Så få inspiration til at gi’ huden glow <3
Jeg gætter på, at der er andre end mig, der har indledt sæsonen for foundation, fordi huden virker lidt mindre spillevende end om sommeren. Selv om man ikke dyrker sol, så slipper der alligevel lidt kulør ind og i det hele taget er lyset jo anderledes, når solen står højt.
Men foundation har det med samtidig med at den pynter og dækker også at gøre huden måske lidt for ensartet og snuppe noget glød, fordi der bliver længere til det liv og blodgennemstrømning, der er under overfladen. Det, der gør huden lidt tredimensionel.
Heldigvis findes foundations i nærmest alle ‘dækninger’ fra ganske transparent til næsten concealeragtigt dækkende. Der er også den mulighed, hvis man faktisk har fin hud men bare nogle områder, man vil skjule, at dutte dem med enten foundation eller concealer og så udtone overgangen. Alt må testes foran spejlet. Husk, at den rigtige farve findes ved at teste på kæbelinjen og ikke på håndryggen!!
Foto: Glowing Face & Body Oil er ny fra Tromborg og måske for glowy til hverdagsbrug og ellers måske fin med lidt løst pudder duppet over. Læs HER, hvad Tromborg foreslår. Concealeren har jeg nævnt før, og den type produkt er lidt et must i makeup-sortimentet. Og så er der Lip Cute Sheer Coral, gloss med glød og transparent farve (så tør du godt ♥ ). Klik dig endelig rundt på siden, Tromborg er (også) stærke på makeup.
Men bruger man som mig foundation all over, så er et glow eller brightening produkt som base, mixet i foundation eller klappet på huden efter foundation noget, der kan gengive huden lidt glød, fordi det reflekterer lyset mere end en mat farve-ens overfalde. Mange serier har produkterne, og her taler jeg hudtone og ikke solglød som Tromborg’s herover.
Og så er der rouge/blush, som alt for mange fravælger. Den og lidt farve på læberne er vigtigere end alt andet, hvis man synes, at ens hud virker træt og trist. Det er jo ikke ensbetydende med ‘røde kinder’ og ‘kyssemund’ bare lidt naturligt liv i huden. Og ja, farve på læberne betyder (og jo mere jo ældre man bliver) så meget for, at alt ikke går i ét (;
Foto: tromborg.dk
Og hvor lægger man så blush og hvilken farve Ja, spørger du mig, så er den eneste rigtige farve den, ens kinder får, når man har gået en frisk tur eller på anden måde rørt sig, så der kommer blodcirkulation i huden. Altså ikke brun men en rød/pink/koral nuance. Derfor lægger jeg også selv lidt på hagespidsen og et lille dut på næsetippen. Ikke så man ser forkølet ud, bare et lille dut!
SÅ start med at dutte lidt på ‘æblet’ af kindbenet og ton rundt om og lidt ind under kindbenet. Ikke noget med op til hårgrænsen og glem bronzer og skyggetoning, det er noget til foto og ikke til brug ude i det virkelige liv og slet ikke, hvis man ikke er ferm med makeupgrejet. Synes jeg.
Hvis du ikke har rutinen men gerne vil, så er der kun en måde at komme efter det, og det er at øve sig foran spejlet. Find måske en makeupvideo, hvor stylisten laver noget, du kan identificere dig med. Jeg har tidligere nævnt Lisa Eldridge, som jeg synes er virkelig dygtig. Der ligger flere videoer på hendes side.
Og så skal vi op og ud og røre os og få glød i kinderne. Få genopfrisket, hvorfor hudlæge Johan Milling Holk Poulsen står på GOTV2 og svinger med armene HER
Birgitte Batko skriver
Kæreste Lise,
Skønneste afrunding på spændende skriv omhandlende concealer og lip nuancer – HUSK DeskBreak / pause fra arbejdsbordet og se med igen, når Johan Milling Poulsen og Mark Abildhauge giver de bedste råd om bevægelse med på vejen – som helt sikkert giver glød i ansigtet❤️ så sjovt!
Du er fantastisk til at finde på – og huske på!!
Elsker at følge dig – TAK, Lise!
KH Birgitte
Anne Liborius skriver
– Elsker dit brug af det velkendte verbum “at dutte” – og jeg er jo helt med. 😀
Lise Grosmann skriver
Anne Liborius: Aj, tak <3 Der findes så mange skønne ord og talemåder, og jeg er jo gammel nok til at kende/huske nogle af dem. Somme tider kigger jeg i min gamle synonym-ordbog bare for at glædes over det danske sprog (:
Annette skriver
Kære Lise
Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den eneste, der gerne vil have tingene skåret ud i pap. Jeg har i mange år brugt foundation, men efter jeg læste, hvad du skrev om Embryolisse CC creme, startede jeg i stedet med at bruge den over min dagcreme, nogle gange fortyndet med mere dagcreme, så det ikke er for tæt, derefter pudder og pudder blush. Nogle gange synes jeg, at Embryolisse er lidt for mørk, men jeg synes alligevel, den virker mere naturlig end rigtig foundation, og så har den en fordel frem for de foundations, jeg har brugt, nemlig at den slører porerne på næsen lidt. Jeg mener, at fx IT CC creme fås i flere lysere farver, men er bange for, at den er for tæt, og jeg kommer til at se for “malet” ud.
