Det er nok rigtigt, som Eva skriver i en facebook-kommentar i går, at Joe Lewis måske slet ikke ville bryde sig om at hedde The AHA-Man, så er heldet jo, at han ikke ser det (; Der er mange ting, han ville være uenig i. Mine mix og match lag-på-lag forslag f.eks. og at fugt og fedt er det vigtigste for huden i den udgave, jeg viste. Det sidste holder jeg nu fast på, at man kan klare sig med, fordi solbagning er noget, man selv kan styre. Til gengæld er jeg meget enig med ham i, at man ikke bør lave produkter, der hævder at beskytte mod skader ved uv-stråling uden at føje antioxidanter til SPF.
Joe Lewis går skridtet videre og tilfører et DNA Enzyme Complex til at beskytte cellens arveanlæg. Det er i TAP (Arden PRO seriens solbeskyttelse) samt i Cellular Recovery Serum, som også indeholder C-vitamin, for det arbejder han også med – i nogle produkter sammen med et pro-A-vitamin. I øvrigt har flere serier under PRO deres egne peel pads. Hos Joe Lewis er alt målrettet en effekt, så man peeler heller ikke bare, man peeler med det, der skaber effekten. Det er derfor serien sælges hos professionelle, du finder link til forhandler HER.
Om peel som en mere effektiv vej til bedre fugtet hud end traditionel fugtcreme, siger han, at vandet i cremerne fordamper og olien bliver tilbage som en barriere, der forhindrer for stor fordampning af vandet nede i huden. Mens peeling med AHAs skaber mere vand i huden ved at stimulere cellerne i bindevævet til at lave mere hyaluronsyre, hudens eget vandsugningsmolekyle. Jo mere hyaluron, jo mere fugt i huden og jo mere volumen. Og mere hudvolumen har som bekendt også den bonus, at det løfter rynkedybet. Desuden – og det er nok det, vi mest tænker, når vi peeler – så fjerner frugtsyre nogle af de døde celler på hudens overflade og nye kommer til og giver huden glow. Tænk Ole Henriksen hud.
Om lag-på-lag sagde Joe Lewis ved sit seneste besøg, at når man blander produkter, så risikerer man at blande ting, der ikke var skabt til at blive blandet. I nogle tilfælde har han uden tvivl ret. Det er derfor, jeg i al forsigtighed foreslår, at når/hvis man mixer, at man så vælger produkter, der i det mindste er formuleret til at have samme effekt. Men selv om jeg selv blander produkter og jeg er klar over, at mange brands i salgsøjemed hævder, at man skal bruge hele en serie, så kan jeg også godt få øje på problematikken. Tænk, hvis man har skabt en genial formel – som f.eks. Bioeffect – og så forbrugeren står derhjemme og ødelægger det hele.
På foto herover ses seriens nye fugttilskud, en fugt/antioxidantspray helt på forkant med K-beauty trends, vi har taget til os, nemlig at beskytte huden mod forurening OG anvende gæret ferment, som gør næringsstofferne særligt tilgængelige for huden. Hydration Antioxidant Spray er faktisk noget nær et naturprodukt med både Aloe vera, agurk, lakridsrod og olivenbladsekstrakt på ingredienslisten. Fugttilskudet ligger effektivt hos glycerin og hyaluron samt urea og trehalose (en sukkerart). Og så er der en hel del af de stærke antioxidanter….ferulsyre, reseratrol, hvid te, SOD og karnosin. 350 kr./100 ml
Intense Hydrating Cream er perfekt til lige nu, for den er som det næsten kan ses på foto, fyldig og hudtilfredsstillende. Den gør hudgodt med bl.a. 3 ceramider (det er jo Arden), hørfrøekstrakt, glycerin, hyaluronsyre, sheasmør, tidselolie og sikrer passage ned i huden med lidt mælkesyre. 749 kr./50 ml Man kan undre sig over cremekrukken, når nu PRO-serien faktisk har nogle ret geniale doseringspumper, der kan drejes ned i flakonen.
ØVERSTE FOTO viser Brightening Peel Pads med hele 30% mælkesyre og vær sikker på, at pH er som den skal være i forhold (=3,45). Tro også på, at det prikker i huden og at resultaterne vil vise sig. Anbefales 2-4 gange om ugen. 495 kr./50 pads.
Skin Brightening Serum indeholder 10% mælkesyre (AHA) samt salicylsyre (BHA), pH 4,2. Sammen med det, Joe Lewis kalder et retinoid konjugat, og så er man godt på vej til hudfornyelse. Men der er mere….lysnende kompleks af bl.a. forskellige citrusekstrakter, vitamin C samt fugtforsørgelse med hyaluron og planteolier plus FGF polypeptid vækstfaktor. FGF står for fibroblast-growth-factor, og fibroblaster er de celler i bindevævet, der sørger for hyaluron og stærke elastiske fibre. 789 kr. for 30 ml
PS: Eva har spurgt til retinol, så vi snupper lige en hurtig om power A i næste post, hvis andre skulle være i tvivl.
HeLene skriver
Ja, som vi lærer her i hudskolen og ligesom nogen sagde så afføder det nye spørgsmål. Jeg må sætte mig ned og læse alt en gang mere og lave noter, det er simpelthen så spændende det her! Mange tak for at forklare det så godt!
Lise Grosmann skriver
HeLene: HVIS jeg ved lidt mere end jer om hud og hudpleje, så er det jo fordi jeg har brugt det meste af mit liv på det stof. Allermest er jeg måske taknemlig over, at I synes, jeg er god til at forklare og formidle, for jeg kan godt sige jer, at jeg har mødt mere end en redaktionschef, der har hakket i en tekst og strøget det meste, fordi “det gider folk ikke læse”. Det er så dejligt at opleve, at det er der nogen, der gør….og spørg endelig løs.
Lisbeth M. skriver
Nu når jeg tænker efter, så har jeg faktisk aldrig købt et EA hudplejeprodukt, som jeg ikke var tilfreds med og det synes jeg i sig selv er ret godt gået. Min hud elsker det. Når vi nu bevæger os over til retinol snakken, så husker jeg, at du i et indlæg er lidt tilbageholdende med at blande olier med vitamin A. Hvis jeg må tyvstarte, så kunne jeg enormt godt tænke mig at høre, om det er ok at bruge BP’s submersive paradoxe serum toppet med super 3 boosteren, uden at man derved hæmmer virkningen af vitamin A.
Og så håber jeg, at du aldrig holder op med at skrive som du nu skriver. For det er klart, at jo mere vi suger til os, jo flere spørgsmål kommer vi med, men til forskel fra mange andre, så lærer og lagrer jeg det du skriver, netop fordi du bruger tid på at forklare. Tak for det <3
Lise Grosmann skriver
Lisbeth M: Jeg føler mig ret ord/ros-forkælet i øjeblikket og jeg lover, at jeg vil stramme mig endnu mere an. Hvad angår Arden, så fortalte Lewis, at netop det, at de kunne lave hudplejeformler, der fungerede og føltes godt på huden (det er er jo også et krav til en cremeformulør), indgik han samarbejdet med i første omgang Prevage og senere altså også PRO-serien (der heddder Rx i USA).
Jeg ville personligt altid vælge at lade det, der skal virke, komme tættest på huden, som jeg altid forbereder med mist og/eller toner/essence, så dens overfladeceller er lidt mere parat til at modtage. Paradoxe vil jeg derimod mene er fin overnpå, da Beaute Pacifique også anvender den i Super3 Boosteren til at føre A-vitamin-derivaterne ind i huden.
Og TAK fra mig, jeg elsker at forklare, så bare ‘kom med det’ (;
Anneka skriver
Kære Lise.
ER det ikke en nyere ting, at der bliver brugt så mange naturlige ingredienser i, nu det her tilfælde EA?
