Og når det ikke er, hvad kan man så gøre?
Lige nu tyder det på lummervarme af den slags det faktisk er svært at svede i, fordi luftfugtigheden er så høj. Men det kommer næppe til at holde et stigende antal lycraklædte fra landevejene heroppe. Det er ikke gået ubemærket hen, at touren sidste år cyklede i Odsherreds bjerge, og der er faktisk også stadig flere kvinder, der knokler på. Og så er der jo mountainbikerne, som får én til at hoppe for livet i skoven.
Og den slags sved er jo den rene renselse. Ligefrem en del af formålet. At svede sig med syre i lårene op over Høve-bakke viser stærk vilje, viljen til at gennemføre, overvinde udmattelse og smerte og atter engang vinde over sig selv. Komme ud på kanten og mærke, at man lever (citat sociolog Birthe Linddal).
Det er den valgte sved, der er cool, og ikke sveden som vilkår ved hårdt fysisk arbejde eller den slags sved, der klistrer håndflader og vådter skjorten under armene, når man er stresset eller overvægtig. For så har man jo ikke kontrol.
Hvis vi nu undlader at medregne sådan noget som hyperhidrosis, hvor man kan svede helt ekstremt, så kan en toptrænet udskille 3-4 liter sved i timen, og svedudskillelsen hos fit folk træder hurtigere i funktion end hos sådan en som mig, der kun kan køle mig med en halv liter sved i timen.
Men hvad så, hvis vi vælger at stoppe svedudskillelse i f.eks. armhulerne? Vi er født med mere end to millioner svedkirtler i kroppen, og vores armhuler har i sagens natur kun få af dem. Så med hensyn til svedens funktion, så har det næppe nogen fatal indflydelse, for man vil stadig kunne sved normalt andre steder på kroppen.
Den mest almindelige egen-behandling er antiperspirant med aluminiumklorid/aluminiumklorohydrat, som midlertidigt lukker svedkirtlernes udførselsgange delvist. Modsat deodorant, som kan forebygge at bakterier på huden forårsager svedlugt men altså ikke har nogen stop-virkning.
Foto: Lidt forskellige bud fra egen hylde…
Ordet aluminiumklorid får mange til at vige, fordi det er noget med ophobning af affaldsstoffer i kroppen, fordi sveden i armhulen ikke kommer ud, men det gør den jo så andre steder. Lige som vi altså har organer til renselse. Andre frygthistorier går på risiko for brystkræft. Det afvises af AllergyCertified, TÆNK og læge Bente Klarlund HER. Vi udsættes primært for stofferne via mad og vand.
Der er flere forskellige behandlinger som for eksempel iontoforese (primært hænder og fødder), Botox, forskellige typer operation og medicinsk behandling. Senest omtales miraDry som effektiv ikke-kirurgisk svedbehandling til armhuler. Man bedøver huden og opvarmer så med elektromagnetisk energi fra et håndholdt apparat, så svedkirtlerne ødelægges. Disse behandlinger udføres sædvanligvis på privathospitaler. Til nogle behandlinger gives tilskud.
PS: Faktisk er jeg ski-misundelig, når jeg ser de lycraklædte på cykler, der koster lige så meget som den gamle bondegård, jeg bor på. Engang for et liv siden cyklede husgartneren/husbageren/handymanden og jeg på ferie rundt i Danmark. Det gad jeg faktisk godt igen, men nok ikke herfra, for så kom jeg ikke længere end til Højby. De bakker, som dengang jeg var barn i Skamlebæk/Veddinge Bakker var der, hvor de dengang ikke professionelle cykelryttere trænede, de er faktisk pænt udfordrende.
FAQ: Den kølende sved er den, der kommer fra de ekkrine svedkirtler, der ligger som små garnnøgler nede i huden overalt på kroppen men tættest i håndflader og fodsåler. De afgiver sveden direkte på hudoverfladen, og den består af 99 procent (lugtløst) vand. Det er kombinationen af sved og bakterier på huden, der giver den typiske svedlugt.
Sved regulerer kropstemperaturen, når den fordamper fra huden. Sved er også en vigtig ingrediens i vores huds naturlige fugtfaktor i det, der kaldes ‘syrekappen’, som igen er vigtig for at beskytte mod mikrober. Og uden sved ville hændernes og føddernes tykke hornhud være stift som sandpapir og uden gribeevne. Sved har således betydning for det, der kaldes de taktile egenskaber. Vi er genialt konstrueret.
Vi har også nogle apokrine svedkirtler, som afgiver deres sekret ud i den kanal, som vores hår sidder i – lige som talg. De findes i armhuler, omkring navle og brystvorter og de nedre regioner, og de udskiller feromoner, som spiller sammen med hormoner og i det hele taget vores indbyrdes ubevidste kommunikation.
Vi reagerer på hinandens lugtsignaler fra her og der og hver eneste af os har vores eget unikke lugt-fingeraftryk. Og det begynder i puberteten, hvor også sebumudskillelse tager sin begyndelse.