Har du en ide til en foundation, som også slører porerne på næsen, og er naturlig?
Jeg har lige set Lisa Elridge lægge blush, det var nærmest en læbestift hun brugte til det, og jeg synes, at det så ret indviklet ud. Jeg mener, at hun også brugte det oppe omkring øjnene, og det mener jeg også, den afdøde engelske dronning gjorde.
Vil du ikke prøve at beskrive nøjagtigt, hvad og hvor æblekinden er?
Jeg mener, at du tidligere har skrevet, at når man bruger pudder, skal man også bruge pudder blush, er det ikke rigtigt forstået?
Har du en ide til en foundation, som også slører porerne på næsen, og som ser naturlig ud?
Hvor er jeg glad for at kunne spørge dig til råds, jeg har hverken søstre eller døtre, og selv om jeg havde, havde de jo heller ikke haft din viden.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Smil <3 Og stor tak for din tillid <3
Jeg har så sent som i dag brugt Embryolisse CC men uden pudder, for jeg synes, at den giver en fin halvmat og naturlig finish.
Min hud er forholdsvis lys, vil jeg mene, og den matcher fint. Men ja, du kan jo 'fortynde' den lidt med creme. Det gælder jo også, hvis du næste gang vælger IT's. De har i øvrigt et 'porepudder'/Bye Bye Pores Poreless Finish Airbrush Powder, men jeg kan ikke sige dig noget om effekten. Der er jo også såkaldte 'blurring' produkter, man lægger under sin foundation. Med hensyn til særlig poreskjulende foundation, så må du snakke med dem, der har har hele sortimentet derude ved diskene, jeg har ikke styr på dem alle (; Og ellers er der måske nogen her, der kan dele erfaring!
Ja, hvis dronning Elizabeth brugte blush om øjnene, så må vi også (smil). Der er ingen lov, vi bestemmer helt selv, og den eneste måde, man kan finde ud af, hvad man kan lide, det er at sætte sig foran spejlet og prøve sig frem. Jeg foretrækker den rødmeguide, som naturen giver mig - altså hvor mine kinder har farve efter en frisk tur. Men løber man en maraton, så er man jo som en kogt krebs i hele hovedet (smil).
Man kan lære teknik og få nogle ideer ved at kigge makeup-videoer, men man er jo ikke det ansigt, som stylisten maler på. Man må øve sig i at bruge produkterne og så finde frem til det 'look' man føler sig tilpas med. Lige som med tøj.
God dag kære og mange hilsener, lise
YB skriver
Hej Lise
Kan jeg få dig til at skære det ud i pap for mig😉
Hvilken glow/brightener vil du foreslå til mit 70+ ansigt…og ville du bruge en pudderblush, mineral- eller creme/stick blusher til at friske lidt op på det hele?
🤎
Lise Grosmann skriver
YB: Åh, der er jo mange. Armani har dem for eksempel. Man siger jo pudder på pudder og creme på creme, men mange cremeblusheren i dag kan sagtens glide på pudret hud. Men hvis du skal lægge direkte over en foundation, så brug et cremeprodukt og brug fingrene, hvis du ikke er god med børster/pensler. Start med lidt, for det er svært at tage for meget af. Jeg håber, jeg fik svaret ordentligt.
Karin Winther skriver
Fnis. Hvor har du ret. Det er nu, også jeg går i gang med “ dutteriet “ som jeg har set nogen gøre. Jeg synes det er fint at lade min egen hud ses, men pigmentpletterne får lidt dutdut.
Rouge venter lidt endnu, men jeg elsker Glossier cloud paint. Den ser så sart sund ud ☺️ Netop som om man lige har gået en tur i skoven 💚
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Klog kvinde også på det her <3 Og så længe du dutdut'er, så ser man jo den ægte glød fra din tur i skoven. Og hvor er vi heldige lige nu, vejret er perfekt til farverne derude og lange ture <3
Tina skriver
Kære Lise.
Sidder lige og smiler stort, for jeg kan godt huske da jeg var ung lå rougen i en fed streg helt op til hårgrænsen og det var ikke just charmerende. Jeg har ikke brugt rouge i ca. 40 år og kan godt se jo ældre jeg bliver jo mere trænger jeg til lidt farve, så jeg vil lige spørge dig om den model du beskriver til hvordan rougen lægges, er det den samme uanset ansigtsform?
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Kære Tina, jeg smiler med dig og tænker på, at jeg sikkert i skrivetidernes morgen for mange år siden har fortalt læsere, at det var det, de skulle gøre. Ofte undrer jeg mig over, at mange sådan nogle 80’er ting overlever.
Men jeg synes, at når man tager fra huden, som man jo lidt gør med en foundation, så er det godt at give lidt igen med rouge. Og den skal simpelt hen ligge der, hvor ens kinder får farve efter en frisk tur. Ikke (slet ikke!) for højt og ikke for lavt kan man sige.
Mange hilsener, lise