Hvis vi nu frastorterer store emner som om Donald Trump bliver verdensleder og holder os til den hjemlige andedam, så var der (mindst) tre ting, der fangede min opmærksomhed i ugen, der gik. Det glemte fællesskab, den glemte kvindefrigørelse og den glemte mad. Repræsenteret ved det totale affaldssvineri i ‘det offentlige rum’, en ny bog om påstået tabu ved menstruation og superfood, der flyder. Og da jeg ikke har nogen illustration til de nævnte emner, så får I en blomst. Sibiriske valmuer som de blander sig med skovjordbær i mit bed, fordi jeg ikke blander mig.
#1 Det er der åbenbart heller ikke nogen, der har til sinds at gøre ved et ikke bare samfundsøkonomisk, praktisk og visuelt problem men et varsel om, at ‘os’ er ved af afgå. Fælleskabet. Det fælles ansvar. Jeg delte denne meget tankevækkende artikel på facebook, og Stine Sommer leverede følgende rammende punch til debatten: “Gi’ fællesskabet en hånd – tag skraldet selv”. Det er allestedsværende – folks affald – men værst selvfølgelig, hvor mange samles for at hygge sig! Hvordan kan man hygge sig og ‘have en god oplevelse’ imellem affaldsdynger? Hvordan kan man bare tænke: Jeg smider det, for der kommer nogen og rydder op efter mig. De får penge for det.
Alle vil så gerne ‘gøre en forskel’ for tiden, men er det ikke sådan, at det faktisk er meget få mennesker, det er forundt ene kvinde/mand at kunne gøre en forskel for mange, er det ikke sådan, at det er sammen, vi gør en forskel? Jeg har et citat hængende på noget så gammeldags som en opslagstavle, det er af historikeren Henrik Jensen, der siger “Vi ser ikke længere os selv som små hjul i et større maskineri. Vi er selve maskinen. Derfor er det også mine behov, mine mål, mine ambitioner, der er i centrum.”
#2 Og så var der et par forfattere, der har levet deres korte liv i en boble og glemt at slå op i historien om den nære fortid. De har skrevet ‘Gennemblødt. En bog om menstruation’. Det skal lige understreges, at den er på dansk og altså må formodes at være henvendt til danske kvinder. Og således må deres påstand om, at menstruation er skamfuldt og tabubelagt, siges at været ramt godt forbi. Det skamfulde skulle angiveligt illustreres af, at kvinder skjuler deres tamponer. Læs anmeldelse her….og jeg elsker Anne Sophia Hermansens’s slutreplik “Løft blikket d’damer og find jer en rigtig kamp at kæmpe.”
Selv om jeg ryster på hovedet, så bliver jeg også lidt vred, fordi jeg tænker på de kvinder, der i starten af århundredet virkelig førte kamp for kvinders stemmeret og ret til at bestemme over egen krop og eget liv. De trampede den sti, som de af os, der er gamle nok, fortsatte ad i 60’erne og 70’erne. Der er stadig ting, der kunne være mere lige, løn for eksempel, men helt ærligt – jeg har aldrig følt min menstruation som tabubelagt. Irriterende ja, men ikke skamfuldt.
Jeg arbejdede i mange år på en arbejdsplads domineret af kvinder, og der var altså ingen, der skjulte tamponer – de lå i pakker på toilettet. Der var heller ingen, der hviskede, hvis de talte om menstruation. Og mændene, de forekom uinteresserede eller kunne finde på at deltage i samtalen, de havde jo koner og kærester derhjemme. Det kan godt være, at reklamebranchen giver et forskønnet billede, som forfatterne hævder, men på den anden side….har vi lyst til at se blodige bind i annoncerne!
#3 Og nu ikke mere longskriv, bare lige til slut et obs! Til erstatningen for nordisk køkken og stenalderkost har vi nemlig fået shotdillen med ingefær og rødbede som superfood-stjernerne. Der ikke noget i vejen med at snuppe en af de små stærke med ingefær, faren er den efterfølgende følelse af at være sund. Not!
