Hvis du synes, du kan huske overskriften, så har du helt ret, for det her er delvist genbrug. Men en anden ting, jeg spurgte dr. Emmanuelle Moirand om, var detox. Er det ikke noget hype, kroppen har jo sørget for effektive udrensningssystemer?
Men som dr. Moirand sagde, så var hun fransk (bor i Paris), og hun levede altså ikke altid efter de gode forskrifter. Der var for meget, der lokkede….maden, vinen, hænge-ud-med-venner-hygge (modsat motionen). Så ja, hun syntes, at det var fornuftigt at lade kroppen få fred i ny og næ. Og det ville også gavne en hysset hud. Og skal det være, så ved I, at jeg er RÅ (;
Og a propos den seneste tids probiotika-snak, så er råkostens fibre prebiotika, hvilket vil sige, at det giver gode betingelser for de gode bakterier i vores tarm. Dermed booster man sit immunforsvar, for 70 procent af det befinder sig faktisk i tarmen. Ydermere mener man, at tarmens sundhed også spiller ind i forhold til depression.
Råkost er god madenergi. En periode på råkost er som at sende kroppen på retreat. Ikke så dramatisk som vandfaste, men effektiv nok til at lindre ømme muskler, hovedpine, hudproblemer osv. som skyldes de syreophobninger, der uværgerligt opstår ved traditionel kost med meget kød, fedt, sukker/salt og (over)tilberedt mad.
Råkost er også et beautyboost. Det virker anti-inflammatorisk, er fuld af anti-oxidanter i naturens korrekte doser og det er anti-for-tidlig-ældning for både hud og krop. Tænk også på, at al den tyggen på det rå er som face fitness, det strammer musklerne op og dermed løftes huden. Et fact er i hvert fald, at spyttet tilsætter vigtige enzymer for nedbrydning af kulhydrater.
Husk urter. Hvis ikke du spiser dem, så drik urtete. Pukka Detox te er lavet på anisfrø, fennikel, lakrids, kardemomme, selleri m.fl. En kop pebermyntete er også rigtig fin for fordøjelsen – og duften giver luft i næsen og energi til hjernen. Jeg er selv blevet lidt vild med pebermyntete. Grøn te med ingefær er også med på anti-inflammation-listen. Husk også den daglige snaps Aloe vera.
Og så lige lidt om faste…..
Fastekur – som i vandfaste – er IKKE en slankekur. Faste er en hvilekur for kroppen. Hvile dels fordi kroppen bruger meget energi på den komplicerede proces det er at fordøje mad. Og fordi tarmens milliarder af immunceller ikke behøver tage stilling til kemien i den mad, der passerer. Det betyder, at celler og væv får en chance for skille sig af med de ikke-gavnlige stoffer, vi hver eneste dag indtager med mad, væske og får ind fra vores omgivelser.
Det er derfor, at en faste giver energioverskud og ikke træthed. Og det er derfor en faste kan have en fantastisk effekt på autoimmune sygdomme – gigt, psoriasis, astma og allergi i det hele taget. Kroppen justerer, retter op på skaderne, kommer i balance, når den får fred til det. Men fordi der – alt efter ens helsetilstand – sker så voldsomme ting, bør man ikke gå på længerevarende vandfaste (mere end tre dage) uden at være under lægeobservation.
Lisbeth M. skriver
Lise, først og fremmest en STOR tak for dine gode råd til min plagede hud. Jeg har været på shopping og købt alt ind som anbefalet og selv om det altså er første gang med en toner, så kan jeg allerede her på førstedagen mærke, at min hud elsker det?
Nu nævner du selv krydderurter, som jeg har et helt særligt forhold til. Fra barnsben er jeg blevet fodret med alskens fermenterede grøntsager og diverse afkog samt minimum to ugentlige kødfrie dage og det har hængt ved lige siden? Jeg har 3 klare favoritter, når det kommer til urtete/ hjemmebryg:
Ingefær kogt på vand, øko-citron og honning (virker bare godt mod kvalme)
Peberrod kogt på vand med citron og honning (virker SÅ godt mod hoste og ondt i halsen)
og endelig Pukka “cleanse” med brændenælde, fennikel og pebermynte, som jeg lader trække i 20 minutter og vupti, så er det slut med oppustet mave (som jeg døjer lidt med, når jeg får alt for meget frugt).
Og så påstår min mor stædigt, at man på rejser til sydens sol kan holde maven i balance med et glas kølig hvidvin med lidt danskvand i. Om hun har ret ved jeg ikke, men hun har lært mig så mange nyttige ting om sundhed og kost, så jeg vælger at tro, at der må være noget om det- det smager i hvert fald dejligt?
