The big reveal kalder HeLene/@leafysmoothie sin store test af peelings, som jeg satte i gang for nogle måneder siden, men…..
SÅ kom sommeren med et brag. Og I kender min holdning: Huden har brug for al sin naturlige beskyttelse, når UV-indekset er højt. Fordi hudens hornlag fungerer som et beskyttende fysisk filter mod strålerne. Men nu har solen skruet ned og I er sikkert mange, der synes, at tiden er inde til at lette huden for et lag af de gamle tørre celler, så jeg overlader ordet til @leafysmoothie, der som sædvanlig har testet egen-indkøbte produkter plus produkter tilsendt fra mig.
Tekst og foto @leafysmoothie:
“En tidligere test involverede at pakke huden ind med solcremer, og nu har jeg fået lov til at klæde den af. Ja, altså de gamle, tørre hudceller, ikke hele huden vel? Og det passer jo meget godt at snakke om SPF og syrer i samme sætning, fordi de er og skal være gode venner. Altid solcreme på om dagen hvis du bruger syre (eller A-vitamin) dag eller nat! Men det kan også være en god idé at holde en sommerpause fra syrer og det gør jeg nu også normalt, jeg skulle jo bare lige teste færdig først.
Min hud er vant til peeling af forskellige slags, jeg bruger også vaskeklud hver aften som mekanisk eksfoliering, når jeg fjerner makeup. Men mine favoritter er kemiske peels, altså med forskellige syrer frem for peelings med små korn/partikler. En syre-peel jeg køber igen og igen er Peter Thomas Roth Glycolic Acid 10% Hydrating Gel, som Carina gav tip om her i kommentarfeltet. Den bruger jeg ofte om dagen, når jeg bruger A-vitamin om natten og i korte perioder ovenpå The Ordinary Salicylic acid 2%.
To andre favoritter er Pudderdåsernes AHA serum med 7% syre og The Ordinary Glycolic Acid 7% som gør det samme men på lidt forskellige måder. De giver begge en friskere hudtone og holder urenheder væk, og jeg bruger den variant som passer bedst med de andre produkter jeg bruger i min rutine. Når jeg vil steppe-up bruger jeg gerne Peter Thomas Roth, fordi de ekstra 3% syre gør at det går lidt hurtigere at se effekt, og den dulmer samtidig huden med de mange fugtgivende ingredienser og Aloe vera. Men man skal huske at starte småt ud, og observere huden mens man langsomt vænner den til syrer.
Går det galt og jeg kommer at peele for meget eller mærker det mindste irritation har jeg to favorit rescue-produkter, begge fra Elisabeth Arden. Der er intet som kan dulme min hud, efter for meget syre som et generøst lag med Superstart serum fulgt af en kapsel Ceramide Capsules og en god fugtgivende creme, gerne i to lag. Det fungerer både til nat og dag for mig for at nulstille syreramt hud. Det hjælper med det samme og er noget jeg altid har stående, hvis min hud reagerer. Går det rigtig galt så mister jeg først rigeligt med Avivir Aloe Vera Gel Spray og klapper ind, før de to serum kommer på.
Nu har jeg testet et par forskellige nye peels på min hud i et par uger hver, her kommer de efter kategori og med en opsamling om hvad jeg blev mest glad for. Håber det kan bruges og del gerne jeres peeling erfaringer i kommentarfeltet!
Skrubbende masker med korn
L’Oréal Smooth Sugars Glow Scrub
En sukkerskrub i L’oreals nye serie med forskellige scrubs. Denne skal polere og hjælpe på udstråling. Før jeg gik all in på syrebaserede peelings, brugte jeg et par krus af Sukis sukkerskrub til ansigtet og den her minder om den, bare noget mildere. Smooth Sugars indeholder 3 forskellige typer sukker og når man fordeler den i hånden og på ansigtet smelter sukkerkrystallerne, så der er en naturlig stopper for, hvor meget man når at skrubbe før kornene smelter. Da jeg er forsigtig med korn emulsifierer jeg masken let, før jeg kommer den på, jeg dupper den mere på end at gnide. Jeg oplever at selve det opløste sukker gør noget rigtig godt ved min huds overflade, og det var også derfor, at jeg så længe brugte Sukí. Sukkermassen som dannes når sukkerarterne smelter har i sig selv en glattende og poresammendragende effekt på min hud, som jeg havde glemt hvor meget jeg sætter pris på. Jeg kommer at bruge denne igen for den her specielle rensende sukker effekt. Den dufter godt og har fin konsistens. Har ikke testet den som læbescrub, hvilket den også kan bruges som. God basic, budget scrub som giver virkning med det samme.
