Tænk, hvor meget vi gør lag-på-lag-på-lag for vores hud i ansigtet. Nænsom rens, toner, serum – måske to eller flere – creme og/eller olie og i øjeblikket også solcreme, det er nok ikke helt ramt ved siden af. Hvor mange lag bruger du på kroppen? Her har vi mere end en kvadratmeter hud, der lige nu ser lys og får luft men det meste af året er bag tekstil. Det sidste er der egentlig ikke meget formildende ved – bortset fra at UV-stråler ingen adgang har – for ‘kemi’ kan der være masser af i tøjet, som gnubber og gnider dagen lang.
Og nu kommer jeg til det. Noget højst besynderligt. I mit eget tilfælde i hvert fald. Mine arme ser ti år ældre ud end huden i mit ansigt, som er i kontakt med det ydre miljø altid. Ikke at jeg ikke har rynker og V-form for længst er blevet til U-form, men selve hudstrukturen.
Nu har naturen bygget en del forskelle ind i hud forskellige steder på os. I forhold til for eksempel tykkelse, naturligt fugtning, barrierelipider, blodforsyning og cellefornyelse. Men jeg vil påstå, at gener betyder langt mere, end vi til stadighed hører. Måske allermest. Vores DNA er den gentiske master plan, og den er ikke ens for os alle. Og med den viden, vi har i dag, så kan vi tilføje mikrobelivet, som vi fik eller ikke fik i dåbsgave.
Min mor havde en fin hud i ansigtet trods det, at hun ikke brugte creme overhovedet, men hun lignede en alligator på armene. Og det gør jeg også lige om lidt. Jeg sæber mig aldrig ind, bruger kun sæbe, hvor ildelugt kan opstå, og ellers bruger jeg en badeolie for at beskytte huden i det varme vand. Efter badet bruger jeg selvfølgelig bodylotion. Det er det. Og det er ikke nok længere. Men de gange, jeg har givet mig den tid, jeg bør, hvis jeg ikke vil have alligatorarme, og har brugt Derma-lac Lotion før bodylotion, så ser og føler jeg stor forskel.
Man kan se den som en toner eller essence til kropshuden, fakta er, at den indeholder to af de gammelkendte og mest effektive fugtstoffer – urea/carbamid og glycerin. Urea er også det, man kalder keratolytisk, det vil sige, at det fjerner døde hudceller. Det samme gør indholdet af mælkesyre, der er en AHA, som en anden med styr på formlerne – lige som dr. Des Fernandes, der står bag Environ – sætter stor pris på. Nemlig Joe Lewis, der ofte har nævnt, at dens fordel er, at kroppen selv laver den. Den virker effektivt og nænsomt.
Ikke mindst nu, hvor kropshuden jo altså får sol, er antioxidanter nødvendige. Og noget til at styrke barrieren, så den gode fugt bliver i huden i stedet for at øge luftfugtigheden. Environ A, C & E Oil er et perfekt bud. Den indeholder ud over vitaminerne og de gode olier også et UV-filter for at beskytte ingredienserne, men huden skal selvfølgelig beskyttes med en solcreme. RAD spray SPF 25 kan lige som olien anvendes i både ansigt og på krop. Læs mere om produkter og eventuelt køb HER
Charlotte skriver
Ren økologisk sheabutter – det virker!
Og så behøver man jo altså ikke have lange ærmer på, bare fordi ens arme er runkne….
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Tak for tip <3 Men fedt virker bedre med fugt under, og de flestes hud er mere fugt- end fedtfattig. Selvfølgelig skal man ikke hive ærmerne ned, fordi man har runkne arme, man skal gøre lige, hvad der passer en og lige nu passer det formentlig de fleste at være pakket så lidt ind som muligt (;
Sidsel skriver
Ja, min krop får heller ikke mere end en badeolie, og så hvis den er heldig lidt bodylotion eller olie i weekenden når der er bedre tid..som regel.. Naturligvis solcreme om sommeren – og lidt oftere olie om vinteren. Men en lækker frisk og fugtende gel og/eller serum og/eller mist..det er jeg ikke nået til, men det er nu på listen!
Lise Grosmann skriver
Sidsel: Ja, du skal prøve med noget fugt under. Hvis Environ er i den dyre ende, så har Cattier en meget rimelig toner til ansigtet, som jeg også sommetider har frådset med (;
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Mine arme ser også ældre ud, til med end mine hænder, så det er jo lidt det samme her.
Mit problem er at når varmen kommer synes jeg det er svært at pleje kroppen, fordi jeg bliver så varm af det jeg normalt bruger, olier og den slags som skal masseres ind, som jo er dejlig men ikke på allerede varm hud. Det er bare så dejlig at blive ren og nedkølet i badet så jeg springer gerne over og du har ret det ville jeg *aldrig* gøre med ansigtet vel!!? Jeg burde jo i det mindste bruge fugtgelen fra Ordinary eller lidt mist, det må jeg tage mig sammen til fordi ingen af dem fedter jo egentlig…
Lise Grosmann skriver
HeLene/@leafysmoothie: Nej, det er nemlig det, vi gør ting ved al den kropshud, som vi aldrig ville gøre ved ansigtet, og der er stuff derude også til kroppen, som ikke fedter. Selv har jeg jo – som jeg ofte har berettet – svært ved olie på kroppen men ikke i ansigtet, så jeg forstår dig jo så godt. Men gør noget! for tro mig, det er værre altid at have lange ærmer, fordi armene runker (;