Ham her er en af mine helte
Hjernen bag Esse er skarp i organisk kemi, han hedder Trevor Steyn og er noget så usædvanligt som en realistisk idealist. Han er også et ydmygt menneske, for det følger ofte med at have dybt indsigt. Jeg mødte ham igen i går, og han er min helt mere end nogen sinde.
Foto fra Esse-præsentation, det må ikke deles, da det er rettighedsbelagt
Esse Organic Skincare (etableret 2002) tog første probiotiske skridt i 2012 med et vandbaseret produkt, som af samme grund havde meget kort levetid og skulle opbevares i køleskab. Men i 2015 blev Esse Organic Skincare for alvor til Esse Probiotic* Skincare.
*Probiotic anvendes kun ved produkter med levende probiotiske bakterier.
Navneskiftet skyldes ikke, at Esse ikke længere var organic, de var tværtimod både certificeret organic og dem, der først knækkede koden til at lave et hudplejeprodukt med levende mælkesyrebakterier. Et oliebaseret serum. Det siger noget, at der til dato kun eksisterer fire brands i verden på den platform. For det er jo ikke fordi, de ikke alle gerne vil.
Trevor Steyn er et helt utrolig sympatisk menneske med let til smil men også med en ubestikkelig alvor bag mange ofte business besværlige og dyre beslutninger*. Og så gik han i strømpesokker mens han holdt et to timer langt pressemøde for mine kolleger og mig i går. Faktisk blev mødet forlænget med en time, fordi ingen ville slippe ham, spørgsmålene kom på stribe og han svarede tålmodigt.
* For eksempel, at man aldrig kommer til at teste på dyr, for som Trevor Steyn siger, så laver han hudpleje til mennesker og ikke til kaniner. Esse er Peta-certificeret og sælger således ikke sine produkter i Kina. Esse er vegansk. CO2 Neutral. Læs eventuelt om det HER. Syntetisk kemi er fravalgt, natur og økologi tilvalgt, forklaring HER
Trevor Steyn fortalte blandt andet, at han blev vakt på det probiotiske, da the Human Microbiome Project i 2010 banede vej for et skift i måden at betragte hud. Det blev tydeligt, at huden ikke bare er en overflade af døde hornhudsceller, den er et økosystem af celler og mikrobiale celler, hvor de sidste endda er i gevaldigt overtal. Og så gik det løs i laboratoriet for at styrke dette livsvigtige økosystem med hudpleje, så huden ikke har for mange kampe at kæmpe.
Faktisk eksisterer akne og flere andre hudsygdomme, som vi har problemer med, ikke i jæger/samler samfund, fortalte Trevor Steyn, men jo tættere man kommer på civilisation, jo mere bliver det et problem. I øvrigt var disse hudsygdomme ikke et problem her for 100 år siden. Hygiejnefaktoren, kost, livsstil….? Noget ligner i hvert fald, at vi gør klogt i at give bedre plads til det gode arbejde, som hudens økosystem er uddannet til gennem årtusinder.
Man kan give støtte og næring til hudens gode bakterier med det, der kaldes præbiotika (næring til bakterierne) og postbiotika (probiotiske ekstrakter, men altså ikke levende bakterier), men kun et produkt med levende bakterier (=probiotisk) kan udkonkurrere uhensigtsmæssige mikrober ved at kolonisere hudens overflade. HER og HER er videoer, der visualiserer det. Men der er mere i det….
Nu ville jeg jo gevaldig gerne fortælle jer en masse om hudens opbygning, men jeg skal nok beskære min ordstrøm. Dog….celledelingen foregår nede i det, vi kalder basalcellelaget og på vandringen op mister cellerne deres kerne og andre elementer. Men de holder sammen som aldrig før takket være blandt andet noget, man kalder tight junctions og desmosomer.
Og nede i de cellelag er der også mikrobeaktivitet, som er afgørende vigtigt for sammenhængskraften og dermed hudens stabilitet og styrke. Og cellekommunikation og alt det, der er afgørende for om din hud får lov at udføre det, den er bedst til. Hvis nu vi hvisker ordet, så Anette/beautyspace ikke hører det, så er det anti-ageing i højeste potens. Hud med gennemtræk bliver slidt og gammel før tid. Prøv at se denne korte video, der visualiserer det.
Nu tror jeg ikke, I orker mere longlæsning i dag, men jeg har jo længe lovet at skrive om hyaluron, og ved I hvad, den produktion i huden er også afhængig af gode bakterier. Og for at styrke den, har Esse valgt de tre stammer af mælkesyrebakterier, der er mest effektive til at producere hyaluron. Plus præbiotisk næring til de gode bakterier på huden. Samt naturlige antioxidanter. Og i deres Hyaluron Serum har de også valgt hyaluron i lige netop den mest hensigtmæssige molekylestørrelse. Hvis du som mig er hooked på hyaluron, så kig ind igen ♥
Og efter al den koncentration i går trængte jeg til kaffe/kage….
Karin Winther skriver
To be or not to be ….. probiotics mig her og der og alle vegne! ? lavede en mundmaske med min Kombucha Scobie engang, men lugten af eddike hang ved mig resten af dagen …..haha …. Esse lyder noget mere delikat og må bestemt prøves!
Håber du nød din kage ?
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Esse er jo den ægte vare, mens mange for tiden ‘kommer til’ at skrive probiotisk på emballagen. Ikke at indhold af fermenterede ingredienser ikke er godt, men de ved udmærket selv, at det ikke er probiotika. Så det er måske årsagen til, at der er probiotics her og der og allevegne ((;
Jaee, det var kage/kaffe fra Lögismose <3 GODT jeg ikke bor på de kanter, jeg ville ruinere mig i den butik....
Karin winther skriver
???