Lise Grosmann skriver
Lisbeth M: Jamen, hvor er jeg glad, hvis jeg har kunnet hjælpe. Til gengæld hjælper du os andre med opskrifter på urte-nødhjælp……og lad os endelig tro på din mors hvidvinskur (;
PS: Mht. frugt og oppustet mave, så hævdes det, at man undgår problemet, hvis man ikke blander frugt med andet. Det vil sige holder mindst en halv times afstand. Jeg spiser, som jeg så ofte har fortalt, frugt om morgenen og først anden mad om formiddagen, hvor der ryger lidt choko ned sammen med formiddagskaffen (;
Christina hansen skriver
Og du er da forresten bare SÅ rå!
Det kommer vist ikke som en overraskelse for nogen. <3
Lise Grosmann skriver
Christina: Det er da bare det, jeg er…..SÅ RÅ (men efter lang dag i Kbh. nærmere lidt slatten lige nu (;….).
Christina hansen skriver
Prebiotika!
Nam nam, jeg elsker smagen af nye ord.
Kan man så kalde råkost fibre for tarmens toner? Som du beskriver, prepper den jo tarmen. Fuldstændig som med vores hudpleje – bare indvortes. 🙂
Herhjemme har vi altid en portion af hele familiens favorit råkost i køleskabet. Lige til at gå til. Den er så frisk, at jeg kan mærke energi boostet bagefter – helt op i ansigtet og øjnene. Ja, du læste rigtigt! Mærkeligt, men sandt.
Den lyder således:
3 mellemstore rødbeder
3 gulerødder
2 æbler
Lidt ingefær
Saft af 1 citron
Saft fra 1 appelsin
God tirsdag
Lise Grosmann skriver
Christina: Jamen, er det ikke fantastisk, at jeg kan overraske sådan en ordnørd som dig. Hvis du bedre kan lide det, så staver mange det præbiotika, men jeg er jo ikke bare RÅ, jeg er jo også ret international (((; Og i øvrigt er den geniale igen igen naturen. Og tusind tak for den opskrift du supermor, jeg kan da godt forstå, at du kan mærke, at det tikker….som jeg kalder det, når det er gode friske sager. Lægen Kirstine Nolfi kaldte det ‘levende føde’. God aften kære!
HeLene skriver
Ja, og der er faktisk to skoler (eller flere) indenfor raw food (du er jo international?) det ene er raw food og det andre living foods (hvor det senere nok er det mest rå/raw og probiotisk (fermentering mm), hvor mere kommerciel Raw food mere simpelt er vegan mad der ikke er opvarmet over 42 grader). Kender ikke alle forskellene ned i detalje men jeg var ganske raw food i en periode, og der stødte man på disse begreber på blogs med videre. Spændende!
Jeg låner nu om dage bare frit det jeg synes passer min præferencer fra alle de nye retninger, paleo, lchf og rawfood med mere og bruger det som passer de kriterier jeg har vægt på-og så længe det er rigtig (unprocessed) mad, fra grunden og varieret, så virker det som det virker. Glæder mig at vi har sådan en stor diversitet i både vad vi kan købe og inspirere af, er det ikke en fantastisk mad-frihed egentlig?
Lise Grosmann skriver
HeLene: Ha’…international! Jeg lærte det for mange år siden af Grethe Schmidt, og hun kaldte det såmænd for råkost og mange før hende har jo også arbejdet med fordelene ved i videst muligt omfang at spise ‘levende føde’, som Kirstine Nolfi kaldte det. Hvilket jo ikke betyder, at vi ikke – netop som du skriver – skal nyde at lave dejlig mad fra grunden af gode råvarer. Jeg hører heller ikke til dem, der sidder og stikker til en selleri, jeg elsker mad, men jeg er mig også bevidst om, at det er mit eget ansvar at sørge for at min krop får de nødvendige næringsstoffer. Og SÅ er der også plads til Summerbirdskum (;
HeLene skriver
Mmm, jeg fik den med lakrids idag, ja, altså jeg købte mig en summerbird flødebolle. Og sat mig ned og nød den fuldstændig lige som jeg tror du gør det =)
Lise Grosmann skriver
HeLene: Jeg har ikke smagt lakridsversionen, det lyder godt, men det skal være med mørk choko. Sad du med benene dinglende et sted og nød denne dags vidunderlige sol og varme og fik skum på overlæben?