Den kølende sved er den, der kommer fra de ekkrine svedkirtler, der ligger som små garnnøgler nede i huden overalt på kroppen men tættest i håndflader og fodsåler. De afgiver sveden direkte på hudoverfladen, og den består af 99 procent (lugtløst) vand. Det er kombinationen af sved og bakterier på huden, der giver den typiske svedlugt.
En toptrænet løber kan udskille 3-4 liter sved i timen, og svedudskillelsen hos fit folk træder i funktion hurtigere end hos sådan en som mig, der kun kan køle mig med en halv liter sved i timen. Sved regulerer kropstemperaturen, når den fordamper fra huden.
Sved er også en vigtig ingrediens i vores huds naturlige fugtfaktor. Og uden sved ville hændernes og føddernes tykke hornhud være stift som sandpapir og uden gribeevne. Sved har således betydning for det, der kaldes de taktile egenskaber.
Men hvad så, når vi stopper svedudskillelse i armhulerne?
Vi er født med ca. 2 millioner svedkirtler i kroppen. Vores armhuler har kun ca. 2% af disse. Så selv efter kirurgisk fjernelse, Botox eller anden behandling, der stopper sveden, vil man stadig kunne svede normalt andre steder på kroppen.
Vi har også nogle apokrine svedkirtler, som afgiver deres sekret ud i den kanal, som vores hår sidder i – lige som talg. De findes i armhuler, omkring navle og brystvorter og de nedre regioner, og de udskiller feromoner, som spiller sammen med hormoner og i det hele taget vores indbyrdes ubevidste kommunikation.
Vi reagerer på hinandens lugtsignaler fra her og der og hver eneste af os har vores eget unikke lugt-fingeraftryk. Og det begynder i puberteten, hvor også sebumudskillelse tager sin begyndelse.
Her er det jo ganske interessant, at den tendens til akne, som mange kvinder oplever i forbindelse med menstruation, den har forbindelse til hormoner, der igen påvirker til større udskillelse af sebum, der igen indeholder feromoner. Lige der på det tidspunkt, hvor vi er mest frugtbare. Vi kan selv bestemme i dag, om vi vil bruge muligheden for familieforøgelse til noget, men ikke desto mindre har naturen indrettet det sådan.
Pernille S skriver
Godt med saglig/faglig info Lise🙋🏻♀️💞