Her er det jo ganske interessant, at den tendens til akne, som mange kvinder oplever før menstruation, den har forbindelse til hormoner, der igen påvirker til større udskillelse af sebum, der igen indeholder feromoner. Lige der på det tidspunkt, hvor vi er mest frugtbare. Vi kan selv bestemme i dag, om vi vil bruge muligheden for familieforøgelse til noget, men ikke desto mindre har naturen indrettet det sådan.
NYT om sved! Man behøver jo ikke være lægeuddannet for at vide, at der i ens krop foregår en hel del og også på det kemiske plan. Når læger vil kigge nærmere på det, så tager de typisk en blodprøve. Men inden længe er der måske et alternativ, som ikke mindst de nåleforskrækkede vil sætte pris på.
Man arbejder nemlig på at lave analyser ud fra sved. For godt nok er det 99% vand, men der er også små spor at stoffer, vi udskiller, som kan fortælle noget om de indre tilstande. Som du kan læse HER, så vil politiet måske fremover tage prøve af den dårlige samvittigheds sveden for at se, om der er alkohol på spil. Spændende men svedtest er stadig ikke en metode, der er taget i brug, for der er stadig benspænd.
Mette skriver
Kære Lise
Jeg har så prøvet ALT gennem tiden fra mærkelige damer, som mente, at kunne kurere ubalancerne i kroppen, akupunktur, hænder og fødder i foljebakker med strøm (hos speciallæge) og botox, (Bispebjerg hospital) som jeg ikke kan anbefale til hænderne, da det en af gangene lammede mig så meget, at jeg ikke kunne knappe eller holde et glas i en mdr’s tid. Heller ikke til fødder, men det er en endnu længere historie;-). Det har været super effektivt under armene og hvor de for 15 år siden stak botox ind ca 50 gange under hver arm, er det nu langt mindre. Det sjove er, at det autonome nervesystem er forbundet, så selvom man kun får botox under arme, kan man være heldig at det begrænser andre steder også. Til slut fik jeg en operation på riget, hvor man punkterer lungerne, så man kan gå ind i armhulerne, forbi lunger og brænde nogle nervebaner (jeg ved ikke præcis hvordan- Det var for grænseoverskridende at høre efter). Det hjalp en del, men det flyttede desværre “udledningen”, så jeg sveder andre steder🤷🏻♀️Det er jeg så medicineret for, og det hjælper☺️ Men har bivirkninger. I gennem de mange år med utallige behandlinger, har jeg mødt mange mennesker, som var socialt udfordrede, fordi det kan føles skamfuldt at svede. Virkelig trist!
Lise Grosmann skriver
Mette: Kæreste Mette, tusind TAK for denne kommentar. Og hold da op, hvad du dog har været igennem. Alt det, som man jo ikke læser på selv troværdige sider om behandlinger. Ud over de forfærdelige bivirkninger i hænder – og altså også fødder – så er det jo interessant, at Botox under armene også kan begrænse sved andre steder.
Men helt vildt er det jo at læse om at punktere lunger!!! for at gå ind i armhulerne og brænde nervebaner. Jeg kan desværre ikke finde noget om dette indgreb.
Men en ting står jo tilbage efter din historie, hvor du har været igennem så mange ubehagelige behandlinger og altså i dag lever med bivirkninger fra medicinsk behandling, og det er, at hyper-sved er på alle måder udfordrende og selvfølgelig også socialt, for ellers går man jo ikke gennem alt det. Tak for at fortælle <3
PS: Den første behandling, du nævner, det var iontoforese, ikke?
Mette Frank skriver
Tak Lise🌸og jo. Det var iontoforese Den nuværende medicin hedder ditropan/glykopyrolat ☺️
Mette Frank skriver
P.S. Der står faktisk en del på Sygeforsikring Danmark.dk, om hyperhidrosis, bl.a også om at brænde svedkirtlerne. Men det er fra 2011. Det er slet ikke sikkert, man gør det mere.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Ja det er spændende med sved i alle de afskygninger det kommer i 😃
Aluminium er ikke et problem – åh det er godt nyt!
Når jeg er nervøs og/eller stresset får jeg svedperlerne på næsesiderne!
Ville ønske jeg kendte en dygtig kinesisk akupunktør, for de kan sige præcis hvad det betyder når man har forskellige reaktioner, ikke bare i ansigtet men på hele kroppen.
Da jeg var helt ung, 16 år, cyklede jeg til Skagen og hjem igen!
Er glad for jeg her 40 år senere er blevet klogere 😅😅
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, undskyld ventetid på svar <3
Ja, det er altid spændende at få de der påmindelser om, hvor geniale vi er (; På det punkt tror jeg ikke, at fremtiden i bred forstand vil føre til mere viden. Jeg synes allerede, det kniber på hudområdet...
Jeg glemte i øvrigt, at jeg ville have nævnt det her studie, hvor man fortæller, at sved kan bliver der, man søger oplysninger om helbredstilstand i stedet for eller som supplement til blod https://www.webmd.com/a-to-z-guides/news/20220913/sweat_future_health_monitoring
Du får ikke sved på panden men på næsen (smil) kan godt forstå, du er nysgerrig. Sådan en akupunktør kunne jeg også godt tænke mig at konsultere.
En tur til Skagen på cykel eller gåfødder, det lyder da ellers meget godt – omend strabadserende.
Knus
lise