Og så vil alle af med en
Når du vasker dig med sæbe med SLS, så er huden forsvarsløs i seks timer, fortalte den kloge kvinde HER. Kunne man ikke tænke sig, at det samme gjorde sig gældende, når den, huden, får en gang eksfoliering! Oveni rens morgen og aften.
Bebrejd ikke din hud, hvis den ser hysset ud. Faktisk reagerer den også på berøringens art, altså om man stryger blidt eller skrubber hårdt, men det er en anden ting, bare husk, at hud og hjerne har tæt forbindelse. Huden er skabt til bl.a. at registrere smertevoldende stimuli, som det kaldes. Den skal registrere og advare på mange fronter, og det er godt gennemtænkt hvordan.
Jeg vil egentlig bare minde om, at yderst på os har vi et materiale, som naturen har satset stort på i hele dyreriget inklusive vores hud, hår og negle. Det er keratin. Det siger sig selv, at det er et genialt materiale, når naturen satser på, at det har styrke og at det kan holde skidt ude og godt ind. Herunder ikke suge vand men holde på det, der er – og bør være – i vores hud.
Sagt på den fagtekniske måde: ‘Hornlaget danner en mekanisk barriere og en diffusionsbarriere mellem kroppens indre miljø og det omgivende miljø.’ Vi kradser jo heller ikke malingen af træværket. Eller barken af træerne. I hvert fald er det vejen til nedbrud. Og i hudens tilfælde går det over inflammationens uvæsen. Vi har brug for en stærk og modstandsdygtig overflade med sammenhængskraft. Også fordi hudens hornlag reflekterer nogle af UV-strålerne.
Selvfølgelig er vores yderside skabt til at tåle slid, vi har bare i forfængelighedens navn tilført en masse, som der næppe kan være taget højde for. I øvrigt drysser der celler af vores hud konstant. Dels jo, når den gnides og slides og desuden er der enzymer der tager sig af hele tiden at fjerne udtjente hornceller, når der er andre, der kan erstatte dem.
En vigtig tilføjelse i forbindelse med eksfoliering og UV-stråling: Når man fjerner overhudsceller for at øge fornyelsesaktiviteten i det såkaldte regenerationslag i overhuden, så er det værd at huske, at celler er mest følsomme over for ultraviolette stråler, mens de er i delingsfasen. Så der er dobbelt op på svækket forsvar.
Men ud over at skrue ned for eksfoliering, hvordan kan man så støtte huden i det, den er bedst til:
Foto/reklame: Du ser forslag til produkter, der alle indeholder ingredienser som dem, jeg nævner herunder.
♥ Kig efter gode fugtingredienser som dem, der indgår i hudens NMF (sodium PCA, urea), glycerin, glycerol, hyaluron, panthenol, propanediol. Det er ingredienser, du finder i produkteksemplerne på foto.
♥ Lad være med at overdrive med fugt. Hud i balance er mat med en silkeagtig glans. Hvis huden får meget vand, så udspiles den og bliver blank, men den bliver også porøs og optager dermed ting, den er skabt til at holde ude.
♥ Kig også efter lipider, der sikrer cellesammenhold og skaber barriere som ceramider, sphingolipider, squalane og mange fedtsyrer i planteolie/smør. Det er ingredienser, du finder i produkteksemplerne på foto.
♥ Hjælp din huds forsvar og balance med antioxidanter, præbiotika og probiotiske ekstrakter (eller levende probiotiske bakterier).
♥ Giv cellearbejdet en hjælpende hånd med A-vitamin, peptider og C- samt B3-vitamin i stedet for at fjerne vigtig barriere og stresse cellerne til at reparere, hvad de oplever som en skade. Du ser eksempler på produkter på foto.
♥ Brug solcreme, når der er behov og husk at bruge nok. Det er en god idé at dutte creme rundt i ansigtet og at smøre på to gange, så helligdage undgås, og så giv solcremen tid til at fordele sig jævnt før du går ud i solen.
