Man har ikke svært ved at forestille sig, at Taylor og Burton havde fornemmelse for feromoner. Hvis altså forskerne kan blive enige om, at vi mennesker overhovedet har næse for feromoner.
Et står dog temmelig klart, og det er, at lugtesansen formentlig er vores ældste sans og den sans, der er stærkest forbundet med nydelse og begær. Lugtesansen har sin egen direkte og ufiltrerede hurtigrute til områder i hjernen, der kontrollerer de hjerneaktiviteter, der er nødvendige for vores basale eksistens og adfærd. Mad og sex f.eks.
Hvor vores andre sanseindtryk først må gøre holdt i hjerneområdet thalamus for at blive bearbejdet af et kritisk tankefilter, så træffer vores lugtesans langt flere valg for os både følelsesmæssigt og socialt, end vi er bevidste om. Vi når altså ikke at tage stilling til de lugtinformationer, vi f.eks. får om et andet menneske.
Nogle forskere har påpeget, at vi tilsyneladende er genetiske dufttyper, og at vi ubevidst vælger en mand med gener, der giver det stærkeste afkom. Og det betyder en, der er genmæssigt forskellig fra os selv. Og vi gør det altså med næsen. Det er tilsyneladende en udvælgelsesmetode, naturen bruger til at sikre genetisk diversitet og mindske risikoen for indavl.
Så selv om de fleste formentlig vil mene, at synssansen er den vigtigste i valget af en partner, så tyder noget på, at det er lugtesansen, der arbejder på det ubevidste plan. Der er altså “noget i luften”, når vi forelsker os. Måske og formentlig føromtalte feromoner, som er et kontroversielt forskningsområde. Feromoner er hormonlignende signalstoffer, som er meget vigtige i kontrolleringen af reproduktion og relateret til seksuel adfærd. Det antages, at feromoner er aktørerne bag det fænomen, at den moskusagtige lugt af mandesved har vist at kunne rette ind på uregelmæssig menstruation hos kvinder.
Om mennesker lige som dyr udskiller feromoner og har det såkaldte vomeronasale system, der kræves for at opfange dem, er forskerne altså bestemt ikke enige om. Men naturen har før vist sig at være en dygtig genbruger, så lad os alligevel sige med hjerneforskeren Morten Kringelbach: Trust Your Animal Instincts
Skriv et svar