Uanset, om vi er mange, der ikke har lyst til eller brug for slankekur eller nytårsforsætter*), så er det, hvad januar handler om for rigtig mange. Jeg vil gerne trække tråden fra i går lidt længere og tale varmt for en råkostkur med nødder, saft og ’udrensende’ urteteer. Fordi det er bedre end mange andre slankekure. Man kan uden problemer spise løs og blive mæt uden at tage på men tværtimod blive sundere ved at genoprette balancen. Det er ren win win.
Råkost er god madenergi. En periode på råkost er som at sende kroppen på retreat. Ikke så dramatisk som vandfaste, men effektiv nok til at lindre ømme muskler, hovedpine, hudproblemer osv. som skyldes de syreophobninger, der uværgerligt opstår ved traditionel kost med meget kød, fedt, sukker/salt og (over)tilberedt mad.
Råkost er også et beautyboost. Det virker anti-inflammatorisk, er fuld af anti-oxidanter og det er anti-for-tidlig-ældning for både hud og krop. Tænk også på, at al den tyggen på det rå er som face fitness, det strammer musklerne op og dermed løftes huden.
Husk urter. Hvis ikke du spiser dem, så drik urtete. Pukka Detox te er lavet på anisfrø, fennikel, lakrids, kardemomme, selleri m.fl. En kop pebermyntete er også rigtig fin for fordøjelsen – og duften giver luft i næsen og energi til hjernen. Jeg er selv blevet lidt vild med pebermyntete. Grøn te med ingefær er også med på anti-inflammation-listen. Husk også den daglige snaps Aloe vera.
Og så lige lidt mere om faste…..
Fastekur – som i vandfaste – er IKKE en slankekur. Faste er en hvilekur for kroppen. Hvile dels fordi kroppen bruger meget energi på den komplicerede proces det er at fordøje mad. Og fordi tarmens milliarder af immunceller ikke behøver tage stilling til kemien i den mad, der passerer. Det betyder, at celler og væv får en chance for skille sig af med de ikke-gavnlige stoffer, vi hver eneste dag indtager med mad, væske og får ind fra vores omgivelser.
Det er derfor, at en faste giver energioverskud og ikke træthed. Og det er derfor en faste kan have en fantastisk effekt på autoimmune sygdomme – gigt, psoriasis, astma og allergi i det hele taget. Kroppen justerer, retter op på skaderne, kommer i balance, når den får fred til det. Men fordi der – alt efter ens helsetilstand – sker så voldsomme ting, bør man ikke gå på længerevarende vandfaste (mere end tre dage) uden at være under lægeobservation.
OG SÅ MÅ JEG VIST KOMME OVER I BEAUTYSPORET og fortælle om alt det nye, der kommer!
*) Hvis I læser med i kommentarfeltet, så har I set, at Christina ‘sprogrøgter’ i går irettesatte mig for at skrive ‘nytårsfortsæt’. Og hun har helt ret, det hedder ‘nytårsforsæt’ uden t’et i midten, fordi det kommer af det gamle ord ‘forsæt’/sætte sig noget for. Andre end mig er hoppet på den gale idé at skrive ‘nytårsfortsæt med tanke på, at ordet skal illustrere, at man har sat sig noget nyt for. Men man skal netop ikke fortsætte med det man altså nu har forsæt om at ændre ((; Læs selv HER og HER hvis du gemmer på en sprogrøgter.
Skriv et svar