Vi glemmer hele tiden, at vi ikke skal have meget af lidt men lidt af meget og at ligesom vi skal spise vores vand, så skal vi ikke drikke vores mad (DEN var kringlet!). Vi skal have Real food not too much….. i alle regnbuens farver og fuld af fibre, som er præbiotika og detoxer. Naturen har en mening med at det, vi kalder antioxidanter og også vitaminer, er i lille mængde i naturlig mad, og meningen er, at vi netop skal have stofferne i små doser. De arbejder sammen og tager vi for meget af én antioxidant eller ét vitamin, så kan det potentielt være giftigt – og i hvert fald forrykke den sunde balance.
Rigtig godt indlæg, med væsentlige emner 🙂
Jeg forstår virkelig heller ikke menstruationsbogen.
Prioriteten er ramt ved siden af og værre er det, når man tænker på de mange fattige som sikkert ville elske hvis de havde bind eller tampon i nærheden.
Jeg bliver virkelig trist når jeg ser hvor meget skrald der smides!! Har altid lært at tage mit skrald med mig.
Cecilia: Åh ja, vigtig pointe, som jeg faktisk ikke havde tænkt på….det med at have mulighed for ikke at lade blodet løbe, som de to forfattere synes, man bør.
Jeg ved ikke helt, hvilken generation, der er værst til det her med at efterlade sit skrald….dem i 20’erne og 30’erne måske. Men mest er det selvfølgelig et spørgsmål om, hvad man har set og hørt hjemme. Det er nok ikke noget, man kan sætte alder eller sociale labels på.
Dejlige tanker fra ugen 🙂 Den menstruationsbog er også ramt helt forbi i min optik. I don’t get it! og kan som du hverken kende tabu eller skam i forbindelse med menstruation hverken hos mig selv, alle mine veninder og kvindelige kolleger – og mænd… Og skraldet har vi to jo taget på facebook 🙂 Jeg spurgte min søn i går. Når I er på stranden eller i Kilden, rydder I så op efter jer selv, eller lader I det ligge?? Han sagde, vi rydder altid op efter os. Han var faktisk lidt forundret over, at jeg var i tvivl. Det stemmer jo heldigvis overens med mine tanker om ham og hans venner, som jeg kender alle sammen og hvis forældre jeg også kender. Så verden er ikke helt af lave her hos os 🙂 Det er da skønt. Blev sgu endnu engang lidt stolt over ham. Men han er jo osse min 🙂
Stine Sommer: Jeg har heller ikke nogle, der er tynget af skyld i min omgang, hverken ældre eller unge.
Og hvad havde du regnet med, når sønnike simpelt hen er vokset op mellem hel- og halveksperter i skrald (; (jer, der ikke ved, hvad jeg hentyder til må finde tråden på facebook). Som du skriver….han er jo din søn <3
Jeg tror, du rammer lige nøjagtig på ondets rod, der er simpelt hen forældre, der ikke har været et opryddende forbillede for deres børn, og de findes formentlig både blandt rig og fattig, som har det fælles, at de har mistet fællesskabsansvaret.
Det er for få voksne forebilleder i børnenes liv som de føler sig knyttet til og derfor lytter til og tager efter. Hvis de voksne er i fåtal og kun trælse, sure og opleves som de er vogter kan de ikke heller være forebilleder og modeller for dem der vokser op. Lord of the flies er virkelighed for mange unge. IME
HeLene: Jeg tror, du rammer virkelig kernen her Helene. De voksne hænger på den….de har sat den forkert barre for højt og har måske dårlig samvittighed over ikke at være der, hvor de burde være. Og det bliver det eksempel, de opdrager med. Jeg tror ikke, det er børnene, der stiller krav om TING, de får det, fordi deres forældre for et øjeblik lukker ‘hullet’ = samvittigheden over ikke at tilfredsstille børnenes væsentligste behov ‘kontakt og nærvær’, som engang var en livsnødvendig egenskab. Nu går vi bare på nettet.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at da jeg ikke har børn, så er jeg bare en iagttager dér, hvor jeg færdes, og det behøver på ingen måde være såden, det er. Men et problem er der unægtelig på flere niveauer.
Jeg bliver så glad når du kommer med sådan nogle brændende indlæg Lise! Også så spændende at læse kommentarerne.
Tak fordi du delte den artikel!
