I tirsdags blev jeg kontaktet af Jeanette, som fortalte, at hun i mange år havde læst, hvad jeg havde skrevet og nu ville hun spørge, hvad jeg selv brugte, for hun syntes, min hud så så fin ud på foto på bloggen. Halløjsa, komplimenter på snor. Og et spørgsmål, som jeg har hørt mange gange.
Nu må jeg nok skuffe Jeanette og andre med hensyn til det foto. Ikke fordi det er fotoshoppet, for det er det ikke, men fordi rette lys, god makeup og en god fotograf med en tele, gør sit til at kamouflere, at min hud i den grad har spor af tidens tand: pigmentpletter, rynker, åbne porer og værst af alt synkende konturer. Hvorfor det sidste er værst af alt og hvad man kan gøre ved det, vender jeg tilbage til lige straks.
Al denne selfie-snak for at komme tilbage til spørgsmålet, som jeg har fået mange gange: Hvad bruger du selv? Det må nemlig nødvendigvis besvares med: Jeg bruger det, min hud har brug for, det, der kan forbedre netop min huds problemer. Nøjagtig som alle andre bør. Du vil således ikke læse mig skrive om personlige hudoplevelser med produkter til f.eks. sart hud eller fedtet/uren hud eller om, hvordan jeg personligt tackler flækkede negle, hår på benene eller hård hud på hælene, for de problemer har jeg ikke. Men jeg vil selvfølgelig skrive om det, hvis jeg har tips til, hvad der hjælper.
Men der er nok at tage fat på endda. Og det gør jeg så ved at være testhud for rigtig mange produkter – formentlig langt flere, end de fleste bruger. Og derfor kunne jeg ikke sige til Jeanette: Jeg bruger den og den serum og den og den creme, for om en uge er det måske en anden. Men en ting kunne jeg svare, og det er, at fugt er alt og det vigtigste at gøre for sin hud – uanset, hvilken hud og hudproblemer, man har (kig efter glycerin og hyaluronsyre i ingrediens-oversigten). Plus rensning selvfølgelig.
Og lige nu er jeg vældig glad for de nye micellar-oils, som så nemt vaskes af med vand. Om morgenen nøjes jeg med at miste med f.eks. kildevand. Og som faste læsere vil vide, så svigter jeg aldrig straks efter at for-fugte, som jeg kalder det. En af de virkelig nyttige hudplejerutiner, vi har fået med den asiatiske trend. Ling Dual Moisture har således fået mange produktkolleger, men den er stadig min favorit. Og den skal som bekendt på efter rens/mist og før creme og/eller faceoil (det fedtstof, der skal holde fugten i huden).
Jeanette ville gerne have navn på produkter, der var gode til at fugte, og jeg nævnte Eucerin, som et mærke, der laver virkelig effektive produkter til yderst rimelige penge (eksempelvis deres snart ikoniske Hyaluron filler, der vandt Danish Beauty Award sidste år). Lige nu er jeg selv ved at teste deres nye Aquaporin Active, og min hud viser, at den liker. Jeg indsætter noget om den særligt fugteffektive aquaporin-teknologi herunder. Aquaporin Active er uden parfume og fås til flere fugtprofiler samt med SPF 25, pris 160 kr.
FAQ: 2003 vandt en mand ved navn Peter Agre Nobel-prisen i kemi for sin opdagelse af aquaporiner. Lidet kunne manden vide, at denne opdagelse ville blive inspiration for udvikling af effektive fugtcremer. Han kaldte aquaporiner for “cellens vandrør”, fordi de på organiseret vis regulerer vandtransport ind i cellerne via kanaler. Tidligere mente man, at vand bare sivede gennem cellens membran styret af det osmotiske tryk – som meget forenklet beskrevet går ud på udligning af koncentrationsforskel på væske på den ene og den anden side af en membran. Det er også delvist rigtigt, men Agre fandt ikke teorien god nok til at forklare den hurtige strøm af vand i visse celler. Og her er det så, det blev et wakeup-call for hudplejeindustrien, for man kan nemlig stimulere til dannelsen af flere vandkanaler og dermed tanke mere fugt på huden. Det er den teknologi Nivea var de første til at udnytte i deres Aqua Sensation. Men man har også store forventninger til aquaporiners potentiale inden for medicinen, og i øvrigt findes disse naturens vandrør også i planters cellemembraner. Moder natur er stadig i førertrøjen.
Eva B skriver
Hov, det lød rodet. Jeg mener, hvad der HJÆLPER på de synkende kinder …..
Eva B skriver
Jeg skal lige være helt sikker vedr det med, at der går Atlantis i konturerne…hvad det præcist er, du mener. Er det primært fugt ? Sådan læser jeg ihvertfald din tekst – og så at det selvfølgelig er et multikoncept, der også virker på så meget andet.
Tillykke med din nye læbestift, Helle. Jeg er også ved at føle mig ret godt tilpas med mine røde ?
Lise Grosmann skriver
Eva B: Atlantis konturerne…..den har jeg aldrig hørt før. Men desværre kan synkende konturer ikke hives op med fugt, det er derfor – blandt andet – at det er det vanskeligste problem at tackle. Men stram eller løs – huden skal både fugtes og for-fugtes (;
Eva skriver
Det er bare fordi du skriver “…og værst af alt synkende konturer. Hvorfor det sidste er værst af alt og hvad man kan gøre ved det, vender jeg tilbage til lige straks…”
Det glædede jeg mig til at læse, men synes ikke, jeg umiddelbart kan finde svaret på det i teksten? Eller er det bare mig der ikke er så kvik..
