Måske det spørgsmål, jeg har fået hyppigst
Foto af skeeze fra pixabay.com
I kender alle argumenterne for at bruge øjencreme, og det er jo korrekt, at huden på øjenlågene er specielt tynd, for ellers ville det blive svært at åbne og lukke øjnene for ikke at tale om alle de daglige blink. Huden omkring hele øjet er også det, man kalder løst bundet dels fordi der ikke er den tætte bindevævsbund med stærke og elastiske fibre, som vi har i nabohuden kinder og pande. Og dels fordi, der ikke er et fast underlag af knogle, for der ligger jo et øje derinde i hulen. Øjenlågene har heller ikke ligefrem store talgkirtler. Men øjnene har mange muskler.
Summa summarum: Tynd hud med svag barriere, løst underlag, svag cirkulation og mimik gør huden omkring øjnene udsat for udtørring og irritation, den er tilbøjelig til at få væskeansamlinger og det er stedet, hvor de første rynker indfinder sig.
Selv er jeg on/off på øjencreme, og i det store og hele tilslutter jeg mig mange af mine kolleger, nemlig at hvis man ikke har specifikke problemer, som en eventuel øjencreme så helst skal løse, så kan man godt anvende sin almindelige creme op til de underste vipper. Men det er ikke alle cremer, der skal på øjenlågets tynde hud. Så læs på produktet og står der ikke noget, så spørg. Helt personligt vil jeg forvente, at en øjencreme kan anvendes på hele øjet, for hvorfor ellers bruge den, når den sædvanlige creme udmærket kan anvendes op til de underste vipper.
Uanset, om du vælger dagcremen eller øjencremen, så vil jeg bestemt foreslå dig at lægge cremen med nogle andre greb så at sige end du bruger i resten af ansigtet, fordi der jo mangler det faste bindevæv og knoglebund, som giver mulighed for en egentlig massage. Det og hvorfor vender jeg tilbage til i morgen.
Her et kig på par nye/næsten nye i mine øjne (!) rigtig fine øjencremer. Og et produkt, du måske er overrasket over at se i den forbindelse.
Vichy Minéral 89Eyes er en rigtig fin øjencreme med god fugt fra glycerin og hyaluron, shea butter til at holde på den, samt adenosin, som plumper huden lidt med yderligere hjælp fra propanediol, en ingrediens der øger optagelsen af de øvrige ingredienser og har ry for at give dewy skin. Desuden ses chlorellaekstrakt og koffein på ingredienslisten. Og ikke at forglemme termalsk kildevand, som der er ekstra af i denne øjencreme, og det har både en opfriskende og beroligende virkning på huden.
Juhldal EyeRoller No8 med Aloe vera, multitalentet til hud, samt barrierestyrkende planteolier og en kombination af avocado og hvedekim for spændstigheden, der yderligere varetages af antioxidantvitaminerne A- og E. Plus cikorierod til at give et lille løft. Og så har den den dejligste roller i kirurgisk stål i toppen, så man får kølende og stimulerende påføring.
Filorga NCEF-Reverse Eyes indeholder som navnet antyder det særlige NCEF med 50 indkapslede ingredienser – herunder en lang række vitaminer – der er de samme, som anvendes i Filorgas professionelle meso-injektioner. Glycerin- og hyaluronfugt, squalane til at skabe naturlig barriere, kollagen, salicylsyre, peptider, lakridsrodsekstrakt (lysner og beroliger) og endnu flere aktive ingredienser. Se dem alle HER
Peter Thomas Roth Potent-C Power Eye Cream med 10% af det særlige oliebaserede C-vitamin, fordi vitaminet kun i den udgave har den kollagenopbyggende effekt nede i huden. Yderligere vil det virke lysnende på misfarvninger (op til 75% lover man). Desuden ses E-vitamin og endnu en stærk antioxidant, ferulinsyre. Plus Aloe vera, hyaluron, koffein, ekstrakt af brune alger og angelicarod. Alt i alt et avanceret øjenprodukt.
bak Day Care Oil er selvfølgelig produktet, som jeg skriver, du nok ikke havde ventet at se her. Men da nu det probiotiske er på dagsordenen og der ikke er en øjencreme i den nye danske bak-serie, så spurgte jeg Charlotte Vedel hos Lactobio, om produktet kunne anvendes omkring øjnene, og hun svarer således:
“JA det kan det. Jeg bruger selv day care oil på øjenvipperne og helt tæt omkring øjnene. Med hensyn til kontaktlinser, så skriver Charlotte Vedel:…. jeg ved ikke om olie/fedt kan give en hinde på linserne, så man skal måske ikke anvende olie helt tæt på øjet lige før man tager linser på. Men ellers absolut ingen problemer. Jeg har ikke brugt andet end olien i 9 mdr. og bruger den også på læberne i stedet for læbepomade.
Charlotte Vedel tilføjer – og jeg gør opmærksom på, at det er ikke nogen autoriseret videnskabelig test, men en interessant oplysning, synes jeg – “Vi har lige haft en testperson som har testet det på sin søn som havde en infektion i øjenvipperne og sønnen (8 eller 9 år) har haft infektionen i 6 måneder og brugt et middel fra lægen, men på kun 2 dage var det væk efter hun brugte olien. Charlotte Vedel har bedt moren om lidt flere detaljer om infektionen, og det får man.
Endnu en interessant oplysning fra Charlotte Vedel: Man har i øvrigt også et mikrobiom i øjet, men det er ikke så undersøgt endnu. Engang troede man vist at øjet var sterilt, men det er det ikke.”
Og jeg kan tilføje, at Lactobio af Silicon Republic er sat på listen over de 8 mest innovative biotek-startups i Europa. Tillykke ♥
Og vil du læse om flere øjencremer, så havde vi jo testen HER
Pernille S skriver
Kære Lise
Ved egentlig ikke om det er ok, men jeg bruger min Environ creme OGSÅ i øjenområdet. Rundt om hele øjenområdet og halvt ned på øjeæblet. Ikke helt op til vipperne, men næsten. Synes jeg har fået en rigtig god effekt heraf mod de små kragetæer! Indimellem kører jeg reel øjencreme ovenpå, til andre tider bliver det ansigtscremen som fortsætter på øjenområdet…. 🙂
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hvis ikke du får nogen reaktion, så er det jo OK. Jeg ved ikke – husker ikke, hvis du har fortalt det – hvilket step, du er på, men man skal jo nok ikke præsentere øjenlågene for et step 5 fra starten. OG så synes jeg, det er rigtig godt, at du ikke kører helt til vippekant, hverken nedefra eller på låget. Og så skal man med alle cremer passe på ved tårekanalen. Jeg går også selv næææsten op til vippekanten men altså ikke på øjenlåget med mit step 3.
En almindelig creme, som hovedsagelig udgøres af fugt og fedt er ikke noget problem på øjnene. Øjencremer indeholder jo både det og aktivstoffer.
Men stadig er øjenområdet specielt, og det er også ofte der irritationer fra f.eks. den vinterkulde og blæst, der venter, den kommer.
Carina C skriver
– Sikke nogle skønne produkter! Jeg skal bare huske, øjenæblerne ER rene, hvis jeg kaster mig over en øjencreme, der indeholder så potente stoffer som f.eks. salicylsyre eller 10% oliebaseret C-Vitamin, – til gengæld er jeg sikker på, de udretter nogle meget fine resultater!
Jeg har da også »almindelige« cremer, jeg sagtes kan bruge om øjnene, men jeg elsker en roller i kirurgisk stål, men når det kommer til øjencreme, står jeg helt af, hvis parfume ikke står laaaangt nede på indgredienslisten..
Lise Grosmann skriver
Carina: Ja, de er skønne – og også på bagsiden (ingredienslisten). Og den Peter Thomas Roth må lige være noget for dig, der er stor fan af C-vitamin.
Fordi huden er fedtelskende, så optages vitaminet længere ned i huden hævder de og ligeledes hævder de, at de vandbaserede ‘kun’ virker på overfalden som f.eks. antioxidanter.
Vi kan godt blive meget enige om, at de der gode rollers føles ganske afhængighedsskabende, og så kan de stimulere lymfecirkulationen.
Carina C skriver
Ja, – den vil jeg bestemt gerne have med på “Exel-arket”… Ang. lymfecirkulation er jeg allerede ved at blive begejstret for min Gua Sha! Den tager jo rigtigt godt fat, – jeg må hellere være lidt forsigtig i begyndelsen ;o)
Lise Grosmann skriver
Carina C: Der er også et serum i den nye C-serie, som jeg tror, jeg lige nævnte kort på et tidspunkt.
Gua Sha giver mere en bindevævsmassage, men da lymfekarrene ligger dybere på kroppen, så kan de få udbytte. De er jo vant til at blive masseret af muskler.