Evolve Radiant Glow Mask
Vildt lækker cremet maske-balm som dufter af vanilje og chokolade. Naturlig luksus. Indeholder sorte korn af kokosnøddeskal. Den skal smøres på huden og virke 5 minutter. Derefter kan man tilsætte vand og massere så forvandler den klistrede brune masse sig til en hvid, cremet mælk som nemt skylles af. En rigtig spa-maske som dufter uendelig godt og er nem at påføre. Dog er kornene lidt til den grove side for mig, så jeg dupper dem bare på, fordi min hud har det ikke godt korn i masker, og disse føles lidt store. Rigtig afslappende at bruge og huden bliver silkeblød efter. Føles mere som en hyggelig maske end som en peeling, da det kun er kornene som har peelende effekt, den indeholder ingen syrer, men antioxidanter og blødgørende olier, og den stivner ikke er bare dejlig at have på. Alle ingredienser er naturlige og en stor del af dem øko. Hvis man ikke bruger andre (kemiske) peelings er det en perfekt, naturlig, ansigtsmaske at bruge cirka 2 gange om ugen for at give huden og velværet et boost. Jeg kommer at fortsætte at bruge denne som en maske, når jeg ikke samtidig bruger kemiske peels. Og jeg er nysgerrig på flere produkter fra mærket som jeg vil udforske. Jeg har brugt masken både de anbefalede 5 minutter og op til en halv time uden at den irriterede min hud, den dufter så godt, så man vil bare beholde den på længe – med en lukket telefon, bag en lukket dør og med lukkede øjne! Spa på krukke, simpelthen. Top score forkælelseprodukt.
Zo Skin Health by Zein Obagi Ofects Exfoliating Polish
En cremet peeling med masser af små microdermabrasion-lignende korn af magnesium, som rengør i dybden. produktet skaber lidt varme på huden. Den minder om Ole Henriksens Pore-Balance Facial Sauna Scrub, men den her har mindre og mere effektive korn. Zo Skin er meget drøj i brug og kornene fornemmes meget små og runde, så jeg føler mig ikke bange for, at de vil skade huden, når jeg går i gang med at polere let. Alligevel føles peelingen for skrap til min hud, kornene tager fat og fjerne effektivt døde hudceller, så huden bliver helt glat, og for mit vedkommende lidt rød og stram trods at jeg var forsigtig med ikke at massere kornene voldsomt. Min hud kom sig ret hurtigt igen ved brug af mine to Elisabeth Arden serums, en fugtmaske og en rig creme. Men jeg fornemmer at denne peeling er for dybderensende for mig at bruge regelmæssigt. Jeg tror, den ville egne sig bedre til en yngre måske fedtet og robust hud, hvor der er mere sebum og flere hudceller, der skal fjernes fra overfladen, end en moden hud som min, der er lidt tyndere og allerede får en del eksfoliering med syre.
Kemiske peelings uden korn
Helena Rubinstein Re-PLASTY Light Peel, Daily Glow Activator Resurfacing Lotion
Skøn glow-tonic i form af et to-fase produkt med blandt andet glykolsyre og salicylsyre. Man ryster flasken og applicerer det blandede produkt på en vatrondel i hele ansigtet, undtagen øjnene. Fordi den har olie i sig, forfugter den huden samtidig med at den eksfolierer. Praktisk. Der er en anelse alkohol i som fornemmes på duften, men det oplever jeg ikke som udtørrende (ikke en af de første ingredienser). Huden føles let olieret lige efter men produktet trænger hurtigt ind og huden forbliver fugtet længe. Jeg ved ikke, hvor mange procent syre den indeholder, men på min syrevante hud svier den ikke, og giver ingen rødme eller prikken. Som regelmæssig syrebruger, ser jeg ikke dramatisk effekt, men en meget tilfreds hud. Huden ser meget velplejet ud og jeg kan gå direkte til creme fordi olien i produktet giver en let olie-serumeffekt. Den er et hurtigt trin efter rens og før creme og passer, hvis man ønsker en hurtig og effektiv rutine, med både let syre og fugt. Jeg har brugt den som eneste syreprodukt både morgen og aften og ikke oplevet urenheder eller rødme, bare en glat, klar og glad hud, som blev holdt ved lige. Hvis man aldrig har brugt syre ville ’glow’ effekten sandsynligvis være større. Jeg oplever den som mild og plejende, og tænker den ville være et godt begynderprodukt, hvis man vil finde ud af hvad syre kan gøre for ens hud. Luksusprodukt hvor alt spiller, fra praktisk og smuk emballage til ease-of-use og god virkning.
The Ordinary Salicylic acid 2%
Gele-agtigt gennemsigtig, typisk the Ordinary serum, som kommer I en dropper på 30 ml til en lille pris. Passer fedtet hud eller hud med tendens til urenheder. Den har en lidt klistret konsistens og man skal ikke bruge for meget eller komme den på våd hud, fordi så danner den et hvidt skum. Når jeg bruger lidt og fordeler den et areal ad gangen får jeg ingen problemer. Jeg har brugt den både som pletbehandling af hormonelle udbrud, alene under serum og som underlag for 10% glycolic acid fra Peter Thomas Roth om natten, når min hud lige havde brug for et ekstra skub (obs, det kræver en hud som er vant til syre, og det svier nogle gange). Godt silikone-frit alternativ til pudderdåsernes T-zone peeling, eller om man vil teste salicylsyre første gang og ikke spendere så mange penge. Genkøber denne. Har også prøvet den forsigtigt hver anden aften under A-vitamin serumen og ikke oplevet irritation, men man skal selvfølgelig kende sin hud, og være forsigtig, når man blander A-vitamin og syrer og holde øje med huden. Gør præcis det en 2% salicylsyre skal, holder urenheder og fedt i skak.
