Så er der weekendlæsning. Spændende synes jeg, det var at læse de ti testrapporter. Jeg vil ikke blande mig yderligere, blot fortælle, at cremen fås i to størrelser – 50 ml for 720 kr. og 100 ml for 1.220 kr. Alle ti testpersoner har fået en 50 ml og ordet har været helt frit. Læs, hvad Beauté Pacifique selv skriver om Clinical Super3 Booster og hvilken hud, den er egnet for, HER.
TESTRAPPORTER:
Thaya:
Erfaringer med Beauté Pacifique før test: – Super Booster 3, A-vitamin creme – Body lotion til tør hud Er super tilfreds med begge produkter. Forventningerne til dette produkt er derfor store.
Min hud før test: Min hudtype er kombineret. Jeg har en dehydreret hud, på nær i T-zonen, hvor huden er fedtet. Har en del hudorme og store porer på og omkring næsen, samt i panden på hagen. Desværre er min hud i ubalance for tiden. Jeg får en del urenheder, som ikke er bumser i klassisk forstand, men nærmere bylder. De efterlader store grimme pigmenterede mærker på min hud.
Testen: Cremen er fed og smøres nemt ud, masseres ind i huden og efter 30-45 sek er den absorberet og efterlader umiddelbart huden dejligt gennemfugtet. Synes T-zonen bliver lidt fedtet, men i resten af ansigtet er den tilpas. Dejlig neutral duft.
Start: Cremen efterlader huden gennemfugtet med det der lækre shine, der skriger fugtmæt hud på flere meters afstand.
Midtvejs: Huden er fugtmæt og huden har fået en glød, der hvor jeg ikke har urenheder.
Slut: Huden er fortsat fugtmæt og huden har stadig gløden, der hvor jeg ikke har urenheder.
Min hud efter test: Min hud virker mere poleret og glødende, der hvor jeg ikke havde “problemområder”. Desværre er de mørke pletter der stadig, der er ingen forskel der og har haft samme udbrud af urenheder under testen som før. DOG er jeg usikker på, hvor længe der bør gå før man burde kunne konkludere en egentlig effekt. Har kun brugt cremen i 3,5 uger (fik den et par dage senere grundet flytning). En ting er sikker: cremen har ikke gjort min hudtilstand værre og den er tilpas fugtmæt ved brug af cremen. Jeg vil helt klart fortsætte med brug af cremen og se om den over tid kan mindske udbrud og mærker efter disse.
Cecilia
Indledende lidt om min hud: jeg er 25 år, og har lige så længe jeg kan huske kæmpet en kamp mod uren hud. Aldrig voldsom akne, men altid mindst et par eller fire store urenheder i ansigtet – meget anstrengende. Intet har helt kunnet få bugt med det, selv om nogle ting i perioder har givet en mindre bedring.
Det er der vendt op på nu! Jeg har oplevet en reel bedring af mit problem siden jeg begyndte at bruge boosteren to gange dagligt for en måned siden. Jeg har i godt tre uger nu ikke haft urenheder af betydning, og dem jeg har haft er dukket op som direkte følge af noget andet jeg har smurt i ansigtet. De har været mindre, heler markant hurtigere og pænere, samtidigt med at jeg oplever en sundere glød i ansigtet om morgenen, der (næsten) lader mig gå uden makeup.
Cremen er ret lækker at smøre ud og lægger sig fint på huden. I begyndelsen lidt til den klistrede/seje side, men det vænnede jeg mig hurtigt til og den absorberes heldigvis hurtigt. Det bedste er, at den ikke udtørrer min hud som mange specialprodukter målrettet akne gør (med endnu flere urenheder til følge) hvilket jo nok skyldes at den netop ikke er et akneprodukt som sådant.
Jeg har faktisk først behovet at supplere med creme de sidste par uger, hvor kulden er sat ind for alvor. For mig altså noget nær et mirakelprodukt, hvis den fortsætter med at holde kadencen! Det er det hidtil bedste middel jeg har prøvet mod min akne-hud, især ovenpå en salicylsyre, og jeg må nok erkende at den selv på et SU-budget må blive til en fast investering, når den engang slipper op (den er oven i købet drøj i brug) – Hurra!!!!
Susanne Gustafsson:
At få ferskenhud i en mildest talt voksen alder er nok lige i overkanten af, hvad man kan forlange, men ikke desto mindre – noget er der sket på de 4 uger, jeg har testet Beauté Pacifique Clinical Super3 Booster High Potency Vitamin-A ester creme.
