Illustration er lavet af Mette Boesgaard, som har doneret den til ‘Beauty Experts Day’ den 1. september i Magasin
Jeg har mistet min far og havde nær mistet min mor til kræft, og jeg har selv oplevet frygten, da lægen sagde brystkræft. Jeg var heldig, han tog fejl, men så heldig er ikke alle. De må igennem operation, stråler, kemo og mister ikke bare livskraft og måske livsmod men også selvtillid, når hår og bryn og vipper falder af. Det sidste kender overlægen ikke råd for, men heldigvis er der andre, der står bi, og dem synes jeg, vi skal støtte. Fordi udseende giver selvtillid, og det giver faktisk selvopholdelsesdrift.
Look Good Feel Better er kosmetikbranchens støtte til kvinder med kræft. Efter min mening et fantastisk initiativ. Foreningen tilbyder gratis kurser til kvinder i behandling for alle former for kræft. Kvinderne lærer at pleje deres hud og lægge en makeup, der skjuler de kosmetiske bivirkninger. Men ikke mindre vigtigt, så møder de andre kvinder i samme situation og kan vende stort og småt, mens de øver sig i at tegne de bryn og vipper, de som følge af behandlingen ikke har. Hver kvinde får desuden en toilettaske med makeuppensler, hudpleje- og makeupprodukter.
Læs, hvad Charlotte Torpegaard/ilovebeauty.dk skriver:
”Et simpelt ritual som at lægge makeup er ikke blot forskønnende. Det er en besked til dig selv om, at du er værd at tage dig af og bruge personlig kvalitetstid på. Undersøgelser viser, at netop sådanne skønhedsritualer har en både positiv og sågar helbredende effekt i et sygdomsforløb som kræft.”
Charlotte er initiativtager til ‘Beauty Experts Day’ torsdag den 1. september, og jeg blev meget rørt, da jeg modtog en mail fra hende, hvor hun spurgte, om jeg ville deltage. Om jeg ville! Det betyder, at vi kan mødes, eller I kan mødes med en af mine dygtige kolleger. Vi bliver hver især tilknyttet et af de 13 skønhedsmærker, der er værter sammen med Magasin Kgs. Nytorv. Origins er vært for mig og jer, der besøger mig.
Biletterne koster 295 kr. og alle billetindtægter går ubeskåret til Look Good Feel Better. Oven i købet dobler Magasin Fonden alle billetindtægter op, så vi kan nå indsamlingsmålet på 100.000 kr. på dagen. Det betyder, at 400 kvinder på ventelisten kan tilbydes en plads til et Look Good Feel Better-kursus.
Du får foruden tyve minutteres snak med din yndlings-skønhedsekspert en goodiebag, der rigeligt opvejer billetprisen. Plus en mini-makeover. Du kan bestille billet HER og læse mere om arrangementet. Klik på det tidspunkt, der passer dig, så kan du se navne på de forskellige skønhedseksperter og mærker. Jeg er der fra kl. 12:20 og resten af dagen, jeg håber, vi ses, men jeg har kun 10 pladser!
Læs fakta om Look Good Feel Better her….
LGFB blev etableret i USA i 1989 og startede i Danmark i 1998
Foreningen findes i dag i 27 lande
I Danmark har mere end 18.000 kvinder været på kursus og på
verdensplan har mere end 1,6 mio. kvinder deltaget
Kurserne afholdes 8 steder i Danmark på kræftrådgivninger og hospitaler
Der deltager 12-15 kvinder på hvert kursus og der afholdes i Danmark 110
kurser om året
Hver kvinde modtager gratis en LGFB toilettaske med penselsæt, 5
hudplejeprodukter og 11 makeupprodukter
Konsulenterne der underviser på kurserne er enten frivillige fra branchen
eller ansatte fra medlemsvirksomhederne. Foreningen har knap 100
frivillige konsulenter i hele landet
De seks medlemsvirksomheder, der står bag Foreningen i Danmark er:
Elizabeth Arden A/S
Beiersdorf A/S
Parfums Christian Dior A/S
Estée Lauder Cosmetics A/S
L’Oréal Denmark A/S
E. Sæther A/S
Besøg Look Good Feel Better’s hjemmeside HER
HeLene skriver
Åh, her sker det sager når man får travlt et par dage og ikke tjekker beautyblog et par gange om dagen!!!
