Vi tager en mini-føljeton og ser på, hvad der kan gøres ved løs halshud
Hvis jeg nu skal tillade mig at tilsidesætte en daglig taknemlighed over stadig at være her og kunne glæde mig til endnu et forår, så er hals og underansigt nok det, jeg gerne så i en yngre udgave. 10 år baglæns helst. Det kan kun kniven klare.
Og for nogle år tilbage – i forbindelse med en artikel til Femina – spurgte jeg faktisk plastikkirurg Bo Jønsson, om ikke man kunne lave en ‘klemme i nakken’ operation. Sådan som os med tendens til kalkunhals ofte gør foran spejlet, når vi trækker halshuden bagud og vupti, så er ikke bare den men også underansigtet glattere.
PS: Det hjælper ikke ihærdigt at massere halshud om i nakken, det kan derimod trække de allerede trætte kollagene og elastiske fibre endnu mere slappe. Og der er i forvejen kun få af dem i huden på halsen.
Det her lille kneb ser man ofte i forbindelse med portrætter af ikke helt unge kvinder (jeg har ikke set mænd gøre det), men sådan kan man jo ikke rende rundt og trække halshud om i nakken….
Jønsson svarede lige som Bonnie Erichsen engang, jeg spurgte hende, at det gjorde man ikke, for det ville give et grimt ar i nakken. And so what sagde jeg, man kunne jo være opereret for diskusprolaps, slå kraven op i nakken eller bare være dyt ligeglad. Og så vidt jeg kan se ved besøg på talrige plastikkirurg-sites, så er min operation ikke taget i brug. Man fjerner stadig løs hud på forsiden af halsen, som forklaret HER
Lige kort tilbage til Bonnie Erichsen og hendes speciale, fenolpeeling. Hun er nok overhovedet den plastikkirurg, der har mest erfaring med fenolpeeling, og i forbindelse med et interview så jeg før/efter-fotos, og bemærkede, at halsen virkede endnu mere slap på efterbillederne, hvor huden i ansigtet var tydeligt opstrammet og forynget.
Og så var mit spørgsmål selvfølgelig: Hvorfor peeler man ikke også halsen? Fordi halshud heler dårligt, den har ikke samme regenerationsevne. Man peeler i øvrigt heller ikke dekolleté, og arme og hænder med fenol. Lød svaret.
Så al hud ER ikke skabt lige og halsen er ikke bare i hudkvalitet men også i konstruktion en svær størrelse at holde i fast form. Og selv hvis man praktiserer facial workout, faceyoga eller lignende, så er det svært at få styrketrænet de lange muskelbundter, der udgør den brede muskel på halsens forside.
Platysma, som den hedder, går fra hagens runding til brystbenet hvor halsen slutter. Musklen dækker ud på siderne af halsen, men der er en åbning fortil over strubehovedet. Platysma er en tynd og flad muskel sat sammen af nogle tykke bånd af muskelfibre. Musklen er forbundet med huden, og en del af dens muskelfibre fortsætter op i ansigtet og indgår i ansigtsmuskulaturen.
Når jeg ovenfor har fremhævet styrketrænet, så er det fordi der også her skal modstand til for at stramme op og give muskelfylde – nøjagtig lige som når vi træner kroppens muskler. Når jeg ind imellem kommer i tanke om, at NU må jeg også træne den halsmuskel, så er det denne øvelse, jeg laver:
#Læg venstre hånd fladt og fast neden for halsen på brystbenet. Hold højre hånd (eller venstre, hvis den er den stærkeste) under kæben og yd modstand, når du nu prøver at åbne munden. Når hånden skal ligge med en fast pres på brystbenet, så er det netop for ikke at strække musklen men få den til at arbejde og derved udvikle fylde.
Og så synes jeg den her er god:
#Læg den ene hånd på panden og pres hovedet frem mens du yder modstand med hånden. Hold presset i 10 sekunder. Bagefter lægger man begge hænder bag hovedet og skubber bagud, mens man yder modstand med hænderne. Igen holdes presset 10 sekunder.
Motion og styrketræning kan forme muskler, så de fylder mere, og det gælder også ansigtets muskler, men det kan ikke fjerne løs hud men jo fylde den bedre ud. Tyngdeloven er ubamhjertig. Måske skulle vi gå på hænder ind imellem og sende det hele den anden vej.
Vi fortsætter med kosmetiske behandlinger og halscreme i morgen.
Har du mod på det, så fandt jeg videoen her, hvor Bo Jønsson og en kollega på Aleris-Hamlet bliver undervist i Ponytail Lift® af dens udvikler Dr. Kao.
Karin winther skriver
Nej styrketræning og ansigtsyoga kan ikke ændre hud der er ved at blive træt ! Jeg kan bl. a. se det på mine arme! Man drømmer jo om, at der sker mirakler, meeen….
Styrken i musklerne vil jeg dog ikke undvære , så jeg nyder mine træningsprogrammer og fortsætter arbejdet!
Og den halsklemmemetode 😂 altså !
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Næst efter klemme i nakken (; så er det nu ikke så tosset med veltrænede muskler noget sted på os. De former og fylder huden ud, men alle gode gener, vaner og bestræbelser til trods, så indhenter tyngdeloven os.
Karin winther skriver
🤷🏼♀️
Liv Davids skriver
Kære Lise og Karin, vi er heldigvis i live, så pyt med at vi bliver lidt løse i det, her og der.
De dage hvor jeg synes jeg ser helt umulig ud, vælger jeg altid farver der gør mig glad i påklædning og læbestift 😘
Karin VS skriver
Sådan Liv 👍🏼😃
De dage hvor jeg ser helt umulig ud er jeg taknemmelig for jeg arbejder hjemme og ikke behøver møde verden 😂😂
Ej pjat, i stedet putter jeg min yndlingsparfume på og drikker en ekstra god kop kaffe ☕️
Knus
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Og det gør vi jo, så i sidste ende er det blot en lille udskydelse af alders og livsvaners spor. Og ud har helt ret, at gøre noget dejligt får jo en på rette glade og taknemlige spor.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Ved du hvad det ligner når jeg sidder almindeligt?
Som om jeg har hudfarvet rullekrave på selvom jeg kun har en almindelig top på med almindelig halsudskæring 😅😅
Og så pyt da med det 👍🏼👍🏼 Vi er i live ❤️❤️❤️
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Ja, kære Karin, vi er i live, og det, livet, er jo vidunderligt. Det er ren livsforkælelse overhovedet at beskæftige sig med sligt, men det sker jo (smil), at spejlet fanger. Og så har det her beauty jo været min beskæftigelse det meste af mit liv. Knus og tak for dejligt skriv, lise
Karin VS skriver
Undskyld Lise 😥 det var ikke meningen at forklejne dit skønne arbejde, som jeg bl.a. har nydt så meget af ❤️
Det jeg egentlig mente var at når jeg ser fotos af mig selv hvor “rullekraven” er synlig, er mig første reaktion: 😱 skriiiig!
Så min besked var til mig selv kære skønne beautyforkæmper, det var IKKE for at minimere det du gør og det du står for 🌹🌹🌹
Hav en dejlig aften 🤗
Lise Grosmann skriver
Karin VS: NEJ FOR POKKER, sådan opfattede jeg det ikke kære. Du har så meget ret, og min tilføjelse gjaldt bare, at jeg er (job)miljøskadet. Dejlig aften også til dig <3