Shhh stille! mor arbejder

Vi taler cellearbejde, og det er vildt

Hvis man er levercelle, så skal ens døtre også gerne forblive det. Det er nok ikke comme il faut i disse tider at tale en-kønnet, men man kalder det altså datterceller, når en celle deler sig. Og det er mildt sagt en farefuld proces. Uanset, hvor man er celle. Alt sammen noget med at rekruttere bestemte proteiner ud af 2000 mulige præcise steder i DNA’et til at aktivere udvalgte gener, som er dem, der gør, at en levercelle forbliver en levercelle og ikke bliver en kræftcelle.

Noget af en mundfuld……

Jeg sidder da også her med opspærrede øjne. Dels fordi det i sig selv er ubegribeligt, at det foregår hele tiden i os, og vi burde jo sidde med krydsede fingre. Men milde moster….en DNA-streng er to meter lang, og den skal pakkes ind i cellekernen! Jeg mangler emojier med opspærrede øjne. Og for at I ikke skal tro, at jeg leger forsinket aprilsnar, så læs HER (teksten er på dansk).

Som det kan læses, så har forskerne fokus på epigenetik, altså hvilke gener, der skal være tændte og hvilke slukkede. Og her skal ikke rystes på hånden hos cellemor. Jeg har skrevet tidligere om epigenetik, som optager mange forskere ud over disse dygtige danske fra Syddansk Universitet.

Og hvorfor er det så vigtigt for os at vide det her med epigenetik? Fordi vi har mere end meget at sige, fordi faktorer som ‘miljø, ernæringstilstand, alder, hormoner og livsstil i det hele taget’, som der står i artiklen, kan skabe disse epigenetiske små og potentielt farlige ændringer. Og de nedarves. Så vi har et stort ansvar over for en masse mødre(celler) og deres døtre. Om det nu er i leveren eller huden, de forsøger at dele sig uden fejl.

Som jeg skrev HER om tendenser i 2024, så er epigentik blevet big issue i forskningen og baggrunden for det store fokus på longevity, hvor nogle prøver at skrive den evigtunge historie ind i deres gener. Og gener er ikke en dom, hvilket burde være ansporende for at gøre sig godt med de helt elementære ting, som rådene ender med, hver gang man interviewer en læge/videnskabskyndig…..

Spis grønt og groft og ikke for meget af det søde og fede, pas din søvn/sovetid, rør dig og hav nære relationer. Og for hudens vedkommende gælder det også, at mere ikke er bedre. Lige nu er det ikke solcremen, der står øverst på behovslisten, men når det bliver, så brug den ved behov* med et godt serum under, der giver antioxidanter, niacinamid og panthenol. Og så EGF eller vækstvitamin A om natten.

* Lige en kommentar til det med behov! Jeg skrev dette indlæg på Instagram i går, og der plejer da at være nogle, der er søde at læse og like. Men budskabet her er ikke det, der fænger. På trods af, at alt er velunderbygget og med links til egen læsning. Det siger mig noget om, at vi måske er blevet så vant til at høre om solens skadelige stråler, at det er blevet dens ry. Trist – og farligt – hvis det er sandt.

Nu, vi er ved instagram, så lå der forleden det her minde, som siger så meget. De står derude nu og trodser regn og kulde men minder os om sol. For den giver os også de farver, der giver vores sjæl oplevelser. Uanset om man nu tror på chakra-teorier. Dem, der vil sælge os noget, de har studeres farvers evne til at manipulere os vældig grundigt!