(foto af produkt var med HER, men jeg tog dengang tekst ud pga. sommer og min holdning til sol/peeling).
Verso Enzyme Peel with AHA & PHA
En slags lynhurtig peel maske. God airless pumpe med en drøj gel der påføres tør og ren hud, skal virke i 1-3 minutter og skylles af uden at gnubbe. Den kan bruges op til 3 gange om ugen. Er virkelig nem at bruge, og synbart effektiv. Det føles trygt, at den er formuleret i en serie med A-vitamin cremer, fordi så behøver jeg ikke være bange for at den bliver for stærk at blande med andre produkter/A-vitamin. Fordi den indeholder både enzymer og den milde PHA-syre ser man hurtigt en opfriskende effekt, klarhed og glød i huden, men uden irritation. Der andre syrer gør huden mere følsom for solen, er der tegn på at PHA syrer i stedet styrker huden mod UV-stråling, så dem skal vi holde øje med. Praktisk pumpe og smuk indpakning er et plus. Jeg fortsætter gerne med at bruge den her 1-2 gang om ugen, men hvis jeg bruger andre syrer kun en gang/uge. Bruger man ikke andre syrer tror jeg den ville fungere for de fleste hudtyper 2-3 gange om ugen – som en maske, for at friske huden op og gøre den mere modtagelig for serum og cremer. Ansigtsbehandlings-effekt på pumpe. Perfekt dagen før en vigtig event for helt glat hud. Uden parfume og dikkedarer. Jeg vil gerne have denne stående i min basis maske garderobe.
Peter Thomas Roth Glycolic Acid 10% Hydrating Gel
Helt let vandigt, let fugtende serum med 10% AHA, supernem at bruge under andre serums og cremer. Har det rigtige pH for at syrerne får en virkning på huden og jeg kan mærke at min hud halter lidt når jeg ikke får den brugt, gerne cirka 4-8 gange om ugen. Holder min hud pæn, glat og renset, den mindsker eventuelle hormon-udbrud og forebygger milier eller problemer med tekstur. Det slags produkt jeg køber igen og igen, fordi når jeg stopper ’clogger’ huden til, eller bliver langsomt mindre pæn og let at have at gøre med. Har altid en flaske stående i back up, og trods at jeg testet andre vender jeg altid tilbage til denne. God pump, drøj gele og ingen fnuldrer og ingen silikone. Pålidelig basis produkt, som fungerer alle årstider og sammen med alle produkter, dag og eller nat. Fast plads i skabet, lige ved siden af EA superbooster.
Pudderdåsernes AHA serum
Serum i gel-creme form som hurtigt tørrer ind og fungerer under de fleste produkter. Kan føle en let prikken i huden i starten. Den har korrekt pH for at give virkning. Indeholder silikone, hvis man går op i det eller måske bare vil bruge det på dagen. Føles dog ikke silikone-glat, men elegant og let og trænger hurtigt ind. God pumpe og nem at dosere. Jeg bruger den efter rens og mist og før alt andet derefter. Vent gerne lidt før andet kommer ovenpå. En god basissyre at have stående, når huden skal fornyes og friskes op, eller gøres ekstra modtagelig for andre serums og cremer. Bedømmer den også som en god syre at starte på, måske hver anden aften i starten. Lækker konsistens, som føles dyrere end den er. Uden parfume.
Skinceuticals Glycolic 10 renew overnight
Natcreme med 10% glycolsyre, med det rette pH og formulering for at virke på huden. Og det mærkes, den prikker let når man påfører den og næste morgen er huden strålende glat og ren. Føles på effekten som den er et step op fra Peter Thomas Roth, trods den har samme procent syre og det tror jeg er pga. en mere effektiv pH-værdi. Den er tynd som en fugtlotion, men alligevel meget cremet og fugtgivende, så det er et godt produkt hvis du ønsker et produkt som kan det hele og du kan slippe for mange lag. Trods dens lethed har den en drøj konsistens med meget fugt, som jeg tror passer de fleste undtaget meget tørre og sensitive hudtyper. Det anbefales at starte ud forsigtigt og bygge op, og trods at jeg vant til syrer kan jeg fornemme at det er et virkelig aktivt produkt. Giver for mig lignende effekt som PTR serumen, men i en behageligere konsistens, og det er nemmere at styre og fordele mængden, når man kommer den på, end med et vandigt serum. Huden føles fugtet og gennemarbejdet dagen efter brug og make-up og solfaktor lægger sig pænt. På grund af den lidt tynde konsistens griser den lidt i låget på tuben, så jeg ville ønske at den kom i pumpe. Perfekt nat-kur for hud som er vant til syre så giver den hurtigt effekt. Uparfumeret.