Jeg bliver både ked og vred af at se alt det affald og fatter ikke den brist – eller er det manglende bevidsthed og opdragelse, som får folk til det?!
Men når det så ydermere ikke er et nyt fænomen og koster millioner hvert år at fjerne, så forstår jeg simpelthen heller ikke der ikke bliver gjort noget mere fra politisk side!
Jeg forbinder egentlig ordet individualist som noget positivt.
At man tør gå egne veje og skille sig ud fra mængden.
Kunne feks apropos være en fra folkemængden i den affaldsomstrøede park som rejste sig og råbte; “Hey ska’ vi ikk allesammen lige samle vores eget skrald op?!” Eller gik rundt og delte affaldsposer ud til folk. (Ku være jeg skulle foreslå min søster derovre at gøre det)
Men er rørende enig i Henrik Jensen sætning.
Jeg skriver videre senere.
Knus fra katten og mig ; )
Som jeg ca husker det fra den bog “Wellness syndromet” der omtaler forfatterne Mindfulness som en måde hvorpå virksomheder kan lægge dét, der tidligere var et virksomhedsansvar eller fælles ansvar, ud til den enkelte; Gode trygge arbejdsforhold, lange afskedigelser m.m, så de ansatte følte tryghed, er trygheden nu nærmest kun blevet gjort til den enkeltes ansvar. De ansatte får tilbudt coaching, mindfulness og åndedrætsøvelser til at håndtere det mindset som ikke kan håndtere utrygheden ved de usikre arbejdsforhold.
Det kan så give yderligere stress hos den enkelte over at man ikke “tænker konstruktivt” eller trækker vejret ordenligt ned i maven hvis det ikke lykkes!
Det synes jeg virkelig var en interessant betragtning!
Mht til den blodige bog. Jeg fatter det heller ikke! Men er jo også flasket op med “Kvinde kend din krop” 😉
Kan frygte at det er nogle af de helt unge som er blevet for ramt af alt den perfekhed de seneste årtier. Blufærdigheden og selvleden ved kroppen har Ihvertfald fået en kraftig opblussen.
Børn/unge i skolerne vil ikke klæde sig af i samme omklædningsrum feks.
…men forstår faktisk slet ikke at det er noget at skrive en bog om!
Det er en almindelig biologisk kropslig funktion! Og det er vel ikke ‘synd for os’ at vi er blevet civiliserede.
Beklager hvis jeg ‘roder’ i dag. Sover stadig ad H til :/
Anneka: Ved du hvad, jeg er glad for at have oplevet en arbejdsplads, hvor man skulle stjæle af kassen for at blive hældt ud. I hvert fald de første år, for så blev tiderne mere barske med ny effektiv ledelse, der så til gengæld ikke havde en dyt begreb om at arbejde med kreative mennesker i en kreativ virksomhed. Marketing tog over og utrygheden kom, fordi ens værdi var noget i tal og læsere blev segmenter (som i lilla, blå og grøn gruppe) og ikke mennesker som os selv. Bladdøden begyndte.
Jeg tror, vi trænger til at ryste posen, og jeg synes også, at jeg ser næste generation ledere vise et menneskeligt ansigt. Og hvornår har utryghed – eller åndenød for den sags skyld (; – fået nogen til at præstere deres bedste.
Åh ja, Kvinde kend din krop….jeg tror stadig, jeg har den. Journalisterne dengang på ALT, som var temmelig rødsokkede, de elskede den, og de ville måske også udnytte anledningen til at skyde en ny kvindesag i gang med oplæg i den blodige bog (;
Vi mennesker tiltrækkes forfærdelig ofte af yderpunkter, og du har ulykkeligvis ret i, at de unge ligger under for det, de mener er et krav om perfekthed. Hvor pokker er forældrene og den kærlighed, der skulle have givet dem det selvværd, de skulle skue ud over livet med.