Både æsken og tuben signalerer klinisk seriøsitet snarere end luksus, og selve cremen gør heller ikke noget væsen af sig. Den er (naturligvis) helt og aldeles uparfumeret og føles egentlig ikke som noget særligt, men det er den så alligevel. Den er dejlig behagelig og nem at fordele på huden i det anbefalede sparsomme lag, og den slupres hurtigt ind i min lidt rødmossede hud. Som i løbet af 8-10 dage bliver vældig glad for den prunkløse creme.
Ifølge emballageteksten er den stærke A-vitamin Ester creme udviklet til behandling af bl.a. uren hud og svære aldersforandringer. ”Svære aldersforandringer” lider jeg ikke af – ifølge min ganske særlige hudekspert Lise Grosmann fordi, jeg altid har haft en lidt fedtet til blandet hud, som ikke kan kaldes decideret uren, men som heller aldrig har været glat som marmor.
Der er ingen tvivl om, at min hud er blevet blødere, glattere og mere klar i udtrykket efter nu 3 dejlige uger i selskab med Beauté Pacifique Clinical Super3 Booster High Potency Vitamin-A ester creme. Mine kinder er stadig rødmossede, for jeg har altid været vild med solen og er meget udendørs, men der er heldigvis mere i tuben, så måske opnår jeg fersken-status, før den er tom.
Sasha:
Jeg har nu testet Beaute Pacifique Clinical Super 3 Booster de sidste 4 uger.
Udgangspunkt før testning: På trods af aldersmæssigt at være 40 + har jeg udfordringer i form af uren hud, fedtet T-zone. Derudover fine linier.
Det første jeg lægger mærke til er duften af produktet samt konsistensen. Duften er lidt speciel og den skulle jeg lige vænne mig til. Konsistensen er lidt tyk og kræver at man arbejder den godt ind i huden…tyndt lag..som der også står i indlægssedlen. Jeg oplevede allerede på 4. dagen en markant ændring af min hud i form af markant renere hud specielt i panden. Jeg måtte dog holde et par dages pause efterfølgende, da min hud blev meget rød og tør.
Herefter brugte jeg cremen en gang dagligt, hvilket fungerede godt.
Resultat: Min hud er blevet meget renere og ensartet at se på, mindre fedtet ( mindre synlige porer) samt “tykkere” eller mindre “gennemsigtig”. De fine linier er der stadig, men min hud på ”æblekinderne” blev markant lysere og mere ensartet ( jeg har haft tendens til rødme og en smule fedtet hud der).
Dog er min hud nu en smule tør, men den er blevet så meget mere ren og ensartet i strukturen. Jeg vil helt sikkert fortsætte med at bruge super 3 clinical boosteren, da virkningen er markant og hurtigt indsættende for mit vedkommende. Nok suppleret med ekstra fugt for at modvirke tørhed. Måske Lise har et tip til fugt supplering.
Jeg er fan!!!
Christina Hansen:
Clinical’s tube minder til forveksling om resten af BP’s enkle blå og hvide sortiment. Dog med røde striber og navn, der indikerer, at man her har at gøre med noget ekstraordinært og stærkt. Hvor den almindelige Super 3 indeholder 2 effektive former for Vitamin A, har denne et højt indhold af 3 særdeles effektive og særligt stabile A vitamin-estre. Der i øvrigt, som der står beskrevet, ”forbliver meget aktiv – både under opbevaring samt, når den påføres”.
Duften er den velkendte diskrete BP duft og dermed næsten ikke eksisterende. Konsistensen er som en dejlig halvfed creme og meget drøj. Er huden forfugtet behøves kun en lille ærte str, da den skal påføres i meget tyndt lag. Den efterlader i første omgang huden lidt hvid, men ved hjælp af Squalane og hændernes varme suges den alligevel hurtigt dybt ned i lagene. Huden bliver straks blød, glat og smidig. Endelig en creme og endda en A vitamin creme, der kan holde min hud gennemfugtet dagen igennem. Uden brug af mit sædvanlige dyre fugt serum under vel at mærke.