Må kikkes på om jeg kunne finde ud af med min kalender!
Det er et så fint initiativ <3 <3 <3
God weekend, nu skal jeg komme om kap med alt som ligger og venter på mig!!!!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Jeg skyndte mig at sætte på, så snart der var link klar hos Magasin, for jeg ved jo, at I har kalendere at tage hensyn til. Men det ville være rigtig dejligt at mødes…..for ja, det er så fint et initiativ og jeg er også ret sikker på, at de 295 kr. vil betale sig rigeligt i naturalier, selv om jeg endnu ikke ved, hvad der kommer i poserne.
Helle Rick skriver
Åh, det ville jeg virkelig gerne Lise, men ALT for langt for mig at køre. Det er et fantastisk arrangement. Håber det bliver en godt og hyggelig dag.
Lise Grosmann skriver
Helle Rick: Ja, der er unægtelig en bid vej fra dig til Magasin, men øv….det havde været hyggeligt!
Anneka skriver
Ps. Stærk brændenældete OG en stor dosis C-vitamin virker som naturlig antihistamin! 🙂
Lise Grosmann skriver
Anneka: Tak søde, det er ok igen, nu er skaller huden bare lidt §:)
Anneka skriver
Også langt fra mig, ellers var jeg kommet forbi med en lakridspibe til dig! 😉
Beundringsværdigt initiativ.
Hader den sygdom! Fordi jeg også har mistet, men også fordi den skaber så meget frygt.
Godt vi også hører historier i medierne om dem der bliver helbredt ♡
Lise Grosmann skriver
Anneka: Dem tror jeg, der vil blive mange af i fremtiden – dem, der bliver helbredt med on-spot-terapier.
Det havde da ellers været så hyggeligt at spise en lakridspibe med dig (; men jeg forstår godt.
Carina C skriver
Hvilket fint initiativ, – det lyder bestemt som noget, der bør støttes! ?
Jeg kan mærke, jeg er ved at få “kolde fødder”, for min dermaroller med de anbefalede 0,5 cm. nåle ER ankommet. Jeg har lige læst, du også var bange for din start som “nålepude”, og derfor begyndte med 0,3 cm. Gav 0,3 cm. ikke det ønskede resultat, eller blev du “hærdet” med tiden? Jeg ved godt, det er et svært spørgsmål, når du ikke kan se min hud, men jeg har en blandet, “moden” hud med lidt sart hud på kinderne, tror du 0,5 cm er o.k. for en novice som mig, hvis jeg ikke trykker for hårdt, og iøvrigt overholder brugsanvisningen, – eller bør jeg mon også starte med 0,3 cm? Kan jeg til en start bruge Ren’s “Beauty Shot” efter penetreringen, og hvor lang tid skal der gå, før man påfører nogle produkter? På forhånd tak!
Lise Grosmann skriver
Carina C: Jamen, så håber jeg da, at vi ses Carina (:
Jeg har det, som jeg har fortalt flere gange, lidt splittet med at prikke hul i huden. For det er jo en skade, man påfører den. På den anden side er forfængelighed svær at lukke munden på, og det hjælper jo at ‘rulle’.
Jeg fik i sin tid en 0.5 rulle af Niels Bukh, lægen bag Serum8, fordi jeg var kosmetolog, men sædvanligvis må man anbefale 0.3. Det har jeg også rullet med, for jeg bruger f.eks. pt. Dermaroller, som har korte nåle. Så ja, rul forsigtigt og ikke for længe.