Vi bliver ikke let uenige i dette kommentarfelt….og forresten: SOV godt <3
Anneka: Ja, det kører skønt med klogesnak i kommentarfeltet, det er så dejligt. F.eks. har Eva nys gjort mig klogere på det med individualist og individualisme, når vi forener vores talenter er vi ski stærke (;
Hvis du får den søster med på pose-ideen, så vil vi gerne høre, hvad reaktionen var. Og hils mis…
Hørt!!! Helt grundlæggende mener jeg, at der er stor forskel på at være individualist og egoist. Jeg har svært ved at se, at et karaktertræk (brist om man vil 🙂 ) er lig med individualisme. Egoisterne/ mig’erne følger vel bare andre i denne fællesskabstrend om, at man er sig selv nærmest. En individualist tør gå egne og nye veje, uden nødvendigvis at være asocial. Jeg bliver lidt modløs over udviklingen, men ofter sker der jo det, at der efter en periode kommer et modtræk og opgør mod tidligere tiders normer. Jeg forstår ikke frygten for at erkende, at man også har brug for fællesskabet eller trangen til at fremstille sig selv som et helt særligt og overlegent eksemplar af menneskeracen. Hvorfor er det så vigtigt? Måske er det et spørgsmål om anerkendelse, men det får man da ikke af at være egoist, gør man? I don’t get it???
Lisbeth M: Tak for det. Jeg følte mig lidt truffet (; for jeg er i visse forhold nok, hvad man vil kalde en individualist, men forhåbentlig aldrig en egoist.
Man ‘kliker’ tror jeg, søger nogen at være ens med, og det er måske ikke nyt, foreningsliv og klubber har jo noget af det. Men med sociale medier har man mistet det reelle fællesskab.
Der ligger også en stor fare i, at vi går hen og mister evnen til at aflæse hinanden, det kan gå ud over empatien. Føre til en vis form for afstumpethed.
Men jeg tror som du, at på et tidspunkt står det så grelt, at modreaktionen kommer.
Hov, er det mig du/I føler dig truffet af, Lise ?
Det var ikke meningen. Det er jeg da ked af. Faktisk ligger der slet ikke samme betydning i ‘individualist’ som i ‘individualisme’, så vidt som jeg har lært om det som sociologistuderende.
Som de fleste vel nok forstår det, er det værdifuldt og stærkt at være individualist.
Hvorimod individualismen som trend ikke er så heldig for samfundet….hvis i forstår hvad jeg snørkler rundt i. Man forsker meget i begreberne i samfundsforskningen. Alle de -ismer….rigtigt spændende.
Nu er det vist også nok med det 🙂 !!!
Eva B: Lidt, men som jeg skrev, så var jeg usikker på, om jeg fattede ordet korrekt. For jeg har ikke studeret sociologi, men er lidt sådan en, der går egne veje ind imellem. Uden at være asocial og egoistisk vil jeg mene. Men jeg er med på, hvad du mener nu og ser forskel/sammenhæng. Og du skal skrive om -ismer så meget, du orker, jeg elsker at blive klogere og læser med stor interesse.
?
Jeg har stornydt dit indlæg og er så enig. Citatet bliver gemt for det er genialt. Min ide er at lave en citat væg til inspiration til ungerne og huske væg til de voksne. God dag til dig og alle læserne.
Anja: Ah, du skal også have en opslagstavle (; Jeg synes om min, som er et mix netop af citater og billeder af dem, jeg elsker….og vovser selvfølgelig, dem jeg havde og ham jeg har. God dag kære Anja!
Nu hæftede jeg mig mest ved det fine citat om at være en del af maskineriet kontra at være selve maskinen. Vi har jo et navn for den her kæmpe mig-mig bevægelse; nemlig individualismen. Det er faktisk uhyggeligt, ikke – at man tænker sig selv og egne forhold som det allervigtigste i verden. Hvis 7 milliarder mennesker tænker således, så må det give ligeså mange mål og prioriteringer. Puha, det kan jeg slet ikke overskue konsekvenserne af på sigt, men det er rasende uhyggelige udsigter. Man siger, historien gentager sig selv, men jeg tror ikke, at vi vender mod en mere generel og fælllesnyttig tankegang igen…så hvad bliver det næste? Vi kan da næsten ikke blive mere egennyttige, synes man…
En god og tankevækkende opslagstavle, du har dig der, Lise..
