For ‘naturlig’ er ingen garanti for sund hud og helse
Meget a propos en artikel, jeg for nylig læste HER, så kom jeg i min IG-scrollen forbi @tisserandinstitute, hvor man griber fat i det, der begynder at ligne farlig omgang med naturen. I den tro, at alt, der kommer derfra, det kun gør én godt.
Og da Tisserand Institute er etableret af Robert Tisserand, der er en af verdens relativt få virkelige eksperter på aromaterapi, så er det en velkommen advarsel. Og betænker man, at de sælger aromaterapeutiske olier, så er det også en ansvarlighed, som vi kunne bruge mere af derude. For er det ikke lidt for ofte profitten, der styrer!
Og er det mon ikke, som læge, ph.d og medlem af Etisk Råd, Ida Donkin, skriver i artiklen, sådan, at tidens store sundhedsdyrkelse:
“….skaber ikke blot en uudtømmelig guldgrube af salgsmuligheder for sundheds- og wellnessindustrien, men også en følelse af, at vi aldrig er helt gode nok…..Vi spiser glutenfrit brød uden at være glutenallergikere. Lægger kulstænger i vandkaraflen for at fjerne urenheder, selvom vi har noget af verdens bedste drikkevand. Booster vores immunforsvar med gojibær og ingefærshots, og ruller kvartssten over ansigtshuden……Løsningerne er mange og kreative, bare spørg Google. Du kan altid finde en behandler, der står klar med åbne arme og et bekosteligt seks ugers forløb, som udbyder mirakelkure for selv de mindste skavanker og bekymringer.”
Og det passer jo fuldstændig i tråd med tidens besynderlige ‘fri for kemi’-ignorering af, at naturen er kemi. Det er, som de skriver på @tisserandinstitute:
“In recent years we have seen a growing tendency to prefer natural products: plant-based food, plant medicine, natural cosmetics, etc. And within all this activity in the search for natural, essential oils have appeared on the scene since they come directly from plants and have various therapeutic properties. And if they are natural, we can use them without a problem because they are harmless, right? At least that’s the common belief.”
Problemet er jo, at kilder til disse sundhedsforsikrende tips, ofte er mere end tvivlsomme og altså har en profit-bagtanke enten det nu er for at få følgere eller fordi man sælger produkter. Men hvis vi nu tager essentielle olier (=æteriske olier), så kan der ligge flere risici ikke mindst, hvis man indtager dem.
Jaaaamen vil det kloge hoved på TikTok måske indvende, de er i masser af det, vi spiser.
Det er de, men i den koncentration, som netop naturen har doseret dem i. Du skal godt nok spise meget af en krydderurt for at komme i nærheden af en dråbe koncentreret essentiel olie fra samme. Og sidstnævnte er måske udvundet på tvivlsom vis og har tvivlsom renhed.
Hvis man er heldig at have levet længe nok, så vil man have set meget komme og gå. Når der er gået passende tid fra noget sidst var ‘moderne’, så dukker det op igen. Det gælder som vi ved ingredienser i kosmetik og såmænd nyt på tallerkenen. Problemet i dag er bare, at risikable twist af noget, der oprindelig var i ansvarlige hænder, i dag når ud til millioner på minutter via digitale medier. Som det sker netop nu, hvor essentielle olier har deres revival.
En af de bekymrende trends er, som de skriver hos Tisserand, at man på TikTok og Instagram kan se tips til at bruge essentielle olier til at give smag til mad eller drikke dem som daglig detox-rutine eller for at være smart i et shotglas.
Som du kan se på indsatte skærmprint, så opløses essentielle olier ikke i vand, og det vil sige, at man reelt indtager nogle dråber koncentreret olie med stor risiko for de indre slimhinder, mavesår, leverbelastning og meget mere.
Har man i sinde at indtage essentielle olier i andet end den mad, de naturligt findes i, så skal det være i hænderne på en UDDANNET aromaterapeut. Går du med den slags tanker, så lov mig at læse HER først.
Jeg har hele mit lange skriveliv hyldet disse olier, som Tisserand så smukt kalder en plantes sjæl, og jeg hader at se dette tåbelig misbrug på grund af uvidenhed og manglende respekt for naturens enorme kapacitet til at fremme helse ud- som indvortes men potentielt også ødelægge samme.
Essentielle olier kan som intet andet på én og samme tid pleje hud og sanser – neurocosmetics i naturens opskrift – og heldigvis er der ikke mindst danske brands, der arbejder dygtigt, seriøst og ansvarligt med disse potente olier. Tromborg er og bliver min favorit.
PS: Jeg tror ikke, at nogle af jer hopper på TikTok tvivlsomme ‘sundheds’tips eller laver partyshots med essentielle olier i, men dels synes jeg, at der i ovennævnte var nogle øjenåbnende fakta og så er det jo et budskab, som vi må hjælpe hinanden med at få ud til yngre generationer, der ikke har den store viden om natur og ikke har lært konsekvens.
Vi skal i øvrigt lige have med, at der også florerer påstand om, at æteriske olier kan gøre det ud for SPF. Nej, lyder det HER fra Tisserand Institute, blandt andet fordi de studier, der påstås at ligge bag ikke er foretaget på mennesker og testet for SPF-beskyttelse, men de kan gøre gavn i en velformuleret solcreme. Igen en frasigelse af tvivlsomme påstande selv om man måske kunne sælge produkter.
Her var vist som sædvanlig læsestof til en hel uge (; men om ikke andet, så kan I holde læsefri i morgen, hvor jeg skal venindehygge her i lokalområdet ♥
Pernille S skriver
Endnu engang bringer du en brugbar viden og formidling på bane. Naturen gør dens arbejde for vores helse, hvis blot vi tager af lære at lidt ad gangen er godt, men meget kan være mindre godt – skadeligt, og ja endda farligt. Blot tænk på blomsten digitalis som tidligere anvendtes som hjertemedicin. Du har i et tidligere blogindlæg italesat denne plante. Som med al viden skal der ligge emperi bag. Anvendelse af naturens urter har en kvinde som Hildegard af Bingen systematiseret i hendes arbejde som læge og abedisse. Fantastiske bøger om hendes gerning kan varmt anbefales som sommerlæsning! Selv ynder jeg at gnider lavendelblomster på huden når myggene bliver for nærgående. Men effekten heraf står for egen regning😉
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hormesis i alle livets forhold <3 Jeg tror, jeg har nævnt digitalis som eksempel på, at læger accepterer, at den er giftig men at mange ryster på hovedet, når det gælder gavnlige effekter af planter. Jeg håber sådan, at vi kunne komme frem til den integrative tilgang, som dr. Weil har arbejdet for.
Og Hildegard af Bingen har du tidligere mindet os om med din store viden om bl.a. det biodynamiske. Stierne er jo betrådt, så hvorfor kan vi ikke lære at gå videre og ikke hele tiden begynde forfra.
Lavendel er der vist ikke mange der tvivler på efterhånden <3