Hold ud, du lever længere

Kommentar til tidens ‘mental load’

Jeg har vovet at skrive det før, at jeg synes, at der er lovlig meget ‘me/mig/selfcare/selvforkælelse’ derude på de digitale medier. Ofte jo med den bagtanke at sælge et produkt, der så skal indgå i denne selvforkælelse. Misforstå mig ikke, for selvfølgelig skal man vise sig selv omsorg og rettidig omhu udefra og ind og den anden vej. Ellers kan man jo heller ikke være noget for andre og andet.

Der er jo nok at tage fat på, og når nu den følelse, de fleste forhåbentlig har oplevet, at man får det godt af at være god, underbygges af mængder af studier og videnskabelige artikler, så lad os da ville hinanden, smile til hinanden, hjælpe hinanden. Ondskab får ikke en chance. Og hjælpsomhed og indsigtsfuld forståelse vil ikke kende grænser.

De er ikke på flugt, de er på opdagelse

Om tendensen til en mæthed grænsende til udmattelse over for uendelige fortællinger om ‘mental load’ fra det virkelige men ofte helt almindelige liv kan blive det, der udløser et ‘hallo liv, jeg elsker dig’-modsvar, som kan klare den største vasketøjsbunke og gøre det til en glæde at hente sine rollinger i institution, det er jo ikke til at sige.

Hvad jeg godt tør påstå, det er, at seriøse problemer på hjemmefronten, der føles og måske er uløselige på egen hånd, det er sjældent dem, vi præsenteres for som selfiefilm på Instagram. Det føles derimod somme tider med et lånt udtryk som en ‘ensporet motorvej’.

Jeg prøver lige at udvide sporet, og ja, det bliver langt, men der er læsefri i morgen (smil) ♥

Det var @annesophiahermansen opslaget, der fik mig til at skifte planen om hårtabs-skriv ud. Og hun er jo ikke alene blandt medsøstre til at så tvivl ved, om vi ikke er ude i noget klynk. Journalisten Aminata Amanda Corr kalder det ligefrem, at de stakkels mental load-kvinder er skruebrækkere mod deres eget køn.

Jeg ved ikke, om en 50/50-fordeling er en mulighed i alle forhold i livet, men når det gælder ægteskab og familieliv, så løses problemerne nok bedst i det enkelte forhold/familie. Jeg læste det forslag, at man jo kan indrette sig sådan, at man finder en balance ved hver især at lave det, man er bedst til. Se det som opgaver, der skal løses i det fælles familieforetagende. Det har fungeret rimeligt i mit liv i mange år. Det bliver nok ikke det, der kommer til at forkorte/afslutte mit liv.

Og så langt om længe til overskriften, som er inspireret af artiklen HER og i øvrigt mange års læsning om ‘blue zone’fænomenet. For hvorfor er det nogle få steder på kloden, at der er mennesker, der bryder livstids-statistikken? Ikke mindst ude i Okinawa runder de 100 år. Mens vi herhjemme, som artiklen fortæller, går tidligere i graven end svenskere, nordmænd og tyskere. Altså vores naboer.

Det kan således ikke bare være noget med kosten, og artiklen fortæller, at vi ifølge Eurobarometer og WHO ligger nær den europæiske top, når det gælder om at få rørt sig og få fut i kredsløbet. Alkohol – nej, vi drikker ikke væsentlig mere end ‘de andre’. Ryger slet ikke mere. Men lad os komme frem til det, den faktor, som Michael Kjær, professor og forsker i kroppens aldringsprocesser, anfører.

Det er noget med folkesjælen. Og måske bliver det ikke bedre med al den dyrkelse af overload, som tilsyneladende er ved at brede sig. Det ene med det andet herunder gener og lykkerangliste, så pinner forfatteren Dan Buettner, @bluezones, det sådan:

Enhver haveejer kender synet og ved, at den klarer det

“Alle kulturer med lang levetid har oplevet perioder med lidelse. De har gennemlevet krige, sult og modgang (…), og det er noget, vi alle kan lære af.” Dan Buettner har i 20 år rejst til de områder i verden, hvor folk blev bemærkelsesværdigt gamle, for at finde koden.

Modgang avler altså stærk vilje til at blive ved med at leve. Næsten intet kan slå dem ud, siger han. Man bider tænderne sammen – og lever videre. Stoicisme. Som ikke mindst japanerne er berømte for. Der, i Japan, praktiserer man også noget andet. Respekt for den ældre generation. Herhjemme føler man sig nok snarere som en sten i velfærdssamfundets sko, som artiklens forfatter, Lars Henrik Aagaard skriver.

Kan det fratage visse danske ældre en del af livsmodet? Spørger han. Og har danskerne gennem generationer været noget mere ‘forkælede’ end folk i lande, vi normalt sammenligner os med. Skal der lidt mindre til at slå os ud, også når det lakker mod den definitive ende, spørger Aagaard, som også har ord fra professor og forskningsleder ved Dansk Center for Aldringsforskning, SDU, Kaare Christensen, der formulerer det sådan:

Hvor der er vilje er der vej…

“Al forskning indikerer, at det faktisk betyder noget, at man vil leve langt. At man vil op igen efter et sygdomsforløb og ikke bare giver op, at man har evnen til at komme sig, igen og igen, oven på de uundgåelige tab af venner og familie.”

Så måske bør man i tide øve sig. Og måske, der, hvor det ikke er praksis, lære ungerne at deltage som de nu formår. Ellers risikerer de jo at bukke under en dag for mental load. Der er sandsynligvis dem, der med et grin vil mene, at jeg er gak, men det er nok ikke fordi jeg måtte støvsuge for at få lommepenge. Og i øvrigt havde lettere smedearbejde på fars lille værksted. Lønnet! Jeg er taknemlig over det, for ellers havde jeg aldrig klaret alle livets deadlines.

Læsefri i morgen, og jeg håber, der bliver tid og det bliver vejr til lidt selvforkælelse af den slags, der går lige i sjælen og kalder et taknemligt smil frem.

Min anemoneskov nu med lysegrøn bonus. Jeg kommer hver eneste dag indtil hver eneste anemone har takket af for i år

Tilføjer lige den her – som det ses, så betaler det sig (;