( og Trump, ham håber jeg virkelig snart ryger af hesten. Det er da bare et skrækscenarie at se ham som den næste præsident! )
Eva B: HVIS ikke han ryger af hesten Eva, men får posten, så behøver vi måske slet ikke bekymre os om, hvad de de syv milliarder andre tænker.
Jeg er ikke klog nok, men måske kan man godt være individualist uden at være egoist. Måske er det en slags frygt, der fører til en sådan koncentreren sig om sig selv og egne behov. Frygten for at forholde sig, åbne sig, blotte sig.
Egentlig er noget af det værste, at man ligefrem coacher mennesker i først og fremmest at læse egne behov. Det er sjovt, at en bog som Stå fast – der går imod – har ligget så længe på bestsellerlisterne. Der er måske håb om at få den gamle væren tilbage, hvor vi vil hinanden.
Jeg føler, at det står bedre til herude på landet, hvor jeg bor nu end det gør i København, hvor jeg har boet det meste af mit liv. Det har været en tradition at huske at kigge efter, om gamle Johannes nu havde mad og ikke lå og var død. Jeg oplever stor hjælpsomhed selv om jeg er selvhjulpen og kan købe resten.
Dejligt at dele tanker, tak!
HELT enig i at individualisme ikke kun er negativt ladet. Jeg tror bare, man anvender denne betegnelse som antagonist til generalisme. Forstået i den kontekst, at for ikke mange år siden kunne vi ikke klare os alene, men var afhængige af sammenholdet for simpelthen at overleve eller opnå måske livsvigtige fordele….som for eksempel i arbejdsfællesskaber for at dyrke markerne i det gamle bondesamfund; udnytte jord og fysisk formåen bedst muligt inden vinteren. Ligeledes i sociale fællesskaber for at opnå noget sammen; i fx en fagforening i det senere industrisamfund. I mange århundreder kunne man ikke klare sig ret godt helt alene, men overlevede og styrkedes af at stå sammen, arbejde sammen, være en del af flokken, være tandhjul i ‘maskineriet’.
Idag kan man langt bedre overleve som individ alene; vi er ikke tilnærmelsesvis på samme måde afhængig af, at tilhøre en stamme for at overleve. Engang betød det måske forskellen på liv eller død.
Så det er en samfundsudvikling udgående fra nødvendigheden i at tilhøre et generelt fællesskab.
Idag kan man som individ i princippet godt ( over-) leve alene. Og det er måske lige præcis det, der er blevet ‘overdyrket’, og stadig bliver det – altså det her ‘ene men stærk’ aspekt ? Individualisme er vel et langt stykke henad vejen stærkt og smukt, men vi mangler måske lidt at værdisætte og ophøje det generelle fællesskab til samme podietrin i disse år ?
Uha det blev vist et longskriv. Sikke du kan sætte tanker i sving, Lise. Det ER nemlig hyggeligt at dele !
Eva B: Det er formentlig det, jeg oplever rester af her på landet. Landmænd er et hjælpsomt folkefærd over for hinanden – og en københavnernabo, der er smuttet ind på vejen. Men der er også mange særlinge imellem. Det interessante er jo så, at de ikke bliver udstødt. Man inviterer også alle til store begivenheder selv om man ikke normalt omgås. Det var vældig anderledes at opleve, da jeg kom fra København, hvor vi hilste venligt på folk på trappen, og det var så det.
Måske aner jeg det største problem i sammenhold og fællesskab hen over generationer, og det er jo nødvendigt for at vi alle kan være hjul i det maskineri, det skal give os tryghed. Men det tror jeg, du ved mere om. Og som jeg skrev før, så fortæl endelig, hvis du har tid og lyst, det er jo et emne, der berører os alle.
Dejligt med sådan en “onsdagsopsang” – og kan kun sige Hørt! og Skål 🙂
Louise T: Smil – og tak (:
Jeg har ikke tid med langskriv selv idag, men jeg har nydt dit idag. Det bobler indeni mig, af al din skønne entusiasme Lise og jeg glæder mig at nappe linksen et og et og fordøje det hele dybere, så snart tiden giver mig lov (eller var det modsat?) NAMASTE
HeLene: Når tiden mangler er det des mere taknemlighedsskabende, at du bruger lidt af den på at give mig et verbalt skulderklap. Tak kære HeLene <3