PS: skinceuticalsnordic skriver til mig (#lisegrosmann) på Instagram, at glykolindholdet er 15,6% med pHværdi 3,5, som bliver 10% aktiv glykolsyreværdi, og tilføjer, at de oplyser aktive ingredienser men ikke mængde, da det afhænger af pHværdi.
The Ordinary Glycolic Acid 7%
En basic men effektiv AHA syre tonic, lidt som en dupe for PIXI glowtonic, eller en af de koreanske tonics med syre. Tynd lyserød væske man påfører huden med vatrondel. Med 7% glykolsyre og korrekt pH-værdi får man hurtigt en virkning, og den er nem at bruge. Jeg bruger den ren, men hvis man ikke er vant til syrer synes jeg, at man skal starte hver anden aften og måske også påføre med en vædet vatrondel for at spæde den lidt i starten. Jeg har brugt den som første trin efter rens, lader den tørre lidt ind og fortsætter med mist og resterende plejerutine (serums mv). God emballage, og en stor flaske er plus. Alkoholfri og uden parfume. På mig har den effekt som svarer til pudderdåsernes AHA serum; huden holdes klar og tager bedre imod andre produkter, og jeg får færre urenheder og klarere hud når jeg regelmæssigt bruger et produkt med mindst 7% AHA. Nem at bruge og meget produkt for pengene.
(foto af produkt var med HER men jeg tog dengang teksten ud pga. sommer og min holdning til sol/peeling)
AFSLUTTENDE BEMÆRKNING
De produkter som gjort størst forskel for mig og som jeg gerne vil købe igen er: Verso fordi den er hurtig og nem at lægge ind i rutinen sammen med mine andre produkter, og det er trygt at den er tilpasset brug af A-vitamin og andre skrappe sager. Skinceuticals fordi den både virker peelende og er blødgørende som en creme i samme produkt, og man kan både se og fornemme med det samme, at den virker. Peter Thomas Roth fordi det er en nem og prisbehagelig produkt som altid bare virker, den er udmærket som det underste lag i en rutine med flere trin, som kan tilpasses sæson og hudtype. Var jeg helt ny med syrer ville jeg vælge Helena Rubinstein, om der er penge til det, ellers Pudderdåsernes eller Ordinarys tonic med 7% og starte med hver anden aften og bygge tolerance derfra. Husk altid solfaktor på dagen!
Hvad får du lyst at bruge til din egen Big reveal? Har du favoritter som jeg ikke har nævnt? Lade os høre i en kommentar!”
PS (red.): Der er ikke fotos af alle produkter, og det er alene min fejl, for jeg havde lovet samlet fotomontage, men lige nu sidder husets fotomontagemand på Bornholm….så undskyld!
Anna skriver
HeLene: Når man bruger nok primer gel kan man stort set intet mærke, men jeg kom i tanke om at Peter Bjerring siger at strøm skal kunne mærkes lidt og at man skal blive en anelse kortvarig rød for at det virker. Den effekt får jeg når jeg putter lidt mindre primer på. Det kan strøm-sitre og nappe en anelse, men det gør på ingen måde ondt:) Jeg bruger i øvrigt Hydrating leave-on gel primer og skyller den af bagefter selvom det er leave-on, da den efterlader huden blødere end den almindelige Nuface primer. Jeg har prøvet at erstatte Nuface primeren med alternativer som fx aloe vera gel (for at sparre lidt penge) men det dur ikke.
Og søde Lise, kogt kollagen og en barbermaskine i øjet – hvad gør man ikke for at holde sig godt;)
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Tusind tak Anna for de gode svar og fif. Much appreciated!!! <3 Jeg er ligesom Lise meget fristet af barbermaskinen. LOL
Carina C skriver
Det kan du tro! I har jo kigget alle de rigtige steder, – min sidste flaske købte jeg også hos lookfantastic.com. Grunden til i har så svært ved at finde “Glycolic Acid 10% Hydrating Gel”, er pga. serien fornylig blev opdateret og udvidet, så produktet er udgået, men det er heldigvis blevet erstattet af flere andre lignende produkter fra T.Roth. Der er f.eks. kommet flere forskellige styrker (- og salicylsyre), og produkterne er blevet mere tilpasset hudtype osv.
Ang “Facial Radiance Pads” fra FAB (First Aid Beauty) har de også en grov og en blød side. De indeholder glykolsyre, men f.eks. også hyaluron, Aloe-Vera og fermenterede ingredienser, og koster 125 kr. eller 225 kr. ( afhængigt af størrelsen). Jeg købte mine hos Feelunique, der jo altid betaler evt. told uden vrøvl, (og der fulgte endda en fin gave med). En nybegynder vil måske være begejstret for at kunne optrappe styrken med Lancômes to-fasede “Visionnaire Crescendo”. Igen tak til HeLene for det store og flotte arbejde ;o)
Carina C skriver
Kære HeLene. Undskyld jeg svarer dig heroppe, – teksten skulle selvfølgelig ha´ stået under dit spørgsmål.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Tak Carina for dit svar mht til PTR produkterne, de nye glycol produkter som lanceres her til efteråret ser virkelig interessante ud og giver også mulighed at trappe og tilpasse lige som du skriver, så det må vi glæde os til!
