Naturen priorer det højt, og det skal du også gøre! Her er forklaringen….
A propos foregående tekst, så tror jeg, at det, vi praktiserer lige nu – eller som mange gør – det vil man rynke bryn og ryste på hovedet over om mindre end en generation. Faktisk er der jo allerede stort fokus på to væsentlige ting for sund hud: En stærk ‘mikroflora’ og ‘hjerne-hud forbindelsen’. Og det harmonerer dårligt med peel og kradserier.
For mig gamle holistiske skønskriver er det fantastisk at blive klogere, og jeg fryder mig over, at hud for alvor er kommet på den videnskabelige agenda og ud af sit ‘hylster’image. Hud er ikke noget dødt hylster og det er vigtigt, at dens fantastiske registrerende keratinbeklædte yderside er intakt og kan beskytte alt i os.
At ignorere betydningen af hudens prioritering i barrierehenseende og at neglisere, at huden er et sanseorgan, det er nok noget af det huddummeste, som vi lige nu har gang i. Og når vi oplever, at hidsig rens og skrub, peel og prik gør huden rød, så forklarer vi det med, at huden skal vænne sig. Hud skal ALDRIG vænne sig, man skal stoppe med det, der gør den rød.
Man ødelægger både sin geniale hudbarriere udefra og stresser dens immunforsvar. Og din hjerne får besked. Alt, hvad der provokerer en inflammatorisk cyklus er også en ældningsfaktor. Men der er en helt enkel vej til at få dæmpet hudhys. Nemlig at give huden det, der gør den bedre til det, den er bedst til. Og så fylder det også rynker ud!
FUGT!
Foto: Mist/toner, serum og sommerlet fedtstof til barriereforsegling. Din hud vil elske det ♥
Hysset hud med rødme skyldes faktisk ofte noget så enkelt som fugtmangel. Jeg kan huske, at Ling Chan, kvinden bag superserien LING, på et tidspunkt forklarede, at en tør hudoverflade udsender paniksignaler til sine cellesøstre i hudens dybere lag. Fugt er ganske enkelt alfa og omega for al hud, sagde hun. Og i hudens øverste lag skal minimum være 10%.
Også hvis talgkirtlerne er overaktive er svaret fugt. En tør hudoverflade uden fugt medfører, at talg indkapsler sig i talgkirtlerne. Fugt er vigtig for at få balance i fedtet hud og affedtning med barske metoder er ikke løsningen. Sagde Ling Chan.
Hvis du følger HER (dejligt hvis du gør <3 ), så læste du, at jeg fortalte, at hud er dækket af et af de stærkeste materialer, man kender, keratin, som er næsten 100% vandtæt, og det er det jo, fordi naturen ser det som afgørende.
For at holde det ude, der ikke skal ind og som kan være vand. Tænk, hvis vi sugede vand, når det regner eller vi bader. Men også for at holde vand inde. Det vand, som cellerne selv henter i fugtpoolen i læderhuden og fra fugt i omgivelserne.
OG det, vi kan tilbyde, fordi mangt og meget tærer på depoterne.
Og ja, fugt på fugtig hud fungerer bedst. Så lad være med at tørre knastør eller spray med en toner eller brug min undværlige Avène termalkildevand, der også er beroligende, hvis huden er rød, varm og hysset. Jeg bruger den også, når jeg arbejder med strøm på min hud.
Ved at forfugte og opbløde huden prøver vi at omgå afvisningen fra hornlaget, fordi fugtig hud optager bedre og signalerer bedre. Huden skal drikke før den kan spise, og der skal være vand i poolen for at cellesnakken kan køre, som et par af de største eksperter på hud og kosmetikkemi, Howard Murad og Joe Lewis, siger.
Fugt går altid forud for alt andet. Uanset alder – selv om den unge hud har mere at trække på i sin fugtpool. Og ja, jo ældre vi er heldige at blive, jo mere svækket bliver hudens barriere – og altså også mindre effektiv til at holde fugtniveauet. Derfor er fugt også din vigtigste anti-aging, fugt giver huden et sundt liv.
Det har nemlig betydning for de naturlige fuktioner i huden – herunder cellekommunikation. Men også derfor får du først optimalt udbytte af vækstvitamin-A, peptider, vækstfaktorer og andre optimerende ingredienser i din hudpleje, når fugtbalancen er god. Og kommunikerer du med strøm, så funker det kun, hvis der er vand imellem til at lede (husk: Ingen fedt).
Pernille S skriver
På en varm sommerdag som i dag, har en lille taskestørrelse Avené fugtspray været uundværlig. Et dejligt forfriskende mikro bad!🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, den føles fantastisk, fordi den forstøver så fint, så man ikke bliver ubehageligt våd i ansigtet. Og så køler den. Jeg er ret vild med den Avène (;