Du skal måske lave en test med Ren Beauty Shot på et lille hudparti og se, hvordan huden reagerer. Der er nogle planteekstrakter i, som måske kan irritere, når de får fri passage. Jeg bruger som nævnt p.t. Bioeffect og ellers har jeg brugt glo’therapeutics Advanced B5 Hydration, som er næsten kun hyaluronsyre.
Carina C skriver
Jeg køber billet i weekenden, så det håber jeg.!? – Mange tak for hjælpen! Jeg må vel prøve mig lidt frem, og købe ampuller eller de produkter du anbefaler. Jeg vil jo gerne undgå at rulle ned til nerverne, og frygter blodsprængninger på kinderne, så dem venter jeg med.
Jeg fik 2 rabatkoder a’ 100 kr., og jeg gav kun 255 kr. for den anbefalede “Swiss Skin Roller” hos Cocapanda, så går det helt galt, er der nok også råd til den med de kortere nåle, – brrrr….?
Lise Grosmann skriver
Carina C: Du er jo en erfaren beautynørd, så det går helt sikkert med lette tryk/rul i starten. Noget af det allervigtigste er jo, at alt er totalt rent – hud og rulle – men det ved du alt om.
Hvor dejligt, at vi skal ses, det vil jeg glæde mig til Carina, tak på egne og ikke mindst Look Good Feel Better’s vegne <3
Carina C skriver
Puha, du fik ret! “Rullerriet” vel overstået, og det gik fint! Jeg er da rød, men det gjorde ikke nær så ondt, som jeg havde frygtet. Jeg tror ikke, det bliver aktuelt at skifte rulle, så nu kan jeg evt. bruge rabatten til at købe produktet fra Glo’therapeutics, som du anbefaler her og i dit “rulle-indlæg” for 300 kr.,(- det har bestemt en meget ren INCI). Jeg kunne ikke nære mig, og måtte tage et par “selfies”, så jeg kan nyde forskellen,( – når den tid kommer). Mange tak for hjælpen!
P.S. Brugsanvisningen anbefaler også olie og masker. Er det muligt nogle timer senere?
Lise Grosmann skriver
Carina C: Win Win kan jeg læse (;
Du kan fint lægge en af de gode sheetmasker fra Mizon, og hvis du skal rulle fremover, så kan det betale at købe en pakke med 10. Der er hyaluron og andet godt stort set i dem alle, men du kan se fuld deklaration på beaumonde…..http://www.beaumonde.dk/brand/mizon.html.
Stine Sommer skriver
Hvor er det en god ide! Og du kan tro jeg ville komme, hvis jeg kunne! Min mor havde brystkræft og var til et Look good feel better arrangement. Så godt initiativ. Men der er for langt fra min udkant :-/ (Måske du skal få Magasin til at rette “The beauty blog” (sådan er din blog beskrevet i billettilmeldingen) til beautyblog.dk. For det er jo det den hedder 🙂 ). Har været hos akut hudlægetid i dag, fået taget prøver, biopsi og podning. GOD hudlæge! Hun havde styr på sit shit. – ligesom den praktiserende, der var klog nok til at sende mig videre i systemet og ovenikøbet kunne få en akuttid her i byen. To gode læger i træk. Yay, det var dejligt. Og sønnen min kørte mig og ventede med mig, og vi fik sen frokost sammen. God dag 🙂 Håber du har det bedre i din hud, og ved hvad der er årsagen til de tykke øjenlåg… Ja, det må være en erhvervsrisiko i din branche med allergiske reaktioner 🙁 Håber I alle får “udsolgt” i Magasin 🙂
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: God dag, god læge, god hudlæge, god søn men skidt, at vi ikke mødes til LGFB (forstår dig så godt!). Køn ser jeg ikke ud – heller i dag – men jeg kan da se ud af øjnene og huden er faldet ned igen. Egentlig fylder det godt ud i slapheden, når allergien hæver (; men bare det ikke var så pokkers rødt og kløede så fælt. Jeg håber, du så småt er i gang med også at have en god aften <3