Dit potentiale for lykke er genetisk ♥
Billedet er ikke manipuleret, jeg gik bare ind mellem de høje graner og kiggede op og så at grenene dannede et hjerte. Det syn fik mig til at føle pligt til at være lykkelig ♥
Når jeg går mine ture rammes jeg altid af lykke. Somme tider mere end andre. Men jeg tror, mit liv har bakset mig derhen, hvor jeg føler stor glæde ved det enkle. Men det er nok også rigtigt, som kloge hoveder siger, at man selv skal træffe en beslutning om at finde indre glæde og lykke. Her må jeg retfærdigvis konstatere, at mine udfordringer i forhold til mange andres er til at overskue.
Så her til morgen, da jeg læste om orkanen i Texas og Louisiana, der kommer med 240 km i timen og skaber det, de kalder en “uoverlevelig” stormflod på to etagers højde, så følte jeg mig skyldig i lykke. Heldig, at jeg bor i et land uden alle de udfordringer, som de lige nu står overfor i “Guds eget land” Amerika. En løbsk Covid-19 virus, skovbrande, orkan, raceuroligheder og et også temmelig løbsk præsidentvalg.
Jeg håber, at de mennesker har et ekstra højt genetisk lykkeniveau, det medfødte potentiale for lykke, som videnskaben siger, at vi ikke kan undgå at vende tilbage til selv efter store problemer. De siger, det udgør 50 procent. De siger også, at livsvilkår kun ændrer vores lykkeniveau med 10 procent. Men lige nu tror jeg nok, der er en del mennesker over there, der føler, at de er frataget alt.
Men hvis vi så holder os til mere livsalmindelige kriser – dem med økonomi, helbred, relationer osv., der altså kun ændrer vores lykkeniveau med 10 procent – så er der 40 procent tilbage, som er alt det, vi selv kan kontrollere. Det, vi gør, det, vi tænker, giver os mulighed for at øge eller mindske vores lykkeniveau. Vi vælger, hvordan vi ser verden og dermed vores potentiale for at få mere lykke i livet.
Sonja Lyubomirsky er professor i psykologi ved University of California, og hun har sammenfattet egne observationer med andre forskeres studier og er kommet frem til, at de lykkeligste mennesker tænker og opfører sig således:
# De bruger en stor del af deres tid på familie og venner, og de plejer og nyder disse forhold
# De har nemt ved at udtrykke taknemlighed for det, de har
# De er ofte de første til at tilbyde en hjælpende hånd til kolleger og forbipasserende
# De er optimistiske, når de forestiller sig deres fremtid
# De nyder livets goder og prøver at leve i nuet
# De har gjort motion til en ugentlig eller endda daglig vane
# De har sat sig livslange mål og ambitioner
Sidst men ikke mindst, siger Sonja Lyubomirsky, så har de lykkeligste mennesker deres andel af stress, kriser og endda tragedier. De bliver måske lige så fortvivlede og følelsesladede i den slags situationer, som du og jeg gør, men deres hemmelige våben er den selvtillid og styrke, de viser, når de skal håndtere udfordringerne.
“Kærlighed til andre og respekt for deres rettigheder og værdighed er alt, hvad vi behøver. Medfølelse er kilden til al varig lykke og glæde.” Citat Dalai Lama
Hvis I savner noget beautyskriv, så kig over HER. Jeg har for første gang testet en shampoobar.
Her er mit allerførste billede på Instagram, den 17. juli 2016, og teksten lyder #vejentillykken #nikko #klintstrand ♥
Kloge ord og god opmuntring 🙂
Vi har brug for det.
Verden koger mange steder pt og vi skal være taknemmelige for det vi har.
De hjerte i himlen er smukt 🙂
Tina: Ja, jeg var heldig, at jeg stod, så himlen sendte mig en kærlig hilsen. Jeg er bange for, om så himlen var i evig hjerteform, så er desperation og vrede så stor mange steder, at det nok ikke ville blive set. Vi skal i sandhed være taknemlige for at være her i dette gode hjørne af verden.
