Bestemt også at smøre sig til pletblegning. Men lad os se på det!
I går sad jeg med en livsven på en bænk og skuede ud over fjorden. Men vi skuede også indad og på hinanden. Hun er noget yngre end mig men dog gammel nok til at have fået pigmentpletter. Jeg pegede på mine ben, som ikke er brunplettede men nærmere hvidplettede, og gentog, hvad dr. Murad har sagt – nemlig at problemet med alderen ikke er for meget men for lidt pigment.
Antallet af pigmentdannende celler mindskes med 10-20 procent for hvert tiår. Der bliver altså mindre melanin at gøre godt med/beskytte med. Og når dem, der er tilbage, skal kompensere for dem, der mangler, så får man overproduktion af pigment i et område og mangel i et andet, og derfor bliver huden plettet, siger Murad.
Sig pigment, og det meste er et stort spørgsmålstegn!
Det meste pigment produceres af melanocytter, der ligger i overgangen mellem over-og læderhud, og herfra transporteres det af nye celler (det er her celledelingen sker) op til overfladen, hvor det som bekendt har stor betydning som naturens UV-beskyttelse. Tyrosin er udgangspunkt og derfor ofte der, pigmentblegere sætter ind for at spænde ben for processen.
Embryologisk (fosterstadiet) er melanocytter knyttet til nerveceller og melanin kan påvirke neural aktivitet. Der er således en type melanin, der hedder neuromelanin, som er tilstede i neuroner i hjernen. Der er noget med hud og hjerne på flere niveauer. Det, der sker i hjernen, det sker i huden, som forsker i neurovidenskab Dr. Claudia Aguirre siger. Hvem ved, måske kan langvarig stress ud over meget andet også forårsage misfarvning af huden.
Det er uafviseligt, at det er skørt at skolde, og at det kan føre til syge pletter. Og det ER et uafviseligt faktum, at hud tæller soltimer, men er det lige så uafviseligt, at de altid sætter pletspor? Blot en spekulation, for selvfølgelig gør de, UV-strålerne, men det er tilsyneladende ikke en regel, at de gør hos alle. Og her tænker jeg på en mand som B, som jeg omtaler HER, og flere i familien som f.eks. min svigermor, der var havemenneske, blev 91 år og døde i hvert fald hud-pletfri.
Jeg ved det….en svale gør ingen sommer. Og jeg er på ingen måde ude i det ærinde, at man ikke skal være yderst forsigtig i sin omgang med sol. Det er trods alt dens energi, der er i stand til at holde liv i alt og alle.
Men der er overraskende mange pigment-udløsende faktorer, som antyder, at mangt og meget spiller ind/kan spille ind. Tilsyneladende er de pigmentdannende celler ikke bare følsomme over for UV, hormoner og skader i huden, de reagerer også på temperatur, allergener og kemikalier.
Som bekendt arbejder man i disse år med teorien om pollution pigment, altså at forureningspartikler, som danner hidsige ‘radikaler’, provokerer huden til at danne pigment som beskyttelse, fordi melanin virker som antioxidant. Meget tyder på, at pigment måske har en overordnet beskyttende opgave. At det kræver andre indsatser end SPF at undgå kaos i det. Inflammation ser ud til at spille en afgørende rolle – om stressfaktoren er UV eller anden trussel/traume.
Ubalance i mikrobiomet har også været nævnt. Det, mikrobiomet i tarmen, har en overordnet immunstyrende rolle og som sådan kommunikerer det med forskellige organer herunder huden via den såkaldte ‘Gut-Skin Axis’.
Men der er stadig flest ubekendte, både når det gælder selve dannelsen af melanin og årsager til hyperpigmentering. Eller mangel på pigment, hypopigmentering, som ved vitiligo, som formentlig er en autoimmun lidelse. Hypopigmentering ses også som pigmenttab ved skade. Og altså alder qua ovennævnte. Pigmentdysfunktion ses ved flere sygdomme, i forbindelse med medicin, det kostmæssige som mangel på B12 har været nævnt og så er der jo hormoner, sol, alder osv.
Er du på mere nørd, så er der masser af melanin-forklaring HER.
Og klikker du og læser, så vil det endnu mere fremgå, at pigment er et enormt og uoverskueligt biologisk fænomen, hvis forebyggelse ikke klares alene med solcreme. Vi slipper heller ikke her for at inddrage livsstilsfaktorer og dermed bl.a. skele til det med den kulørte plantekost, fordi det er her, vi får en række mikronæringsstoffer herunder dem, vi kalder antioxidanter. Vi får cellebundet vand. Og vi får næring, præbiotika, til mikrobiomet, som danner en lang række vigtige stoffer til os og altså styrer immunforsvar.