Jeg skal også kikke nærmere på FAB produkterne, de er ret nye for mig men jeg ser de har mange gode ting og er uden parfume og meget andet man helst ikke ønsker. Næste ting jeg tester fra dem bliver klart de pads du rek <3
Faktisk har jeg ikke testet den fra Lancome, men jeg ved at den fik topscores i et test hos Beautyspace og så tror jeg vores egen Lise har prøvet den, om jeg ikke husker forkert. Så det er helt sikkert et godt produkt at starte syre-rejsen på!
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Hvis vi taler Visionnaire Crescendo, så har ‘vor egen Lise’ <3 prøvet den, men jeg er ikke hårhudet nok, min hud kunne end ikke klare trin 1. Men min hud er ikke alles hud, jeg er bare ikke så rutineret syresøster som mange af jer andre (;
Anneka skriver
HeLene 🙂
Der var heller ikke svarknap under dit svar til mit svar hihi
Tusind tak for link! Den lyder rigtig god! Glæder mig..
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Selv tak, håber du bliver glad og tilfreds med den! Og som sagt for en sart hud, kan det være en idé at teste at booste sin cleanser med den og se hvad det gør, som en lille start. God weekend, skønne kvinde! <3
Anneka skriver
Tak. ..Selv skønne ♡
Anna skriver
Hej HeLene, jeg købte Nuface Trinity Facial Toning Device hos Lookfantastic til 2.376 kr. for ca 6 måneder siden. Først var jeg usikker på om den egentlig gav noget, men efter at jeg bruger mindre primer gel og dermed kan mærke strømmen lidt mere og tillade en anelse kortvarig rødme kan jeg se og mærke en effekt. Jeg er blevet mere fast i huden. Jeg bruger den stort set hver aften. Har ikke taget tid på det, men mon ikke jeg bruger den i ca 10-15 minutter. Jeg kan fint læse, se tv eller andet imens og jeg bruger den også omkring øjnene, selvom der er en særlig dims man kan tilkøbe til det. Min mands datter spurgte bekymret den anden aften “hvorfor har du en barbermaskine i øjet?” (her mangler en grine smiley;). Spørg gerne igen og fortæl gerne hvis du senere får erfaring med Nuface.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Det lyder fantastisk, tusind tak for du deler, var meget nysgerrig.
Godt du beskriver hvordan du bruger den og at det er nemt er jo virkelig et plus, så man får den brugt tænker jeg. Synes du det smerter overhoved eller niver det lidt, eller hvordan føles det?
Lise Grosmann skriver
Anna: Du og andre har efterhånden overbevist mig om, at jeg må ofre de penge, så jeg også kan få en ‘barbermaskine i øjet’ (; Tak for at dele erfaring <3
Sidsel skriver
Uhh… Den kunne jeg også godt tænke mig!
God weekend til alle.
Anne-Marie Andersen skriver
Tak for endnu en grundig test. Den vil jeg lure på flere gange.
Sukker er jo på en måde både kemisk og mekanisk, fordi det udskiller frugtsyre når det opløses. Jeg har lavet mange sugarscrubs med rørsukker og mandelolie og det har en skøn effekt på min hud på kroppen. Jeg vil helst undgå korn i ansigtet, da både jeg og min datter engang fik tynde ar efter sandkorn på en strand.
T-Zone peeling fra Pudderdåserne har været min absolutte favorit peeling, den bider også lige lidt, hvis man ikke er så vant til peeling, eller har sart hud. Men den kan godt nok rense porer i dybden. Og så ligger det i navnet at man ikke behøver bruge den all over, hvilket er rigtig fint for mig, der let får strippede kinder. Så det har jeg overført til andre peelings. Kinderne får derfor kun en tur med vaskekluden og en sjælden gang imellem måske en kemisk. Dem med olierne lyder lige som noget for mig, så kinderne straks får næring.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Selv tak, er så glad det kan bruges. Og ja, t-zone fra skønne pudderdåserne kan jeg også virkelig godt lide, og jeg har også givet den i gave til mange teenagere, hvor den virkelig briljere, præcis som du siger i t-zonen. Når jeg selv bruger den kør jeg den bare over det hele, som man også kan, men det er jo altid om at tilpasse rutinerne sin egen hud, som du også beskriver *thumbs up*
Og så får jeg lyst at lave min egen sukker skrub til kroppen, tak for det tip! <3
Anna skriver
1000 tak HeLene:):):) Jeg har næsten lige købt Environ Intensive Revival masque, men kan allerede se en forskel – wauw. Jeg har fået lidt mere klar og næsten strålende hud. Så AHA er kommet op på min førsteplads sammen med A-vitamincreme og Nuface. Jeg sov med Intensive Revival masque på en gang, men det var for meget af det gode. Så et par timer er maks. for mig indtil videre.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Selv tak Anna og godt at du deler din erfaring, jeg husker også Revival masken som fantastisk glattende. Den fra min test som mest ligner den i effekt er Verso peelingen. Spændende at du bruger Nuface, er det et par gange om ugen? Har du købt den i USA? Det hør jeg gerne mere om hvis du har lyst?
