Jeg har et kneb plus en række gode råd
Så bare tænk på Andreas Mogensen, der skal tøjres i en sovepose og spænder sin pude fast til hovedet, for ellers svæver han rundt mellem de andre i vægtløs tilstand. Noget af det, han skal arbejde med deroppe er netop søvn. Eller rettere lyspåvirkning og sund døgnrytme. Med henblik på at vi skal bebo rummet, men det vil jo få betydning også i det nære nu.
Foto: Hvis vi stadig havde haft vores lille butik her, så ville det her stå på hylden sammen med Pukka-teerne, småkagerne og alt det andet, vi handlede hos importøren Naturesource. Hampstead-teen her indeholder lavendel og valerian, som også er i Aromandise-duftskiverne i Relax-udgaven. Man lægger et stykke af eller en hel skive i skålen og tænder op nedenunder, så den smelter og spreder aromastemning. Duftlampen er også naturesource.dk Det er jo også alt sammen så fin gaveidé. Klik på links og se de forskellige smags/duft-udgaver.
For nylig stødte jeg på denne sag på nytimes.com om søvn i forskellige aldre og hvordan man kan forbedre den. Og hvis man har passeret et par af aldersfaserne, så har man oplevet, at heller ikke søvn bliver ved med at være, som det var.
Bortset fra nogle af livets tude-perioder, så har jeg nok min dårligste søvn nu. Selv under overgangsalderen sov jeg bedre, men jeg var heller ikke en af de hårdt ramte. Problemet, det rent biologiske, som mange af os oplever med alderen, det er at blæren ikke er så rummelig. Eller i hvert fald tror den ikke, at den kan holde til det bliver morgen.
Jeg har indlært et lille kneb. Når jeg begynder at blive bevidst om, at min blære vil tømmes, men stadig er i drømmen, så repeterer jeg, hvor jeg er kommet til lige som når man sætter en film på pause med fjernbetjeningen. Så gør jeg, hvad jeg skal, og iler tilbage under dynen og trykker ‘play’.
Første gang går det som regel efter planen men skal jeg op igen senere – og dermed tættere på morgen-stå-op – så kan det godt knibe. Hjernen begynder at poppe de der kognitive forstyrrelser og går over i arbejdstilstand.
De dage, hvor jeg skal tidligt op og til byen, fungerer stort set ikke noget. Jeg er så meget ude af træning med vækkeur og på-job rutine. Jobbet er jo etagen under sengen. Jeg er i øvrigt også heldig, at toilettet er tæt på sengen, så jeg famler mig frem uden at tænde lys. Og et af de råd, man så ofte læser, om at stå op og lave noget andet, hvis man vågner, det er jeg slet ikke enig i. Jeg bliver liggende i mørket, så min døgnrytme kan spore sig tilbage på sovetid.
Foto: Jeg vil tro, at I kender de to kosttilskud – Longo Søvn med baldrian og citronmelisse (obs! der er ny emballage) og NaturDrogeriet Tryptofan med tryptofan, B-vitaminer, magnesium, baldrian, passionsblomst og kamille. Bynacht White Noise Balsam til at smøre på pulspupnkter som håndled før man skal sove er jeg vild med, og jeg har fingerslikket alt og snuser stadig til den, før jeg sover. De små dukker, som jeg har fået engang, det er Guatemalan Worry Dolls, og ifølge legenden, så fortæller Guatamala-børn en bekymring til hver dukke og lægger dem under deres pude. Og ja…næste morgen er bekymringerne væk. GID det var så vel….
Men hvor mange timers søvn har man behov for? Et af hyppige problemer for dem, der kører med vækkeur på ugens arbejdsdage, er, at de går for sent i seng og så sover længe i weekenden. Men sådan fungerer det ikke rigtig for vores hjerne og krop, og et tips i artiklen, jeg linker til, det er, at man over weekenden tester sig frem til sit naturlige søvnbehov.
Hvis man på testen er gået i seng som man gør på hverdage og vågner op et par timer senere end på vækkeurs-dagene, så har man social jetlag på de dage, siger forskerne. Det giver ikke ligefrem en skarpere hjerne på jobbet.
Selv om det kan føles som belønning at være længe oppe om aftenen i weekenden og sove længe næste dag, så er det en dum strategi. Faste gå-i-seng og stå-op tider er og bliver det sundeste og især, når de følger døgnets lys-mørke-rytme. Det er selvfølgelig ikke rigtig muligt om vinteren, men ikke desto mindre er vores hjerner som de var, det har elektrisk lys ikke lavet om til det bedre. Men læs nytimes.com-artiklen, der er masser af god ekspertviden og tips.
PS: Må jeg anbefale de af jer, der ikke allerede gør det, at følge @docrashid, som i dag sammen med Chris MacDonald sætter fokus på ‘den mentale grønne omstilling’, herunder søvn, på Niels Brock gymnasierne.
Og hvis aromaterapi optager dig, så er dette webinar måske noget. Robert Tisserand er aromaterapeut og THE ekspert med flere bogudgivelser, så det er viden og forskning, man præsenteres for.
Pernille S skriver
Jeg er een af dem som står op med hønsene, og som regel går i seng med hønsene! Oftest behøvet jeg ikke nogen “hane” for at vække mig. Det indre ur er programmeret. Der kan dog være dage hvor tankerne myldrer, og hvor jeg – istedet for at ligge og memorerer hvad jeg skal huske, skriver det ned på papir. Så bliver søvnen efterfølgende roligere. Vinduer på vid gab, så soveværelset er køligt hjælper også til en behagelig søvn.
Sov godt! 😴
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Rutiner i hjernekalenderen virker. Jeg gaber som regel på samme tid og vågner også tæt på samme tid hver dag, men mellemtiden styrer blæren uheldigvis. Jeg har i øvrigt en blok liggende under en pude i sengen og dukker en myldertanke op, så ligger jeg og skriver i mørke. Det er bestemt ikke altid, jeg kan læse det næste morgen, men det blev overført fra myldretid i hjernen til papir ((; Der blev frisk luft i ekstra betydning. P.t. kan jeg ikke have åbent, for hvepsene VIL bygge i taget lige netop der.
Det er end ikke for høns sovetid endnu, så jeg siger god dag i stedet for sov godt <3
Karin Winther skriver
Heldigvis sover jeg for det meste godt! Elsker at gå tidlig i seng med en bog eller en kryds og tværs. Det fungerer for mig. Elsker mit soveværelse og synes det ville være nedern altid kun at skulle derind i mørke 😂🫣
Men jeg holder mig ( næsten ) fra iPad og iPhone derinde.
Duftolier er jo ikke for mig, men sovemaske og benene op i luften, så gaber jeg hurtigt. Ritualer hjælper også mig, hvis søvnen driller !
Jeg ville ønske min blære ikke vækkede mig…. 👵🏻 Men sådan er det altså!
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg har det meget på samme måde, men om sommeren bliver jeg dog oppe til solen går over til de andre. Men når det begynder at blive tidligt mørkt, så kan man jo lige så godt hygge sig under dynen med en god bog. Egentlig er vi vist ret heldige <3
Karin Winther skriver
Ja vi er 🥰