Hun og jeg deler en passion
Jeg sidder lidt her som gamle blogmutter og føler næsten en stolthed over de dygtige kvinder, der har gjort hudpleje til noget, vi også kan i Danmark. Godt nok lavede fru Dreyer, hvor jeg blev kosmetolog, sin egen hudpleje, men det var ikke helt på niveau med dagens fødselar, der runder de 50 år. Og de 25 af dem har Mette Skjærbæk arbejdet med sin serie Karmameju.
Unikke produkter er det blevet til. Alle med en kærlighed til, respekt for og viden om naturens formåen. Holistisk hudpleje med en kærlighedserklæring til aromaterapi. Og så har man også mit hjerte.
Ikke mindst i de tidlige år af mit skønskriveri fulgte jeg meget med i, hvad der skete inden for aromaterapien. Holdt ‘biblen’, Robert Tisserand’s blad ‘Aromatherapy’, og havde (har) hans bog ‘The Art of Aromatherapy’ (udgivet 1977). Plus flere andre. Men Tisserand var og er guruen.
Stødte forleden på et indlæg, der beskrev, at når man regelmæssigt har duft i næsen, så påvirker det hjernen. Det er jo den vej, den vandrer, duften, endda uden stop undervejs. Og det rammer ikke bare basale følelser og minder, som vi sædvanligvis hører, det udvikler hjernen kognitivt. Altså alt det, der har med tænkning, læring, opmærksomhed, hukommelse m.m. at gøre.
Der er uendelige muligheder i aromaterapien, som man kunne håbe, at den etablerede videnskab gav mere opmærksomhed. I England har man anvendt aromaterapi i hospitalsregi. Det er ikke alle steder i verden, at man tager så meget afstand fra alternativ/integrativ/komplementær medicin som herhjemme.
Aromaterapi har jo været anvendt i tusinder af år, og som de fortæller HER, så opfattede den moderne medicins ‘fader’, Hippokrates, aromaterapi-behandlinger som en vej til helse. Og når man nu har erfaret, at vi har lugtreceptorer i hud, hårsække, tarm og flere andre steder, så kunne det jo understrege, at naturen har en hensigt med at ødsle med essentielle olier i alt fra blomster og urter til rødder. Alt det, som ikke bare vores næse og dermed hjerne møder men også vores tarm, når vi spiser grønt og især krydderurter. Lægeurter.
Men tilbage til fødselaren…. Ud over at bruge aromaterapi forstandigt i sine produkter, så har Mette Skjærbæk også lavet parfumer. Og jubilæet og fødselsdagen fejres med en helt særlig duft. Storyteller hedder den. I mandags var jeg inviteret til et helt særligt event i den anledning – Fragrance Art Installation – men jeg kunne ikke deltage.
Men Karmameju har været søde at sende mig Storyteller, og det er næppe nogen overdrivelse, når Mette i et interview, som du kan læse HER, siger, at hun endnu ikke har mødt et menneske, der ikke kan lide den. Jeg kan i den grad. Klikker du på linket ovenfor, så får du også stemningsbilleder fra lanceringen, og herunder kan du læse Mette’s egen beskrivelse om målet med eventet:
“FRAGRANCE ART INSTALLATION er nok det fineste event, jeg har oplevet i mine 25 år med Karmameju. Vi kombinerede duftstimulation med de ni duftnoter i vores jubilæumsparfume STORYTELLER, med lydvibrationsterapi, som er en effektiv stimulering af vagusnerven, der aktiverer det parasympatiske nervesystem. Vi tilføjede dertil stimulering af smagssansen, visuel stimulation og masser af kram.”
Og jeg sender et stort digitalt føskram ♥
PS: Vil du have mere Stortyteller-stemning, så kig HER
Annette skriver
Kære Lise
Måske er det for sent at skrive her, men først nu har jeg set og læst (så nogenlunde) også det engelske.
Jeg er virkelig glad for at bruge parfume, ikke orientalske, men lette grønne dufte. Jeg har fx også brugt Urtegårdens appelsinolie som rumduft.
Men i virkeligheden har jeg været usikker på, om det er “luftforurening”.
Hvis jeg ikke har misforstået, hvad jeg læste, er det ok at bruge parfume, eller er det kun dufte af bestemte olier, og ikke alle parfumer?
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, man kan sige om brug af rumdufte, at man skal være sikker på, at man ikke har besøg af personer, der er allergiske og på den måde oplever det som ‘forurening’, men ellers er parfumer jo fremstillet til ved normal og anbefalet brug at tåles også på huden.
MEN man kan som bekendt være allergisk over for selv vand, så selvfølgelig kan man ingen garantere dig eller andre, at du ikke kan opleve problemer med visse æteriske olier eller syntetiske duftstoffer i en parfume.
Mange hilsener
Lise
Lejla Hodzic skriver
Så fint skriv!
Vi takker, søde Lise ❤️
Kh Team Karmameju
Lise Grosmann skriver
Lejla Hodzic: Tusind tak til jer og kærlig hilsen, lise