Lise Grosmann skriver
Eva: Du har ret, jeg tager lidt lemfældigt på tidsangivelserne….men jeg kommer til det, der lifter (;
Carina C skriver
Det lyder herligt med disse “vandrør”. Jeg tror bestemt godt, ingredienserne kan bruge mere hjælp end tyngdekraften for at komme godt gennem membranen.
Du skrev om Urtekrams’ Birkeserie forleden, – det er jo gode produkter til prisen, og foruden birkesukker indeholder de bl.a. glycerin og aloe vera, som jo også giver huden en pæn omgang fugt. Deres skønne håndcreme med bl.a sheasmør, jojoba og kæmpenatlysolie er fantastisk til prisen (ca. 50 kr.), og den fik da også 1’ste pladsen som “årets grønne produkt” ved Danish Beauty Adwards i 1913, men deres skintonic har alkohol på andenpladsen på produktets ingredensliste.?
Der står godt nok “naturlig alkohol”, men det er nok til at afskrække mig. Er min frygt for “økologisk, naturlig alkohol” i den type produkter begrundet? ☺
Lise skriver
Undskyld Carina, at du har måttet vente, men jeg har så i mellemtiden talt med Urtekram’s produktudvikler Tom Hornshøj-Møller, som fortæller, at der ganske rigtigt er tale om en traditionel skintonic med cetyl alkohol udvundet af sukkerrør. Der er 10 procent i, men der er også 10 procent Aloe vera og så 5 procent glycerin….foruden de andre ingredienser. Så huden bliver jo ikke strippet og helt overladt til udtørring, kan man sige.
Carina C skriver
Kære Lise. Det kunne jeg godt mærke. Produktet stripperde bestemt ikke huden – men du er ikke den eneste “Mistmoster”. ☺ Jeg håber, det er rigtigt forstået, at “naturlig, økologisk alkohol” også er alkohol, men her er der så tilsat tilstrækkeligt med pleje, så det ikke generer huden. Tak for din fine research!
Lise skriver
Carina: Her betyder ‘naturlig økologisk alkohol’, at udgangmaterialet er økologiske sukkerrør fra Columbia, som så fermementeres og destilleres, så sprit er det, og det udtørrer ganske rigtigt huden. Men med 10% Aloe vera og 5% glycerin har Urtekram jo kompenseret pænt.
I øvrigt er alkohol som bekendt også bakteriedræbende og en af de måder, man kan afhjælpe et behov for konservering.
Mht. research……altid gerne (; I øvrigt var jeg selv nysgerrig.
Helle Rick skriver
Jeg har prøvet mange produkter gennem mit liv. Alle produkter har bestemt ikke gjort det jeg havde håbet. Jeg har tidligere fulgt andres råd, – men som du skriver, så handler det hele om MIN hud, ikke andres. Den 6. maj skal jeg have lavet en hud scanning, som vil give mig svar på hvad MIN hud har af \’skade\’ og hvad den evt. mangler./har for meget. Det glæder jeg mig vildt meget til. Én ting ved jeg. Selvom ansigtet ikke har den største overflade, så er der mange områder der kræver specielle ting. Min T-zone f.eks får ikke olie. Det får T-zonen til at skinne endnu mere. Mine tørre kinder skal have ekstra fugt og mine pigmentpletter arbejder jeg stadig på at fjerne. Tja, dem ved jeg så endnu ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved. Måske hudscanningen viser, at det bare er mine fregner der er vokset sammen 😉
Jeg har været i behandling i 5 mdr. for netop pigmentpletter, – men nu hvor solen skinner og har givet min hud kulør, så er plamagerne der stadig. De har ikke forandret sig en s… I vinters hvor farven forsvandt, så det ellers meget lovende ud, men nej. Jeg må op på en anden hest og se om den kan få mig i mål.
Uhhha, Helle købte Dior 999 læbestift igår. Den er godt nok vildt flot. Jeg fik også ros fra de andre i afdelingen, da jeg havde taget den på. Den klædte mig vildt godt, sagde de. Jeg stolede på dem, og købte den. Den har en fantastisk flot varm farve. Den hælder mod orange og det kan jeg godt lide. Den giver min hud en smuk glød 🙂 Tak for tippet og god søndag
Lise skriver
Tillykke til Helle med den nye 999…..jeg tror også, den er fantastisk til dig ((;
Pigmentpletter er ikke sådan at komme af med, for kosmetiklovgivningen sætter jo grænser for ingredienserne, der virkelig kan sparke.
Måske skal du til efteråret overveje at få IPL eller tilsvarende behandling og så blive dem kvit. MEN det kan jo også være, at det bare er alle dine charmerende fregner, der er “vokset sammen” ((:
God fornøjelse med hudscanningen!
HeLene skriver
Jeg er nysgerrig på scanninger, der så mange forskellige. Kunne der mon blive et blogindlæg om det en gang?
Der er jo dem man kan få i butikkerne, gratis, fx BP og murad, men der er også større apparater nogle steder, som jeg ikke ved hvordan man finder og hvad de koster og hvad de viser og hvad de kan bruges til for at målrette pleje af huden. Men interessant er det!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Det er taget til efterretning og vil blive researchet! Vidste du i øvrigt, at Flemming Christensen, manden som har skabt Beauté Pacifique, også har konstrueret deres scanner og har solgt scannere til internationale brands. Det ved jeg så ikke, om han gør mere – sælger – men han ved noget om scannere.