FAQ: Vores huds hornlag består af bundter af svovlholdige keratinfibre i en vandbindende grundsubstans. Cellerne er kraftigt bundet til hinandens cellemembraner og rummet imellem dem er udfyldt med vandafvisende lipider. Altså når processen er fuldt færdig og erklæret klar til at møde udfordringerne. Så døde de end er, så udskiller cellerne definsiner, som er en del af immunforsvarets straksreaktion.
I den udgave er vores overflade næsten 100% vandtæt. Men den sikrer også, at det, der skal være dernede bliver der som for eksempel de mindst 10% og hellere 12-14% vand, som cellerne hovedsagelig henter fra de 70 %, der gerne skal være i dermis (læderhuden). Og så er det en god idé at sørge for god luftfugtighed, hvor man opholder sig. Ude er det lige nu helt hudperfekt.
Ud over den intakte overflade og vand i det store bassin, så spiller NMF, Natural Moisturizing Factor eller den naturlige fugtfaktor, en væsentlig rolle. Det er vandsugende substanser i hornlaget, som kontrollerer denne inde/ude vandbalance. NMF består hovedsagelig af PCA (Pyrrolidone carboxylic Acid, urea (urinstof), lactat (mælkesurt salt) og mineraler. Sved, talg og mikrobiom spiller ind.
Pernille S skriver
Renser aldrig min ansigtshud om morgenen. Kun kuldslået vand og en klud. Ofte er den daglige dush uden sæbe. Kun armhulerne får en tur. Og jeg betragter da mig selv som et net og ordentligt menneske🤣
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hudklog kvinde <3
Som du kan se, så skriver Anette, at vi kommer til at revurdere rens, så måske når jeg at opleve opbakning til mine løftede pegefingre ((;
Anette Kristine Poulsen skriver
Vigtige ord! Tak for dig, Lise. Jeg tror, vi kommer til at revurderer rens (og du vil også sige eksfoliering) mere, end vi lige nu aner.
Lise Grosmann skriver
Anette Kristine Poulsen: Åh, Anette, dine ord betyder mere end du aner. Tusind tak <3 Jeg er jo ubehjælpsomt forelsket i hud og faldt i gryden igen allerede dagen efter det her longskriv (smil). Men alt skriger i mig, når jeg ser/læser anbefalinger om rens morgen og aften (helst dobbeltudgaven) og så også lige en gang eksfoliering. Det er ikke glow, huden viser, det er sårbarhed!
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Tak for dine interessante betragtninger 😃
Jeg har et lille spørgsmål:
Huden er jo også et renseorgan, og om aftenen renser jeg omhyggeligt dagens makeup og bakterier, fnuller og fniller af, med en god balm (for tiden er det Cliniques Take the Day off-balm)
Og min hud er helt ren, som i fuldstændig-klar-til-at-spise-sushi-af ren 😄
Om morgenen tager jeg en vatrondel med Bioderma på (den lyserøde, til sart hud) og renser blidt henover, og Lise, vatrondellen er ret tydelig ikke ren efter sådan en blid omgang….. så det må vel være det huden har renset ud i løbet af natten jeg fjerner, og er det ikke også vigtigt at få af? (Og det er altså ikke en selv-bruner jeg renser af om morgenen 😄 jeg bruger først selv-bruner lidt senere på sommeren).
Jeg tænker bare at hvis jeg ikke renser min hud blidt om morgenen så sidder der altså et lag (undskyld udtrykket) skidt som mine sera og creme skal bryde igennem for at virke.
Eller hvordan?
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Tak kære Karin. Svedkirtler og talgkirtler udskiller, men ellers fjernes affaldsstoffer via blod- og lymfe.
Jeg renser også min hud sushi-ren ((; så der ikke er noget at spore på vatrondellen, når jeg slutter. Men man kan jo rense sin hud dagen lang fra morgen til aften og se snavs. Fra luften, pigment fra celler, der skaller naturligt af – eller selvbruner, som du skriver – og fra talgkirtler, der sagtens kan gemme på noget, man ikke fik med, da man rensede, fordi de jo går dybt i huden.
