Lad os heppe på endnu en multitasker
Der er jo mange fantastisk hjælpsomme ingredienser i hudpleje. Ikke mindst de helt basale, og med styrket barriere, så er alles hud godt på vej til at gå styrket i gang med det, DEN er bedst til. For det er jo det, hudpleje går ud på. At beskytte, styrke, stimulere og ad den vej mindske hudens udfordringer. Det, der kan føre til koks i immunforsvaret med ikke bare rødme til følge men også celleskrald, som det HER møde handlede om.
En af de ingredienser, der har fået stjernestatus de senere år og endog forsideplads ind imellem, det er azelainsyre. Det er svært at finde nogen, der ikke kalder azelainsyre noget af en multitasker med talent for det meste, der driller mange. Dulmende og beroligende ved rødme. Effektiv til at mindske pigmenterpletter. Stærk antioxidant og anti-inflammatorisk. Blandt andet. Men også en vellidt ingrediens hos dermatologer.
Foto: Eksempler på produkter med azelainsyre med Ducray Melascreen som topscorer med 12% plus 3% glykolsyre til at understøtte blegetalentet * Skin Ceuticals lister 3% Azelaic Acid men til gengæld indeholder den også Alpha Arbutin, som er en yderst potent pigmentbekæmper * Paula’s Choice har 10% azelainsyre og det samme gælder Pudderdåserne parfumefri Azelainsyre 10%. Læs deres egen beskrivelse af produktet HER
For på talentskemaet står både akne og rosacea, og hvis din hjerne hvisker Finacea®, så lyt bare, for virkstoffet er azelainsyre lige som i Skinoren®. Begge midler netop mod akne, og de virker altså også positivt ved rosacea, hvor azelainsyre sætter ind over for den rødme, der følger denne hudsygdom. Men har du akne og rosacea, så bør du også stå dig godt med din tarmflora har man opdaget. Måske kan vi endelig ad forfængelighedens vej få givet de tarme noget charme ♥
Azelainsyre (Azealic acid) er antibakterielt og forebygger tilstopning af porerne ved at dæmpe hidsig proteindannelse og dermed ophobning af hudens afskallede keratinceller i poreåbninger. Det er nemlig noget som aknebakterier trives med. Og ligeså dæmper azelainsyre aktiviteten i talgkirtlerne og dermed også talg-tilstoppede porer. Den har det i øvrigt godt sammen med både BHA og AHA, altså salicylsyre, som er særlig godt til porerens, samt frugtsyrer.
Azelainsyre er også effektivt ved perioral dermatitis, som er udslæt omkring munden, der hyppigt ses hos unge og kan minde om akne med pusfyldte knopper, hud der skaller og rødme. Mange havde problemet i årene med mundbind.
Denne mirakelingrediens kan virkelig meget og altså også noget med at hæmme det enzym, der er trolden bag dannelsen af de ikke-normale melaniner. Og dermed er det uhyre effektivt til at lysne pigmentpletter om de skyldes sol/alder, er post-inflammatoriske som aknear eller om hormoner er forårsageren som ved graviditetsmelasma.
Hvad man sjældent hører om, er, at azelainsyre også er hårvækststimulerende og gerne i samarbejde med Minoxidil eller zinksulfat og B6-vitamin men formentlig også alene, som du kan nørde mere om HER og HER.
Azelainsyre findes naturligt i kornsorter som hvede, rug og byg. Og så dannes det naturligt på vores hud af den lille svamp Pitysporum ovale.
Og i morgen er jeg igen på farten. Til mindeland faktisk. Gutenberghus, som det altid vil hedde for mig. Selv om jeg ikke skal ind i huset men bare i stueetagen i Vognmagergade 7, hvor Arne Aksel til daglig holder til. Men i morgen er der lejet ud til et event, hvor jeg heldige skal møde ‘nogle af de ypperste inden for nicheparfumer’, som det står i invitationen.
Skriv et svar