Den helt særlige anvendte teknologi gør det muligt at anvende cremen både morgen og aften fra dag 1 – uden rødme. Jeg havde forinden holdt 2 mdrs pause med A vitamin og har ikke på noget tidspunkt af testperioden haft reaktioner med rødme. Med før-billedet at sammenligne med har jeg dagligt fulgt min hud blive finere i overfladen. Allerede efter et par dage var linier og rynker blødt op og dermed mindre synlige. Og det var kun starten. Inden testens begyndelse var jeg meget frustreret over synlige solskader: højrød linje langs overlæben samt en rød plet øverst på hver kind begge på str med en 25 øre. Efter sølle 12 dage var læben ikke rød længere, pletterne mindre og nu kun svagt rosa. Synlige beviser på midtvejs-billede.
Efter kun 4 ugers intens brug er jeg stort set pletfri. På den ene kind er der nu kun en lille tynd rød streg. Den anden kind skal have lidt længere tid, men her er pletten også reduceret til et minimum i kuløren. Under øjnene, hvor jeg også har anvendt den i ekstra tyndt lag, har kragetæerne nærmest fået en tur med strygejernet og den tynde hud deroppe er nu mindre gennemsigtig. Porerne er betydeligt mindre, strukturen usædvanlig fin og hudtonen pæn jævn. Jeg måber over så hurtige resultater. Det er det mest effektive A vitamin produkt, jeg har prøvet til dato. Og jeg har endda stadig lidt under en halv tube tilbage. Med Clinical har jeg ikke længere behov for hverken serum C eller fugt serum, da dette vidunder udgør det for dem begge. Ergo vil der være penge at spare, selvom Clinical er lidt halvdyr. Med deres fugtmaske et par gange om ugen og et par ekstra dråber Squalane som overfrakke vil jeg trygt gå vinteren i møde. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad der skal kastes penge efter fremover. Kæmpe fornøjelse!
Eva B:
Jeg er 49 år med en kombihud, der de sidste 10 år har været stort set uproblematisk. 3 vertikale, lette rynker ved munden. Min store frygt er den samme slappe hud, min mor fik i en ret tidlig alder, men hun var altså også syg…
Om Super3 boosteren hedder det på BPs hjemmeside:
“…Clinical Super3 Booster er en meget stærk og meget hudvenlig Vitamin A creme, der effektivt forebygger og reparerer:
-Tynd og gennemsigtig hud
-Solskader og aldersforandringer
-Uren hud
Resultatet er en mere ensartet hud overflade med en klar visuel foryngelse og en klar strukturel forbedring.
Clinical Super3 Booster har med sit høje indhold af tre effektive og særligt stabile typer A vitamin-estre en ekstraordinær god anti-age effekt, idet den gendanner tabt kollagen struktur i hele hudens tykkelse, så fine liner og rynker mindskes.
Cremen forstærker endvidere overhudens struktur, så huden bliver mere robust og modstandsdygtig overfor ydre påvirkninger. Cremen er også velegnet til behandling af uren hud…”
Umiddelbart er hverken tube eller cremeduften nogen oplevelse. Tuben er trods en pæn pris bare for 50ml – altså vi snakker aka SkinCeuticals serumspriser og deromkring – umanerlig grim. Jeg er helt ked af at sige det, for jeg var til et skønt foredrag i foråret med Anette Beautyspace og “indlagt” var den sødeste chef fra BP. Han var virkelig skøn og lun, så at kritisere hans produkt…Undskyld. Duften er som sagt heller ikke fed. Meeeeget klinisk.
Men så bliver det godt!
Efter 2 ugers brug x 2 daglig så min hud ret godt ud; både mere opstrammet og de vertikale streger var noget udslettet.
Efter 3 uger gav den tørhed til min ellers relativt selvsmørende hud, men jeg ville ikke “forvirre” de tre a-vitaminestere, så det var først i 4. uge, jeg mange timer efter Super3 supplerede med en fed Muti natcreme.
Efter 4 uger har jeg en klædelig rødme på kinderne , og fik imorges at vide af arbejdsrelationer, at “…du ser meget bedre ud…”
Alt i alt et skønt produkt, self!
Bortset fra det visuelle og feelgood-oplevelsen, som jeg holder meget af i min hudpleje. Så jeg ville faktisk ikke kunne holde ud, kun at have Super3 boosteren i anvendelse alene i lange perioder. Hudpleje skal idag også kunne give oplevelsen.
Men stregerne. Ja, de bliver bestemt balanceret til et yngre udtryk.