Metteline skriver
Hej, A-vitamin skal så vidt jeg ved ikke peele, vel? Men nu er jeg for første gang startet med ‘rigtig’ A-vitamin, Vita A fra PHformula, 1. gang for 4 dage siden uden nogen irritation, ventede 3 dage og brugte den så igen i aftes. Her til morgen er min hud på kinderne rød og let peelende. Skal jeg så stoppe helt? Eller skal jeg bare gå endnu langsommere frem, som i fx 1 gang om ugen? Eller have fat i en mildere udgave fx en olie med A vitamin (hvilken)? Er syre også for mig, der åbenbart er den lidt sarte type?
Anne-Marie Andersen skriver
Jeg fandt et godt råd ved Anette fra Beautyspace, da jeg gav A-vit. en chance mere efter sådan en irritation, som du beskriver. Hun anbefalede at fortynde den i den sædvanlige hudpleje, så man kunne lave lige så små doser som man kunne tåle. Det virkede og jeg bruger nu Super booster 3 hver dag uden at fortynde, men det har taget godt et halvt år. For nogen tager det længere tid.
Metteline skriver
Tusind tak for rådet, Anne-Marie, det vil jeg prøve 😀
Anneka skriver
Jeg kan feks ikke tåle Boosteren fra PB men godt deres almindelige A vit creme. Men hybenkerneolie er også en rigtig god mulighed med naturligt indhold af A. Den fra PAI eller Triology (Rosehip Antioxidant +) er to rigtig gode
?
Birgit A skriver
Tak for endnu en fantastisk gennemgang af produkter.
Hvor køber I Peter Thomas Roth’s 10% produkter henne? Jeg har kigget på PTR’s egen website og hos House of Stars, men uden held.
Mange hilsener Birgit
Lise Grosmann skriver
Birgit A: Min information er, at PTR nu fås i Magasin, visse større Matas og er eller kommer på matas.dk
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Ser at du har svar fra Lise, og jeg håber den er nem at finde herhjemme. Tidligere har den været lidt svær at få fat på. Jeg har også nogle gange købt den på lookfantastic eller fra et andet sted i UK når den ikke var i lager der. Prøv at søge på produktnavnet og læg til co.uk så får man op hjemmesider i UK med produktet, og portoen fra UK plejer ikke at være høj og der er ingen told på.
Birgit A skriver
Jeg har kigget på Matas, lookfantastic.com, House of Stars,dk og PTR’s webshop, men jeg har stadig ikke fundet den 10% Hydrating Gel, der bliver testet her.
Der findes en moisturizer, men den skal jo ikke bruges på samme måde som en gel.
Lise Grosmann skriver
Birgit A: Det skyldes formentlig, at HeLene har købt ved en shop, der ikke, som den danske importør, er underlagt EU-lovgivning i forbindelse med ingredienser og koncentration. PTR er jo et amerikansk brand og her er kosmetiklovgivningen en anden.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Nej, jeg har kun købt den i Danmark eller indenfor EU, Lise. Man jeg kan se at den for tiden er svær at finde, det undrer mig lidt. Og måske er den blevet erstattet med moisturizern med samme 10%? Det må jeg prøve at finde ud af ved at skrive til dem og vende tilbage.
Jeg ved at nogen herinde også talt varmt om moisturizer udgaven og at den giver samme effekt men i færre trin pga at den også agerer fugtcreme, men jeg har ikke prøvet den selv da jeg var så glad for gelén.
Måske Carina ville dele hvor hun senest købt sin flaske? Mine sidste to flasker kom fra lookfantastic.co.uk og der var den jævnligt på lager, men det er lidt tid siden. Den er nemlig drøj og indeholder hele 60 ml så det er jo ikke noget man køber super ofte.
Er ked af at den er svær at få fat på når jeg skrevet godt om den og den oveni er så populær!!!
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Hvis du eller andre vil efterspore, så er det Scandinavian Cosmetics, der er autoriseret dansk importør http://www.scandinaviancosmetics.dk/ og det var dem, der fortalte mig om forhandlersteder.
Carina C skriver
Grunden til i har så svært ved at finde “Glycolic Acid 10% Hydrating Gel”, er pga. serien fornylig blev opdateret og udvidet, så produktet er udgået, men det er heldigvis blevet erstattet af flere andre lignende produkter fra T.Roth. Der er f.eks. kommet flere forskellige styrker (- og salicylsyre), og produkterne er blevet mere tilpasset ens hudtype osv.. I har kigget alle de rigtige steder, – den sidste flaske købte jeg hos lookfantastic.com.
Anneka skriver
Sejt gået HeLene! ♡
Jeg er ikke såå erfaren i peeling. Men mindes at have prøvet nogle pads fra Origins som var gode, for nogle år siden. Og glycolic fra REN var også fin.
