Plus en påminder om det, der virker
Jeg har netop afleveret en sag til Helse, hvor temaet er ‘bedre hud uden nåle’ og andre angreb for at få huden til at arte og oppe sig. Og vi står jo overfor sæsonen, hvor der typisk sættes ind på det område, fordi huden jo nok er slidt og sløvet af sol. Sådan har det været i alle mine skriveår, temaer, der gentager sig. Men det er jo først de seneste år, at der er sket voldsomme ændringer i behandlingsmuligheder både professionelt og til hjemmeklinikken.
Foto: Min modvilje mod hjemmerulleri har intet at gøre med de viste ruller specifikt. I øvrigt er foto ældre og flere ruller fås formentlig ikke længere.
Argumentet for hjemmeaktiviteterne er jo, at hvis man eksfolierer/bruger peeling eller endnu bedre nåleruller eller andet, der fjerner eller perforerer hudoverfladen, så vil ophelingen af denne mikroskade, som det kaldes, optimere hvad-som-helst og de efterfølgende produkter blive optaget bedre. Som i længere ned i huden. Det sidste argument er helt rigtigt.
Både efter peeling og især nålerulning vil et hudplejeprodukt påsmurt straks efter behandlingen lettere optages og komme dybere i huden end hvis det bruges på en intakt hudbarriere. Hvis det er det, man vil. Og det vil vi/man/mange gerne. Bedst mulig effekt for hudplejekronerne. Spørgsmålet er jo så at afveje fordele og ulemper.
Hudens barriere af såkaldt døde celler og dens økosystem af mikrober er der for at beskytte mod at skidt af enhver slags skal komme for tæt på der, hvor det begynder at blive risikabelt. Altså passe på, at ikke noget kommer ned i huden og i nærheden af levende celler og blodbanen. Og der kan være tale om ganske mange kemiske stoffer.
Foto: Eksempler på hudopbyggelig klog pleje….
Læs eller genlæs eventuelt, hvad en ekspert i mikrobiologi fortalte HER om, hvor mange kemikalier, du får på din hud hver dag alene fra din hudplejerutine. Et studie viser, at selv efter, at forsøgspersoner ikke havde brugt hudpleje i tre dage, så udgjorde rester af dens kemi stadig 8 procent af hudens økosystem.
Lad os så lige kalde professor Peter Bjerrings ord frem på husketavlen. Jeg spurgte ham jo bl.a. på et tidspunkt om det med nåle og eksfoliering. Medfører den mikroskade, som hjemmerulleri med nåle medfører, at huden danne ny kollagen? Svaret lød nej! Og det gælder også for eksfoliering/hjemmepeeling. Hjemmerulleri og egen-peeling laver ikke nok skade til at huden gider reparere, sagde han, og de behandlinger, der gør, de må kun udføres af hudlæger og kosmetiske sygeplejersker.
Og vi taler reparere i den forstand, at der dannes opbyggende og hudforbedrende kollagen. For selvfølgelig reparerer huden også efter de nævnte hjemmebehandlinger, for vi kan jo ikke gå rundt med utæt hudbarriere. Men der dannes den hurtige reparationskollagen. At danne de gode vævsopbyggende proteiner og undgå sammenhobning af de forkerte er ingen enkel sag for huden, det kræver mange processer, og de kræver tid. Sagde Peter Bjerring.
Foto: Vækstvitamin A er altid et godt valg, her nævnes de forskellige udgaver og flere er kommet til….
Gentagne prikkerier og hyppig eksfoliering/kemisk peeling* øger risikoen for inflammation. Og så står vi der med inflammaging og en hud i energiunderskud. Måske husker du studiet HER, der fortalte, at stress på bare lavt niveau kan frarøve huden 45% af dens energi. Jamen, så er rynkerne da godt på vej.
*Jeg skriver kemisk peeling fordi skrubkorn er no go i min optik. Som jeg tidligere har nævnt, så har hud jo små revner, og korn vil typisk søge ned her og yderligere svække. Derimod afviser jeg ikke totalt peeling, hvis det udføres korrekt
PS: Hvis du er en af dem, der er hoppet på dermaplaning for at fjerne dunhår i ansigtet, så overvej at stoppe. Jeg husker, at jeg selv på et tidspunkt lånte manden ‘skraber’ for at fjerne nogle kindhår. Aldrig, jeg siger aldrig, har jeg haft så rød og så sart og irriteret hud. Det er muligt, at dermaplaning er lidt mere nænsom, men den skræller jo ikke kun hår men også hud. Og det er jo ikke anderledes for os kvinder, hår, der er barberet af, de vokser stubbede ud. Som mænds skæg jo gør. Hvis du derimod bruger f.eks. Hevi Sugaring, så hiver du godt nok hud med af, men det varer betydeligt længere, før hårene vokser ud igen. Med en fin spids!
Skriv et svar