Birgitte Jørgensen:
Jeg kendte intet til Beauté Pacifique, havde kun set produkterne på hylerne i Matas. Hold nu op hvor er jeg glad for, at jeg stiftede bekendtskab med dette dejlige danske brand.
Cremen er meget fed, men er nemt at smører ud på huden. Min hud er fugtet hele dagen, også uden brug af serum. Selvom cremen ligger i den “fede” ende, føler jeg på ingen måder at mine porer tilstoppes.
Efter 2 ugers brug, oplevede jeg lidt rødme/udslæt på hagen og på næsen. Jeg fortsatte med cremen, dog kun en gang om dagen. Efter 4 ugers brug, er udslættet næsten væk, er sikker på, at de få pletter forsvinder helt i løbet af næste uge.
Jeg har i de sidste år døjet med pigmentpletter på kinderne, disse er efter 4 ugers brug blevet mindre, og knap så tydelige. Flere af mine veninder har også bemærket, at min hud ser mere jævn ud. Idag har jeg dage hvor makeupcremen bliver i skuffen, dette havde jeg slet ikke forventet, og slet ikke efter kun 4 ugers brug.
Min overordne oplevelse af Beauté Pacifique clinical super 3 booster er, at cremen bare virker! Jeg har ikke fået en luksus oplevelse hvad angår duft, til gengæld har jeg oplevet effektivitet. Produktet er meget drøj i brug.
Jeg er 100 procent sikker på, at jeg vil bruge Beauté Pacifique i fremtiden. Jeg har faktisk allerede købt BP’s puffy eyes gel, denne er ligeledes blevet min favorit øjencreme, da den virker opstammene og har en dejlig kølende effekt.
Synes det er en extra gevinst, at Beauté Pacifique er dansk! Tak fordi jeg har fået lov til at teste denne mirakel creme!
HeLene:
Jeg har nu brugt Beaute Pacifique Clinical Super3 Booster i 4 uger og er meget tilfreds med resultatet. Før jeg startede med cremen fik jeg en scanning hos Beaute Pacifique som jeg planerer at gentage inden kort. Midtvejs i testen fik jeg en Biotherm hudscanning/analyse.
For at vænne huden, brugte jeg den almindelige Beaute Pacifique Super3 booster i cirka en uges tid før teststart. Det viste sig ikke være nok. Når jeg startede med Clinical hver morgen og aften, fik jeg røde områder på kinderne og mest oppe på kindbenene. Jeg var derfor nødt til at skrue ned til hver anden aften, og bygge langsommere op. Så snart jeg afpassede frekvensen forsvandt rødmen uden yderligere besvær. Snart blev det muligt for mig at bruge cremen hver aften og hver anden dag. De nætter hvor jeg ikke brugte Clinical så brugte jeg Beaute Pacifiques egen fugtmaske, som for øvrig er min favorit af alle fugtmasker jeg prøvet.
Biotherms scanning viste en robust hud, markant yngre end sin faktiske alder, med få pigmentpletter (lysere end før), men lidt til den tørre side. Min subjektive oplevelse af Clinical Super3 Booster er at den minder om den almindelige Super3 Booster, men har en lidt mere cremet konsistens, hvilket jeg sætter pris på. Den er nem at smøre ud, fedter ikke, og jeg kunne se at der skete noget med min hud hurtigere end jeg turde forvente. Mit problemområde på hagen blev jævnere og mere ensfarvet. Pigmentpletter omkring øjne/kindben synes mindre og lysere. Huden på kinder og rundt øjnene virker mindre gennemsigtig.
Alt i alt har jeg fået en ny favorit, og jeg kommer at fortsætte med Clinical Super 3 Booster vintertid fremover. Næste vinter starter jeg dog først når jeg brugt den almindelige Super3 Booster i 1-1,5 måned. Så snart min hud var tilvænnet Clinical kunne jeg bruge den helt på samme måde som den almindelige Super3 Booster, også omkring mine øjne. Mine store forventninger til cremen er opfyldt og jeg kan varmt rekommandere cremen til alle som har ujævnheder, ar, tynd, ældet eller rynket hud og som ønsker forbedring i hudstruktur.
Lisbeth M:
Det er en meget rig og drøj creme, med en mild og behagelig duft. Efter forfugt fordelte jeg cremen i hele ansigtet og klappede den blidt ind i huden. Det er en fordel at give huden 5-10 min til at suge cremen, i hvert fald inden påføring af makeup.