Jeg har et par stykker fra Beauty Box’e; Environ Intensive Revival masque. Kan lige klare 6-7min… :/ Men den er god ellers. Kan huske EvaB skrev på et tidspunkt hun brugte den som natmaske (så huit jeg husker) Der er godtnok forskel på hud.
Og så har jeg en fra ECOOKING som har fået gode anmeldelser. Den glæder jeg mig til at prøve. Evt bare i panden og på hals3n hvor jeg ikke er så hys/ rosacea ramt efterhånden, tror jeg.
Kan hjemmepeeling også fjerne / minimere linjer / rynker eller er det ikke tough enough?
: ) Rigtig god aften
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Tak Anneka! <3
Ja, det er meget individuelt hvad man kan tåle og trives med, og der er vigtigt at man 'lytter' til sin egen hud. Har du tjekket lactic acid som mange siger er den mildeste syre. Ordinary har den i to styrker så man kan trappe op. Måske en tur på google og se om den kan tolereres af Roseacea hud? Den er i hvert fald god mod keratosis pilaris har jeg set beviser på, og så er den billig og kan bruges på kroppen hvis det ikke fungere.
Edit: Jeg var nysgerrig og tjekkede lige lidt hurtig, og i følge en del steder skulle lactic acid være en god ide, fx her https://www.skinlaboratory.com/skin-conditions/rosacea/ hvor de skriver at den bedste syre til Roseacea er lactic acid. Så det kunne måske være noget at kikke videre på?
Environ er rigtig fin synes jeg også. Og potent! Enig! Ville ønske den var på pumpe, den er så lidt flydende alligevel så det burde gå. Plz!
Ecooking, altså den må jeg tage mig sammen at prøve, det har jeg vist ikke gjort endnu, ehhr nu bliver jeg helt i tvivl. Det er jo et stort excelark vi har herinde, ikke? Del gerne når du testet den, og smart at starte på et mindre sensitivt område!
Jeg hører gerne hvad Lise siger om det med rynker og hjemme-aha syrer. Min erfaring er mest at huden holdes ren, pæn og jævn og tager bedre imod produkter efter. Dybere rynker tror jeg ikke man kan få væk med cremer, men måske kan man forebygge lidt, især hvis man er flittig med fugten også!? Lise?
Anneka skriver
Tusind tak Helene 🙂
Jeg vil bestille den fra the Ordinary (næste mnd ;)). …Også deres ascorbinsyrepulver!
Jeg skal nok melde tilbage om eCooking’s.
God dag 🙂
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Selv tak, og ja, gør gerne det. Jeg har skrevet lidt om c-vitamin pulver fra Ordinary, men det har du måske set allerede? 😉 Synes den er god og brugbar. Bruger den lige nu mest til at booste min rensecreme!
Anneka skriver
Det har jeg ikke set. ..God idé! 🙂
Jeg har førhen købt Naturdrogeriet’s ascorbinsyre pulver. Eller L-ascorbic acid i stor størrelse i England. Brugte både til DIY serum og til smoothies m.m
Men vil se om ikke The Ordinary’s er finere / nemmere at opløse
🙂
Sidsel skriver
Super dejlig artikel. Virkelig brugbar. Kunne du skrive linket til det du har skrevet om Ordinary’s c-vitaminpulver. Det er jeg meget interesseret i. Jeg bruger Ordinary’s Glycolic Acid, som jeg er ret glad for. Derudover 2-3 gange om ugen/aften deres Alpha Lipoic Acid, som vist ikke er en rigtig syre, men er super!
Har lige bestilt deres mælkesyre, som jeg er spændt på at prøve.
Lise Grosmann skriver
Sidsel: Her lidt fakta om Alpha Lipoic Acid – og bemærk max ved 5%, som der er i The Ordinary https://www.paulaschoice.com/ingredient-dictionary/antioxidants/alpha-lipoic-acid.html
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Der er ingen svarsknap under dit svar Anneka så nu svarer jeg mig selv i det underste svar, håber det virker!
Den fra ordinary er meget, meget fin i pulvret, her er min anmeldelse af den:
https://www.lisegrosmann.dk/deciem-continued-en-testfoeljeton/
😉
Eva skriver
Ja, det er helt rigtigt, det gør jeg. Må ha hud som en elefant 😉 Ej, jeg ved at ham den mandlige blogger Per også bruger den som natmaske, og jeg har også bygget det op igennem en del år. Og det hænder, at jeg får OD’ et…så må jeg tage en dag m. lidt stram hud i ansigtet ?
Syreprodukter er bare de mest effektive hudprodukter man kan få, jeg forbløffes til stadighed over, hvad de kan. Jeg havde fået nogle brune pigmentpletter hen over sommeren, og de forsvandt efter m få gange m. skiftevis Environs natmaske og en stærk a-vitamin på recept. To nætters pause imellem.
Fremragende anmeldelser! Tror da nok lige vi er slået hjem i ludo ? Jeg kan slet ikke gøre sådan noget så grundigt. Hatten af for al det møjsommelige arb.
