Undskylder fremmedsprog i overskriften, men somme tider er engelsk bare så….udtryksfuldt ♥ Og billedet på forsiden med den ekstra effekt af sol i linsen på kameraet, passede bare så godt til dagens skriveærinde. For sol i bladløv er et syn, der møder os alle lige nu. Vi skal bare vende blikket op og slår vi ørerne ud, så kommer fuglesangen med.
Det hjælper, når livet føles op ad bakke, og man glemmer, at oven over alting er himlen altid blå. Lidt søgt men sandt.
Jeg har lige så meget asfalt som hav i mit DNA. Født på Bispebjerg i København, hvor jeg boede de første 15 år af mit liv som nabo til den smukke kirkegård. Et par korte ophold i Søborg og Vallensbæk senere var jeg på Østerbro i en årrække som nabo til Fælledparken.
Og hvad vil jeg så med de for jer helt uinteressante oplysninger? Minde om ‘park prescriptions’, som de skriver om HER eller parterapi i det grønne, som de skriver om HER. Og de mener det helt bogstaveligt.
Herhjemme har man arbejdet med sansehaver, men det behøver jo ikke være noget med tilbud eller medlemskab eller recept eller overhovedet planlagt. Man behøver heller ikke bo på landet som mig, for det er der hele tiden alle steder. Og selvfølgelig, hvis man har have.
Da jeg boede i byen gik vi, da jeg var barn, ofte tur på kirkegården. Det har jeg også gjort siden på flere af byens smukke af slagsen. Stille er der ofte og store træer. Det kan være ganske velgørende. På Østerbro gik jeg måske ud til Kastellet og videre mod havnen og Øresund. Gåben, cykel, bus eller bil kan i det her lille land forholdsvis let bringe os ud til noget ‘park prescription’.
I går havde jeg så ondt i mine elendige skriveskuldre og arme, at jeg var villig til at sælge mindst den halve bondegård for en massage. Jeg har ikke en mand, der låner en tommelfinger til mine ømme skuldermuskler, så jeg kørte den korte vej til skoven for at få noget ‘park prescription’. Da jeg steg ud blev jeg mødt af det her syn…
Det var som om, jeg flyttede mig over i en anden bevidsthedstilstand. Denne fred og idyl med et lydtæppe af fuglesang ramte som en hammer. Mindre kan gøre det. Få skuldrene ned og vejrtrækningen dyb. Det er mest et spørgsmål om at åbne sit sanseapparat. Ét træ, én fugl, én blomst kan i realiteten gøre det.
Det er helt sikkert godt for hjernens mikrobiom. Den har faktisk et sådant. Pst! tag solbrillerne af, når du skal bruge dine sanser, de blokerer for lys, og det er sammen med farver vigtigt for at udløse velværehormoner.
Jeg håber, at I alle har lidt forlænget weekend i udsigt, jeg har for jeg skal passe Lulu-hund og vi skal herud tror jeg. God Kr. Himmelfarts dag og weekend ♥♥
PS: Hvis det skulle komme over jer, så fortæl gerne, hvad I savner, at jeg skriver om. Og har I selv noget på hjerte, så send mig en mail og lad os tale om plads på forsiden. Jeg elsker, når I/vi deler viden og erfaringer.
PPS: Er der nogen af jer, der dyrker kartofler, så lad høre….har der været høst? Vi har spist, hvad der var i spandene og forleden havde jeg klør fem nede og føle, men der var ikke noget, der var spisesstort nok endnu.
Lise skriver
Anna: Det er jo lige nøjagtig det, vi har en hulens masse viden tilsammen. Og jeg har nogle tips fra dig, som jeg skammeligt har forsømt at delagtiggøre andre her i.
Jeg noterer mig med glæde, at gamle spor med ny viden er OK. Og der sker jo faktisk noget nyt hele tiden ikke mindst på det teknologiske, der giver mulighed for at få huden i snak på en mere sikker måde i dobbelt forstand.
Tak kære for dine søde ord om dagens post og mig. God søndag og solrig er den allerede <3
Anna skriver
Kære Lise! Skønne billeder og livfuldt skriv. Du spørger til hvad vi gerne vil høre mere om og for mit vedkommende er det alt det du skriver om i forvejen – herunder alt det der virker. Det er ligesom man skal have den del igen og igen, og så med nye opdateringer: retinol/a-vit., AHA, hyaluronsyre, barrierebeskyttelse, solcremer, c-vitaminserum (wauw det gør en forskel og er nyt for mig) osv. Og så en introduktion til det nye og den holistiske vinkel som du favner så fint og hjertevarmt. Og så kan jeg jo godt li´ når vi indimellem deler erfaringer herinde. Når vi bidrager med vores bedste erfaringer (eller værste;) har vi jo en hulens masse viden tilsammen. Kh og forhåbentlig dejlig solrig søndag fra Anna