Huden på næsen skallede lidt i starten, ellers ingen synlig irritation. Jeg har brugt cremen både morgen og aften. Min hud har føltes lidt mere tørstig end normalt, men da jeg dagligt i nogle år har brugt den almindelige BP Booster, turde jeg godt gå all in og tørheden forsvandt med nogle dråber Submersive serum paradoxe blandet i cremen.
Allerede efter en uge, kunne jeg se en effekt. Det er svært at sætte ord på, men jeg vågnede en morgen og var egentlig ret imponeret over, hvor flot og frisk min hud så ud. Nærmest som om jeg havde været igennem en detox. Efter 2-3 uger kunne jeg se en begyndende effekt på mine panderynker og efter 4 uger, kan jeg tydeligt mærke, at huden er blevet mere robust og smidig.
Den er lidt svær at dosere korrekt og jeg ville ønske, at cremen kom i en pumpeflaske. Jeg havde store forventninger til BP Clinical Super 3 Booster og den skuffer bestemt ikke. Faktisk synes jeg den er imponerende god og derfor fortsætter jeg også med at bruge den, i hvert fald om aftenen. Og så har det bare været en kæmpe fornøjelse at teste så lækkert et produkt.
Anette W:
Jeg modtog min Beaute Pacifique Clinical Super3 Booster d 16. sept og begyndte straks at anvende den morgen og aften efter min sædvanlige hudplejerutine. Cremen dufter lidt surt/syrligt men ikke ubehageligt. Den er nem at fordele og skal kun bruges i et tyndt lag. Jeg oplevede at den efterlod et lidt fedtet lag, som jeg trykkede af i et papirlommetørklæde efter ca et kvarter. Min hud bliver nemt irriteret og får tørre og/eller røde pletter i panden og over overlæben. Under de første 14 dages anvendelse virkede min hud fin og gennemfugtet, føltes glat og havde en fin , regelmæssig farve. Men så begyndt jeg at få et rødt, kløende, lidt skællet udslæt i panden og på huden over overlæben. Jeg fortsatte med cremen i håb om at det var forbigående, men da det fortsatte ganske uformindsket valgte jeg at stoppe med BPCS3B. Efter en uge forsøgte jeg igen med cremen, men da det efterfølgende begyndte at klø de førnævnte steder valgte jeg at afslutte testen.
Jeg tror jeg vil forsøge at anvende cremen igen, for jeg tror den gør noget godt for min hud og mine pigmentpletter i det lange løb, men så vil jeg nok nøjes med at bruge den 1-2 gange om ugen og se hvad der sker. Den er for “krads” til at min hud kan tåle den to gange om dagen.
Kirsten skriver
Hej
Eva B. Skriver hun vil bruge Squalane som venter over Frakke.
Hvad er dette for et produkt og hvor kan jeg evt købe det????
På forhånd tusind tak????????
Kh Kirsten
Lise Grosmann skriver
Kirsten: Squalane er en ingrediens i mange produkter, men Beauté Pacefique bruger det i rigtig mange produkter, og deres Paradoxe vil være et fint valg. Jeg linker dig her http://beaute-pacifique.com/Shop/anti-age-og-fugtpleje-dag/submersive-serum-paradoxe-(2).aspx Læg mærke til, at den også findes i creme og i øvrigt til kroppen. Men de har også squalane i deres A-vitamin, og det er jo også en god ingrediens til træt vinterhud. Kh Lise
Eva B skriver
Jeg er dybt forlegen; jeg tog det vist meget for bogstaveligt med et – kan ikke huske, hvad du skrev, Lise – men jeg har opfattet det som et kortfattet indlæg.
Så jeg har kortet ned og streget ud, det synes temmeligt dumt nu.
Men bortset fra mit egen snudetip, så er det superspændende skriverier.
Go søndag de damer
KH Eva
Anneka skriver
Det jender jeg godt. Vil bare sige at jeg testede også på et tidspunkt og dèr havde jeg siddet og talt linierne ligefrem, for at de skulle holde sig indenfor det anbefalede ?
Men Less is More jo.
Er meget enig med dig med det med duft og emballage. Forstår simpelthen ikke de ikke gør det mere lækkert!