Foto: Eksempler på nogle af de mest ‘opklarende’ produkter og når Esse Probiotic Serum står på fløjen alene, så skyldes det, at man her går probiotika-vejen med mælkesyrer, der styrker dannelsen af beskyttende faktorer over for bl.a. inflammation og pigmentering * Nivea Cellular Luminous Anti Dark Spot er en serie, hvor pigmentblegeren er det patenterede Luminous630® (Isobutylamido Thiazoyl Resorcinol), der både mindsker og forebygger * Filorga Skin-Unify Intensive Illuminating Even Skin Tone Serum tager fat på blegeopgaven med bl.a. flere typer C-vitamin, glabridin (tyrosinase-hæmmer) fra lakridsrod, niacinamid og flere andre aktive ingredienser * Paula’s Choice Discoloration Repair Serum med niacianmid, tranexamic acid og bakuchiol * Apeer Active Skincare Glowing Serum indeholder C-vitamin, en erfaren pigmentbleger og antioxidant * Ducray Melascreen Anti-Spot Concentrate med hele 12% azelainsyre, der griber regulerende ind i pigmentdannelsen samt glykolsyre, der samtidig med at det fjerner de øverste forhornede celler virker opklarende på huden * SkinCeuticals Phyto A+ Brightening Treatment, en af seriens potente pigmentspecialister med bl.a. azelaic acid og alfa-arbutin plus planteekstrakter med styr på pigmentblegning.
Der er flere spørgsmål end der er svar, lige som det heller ikke er nogen let sag at smøre sig til pletblegning. Alene fordi pigmentet alt efter type/årsag ligger i forskellig dybde. Mens andet som melasma i forbindelse med graviditet ofte forsvinder af sig selv og lige så, hvis årsagen er p-piller eller østrogentilskud når man stopper med dem. Men for endnu en gang at forvirre, så får også mænd melasma, hvilket jo igen antyder andre/flere årsager. Det skal ikke være nemt heller, når emnet er pigment.
Ud over de arbejdsomme og alsidige vitaminer A, B3/niacinamid og C-vitamin så kig efter disse ingredienser: phenylethyl resorcinol, tetrapeptide-30, tranexamic acid samt plantekestrakter som melbærris, morbær, madder, lakridsrod/glabridin samt kojic acid og alpha arbutin. Og sidstnævnte hævdes at have effekt a la hydroquinone, for tilsyneladende nedbrydes arbutin til hydroquinone, når det absorberes i huden. Og så fremhæves azealainsyre/Azelaic acid som noget af et overset mirakel.
Jeg har skrevet mange gange om pigment – f.eks. HER. Hvis du kigger over HER, så viser jeg lige produkter igen og sætter tekst ind om dem. Så behøver du ikke longlæse dig igennem alt det andet.
Pernille S skriver
Mange spørgsmål måske…, men du svarer altså på rimelig mange af dem Lise. God weekend 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det er jo nemt nok at sige sol og så er den sag onduleret, men så står man med et problem, når alt det andet, der tegner sig, melder ind med pletter (; God søndag kære <3
Karin Winther skriver
Spændende nørderi !
Og den der azealain syre effekt vil man jo gerne have, men hvordan får man bedst plads til den i rutinen af less is more ? Er det mon for skrapt sammen med Ansigtscremen til natten ?
Og jeg har malascreen depigmentant, men tænkte den er til vinterbrug 😬
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: TAK, det er jeg glad for, at du synes – og skriver <3
Der er såvidt jeg ved ikke noget fraråd af at bruge Melascreen om sommeren, de laver den jo i en udgave med SPF. De anbefaler 2 x daglig, men du kan jo bruge den om aftenen med Ansigtscremen. Azelainsyre er ikke hidsig, og A-vitamin kan udmærket anvendes sammen med den glykolsyre, der er i.
God weekend <3
Karin Winther skriver
❤️🙏🏼 perfekt 😘
Charlotte skriver
Tak for endnu en omgang spændende læsning jeg må prøve en af de serum når jeg har brugt det op jeg har 🤗
Min datters farmor på 87 har aldrig brugt solcreme og har altid gået udenfor i sin have fra morgen til aften om sommeren uden hat bruger ikke nogen særlig creme og slet ikke hver dag
Hun har ikke en eneste sol plet og få rynker trods hun er stor ryger
Det kan jeg ikke selv prale med altså manglende solpletter
Foruden manglende solpletter er hun i forrygende form af en 87 år i dame og være🙏🏻🌈🤸♀️ hun har altid haft en stor plads i vores hjerter❤️ mine børnebørn de elsker også deres oldemor hun er så livs glad og det smitter 😍
God weekend søde Lise
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Og stort tak til dig for at skrive det, det betyder meget <3
Det er tankevækkende, at der tilsyneladende er gamle mennesker, som har levet i og med sol uden at vide om eller bruge solbeskyttelse men også uden at få f.eks. pigmentpletter. Det trænger til at blive forsket mere i det med pigment.
MEN det betyder jo ikke, at vores livsstil i dag ikke er uhensigtsmæssig og unaturlig også i forhold til solpåvirkning og dermed er risikoen jo større. Et utrænet forsvar er ikke effektivt.
GOD weekend også til dig med oldemor, børn og børnebørn - og sol forhåbentlig <3