Eller har jeg bare ikke vidst det…
Jeg er blevet klogere af at læse de sidste dages post 🙂
Men lige mht det med fleeeere lag forskellige sera, det kan jeg slet ikke forstå skulle være nødvendigt. Så ville jeg nærmere synes de enkelte produkter ikke var gode nok.
Hvis der ydermere (snilt) er 50 ingredienser i en serum og man så blander yderligere 2 sera oveni OG en creme OG evt olie. Så er vi oppe over 200 ingredienser. Er det ikke rent Cheminova?!
Eller er mange af ingredienserne de samme blot med forskellige navne / udklædninger?
Jeg er mest til Less is more. Vil så gerne holde det enkelt.
Men på den anden side måske dumt hvis jeg får meget mere virkning ved at mix & match som du gør…
Min hjerne knirker når den bliver udfordret i sin vante tankegang eller overbevisning. Det er KUN godt! ☺
Mvh Anneka
Lise Grosmann skriver
Anneka: Uden lige at have tjekket op på det, så er det i hvert fald nyt i PRO-serien, at de ligner det, de er….f.eks. en planteolie.
Skønt udtryk….’ren cheminova’, og som jeg nævnte, så er der grænser for hudens appetit og hvis ikke man direkte laver rod i det, så er det sjette produkt i bedste fald spildte penge. Ole Olsen hos Purely Professional sagde engang om kosmetiske cocktail, at ‘homøopatiske koncentrationer har ingen gang på jorden her’ altså i hudpleje.
Fugt mener jeg trygt, man kan lægge lag på lag….altså toner/essence/serum/creme som man nu lyster. Antioxidanter kan formentlig også tåle hinanden. A-vitaminprodukter mener jeg derimod man skal respektere fra den serie, man nu har valgt og kun eventuelt bruge et neutralt produkt ovenpå, hvis man føler, at huden er tør stadigvæk. C-vitaminer er også sarte. Jeg ved ikke, om det besvarede bare lidt. Kh lise
Anneka skriver
Tak Lise 🙂 Jo det var fint svar. Jeg må jo bare prøve det! – og så mærke efter simpelthen.
Lise Grosmann skriver
Anneka: Tak (: Men der er jo bare det, at det kan være svært at mærke, som man ødelægger en ellers effektiv formel – altså bortset fra, at man så vil sige ‘dur ikke’. Jeg synes stadig, at man skal bruge sin sunde fornuft, når man mixer og huske at tænke indefra, så det/den ingrediens der skal udrette miraklerne, den kommer tæt på huden. Typisk et serum, som man så bruger efter toner og/eller essence.
Eva Bacher skriver
Ja, Anneka, jeg vil bare give dig ret. Mht. Lises skriv de sidste par dage eller lige uges tid, faktisk. Jeg kan også mærke, min viden bliver meget mere avanceret ved at følge med her. Ej, hvor jeg glæder mig til at stille ekspedienten kvalificerede spørgsmål næste gang. Håber, de er uptodate & kommer på kursus jævnligt…ellers bliver jeg helt forlegen på deres vegne ?
Men supergodt skrevet som altid, Lise. Du burde være cand.hud – og lederen – på en hud&fugt-skole. Jeg skrev mig fluks ind ?❤️?
Lise Grosmann skriver
Eva Bacher: Tak kære. Cand.hud…..åh, hvor jeg slubrer det i mig (; Jeg var faktisk på et tidspunkt halvt tilbudt at undervise på Cidesco Kosmetologskolen, fordi jeg også havde et kendskab til branchen, som kosmetologer ofte mangler, fordi de arbejder med professionelle serier. Men det blev ikke, og jeg kan faktisk ikke huske hvorfor…..men ellers havde du også været cand. hud ((; <3
Og ville jeg gerne være en flue under disken, når du kommer med kvalificerede spørgsmål (;
Men ja, de kommer hele tiden på kurser, de, der står i stormagasinerne for de forskellige brands.