Knus Anne
Lisbeth M. skriver
Eva: Jeg gjorde præcis det samme og redigerede også hårdt i min anmeldelse, da jeg også havde forstået det sådan. Men når man læser anmeldelserne, lange som korte☺️, så synes jeg dog at det er ret tydeligt, at vi alle oplever, at cremen er fantastisk. Også dejlig søndag her fra?
Eva B skriver
❤️ Anne, Lisbeth
Hvor er i søde. Det hjalp meget ?
Anneka skriver
Eva, stor respekt for at du siger tingene som det er! Nogen skal jo gøre det 😉
og det øger altså troværdigheden af et review synes jeg
Christina Hansen skriver
Ellers vil jeg bare sige mange tak for æren af at måtte teste sådan et effektivt produkt, som endda i forvejen stod helt øverst på min huds ønskeliste.
Mit allerførste A-vitamin produkt var den almindelige Super 3 Booster, som jeg genkøbte. Siden har jeg været rundt om både svenske Verso og Environ AVST 1 & Environ C-Quence 1. Begge brands med anbefalet brug morgen og aften, hvilket jeg gjorde.
De imponerede mig begge – og det skal til deres forsvar siges, at mine solskader på daværende tidspunkt til dels kun var underliggende. Alligevel er jeg målløs over, hvor hurtigt forbedringen satte ind med Clinical. Husker tydeligt dag 12 foran spejlet, hvor jeg ikke kunne finde mine røde pletter. Det var en stor dag. 🙂
Der er nu gået yderligere 10 dage med intensiv brug efter den officielle slut dato og resultaterne vil ingen ende tage! Pletten på højre kind er nu helt væk (anes kun efter varmt bad..) og overlæben – min store frustration – er mere jævn end længe. Fyldt ud og mere fast i det. Den røde solskade langs kanten er jo væk for længst, som beskrevet i min anmeldelse. ?
Jeg er glad for at læse, at der er nogenlunde bred enighed. Og da jeg læste Cecilia’s anmeldelse omkring Clinical og akne, gik det op for mig, at min søn selvfølgelig skal prøve denne creme, når han må gå i gang med A-vitamin. Der skal lige gå 6 mdr efter de stærke piller. Hvilket i øvrigt er lige om lidt.
Tiden flyver!
Christina Hansen skriver
Hej Sisi
Tak for spørgsmålet
Og tak til Lise for at kunne regne den ud. 😉
Det var nemlig selve indholdet af Squalane i Clinical, jeg mente. Det ligger øverst på ingredienslisten – faktisk som nr 3 lige efter glycerin.
Der er rigtig god information på deres hjemmeside, især under ‘læs mere’. Om Squalane står der:
“Effektiv transportør af A vitamin. Indkapslet i nanometer-store dråber af Squalane kan A-vitaminet arbejde sig dybt ned i huden i mængder, der er tilstrækkelige til, at hudens celler stimuleres til at gendanne tabt collagenfiberstruktur”.
Jeg er dog begyndt at lægge et ekstra lag ren Squalane olie fra Ling som overfrakke, nu hvor det er blevet så blæsende i vejret. Den anbefaler jeg også varmt, idet jeg betragter den som direkte uundværlig. Hele året rundt. Prøv den evt i Magasin. Ellers har webshoppen allskin.dk altid 10%, fri fragt – og ikke mindst frit valg af luksus testere fra f.eks. Ling’s sortiment. Det elsker jeg altså!
Eva B skriver
Den er ny for mig – allskin.dk. Altid fedt med en god web!
Charlotte J skriver
Har en clinical der er ved at ramme bunden og den gør min hud godt – der skulle vel ikke være en bette rabatkode på vej til BP? Det er jo Halloween, snart jul og sådan….! 😉
YB skriver
Hej Lise
Jeg er jo så heldig at jeg har mødt dig (i Magasin) og set din hud med egne øjne…du bliver nødt til at skrive NØJAGTIGT, hvordan du bruger Clinical Super Booster og hvad du bruger under/over henholdsvis morgen og aften. Det kan godt være du har skrevet det før, men nogle af dine følgere – undertegnede – skal åbenbart have det ind med skeer?
Helle Rick skriver
Spændende læsning og det beviser jo bare at Beaute Pacifique Clinical Super3 Booster giver gode resultater.
