Af Emilia van Hauen
Jeg har frækt og uden at spørge sat Emilia van Hauen til at gæsteblogge her i dag ved at indsætte det nyhedsbrev, jeg modtog i formiddag. Det ramte. Det ramte rigtig godt endda. Og jeg håber, at Emilia vil synes, at metoden helliger målet, nemlig at vi tænker over, hvordan vi prioriterer i vores liv (klik på linket nederst for at læse den fulde tekst med de 13 punkter, hvor vi synes, vi skal have “fuld smadder på livet”, som Emilia kalder det). Foto er fra Emilia van Hauen’s nyhedsbrev.
En hospice-sygeplejerske fortalte mig engang, at det er denne sætning næsten alle siger, når de står foran døden. Og det er stadig en sætning, der giver mig gåsehud, når jeg tænker på den.
Vil jeg blive savnet når jeg dør? Vil du?
Vi ved det godt. At det vigtigste i livet er at være elsket og dermed savnet, når man ikke længere er der til at blive elsket og selv elske. Det er en hvinende banal sandhed. Især hvis man ikke står og sulter eller er hjemløs.
Men… sådan som vi har indrettet det moderne liv, får det hård konkurrence fra et væld af andre områder af livet, hvor vi synes vi skal performe.
Efter selv at have været igennem en periode, hvor jeg måtte tage mine egne forestillinger om hvad succes og fiasko egentlig er – både for mig personligt og ikke mindst den generelle holdning – opdagede jeg, at det er et emne, som i høj grad optager os alle sammen. Ikke alle tør tale åbent om det, men når man kommer lidt længere ind under huden på folk, er det noget som vi alle går og er voldsomt optaget af!
Det inspirerede mig til at udvikle et nyt foredrag, hvor jeg tager emnet op. Jeg kalder det for “I dag er en god dag! Fra succestyranni til fællesskab”. Det er blevet testet over flere omgange (det er den måde jeg bedst kan lide at arbejde på) og holdt flere gange, og er stadig i udvikling. Men en af de ting, som har overlevet hele processen, er listen over områder i livet, hvor vi helt naturligt synes, at vi skal have fuld smadder på successen. Den omhandler 13 – ja, tretten!!! – punkter! Rækkefølgen er uprioriteret:
1.En veltrænet BMI-venlig krop.
2.Være velplejet (med sunde tænder) og dyrke sit udseende/præsentation.
3.Spise sundt (og gerne god til at lave masterchef-mad).
4.Et godt parforhold.
- Et godt sexliv (helst med den officielle partner!).
- Gode relationer til sine børn (læs: være en god, tilgængelig og nærværende forælder).
- Uddannelse (og gerne konstant efteruddannelse).
- Et meningsfuldt job (helst en karriere).
- Et aktivt og varieret socialt liv.
- En ordentlig (velindrettet) bolig.
- Følge med i samfundet/nyhederne.
- Have moderat styr på den virtuelle del af verden (især de sociale medier).
- Styr på sin økonomi, have en pension og kun attraktiv gæld (dvs. boliggæld eller lignende).
Disse 13 områder er blot de helt generelle. Oveni kommer så alle de individuelle interesser. Som fx havedyrkning. Eller ølbrygning.
Prøv lige at kigge listen igennem igen. Giver den dig åndenød? Mig gør den i hvert fald helt træt! Fordi det bliver så åbenlyst, at det er helt umulige idealer jeg (ubevidst?) forsøger at leve op til. Men på trods af det, får jeg ikke en ufravigelig lyst til at lave den totale kompleksitetsreduktion af min hverdag og pakke cyklen, flytte ud i en skov og leve i mine gummistøvler.
Tværtimod tænker jeg, at det kunne gå endnu bedre, hvis bare jeg får bedre styr på mine prioriteter. Og sådan er jeg konstant bagud i mit eget liv. Og i min egen selvforståelse.
Det moderne menneskes vilkår er nemlig, at vi er afsindige gode til at planlægge os benhårdt til fiasko! På flere planer oven i købet. Helt hverdagsagtigt er størstedelen af os vant til at lægge flere opgaver, møder, sociale begivenheder mm ind i vores kalender end vi reelt set kan nå (eller gider!) at udføre, og derfor fører vi dag efter dag, uge efter uge, ting videre ind i fremtiden, som vi “burde” have udført.
Genkendeligt?
Jeg var engang på et “tidsoptimeringskursus” (ja, hvorfor mon 🙂 og underviseren fortalte os, at vi skal lægge 40% tom tid ind i vores kalender, hvis vi gerne vil nå alt det vi har planlagt. Der er imidlertid noget, der er værre end de daglige opgaver.
Det er drømmene.
Vi lever nemlig i en tid, hvor vi alle forventes at drømme stort. Og stort kan aldrig blive for stort. If you can dream it – you can do it! siges der, så i denne hyper-individualiserede tid drømmer vi derfor på livet løs! Desværre med den konsekvens, at mange føler sig gennemgribende uforløste. Sådan lidt fiaskoagtige. Ikke bare på kalenderplanet, men på identitets-planet.
Og det er virkelig slemt! For samtidig har de fleste faktisk vældig gode liv. Som ikke nødvendigvis er Facebook-glamour-agtige, men som er gode, stabile, velordnede og meningsfulde liv, der gør den der lille forskel vi alle drømmer om.
Jeg synes derfor vi skal lave oprør mod det succestyranni, som alt for mange af os lever under! For det første kan vi starte med at glæde os over alt det, vi egentlig når at gøre og opleve. Og mærke taknemmeligheden over de mennesker, der fylder vores liv med kærlighed og fællesskab.
Dernæst kan vi begynde at drømme mere realistisk. Vi kan jo ikke alle være Hillary Clinton, Kim Magnussen, Kim Kardasian, Lars Rebien, Aung San Suu Kyi, Bill Gates, Serena Williams, Janus Friis eller Oprah, vel? Så lad vær med at vente på den evige forløsning ind i et WAUW-liv med 4 milliarder likes og kroner på bankkontoen; drøm i stedet en god drøm om dit næste job eller din næste rejse.
Og nyd så, at du garanteret allerede er en super heldig kartoffel 😀
- Ønsker du at høre (mere om) foredraget, så skrive gerne til mig på emilia@emiliavanhauen.dk.
Emilia er en meget klog kvinde, og jeg har brugt hendes artikler et par gange hvor livet gjorde ondt 😉 Når man først er blevet slået skakmat og sendt til tælling, så sker der noget med én selv. Livet bliver vitterligt taget op til revision og man ser på livet med helt andre øjne. Jeg nåede til et punkt hvor alt bare var sort, så jeg skulle finde minimum én positiv ting hver dag. Det var ikke nemt. Med træning og en anderledes tankegang blev det nemmere med tiden, – men det tog langt tid. Jeg lærte virkelig at sætte pris på de små ting i livet. Jeg lever slet ikke op til halvdelen af de 13 pkt. Det har jeg mærket på egen krop er totalt umuligt. Jeg har i stedet valgt at gøre de ting der gør MIG glad og i det stempi der passer MIG. Selvom mobilen er mobil og er lige ved hånden, kan den ringe uden at jeg tager den. Jeg vil ikke styres af den. Tror faktisk jeg har de her 40% i min kalender Emilia skriver om. Jeg når det jeg når i det tempi jeg orker. Ikke hvad andre forventer jeg skal nå. Jeg har ikke et hjem der ligner en opstilling fra Bo bedre. Jeg bor blandt mine ting som jeg jeg sætter stor pris på og som virkelig betyder noget for mig. Jeg sorterede kraftigt i vennemassen. Hvilke venner giver MIG energi? Hellere få tætte venner end en kæmpe skare af mennesker man egentligt slet ikke kender, og som bare suger energien ud af mig. Jeg behøver ikke gå i det nyeste tøj, – men heller tøj jeg føler mig tilpas i og som får mine fordele frem. Har lært at elsker mit skæve smile, skæve tænder, fregner og min alt for høje slanke skikkelse. Jeg har lært at mærke på den hårde måde, hvornår bægeret er fyldt til randen. Jeg er blevet god til at prioritere og begrænse mig. Energi/overskud skal jo komme et sted fra og det kan man kun selv levere. Når batteriet ikke bliver ladet op, virker det ikke.