Jeg har også tit T. P. Roth glycolic 10% på hylden. Den er synligt effektiv.
God dag ?
Anneka skriver
?? Tak Eva.
Det er vildt.Så er de nok også skrappe nok til at minimere rynker lidt. Sammen med A Ja.
..Har fået lidt fløjte-linjer selvom jeg ikke fløjter så meget :*
Man er lidt sin egen forsøgskanin i den her Beautyverden. Så det er dejligt med test, fif og råd ?
Dejlig dag
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Tak Eva for dit skønne svar! <3
Lise Grosmann skriver
Anneka: Undskyld, at du måtte vente på svar fra HeLene, det er min skyld for jeg skal jo, som du selv har oplevet, godkende, når der er links og jeg var lidt sent på den i dag. Undskyld.
Og tak til HeLene for at overlade mig rynkeafgørelsen (; Tørhedskrep vil peeling og især masser af fugt kunne gøre meget ved men de mimiske ligger ned i bindevævet, og så langt går en hjemmepeeling (heldigvis) ikke. Hudlægen og plastikkirurgen har midlerne (; God dag kære
Anneka skriver
?Tak kære Lise.
Det er helt ok. Jeg sov ti timer i nat (Zzz!!) Det sker en gang om året el.lign, så havde ikke set det før alligevel.
Så er det håb, for det er mest tørhedscrep (håber jeg)
Også til dig 🙂
Lise Grosmann skriver
Anneka: Der er håb om stor hudforbedring – bare se på Ole Henriksen. Jeg valgte at uddybe lidt på bloggen i dag.
Sasha skriver
Akademiklinikkens pure serum er jeg glad for ?
Lise Grosmann skriver
Sasha: Lige som Christina Hansen (: Akademiklinikken er i det hele taget en fin serie om end lidt pebret lige som Verso i øvrigt.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Godt tip tak, jeg har kun testet deres aha-maske som man vasker af, og fugtende serums, så jeg notere mig den nu hvor to skønne beautyblog-læsere rekommandere den så ved jeg den top-god!
Christina Hansen skriver
Jeg glæder mig over, at Verso får så pæne ord med på vejen. Den er jeg nemlig meget fristet af.
Og alligevel har jeg lige fornyet min favorit gennem flere år ‘Pure Active Serum’ fra Akademikliniken, som godt nok også er svensk.
Og indimellem de to faste peeling-aftener har jeg i længere tid brugt koreanske peeling pads, som jeg er helt pjattet med. De har som regel to forskellige sider og overflader, hvoraf den ene også giver mulighed for fysisk eksfoliering, hvis man vil.
Jeg startede med Neogen Gauze Peeling Green Tea og er nu blevet endnu mere vild med deres Real Cica Pads i den pink krukke. Så milde, at de kan bruges dagligt – også af sensitive hudtyper.
Lise Grosmann skriver
Christina Hansen: Dejligt med flere tips. Og husk mit forslag…..at du fortæller os noget om de mange koreanske produkter, du kender og har prøvet <3
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Ja, skønne tips, tak. Jeg har ikke kommet så langt ind i det koreanske, mest sheet masker, mist og fugt. Starskin er fugtende og peelende pads jeg tippet om før og jeg tror de ligner lidt de du beskriver. Jeg husker dine tip næste gang jeg bestiller korea-hudpleje. Mange tak Christina! <3
Tror du bliver vild med Verso om du prøver 😉
Carina C skriver
– Sikke en flot og brugbar anmeldelse af produkterne!!! Det glæder mig at læse, du (også) fik glæde af produktet fra Peter Thomas Roth ;o)
Jeg er noget “tyndhudet”, så jeg har prøvet at følge Lises råd om at holde igen med peeling, mens solen er stærk, men nu er efteråret snart på vej…
Jeg har faktisk fundet en ny favorit, der altid er plads til i Excel-arket nemlig “Facial Radiance Pads” fra FAB (First Aid Beauty), men “Glycolic Acid 10% Hydrating Gel” er (også) stadigvæk fast genkøb hos mig, – måske pga. den fine P.H.værdi samt de andre gode, plejende ingredienser den indeholder, men hvor er der dog mange andre glimrende muligheder. Tak for en rigtig god vejledning!
Lise Grosmann skriver
Carina C: Jeg ved, at peelingforfatteren (; selv holder øje med kommentarfeltet, men jeg vil lige takke for deling af tip om radiance pads, for du er jo også en erfaring peeler – selv om jeg jo altså har fået dig til at holde igen om sommeren….godt <3
Carina C skriver
Det er mig, der takker! Der er jo god logik i dit råd om at holde barrieren lidt tykkere, når der er brug for det!
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Tak Carina, så glad det kan bruges. Og dit aha-serum tip var jo perfekt for mig den gang og nu, så jeg må skynde at teste de pads du er glad for også. Har kun testet ret lidt fra det mærke, mest fugt og rens, men det har ikke været dårligt.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Søde Carina, hvis du ser dette, vil du dele hvor du sidst fik fat på Peter Thomas Roth 10% glycolic gelen?