Jeg mister min hud med Avène kildevand de morgener, hvor jeg ikke vasker hår og får masser af vand i ansigtet. Og når jeg bagefter tørrer med håndklædet, så har jeg helt sikkert fjernet både hvad der måtte være af snavs og nogle af de øverste celler.
Men der er jo også en anden ting i det med at bruge renseprodukt to gange om dagen, og det er, at selv om det ikke skal blive på huden, så er det alligevel kemi. Ekstra. Ud over det, man bagefter smører på. Og jo mere man fjerner fra huden, jo mere generer man dens forsvar – herunder ikke mindst dens florafrakke, vi ikke rigtig har lært at indtænke.
Men Karin, du skal gøre, hvad du føler rigtigt. Jeg ville bare gøre opmærksom på, at selv om de celler, der sidder yderst, ikke længere kan dele sig, ikke har cellekerne, så er de uhyre vigtige og nyttige, og keratin er et genialt materiale.
God-aften-knus, Lise
Karin VS skriver
Tusind tak Lise 😃🤗
Nu forstår jeg hvad du mener 😃
Du har jo fuldstændig ret!!
Jeg vil prøve i en periode på 2 uger at gøre sådan om morgenen som du beskriver, og så se om min hud kvitterer med mindre tørhed 😃 for den er nemlig blevet tør på det seneste, især omkring næsen og på hagen.
Det er lige før jeg savner at have den lettere fedtet hud jeg havde før overgangs-alderen.
Glæder mig til at læse med igen i morgen 😃
🤗
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Tak kære <3 Det var jo et godt spørgsmål, og jeg er jo temmelig anti, når det gælder de mange overgreb på huden og en slags 'umyndiggørelse', hvis man kan sige sådan om hud (; Men det er nu én gang sådan, at hvis vi lader den få fred til det og giver den hjælp og beskyttelse, der er nyttig for den, så er det altså huden, der kan og skal skabe forbedringen. Den er i huden de celler er, der skal snakke det hele i gang.
Og endelig er det jo ikke bare fordi vi har meget forurening og sidder ved skærm, at flere har sart hud, for selvfølgelig er det afgørende, at vi (nogle...mange) begår overgreb på en yderside, som naturen har tillid til - herunder det enestående keratin. Der jo altså også UV-beskytter sammen med det pigment, der vandrer nedefra og op og lægger sig i hudlaget som en yderligere reflekterende hudSPF.
Nå, jeg er vist lidt special med det her efter de mange år i denne branche (; God dag kære Karen
Karin VS skriver
Du er bare så god at lære fra dig og en god kommunikator så selv tumper som mig fatter det 🤪😄
Har lige et lille spørgsmål mere:
Jeg bruger jo Tretinoin til natten, og det fungerer stadig virkelig godt. Men jeg begynder at få flere og flere milier (er det ikke de hedder? De der små hudorme som er hvide fordi der er en hinde for?)
Har dem på hagen og især på underlæbe kanten og lidt i panden. Kan de være kommet pga for megen rens?
Jeg kan ikke få dem væk! Har prøvet med De forskellige blide syrer der findes, men næh nej, de sidder stædigt fast. Har du et råd til dem?
Har et lille spørgsmål mere: kender du den ansigtsbørste Karmameju har lavet? Den er så blid og virkelig god til at “vække” ansigtet. Det er ikke et problem at bruge den, vel?
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Du er godt nok ikke nogen tumpe! I øvrigt er du – i hvert fald dit spørgsmål i går – på bloggen i dag.
Milier….så vil alle råbe: eksfoliering, eksfoliering! Ingen ved helt, hvad det er, men det antages at være overhudskæl, der horner inde om man så kan sige.
Hvis det er milier, du har. Det er svært at afgøre uden at se dem, og de kommer oftest på kindbenet under øjnene. Men din Tretinoin er ofte anbefalet for at undgå og for at blive af med milier. Under alle omstændigheder, så skal du finde en dygtig kosmetolog, for hvis det er milier, så skal de prikkes ud, og det skal du ikke selv begynde på.
Alle elsker Karmameju’s børster, men Lise liker ikke skrub og heller ikke med børster. I hvert fald skal du bruge den som til et kærtegn (;
Knus Lise