Jeg kan ikke lade være med at smile lidt trist over de her FB statusopdateringer fra venner der er på ferie. Den enkelte har mere travlt med at poste opdateringer og billeder, end at slappe af og bruge tiden sammen med familien/venner eller hvem de nu er afsted med. Er det fordi vi ikke kan finde ud af, at være rigtig sammen, snakke sammen, være tilstede og virkelig lytte til hinanden. Slå bremsen i…. livet er ikke en konkurrence om at være bedst i alle discipliner, men om at nyde de positive skønne øjeblikke, og dyrke dem.
Åh ja, Helle livet kan noget med først en mavepuster og når du så krummer dig sammen i smerte, så et knockout. Jeg har også været der.
Det er en svær proces at sortere. Der er hele tiden tanken, om man forsømmer noget og ikke mindst nogen. De menneskelige hensyn betyder noget, resten har jeg også lært at gøre mig fri af. Jeg bor med mangt og meget, der falder uden for ‘stil’, men det har en historie med sig, som betyder noget i mit liv.
Tak for din åbenhjertighed Helle, jeg håber mange læser med og bliver bekræftet i, at vi ikke skal lade os styre af ubetydelige ting – det er livet alt for kort og kostbart til. Kh Lise
Jeg blev meget bevæget af dine stærke inspirerende ord.
Du siger noget af det jeg ikke selv turde… jeg kan heller ikke sætte flueben ved bare halvdelen af de punkter. Men du lyder til at have en afklarethed som er meget inspirerede. Der vil jeg også hen!
Jeg får nogle gange Selfies “Her ligger jeg og nyder det på en strand på Ibiza” el.lign. og jeg tænker at hvor meget tilstede er man i nuet eller der hvor man er hvis man lige skal sende sådan nogle sms’er rundt.
Og føler vi ikke vi lever medmindre der er vidner til det på FB eller tv o.lign.
Kh Anneka
Hold da op!
…Vild god beskrivelse. Den blev jeg også berørt af.
Det er jo sådan det er! Ikke så underligt mange har dårligt selvværd og stress. For hvornår vil det nogensinde lykkes… Og måske bliver listen så bare udvidet med endnu flere punkter.
Noget vi oftest tager for givet , som end ikke er på den liste, er et godt helbred.
Men det er forudsætningen for alt andet- eller meget af det andet.
Det du nævnte først Lise …tanken om vi vil blive savnet når det er …uh den er god til lige at få det hele i rette proportion, for hvor er alt andet næsten ligegyldigt set i forhold!
Kh Anneka
Anneka: Jeg tror, at det med om man har sat aftryk – vil blive savnet – betyder rigtig meget for os mennesker. Jeg har ofte tænkt på det, når mennesker vil have forskellige populærsange ved deres begravelse/bisætttelse……med ‘I did it my way’ formentlig som en topper. Jeg var her, jeg gjorde det på min måde (så godt jeg kunne), husk mig for det……Men i den store sammenhæng betyder hver enkelt af os jo ingenting…..sikke en tanke (;
Ja for ellers er vi bare som et fnug i universet. (Uff!)
Ja nemlig. Till min mosters begravelse havde hun ønsket vi skulle synge “Du er ikke alene” Det var rørende.
Kh Anneka
Anneka, jeg regner med, at dine kommentarer er til Helle, så jeg blander mig ikke!
Ov ja nok en ide at jeg skriver navn på. Den sidste var til dig Lise 🙂
Det er altså så inspirerende og livsbekræftende nogle emner du tager op synes jeg! God aften.
Kh Anneka
HeLene: Ja, Emilia er meget fascinerende, dygtig kvinde. Teksten ramte mig som en forhammer, da jeg læste den, og jeg var nødt til at låne den til bloggen, så I andre kunne læse med. I øvrigt skrev jeg til Emilia og fik kærlig tilladelse!
Det var præcis den læsning jeg havde brug for idag, og jeg skal sætte det billede op på min moodboard. Det er bare simpelthen så inspirerende!
Jeg har været til nogle af Emilias foredrag og det er noget jeg bare kan rekommmendere at komme til hvis i får eller tager chancen, hun er super skøn, klog og underholdende på den måde at man går og tænker på en hel masse ting også efterfølgende! Tak!
Ja, langt de fleste af os er sgu nogle heldige kartofler. Lad os blive bedre til at huske på det, og ikke mindst værdsætte det!
Meget inspirerende læsning
Kate, Emilia er rigtig god til at prikke til os, så vi får vendt nogle ting. Og også, som du skriver, bliver mindet om at være taknemlige.