Får vi respekten for det at være begavet forskelligt tilbage?

Og bliver visdom en attraktiv egenskab?

Det summer gevaldig i øjeblikket med sådan en slags ’tilbage til før det hele kørte vild med os’. Før vi glemte logikken i livet og lod os forføre af de hurtige digitale lykkekick, som fjernede os både fra hinanden og er i færd med at udrydde respekten for livsvisdom. For viden og erfaring. For andre måder at være begavet på end ‘rå intelligens’.

Praktisk begavet for eksempel. I det hele taget skal vi allesammen bruge hænderne mere og lade knolden gå i flowmode. I en tilstand af ‘væren’ uden at rumstere med præstation. Jeg nævnte for nylig hjerneforskeren Claudia Aguirre, som opfordrer til, at vi skriver i hånden, fordi denne for nogle af os indlysende foreteelse stimulerer hjernen på væsentlige områder og styrker indlæring og hukommelse. Det er, hævdes det, en af de mest krævende opgaver for vores hjerne.

Det er også ‘ubetinget godt for hjernen at sysle, faktisk er noget af det bedste, vi kan gøre for vores hjerne, at beskæftige vores hænder, siger hjerneforsker Peter Lund Madsen HER. Og vel at mærke ikke på tastatur eller telefon. Derimod har hobbyer og håndarbejde en synlige effekt på vores mentalt helbred, som et dansk studie afslørede under corona.

Jeg husker det meget fra dengang, jeg kurveflettede. At hændernes arbejde med at løse det enkle håndværk var nok til at afholde hjernen fra at zappe rundt i problemer. Man oplever en helt særlig næsten meditativ tilstand kun behageligt afbrudt af små fletteudfordringer, der sikrer, at hjernen ikke i kedsomhed tager fat på det bøvl og besvær, man holder pause fra. Og det gælder jo også andre håndens arbejder og håndværk. Hjernen slår over på det parasympatiske, og den sender serotonin og dopamin ud, som gør os rolige og trygge.

Engang, jeg var på besøg på Sofiero i Sverige, så jeg en gartner sidde og nusse med planter uden at ænse, at der gik masser af mennesker rundt. Hun virkede som i en anden og meget dejlig verden. Og jeg tænkte: Bare jeg var gartner. En anden gang fik jeg denne ønsketanke, da jeg besøgte en møbelsnedker. Dette smukke håndværk, der kræver fordybelse i detaljen. Nå, det må blive mit næste liv.

Jeg så et opslag på et tidspunkt, kan ikke huske hvor og hvem, der udtalte det, men det var meget sigende. Det var en kvinde, der udtalte, at hun aldrig kunne blive kæreste med en tømrer. Hende ville jeg da slet ikke være kæreste med uanset, hvem og hvad jeg var.

Nu er eksemplet her måske lidt specielt, men det er jo en holdning, der præger tiden, at man er mindre værd, hvis man ikke sætter den hvide hue på hovedet og fortsætter i et top-et-eller-andet-studie. Nu kan det jo være, at det er lige nøjagtig der, man har sin begavelse og sin interesse, og så er det jo det, man skal forfølge. Som samfund set har vi brug for alle, men vi mangler nok at udvise lige meget respekt for alle.

Som Peter Lund Madsen siger.….”Man skal ikke tro, at man skal være noget, gøre noget, sige noget bestemt…..Man skal ikke slå sig selv oven i hovedet, hvis man ikke er det, man tror, man skal være. Eller at prøve at ændre på det. I disse tider bliver der lavere til loftet.” Der er, siger han, mindre plads til at være sig selv. Flere krav til, hvordan man skal være og gøre og sige.

Han påpeger også et faktum, man ikke behøver bevæge sig langt for at konstatere, nemlig at der i dag ikke er nogen, der sidder ved et busstoppested og keder sig. Og såmænd heller ikke mange, der går fra et sted til et andet uden at have blikket på mobilen. Det er faktisk nærmest reglen mere end undtagelsen, at især unge og såmænd store børn går med den i hånden. Ikke i lommen eller en taske – nej, i hånden. Opmærksomheden er på den flade ting, der faktisk er årsag til megen mistrivsel.

Foto: Hver gang, jeg går gennem Anneberg Kulturpark til Grønnehave skov, stopper jeg ved de gamle platantræer. Jamen, er de ikke billedet på visdom! De må have stået der fra starten, da sindsygehospitalet blev bygget for mere end 100 år siden. Og tænk, hvad de har set og hørt og erfaret. Og før jeg nu erklærer mig selv helt tosset, så viser stadig mere forskning, at træer har meget mere sansning, end vi tillægger dem. Jeg snakker i hvert fald med dem og ikke bare til dem, forestiller jeg mig ♥

Forhåbentlig er de tendenser, vi ser i tiden, ikke bare den sædvanlige leg med trends, for tiden er alvorligt inde til at give plads til viden, erfaring og den visdom, der somme tider følger. I min optik fødes det lille barn vis i sjæl og sind åbent for livets læring. Med hver deres begavelse og bidrag til løsning på de mangeartede problemer, vi står overfor.

Jeg husker noget positivt fra corona-tiden, hvor mange flyttede herop i deres sommerhuse, fordi de ikke kunne være på deres arbejdsplads alligevel. Jeg husker børn, der var lykkelige med deres forældre og på en helt anden slags oplevelse derude i naturen end jeg ser det nu i ferietiden. Tid nok og samvær. Man brugte sanser og krop, og ‘den flade’ var lagt væk.

Der er, som der har været så mange gange før, en ny-vækkelse i forhold til Østens tusindårige filosofier, som man hyppigt omtaler netop som visdom. Og der er meget at lære, så forhåbentlig går det ikke som de andre gange, at noget nyt lægger alt i glemsel.

Jeg kunne også godt tænke mig, at man, mens tid er, og de endnu lever og kan dele et langt livs viden og visdom fra det virkelige liv, indførte børn og unge i den enorme indsigt i vor klodes liv og skabninger, som mennesker som Jane Goodall, Sylvia Earle og David Attenborough repræsenterer. For om lidt er de væk og tager deres visdom med sig. En visdom, der rummer vores egen overlevelse i erkendelse af, at vi er indbyrdes afhængige. Vi sidder sårbart øverst i fødekæden.

Måske, sidder jeg og tænker, mens jeg læser Lone Franks begavede artikel i Weekendavisen, er Sokrates’ ord ‘den eneste sande visdom er at vide, at du ikke ved noget‘ gået fra erkendelse til kendsgerning. Vi fik kortsigtet fokus på egeninteresser og egenoptimering. Ego kom i vejen. Jeg håber, du kan få adgang til artiklen HER.

Det løb vist af med mig. Igen. God weekend og kærlig hilsen, Lise