu har jeg valmuer overalt, for de spreder sig selv. F.eks. til denne potte med en hortensia, hvor den får lov at stå, fordi det er så ufattelig smuk en påmindelse om den kraft også vi rummer til liv. Vi kan også forsvare os, ellers havde vi ikke overlevet som art. Men spørgsmålet er, om vi giver vores celler lov.
Uden provokatører er der ikke brug for politi.
Min farmor sagde altid ”vi skal have syv pund skidt om året”. I dag taler lægerne om ”hygiejnefaktoren” i forhold til sygdomme og gener, som kan tænkes at skyldes et immunforsvar, der er utrænet og bukker under ved synet af bakterier og anden udfordring. Lidt skidt er godt, hævdes det, fordi det holder vores genetisk nedarvede forsvar i form. Folk vinterbader og føler sig styrkede af det iskolde chok, dukkerten giver dem. Det er en balance, bliver man for længe i, bliver man syg og kan dø. Der kunne opremses mange eksempler på opretholdelsen af ligevægt, homøostase som det hedder.
Uv-stråler er måske et af dem. Den lille daglige dosis, der hærder bl.a. fordi D-vitamin er immunforsvarets batteri. Folk, der er meget udendørs i deres job eller fritidsinteresse er ikke nødvendigvis dem, der får mest hudkræft. De bliver i hvert fald sjældent skoldede, fordi deres hudceller hele tiden producerer forsvar. Måske ændrer cellerne stofskifte og frigiver deres eget antioxidantforsvar for at undgå DNA-skader. Og måske er det derfor, vi ikke skal sløve celleopmærksomheden ved at være faktorfanatiske og fylde os med kosttilskud, der sløver kroppens evne til at håndtere stress.
Misforstå ikke dette som nogen anbefaling til uhæmmet omgang med sol, for om man har hud, der kan tackle det – som min mand, der er gammel sejler og aldrig bruger solcreme, kan (uden en pigmentplet) – det afgøres af ens gener i sidste ende. Slægt giver et fingerpeg, men få af os kender vores genetiske startkapital, og har man ikke stået forrest, da der blev uddelt ”supergener”, så er det bare des vigtigere det der med at tale madsprog, ens celler kan omsætte til optimal livskraft.
Foto af bjørne er fra facebook/Tieracona Low Dog, MD – øvrige fotos BeautyBlog
Lige nærlæst igen. Forstår godt, hvad du mener : At vi ikke skal glemme, at kroppen selv kan udvikle forsvar et langt stykke af vejen. Hvor meget er jo bare ikke til at vide, men det skriver du jo også. Spændende emne.
Hej Lise. Blev bare lidt bekymret for din mand : min dejlige svigerfar er udendørsmenneske fra Kl 06 om morgenen, og eftersom folk nogle gange tror, jeg er gift med en araber, er svigerfar ligeså mørk, og af nedstamning ren bornholmer. Men, svigerfar, som blev aldrig rød, men smukt brun tidligt på året, og heller ingen pigmentpletter havde, fik sår, der ikke ville hele i ansigt og nakke som 65 årig. Hudkræft, ja. Kunne heldigvis fjernes, med transplantationer til nakke fra lår osv, men det har sat en kronisk frygt i svigermor. Og de går på apoteket efter solfaktor hvert forår nu.
Jeg mener bare, man kan godt være solstærk, men der er vel ingen, man kan sige, er kræftstærke ?
Men du mener heller ikke carte blanche, er jeg godt klar over. Men, hvad der ligger i vores gener, ved vi vel reelt ikke ( udover hvad vi kan se hos forældrene ), og således ej heller, om der skulle ligge en genetisk disponering til en uheldig celledeling, der bare lige skal ha et skub….solfaktor er for mig at se en forsikring, også nødvendig for de solstærke ? Jeg ved godt, at jo flere forbrændinger, jo større risico for cancerudvikling, og set i det lys forstår jeg hvad du mener, men man kan jo ikke vide det med sikkerhed….
God weekend i din skønne have ☀️
Dejligt med din kommentar Eva, og jeg holder øje med manden, som ikke er sejler mere og faktisk kun kan holde solen ud om morgenen og om aftenen nu om dage. Men hans hud har igennem årene fået meget sol og han har de dybe rynker, det medfører.
Som du selv nævner, er der ikke tale om carte blanche til noget som helst og heller ikke at fæste lid til, at man nok har nogle fantastiske gener eller på anden vis er beskyttet mod dårligdom og uv-stråler. Det, jeg læser af røster i debatten, og ser som logisk, er, at vi ikke skal forskanse os, for så mister vi måske evnen til at forsvare os.
Jeg tror ikke, at de mennesker, vi er rundet af, har været så tåbelige at smide sig på stranden i bragende sol. Når du ser de gamle sydpå, så sidder de også i skyggen og de holder siesta. Det er et uheldigt skønhedsideal, der har medfødt denne tåbelige adfærd.
Som nævnt solbader jeg ikke selv og når jeg er i haven om aftenen, så har jeg tøj på. Og i ansigtet har jeg altid uv-beskyttelse samt skygge fra min gamle havekasket. Jeg har nemlig fået de pigmentpletter, jeg har lyst til at slås med. Ser jeg på min slægt, så ser jeg ingen længelevere, det er en af årsagerne til, at jeg tænker mig rigtig godt om med hvad jeg spiser. Herunder ikke at fokusere ensidigt.
Det uheldige ved listen over de 41 madvarer er netop, at den fokuserer ensidigt på enkelte stoffer. Hvem ved i virkeligheden – andet end ud fra nogle ‘anbefalet daglig dosis’ tabeller – hvor meget vi skal have af hvad! Derfor er det positivt, når ‘tunge drenge’ som dr. Weil – der ikke kun er læge i vestlig forstand men også kan sin botanik og har studeret hos shamaner i regnskoven og rejst kloden rundt for at studere menneskers kost mange steder – går ind i kostdebatten (som han også har gjort i forhold til hospitalsmad) og som i foredraget, jeg linkede til, konkluderer, at læger ofte har taget fejl i deres ensidige anbefalinger og at ‘real food’ er det fornuftigste. Weil fortalte mig i øvrigt første gang jeg mødte ham og vi talte om sol og D-vitamin at han ikke bruger solcreme andet end på issen (han er skaldet)…og han bor i Arizona. Han har nok heller ikke haft solcreme på, da han var i shaman-lære i regnskoven. Han tilhører til gengæld en generation, der foretrækker skygge for direkte sol.
Nu vil jeg trække vovse med i den skyggefulde skov og glæde mig til aftenens havenusseri. Ha’ en dejlig aften og skøn søndag ((: