‘Holistisk’ er slet ikke dækkende for det, der sker nu
“Din hud er din udvendige hjerne, og det vil blive afgørende for fremtidens hudpleje”, skrev jeg for halvandet års tid siden. Og nu ser vi ind i et ikke tidligere set mix af ’inside out beauty’ eller mind-body-beauty, som det også går under. Holistisk slår slet ikke til.
Måske kan man bruge et citat, der godt nok ikke har direkte med emnet at gøre, men der er jo også strategi i beautybranchen. Og citatet, jeg hentyder til, det er James Carville’s berømte It’s economy stupid! fra 1992!
Man har næsten lyst til at sige det, når man sidder og læser op på alt det, der spås at løbe med opmærksomheden i 2024. I den grad drevet frem af longevity, som er gået fra et ønske om at bevare sig i sund balance længst muligt til ind imellem at ligne en besættelse af foryngelse.
Håbet er tændt godt hjulpet af genetik- og aldringsforskere som David Sinclair, hvis bog ‘Lifespan, Why We Age – and Why We Don’t Have To’ i 2019 vendte op og ned på opfattelsen af aldring. For det er jo bare ridser i en CD, som Sinclair siger. Jamen, så er det jo bare om at komme i gang med viskelæderet!
Når man har siddet på skønskriverposten så længe som mig, så er der jo ikke noget nyt i at ‘skønhed kommer indefra’ herunder det mentale/psykiske/følelsesmæssige. Det har jeg skrevet mange linjer om. Og hvis vi dvæler ved det et øjeblik, så er logikken jo, at naturen ikke ville vikle os ind i noget, der ikke var levende og sansende. I stand til at modtage og sende. Reagere og aktivere. Huden er et af de organer, der har flest sansereceptorer og dermed er kontakt til hjernen jo nødvendig.
Huden har også et lige så nødvendigt aktivt immunforsvar. Den registrerer en fare og reagerer på den, og det gør den faktisk døgnet rundt. Og at psykisk stress kan få huden til at brænde og rødme er endnu et eksempel på, at hjernen og huden har en tæt forbindelse.
Allerede i 1991 gennemførte Shiseido og CBRC/ Cutaneous Biologic Research Center (etableret i samarbejde med Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School) studier af immunforsvaret og viste en forbindelse mellem langerhans celler (immunceller i huden) og neuroner, der forklarede, hvordan huden reflekterer hele kroppens tilstand og følelsesmæssig stress. Neuroscience var født.
Måske husker I indlægget HER og ellers lige en opsummering, hvor tidens ord inflammation spiller hovedrollen:
# psykologisk stress får hjernen til at spytte neuropeptider ud fra nerveenderne. Huden har receptorer for disse neuropeptider, som er nogle biologisk aktive stoffer, og når de kommer ud i huden begynder de at lave ulykker – det man i fagsproget kalder ”neurogen inflammation”
# når celler skades, så udsender de signaler, der tilkalder ”politiet”, som er immuncellerne. Og for at komme frem gennem huden til skadestedet, udskiller immuncellerne nogle stoffer, der virker som små sakse og klipper i de fibre, der skal holde huden elastisk. Så bliver også de celler stressede og udsender signaler, og så er den onde inflammations-cirkel i fuld gang.
# alt, hvad der kan provokere en inflammatorisk cyklus er en ældningsfaktor i dag under betegnelsen inflammaging. Mennesker under høj stress viser store forskelle i den hastighed, hvormed cellerne reparerer sig i forhold til mennesker under mindre stress. Stress blokerer simpelt hen reparationsprocesserne i huden.
Og her rykker vi så til Brendborg og senescente zombieceller, der ikke forføjer sig men ligger der og ligger og skaber kaos i rækkerne. Celleskrald er de i nutidens sprog og den væsentligste årsag til ældning, siger Brendborg.
Hudproblemer står i kø godt hjulpet af livsstil og miljø for ikke at tale om, hvad den skal tackle fra os selv. Det, der sker i hjemmespa’en i hudforbedringens navn og alle de æstetiske behandlinger, som i dag er hvermands/kvindes go-to. Sensitiv hud bliver snart betragtet som normalen og nu kan vi udvide med pre- og posthudtype, der har behov for pre- og postprodukter!
Læg hertil sindsdulmende og søvnformidlende aromaterapi. Kosttilskud og grej ikke at forglemme. Hvem sagde ‘it’s economy stupid’! De HER har et bud på, hvilket kosttilskud, der tager førerpositionen…
Trend 1: Ready-to-drink beauty beverages.
Trend 2: The gut glow up.
Trend 3: Menopause support.
Trend 4: Beauty foods with benefits.
Trend 5: Packaging designs that spark joy.
En stor del af mig synes, at det er spændende, fordi det også fører til god viden om, hvad vi er gjort af og hvordan vi fungerer bedst, men jeg må indrømme, at jeg gruer for, hvordan det bliver at navigere i det. Både at sortere i viden og hvem der står bag (AI!) og med hvilken dagsorden men også i den grad det enorme udbud af alskens godt blandet med meget skidt på hylderne. Ikke mindst de digitale.
Det er en trøst, at naturen er en stor medspiller, og sammen med rettidig omhu ender det måske med, at vi virkelig bliver klogere….
Pernille S skriver
Føler mig en anelse forpustet! Siger som Carina – det er godt du kan navigere os gennem dette hav af hudprodukter! 😅
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg vil hænge på og hænge i, så godt jeg kan (; Ofte er det jo bare et valg ud fra den pæneste emballage eller den fine historie, for kigger man ingredienslister, så er der jo mange gengangere. Også selv om det nu vil bliver kaldt pre/post og neuroscience.
Jeg har besked til dig lige om lidt fra dr. Vennegaard om E-vitamin og rulleriet! <3
Karin Winther skriver
😅 hvor er det godt at jeg er blevet mere minimalistisk, for det er i sandhed en jungle af præparater, vi kan vælge imellem. Hud er altså også vildt spændende ☺️
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Hud er helt utrolig spændende og selv om der utroligt nok er mange ting, jeg hørte og læste for 40 år siden, der stadig ‘holder’, så er man jo blevet gevaldig klogere på sammenhængen både i huden (; og med simpelt hen alt i os. Teknologi har betyder enormt her.
Fortsæt du endelig med det minimalistiske, det vil din hud sætte pris på <3
Carina C skriver
Jeg syntes bestemt, det tegner til, du/i får ret! Det bliver svært at “navigere” i, når der er så mange penge i at ramme de produkter, der vil sælge. Der kommer sikkert også mange nye tiltag og ingredienser. Det er godt, vi kan hænge på her hos Lise! Det er bestemt en STOR hjælp. <3
Lise Grosmann skriver
Carina C: Det ligner i hvert fald (; <3
Der sker afgjort meget spændende på ingredienssiden, fordi teknologien stadig udvikles. For selv om naturen har de unikke opskrifter, så skal bær, blomster og blade jo en tur gennem laboratoriet. Det har i øvrigt også den fordel, at man kan skåne selv samme natur for 'misbrug'
Jeg skal gøre mit bedste for at hænge i på det hele og ellers har jeg jo heldigvis dygtige kolleger <3