Hvad siger du til at spise det glas, du lige har drukket af? Eller “papiret” rundt om din is? Eller smide kakao ned i koppen med indpakning og det hele? Naturen pakker jo også spiseligt ind, ik’! I Time læser jeg, at det er en virkelighed, der er på vej. For nogen har sat sig for at opfinde os ud af affaldsbunkerne. Det lyder bestemt som en sympatisk idé, men resten kræver nok liiige lidt tilvænning. Selv om det hævdes, at emballagen også smager godt.
Opfinderen bag WikiCell er Harvard-professoren David Edwards, og det første produkt, der ryger ud i butikkerne er Wiki Ice Cream, som kommer i Lab Store i Paris her i efteråret, hvis din vej skulle falde forbi (gid min gjorde!).
Indpakningen står firmaet MonoSol for, og de hævder, at de ikke anvender noget, der ikke er spist af mennesker før. F.eks. den type “film”, der er rundt om de piller, vi sluger.
De spiselige glas står et firma ved navn Loliware for, og de skulle smage som vingummibamser og er fremstillet af bl.a. pektin, som er fibre i frugt.
Men hov, siger man til sig selv….jeg vil da ikke spise emballage, andre har rørt ved. Nej, og derfor er ikke-spiselig emballage stadig nødvendig af hensyn til forsendelse og opbevaring. Men, forsikrer folkene bag, der er stadig store miljøfordele. Læs selv mere på f.eks. wikicells.com
Skriv et svar