Kloge ord om lykke i bogen: Kunsten At Leve Lykkeligt – Dalai Lama.
??❤️
Pernille S: Der er coaches og så er der Dalai Lama <3 Sjovt nok har jeg ikke Kunsten At Leve Lykkeligt, for jeg har 6-7 bøger af og med ham. På mit natbord ligger Vælg hjertets vej...på forsiden står at vi må mindske vreden og dyrke venlighed og et varmt hjerte. Smukt selv om den meget vrede i verden lige nu nok ikke er modtagelig....
Hej Lise
Hvor er du fantastisk til at finde motiver, så smukt ❣️Man skulle næsten tro du kender en prof. Fotograf ? Også dejligt billede af din elskede Nikko ?
Kloge ord til eftertanke, hvor har du ret, naturen er en fantastisk helbreder.
Ida Østergård: Høhø…jo, nogen her i huset er prof, men han har nu ikke noget med min fotografering at gøre og slet ikke på vandringerne i den store skov (; der er så god til at lindre og trøste, når sjælen er lidt skrammet. Og Nikko, mors Nikko ):
Elsker det billede ❤️! Hvor er det fint !
Lykkeniveau og 40% egen kontrol, det er rigtig meget at gøre godt med ! Det er da klart øverst på min “ingrediensliste” ,så det ikke risikerer at komme bagest i køen ???
Hos mig er det mine daglige naturbesøg der optimerer mine positive tanker, inspirerer mig og giver gode ideer til alt muligt ! Og ikke mindst holder det kroppen stærk ! Når jeg går med andre er det en anden skøn berigelse , og selvfølgelig hører natur og børnebørn også til i topklassen!
Med alderen er det blevet meget lettere at leve i nuet, Og nyde de enkle ting! Set i lyset af elendighed rund om i verden, så er også jeg dybt taknemlig hver dag, for ar være dansker.
Og om “Guds eget land” …… ja, der er da virkelig brug for noget held og lykke over-there ❣️Meget snart !
Karin Winther: Jeg er også glad for det billede og som jeg lige skrev til Heidi, så trængte jeg til kærlighed den dag, så det føltes jo som om det der med at ‘der er mere mellem himmel og jord’. Men selvfølgelig var det tilfældighed, havde jeg stået to skridt længere til siden, så havde jeg bare set blå himmel.
Naturen er genial til at løse ens triste tanker og også, som du skriver, til at give gode ideer. Men som du har børnebørnene at dele med, så savner jeg godt nok min Nikko og hans vovsemåde at opleve på. Jeg bliver altid lidt trist på folks vegne, når de går i naturen og taler i telefon eller med ørerne proppet til, så de ikke får lydene med.
Og ja held og lykke over there meget snart. Og på et bestemt område gælder det jo også os andre og verdens tilstand.
❤️❤️ ❤️
Karin Winther: <3
Fantastisk billede og tekst til refleksion – også i kommentarfeltet. Og ja – i hvert fald en del af verden venter i spænding på, hvad der sker “over there” – holder vejret lidt og krydser fingre – det er så vigtigt for os alle.
Linda Nedergaard: Tusind tak Linda <3 Og ja, det er så dejligt, når der udveksles kloge ord og gode råd i kommentarfeltet.
Jeg må indrømme, at jeg er skræmt på verdens vegne over alt det, der sker både over there og til den anden side. Hvorfor spørger jeg mig selv, hvad får man ud af at have magt.
Skøn tekst/fortælling/livsvisdom og smukt billede, Lise <3
Dit foto kunne være billedet til dét citat, der hænger over mit skrivebord, hvor der står:
"Enjoy the little things in life.. for one day you'll look back and realize they were the big things."
Heidi Holm: Tak kære Heidi <3
Jeg husker den dag, for jeg trængte til noget 'kærlighed', så det virkede jo som om nogen lyttede (smil). Og det er så sandt det citat, og det er jo, hvad man oplever, at alvorligt syge altid konkluderer er det vigtigste for dem - de små ting i livet og dem, man elsker.
Sikke et dejligt indlæg! Tak, kære Lise ❤️
HanneTS: Tusind tak kære <3