Jeg er selv flittig bruger af den og jeg har fået så fin og ensartet hud tone. Jeg har fået scannet huden 2 gange, før og efter, og der er virkelig stor forskel at se. Der er kun én ting at gøre. Fortsætte med at bruge den fantastiske creme. God weekend til alle
Lone H skriver
Tusind tak for nogle rigtig brugbare anmeldelser. Det lyder bestemt som om
at det er værd at smide penge efter denne creme.
@HeLene kunne du give en tilbagemelding på hvordan den nye skanning hos BP går og om der kan ses en forskel mellem første og anden skanning ?
HeLene skriver
Det kan du tro jeg gør, Lone H 🙂
Bliver så spændende at se de dybere forandringer!
Sisi skriver
Så god læsning, meget interessant at høre de forskellige testeres oplevelser, i forhold til deres udfordringer og hudtyper. Den creme lyder altså fuldstændig “investeringsværdig”, og så er det jo bare med at være opmærksom på at finde den rette hyppighed osv for en selv.
Et spørgsmål til en af testerne, Christina Hansen, der nævner noget om dråber af Squalene – hvad er det helt præcist for et produkt? Lyder lokkende 🙂
Lise Grosmann skriver
Sisi: Mens vi venter på Christina ser dit spørgsmål, så kan jeg fortælle, at der er squalane i Clinical og at BPs Paradoxe serum er stort set ren squalane. Det udvindes sædvanligvis af oliven og BP er flittig bruger af squalane, som danner god barriere på huden.
Carina C skriver
– Spændende læsning! ?Jeg vil gerne spørge, om cremen kun skal bruges om natten, og om der er der nogle, der har savnet serum el.lign? Jeg har hørt, A-vitamin cremer skal nederst.
Thaya skriver
Måske jeg ikke fik skrevet det klart nok i min anmeldelse, men synes bestemt ikke jeg manglede ekstra fugt i form af serum, mist ect. Cremen alene gav en god fugtbase til min hud. Som testere fik vi besked om at bruge den både morgen og aften.
Lisbeth M. skriver
Carina C: min hudtype er til den tørre side, så jeg har gjort rigtig meget ud af forfugt og så har jeg også blandet nogle dråber BP submersive serum paradoxe i cremen. BP’s serum er proppet med bl.a. squalane. En kombination af ACE (vitaminer) skulle ifølge de hudkloge være godt for huden, så jeg tænker ikke der skulle være problemer i at bruge serum under cremen. Jeg ville personligt bruge en serum uden silikone (som fx den serum paradoxe jeg har brugt). Cremen kan bruges både morgen og aften. Da min hud gennem års brug af BP’s almindelige Super 3 Booster, er vænnet til vitamin A, valgte jeg at bruge den 2 gange om dagen, men i sommerperioden ville jeg nok nøjes med at bruge den til natten.
Carina C skriver
Tak for et godt svar! ?
HeLene skriver
Jeg har også (som Lisbeth M) suppleret med meget fugt, især efter Biotherm scanningen som viste lidt tørhed (det bidrog nok også at vejret slog om).
Har især været glad for at bruge BP’s egen fugtmaske (THE BEST, har testet mange, vender altid tilbage til den) og gode ‘gamle’ fugtcremer som jeg ved jeg kan tåle som weleda skin food, pudderdåsernes alt i en creme og serum fra clinique når jeg ikke brugte testcremen (fik jo space ud indledningsvis). Har ikke brugt serum under selve testcremen dog, da jeg tror den mister noget af sin virkning, eller hvad siger Lise?
Måske hvis man venter lidt mellem påføringer?
Eller bruger deres egen squalane serum som LIsbeth M, det virker smart og synergistiskt 😉 Den har jeg også været glad for før, virkelig lækker produkt. Ikke brugt i denne omgang dog.
Lise Grosmann skriver
Carina C: Jeg pipper bare, at BP anbefaler den både dag og nat….og så overlader jeg ordet til dem, der har testet!
Carina C skriver
Jeg har B.P.’s’ “Creme Metamorphique”, der ikke ligeså stærk. B.P. anbefaler den som natcreme, men testresultaterne viser jo, det også kommer an på hudtype og tilstand.
Eva B skriver
Jeg manglede også fugt – især sidst i 4 ugers forløbet. Supplerede med en fed creme timer efter. Ja, jeg var altså bange for at ødelægge A-vitaminesteren.
Anneka skriver
Wauv! Det var super spændende læsning! 🙂
God weekend 🙂
Lise Grosmann skriver
Anneka: Jeg er så enig (: