Og så den fornemmelse for ord ♥
Der kom en og en til og i morgen udkommer Anette’s tredje bog ‘Seriøst bedre hud’.
Anette, du må være i en både frygtelig og frydefuld tilstand lige nu. Hele skriveprocessen er jo en vekslen mellem dage, hvor det bare ikke vil og andre, hvor man bliver høj af ord, der føjer sig i velformede linjer, der bliver til afsnit. Og til sidst den bog, man heller ikke denne gang var sikker på, at man formåede at få den rigtige form på.
Det gjorde du i den grad ♥
Nu ligger den der hos alle dem, der skal læse og dømme. Jeg husker følelsen. Man fatter det ikke rigtig. At det omslag gemmer ord, man har skrevet og skrevet om. Man får aldrig rutine i det her, tror jeg. Men jeg glæder mig allerede til den fjerde Anette! Du har stof i dig til meget mere flot hud/superhud/seriøst bedre hud-skriv. Du brænder for det her, ordene vil ud, og alle vi andre er vilde med at læse dem.
Tak Anette, du er go’ at blive gammel med, for du har strategierne. Både de forebyggende og dem, der er værd at gå efter, når skaderne er sket. Og du sørger for, at der er ‘papir på’ de råd, du kommer med. Jeg er totalt enig med hudlæge og professor Peter Bjerring, når han skriver i sin anmeldelse: “Anette digter aldrig. Hun gør sit forarbejde seriøst og er fremragende til at formidle videnskabelige emner, så de bliver forståelige, men uden at forsimple dem.”
Jeg plejer at sige til dig, at jeg elsker, at du behandler vores stof som det fagstof det er. At du samtidig skriver en vis legemsdel ud af skørterne er jo bare dobbeltfryd. Du føder ord og vendinger, der har sneget sig ind i beautysproget hos alle. Lige som din og Peter Bjerrings hudplejepyramide.
Til alle jer, der har til gode at læse ‘Seriøst bedre hud’ vil jeg sige: Glæd jer til den bedst tænkelige fagligt funderede ledsagelse ude i det, der efterhånden har udviklet sig til en jungle af ikke bare produkter men også anvisninger, der stikker i hver sin retning. Jeg tør godt love jer, at I efter endt læsning ikke sidder tilbage med et eneste ubesvaret spørgsmål.
Anette har ikke bare godt greb i tingene selv, hun har også grebet fat i eksperterne. Og jeg elsker afsnittet, hvor du, Anette, taler med manden bag den fantastiske danske serie Purely Professional, cand.scient i organisk kemi og ekspert i alger Ole Olsen, og I giver opskrifter på ‘gør-det-selv’. For mig, der har været i det her så længe er det jo ren memory lane at se yoghurt-masken genoplivet i en superversion 2.0. Og denne gang med ‘papir på’ den gode effekt, for vi taler jo probiotika.
Kære Anette, du skal tillade dig at være glad og stolt. Jeg har nydt at læse ‘Seriøst bedre hud’. For det faglige forstås men også fordi du giver masser af plads til humor. Og på forunderlig vis handler bogen også om relationer, om venskaber og om kærlighed. For det er jo sådan, du er ♥
ALLE FOTOS er mine affotograferinger fra bogen!
Mariannegylding skriver
Glæder mig også rigtig meget til Anettes bog?❤️ Hun kan bare sit kram, og så er hun et dejligt menneske.
Lise Grosmann skriver
Mariannegylding: Du har så meget ret <3
Pernille S skriver
Troede fejlagtigt Anettes bog udkom i dag, hvorfor jeg besøgte min lokale boghandler. Her kunne man fortælle, at bogen udkommer imorgen torsdag. Om de skulle bestille den hjem til mig? Ja, da!
Fik fortalt at Anette har en stor læserskare på sin blog og seere på morgen-tv, så mon ikke boghandleren ville gøre klogt i at bestille flere bøger hjem? Som sagt så gjort. I mit hood er den at finde i morgen for andre end mig.
Jeg glæder mig så meget til udgivelsen, og forventningerne er ikke blevet mindre på baggrund af din fine anmeldelse, Lise 🙂
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Bestille hjem!? Godt du fik fortalt dem, hvordan den sag hænger sammen.
Og når man så tænker på, hvor meget salgsarbejde Anette jo på sin vis gør for forlag og boghandlere, når hun laver sine beautyboxe med bogen – gang på gang bliver den omtalte for mere end mange mennesker. Jeg håber, de får lagt den bog forrest i vinduet efter din ‘opsang’ (;
Og ja, glæd dig til læsningen, fordi bogen ud over det faglige også er ‘hyggelig’ personligt skrevet læsning.
Anette Kristine Poulsen skriver
Altså jeg har ikke ord lige nu.
Gid jeg kunne skalere tak.
Og en detalje i forhold til det du foreslår: Men min mand har skam tippet mig om emnet til en fjerde bog. Hvad med en biografi med titlen MIN HUD…griner han. Ak ja.
Tak af hjertet, Lise.
Lise Grosmann skriver
Anette Kristine Poulsen: Du har også brugt ret mange (ord) til den bog <3
Og din mand er godt nok morsom, men han ved ikke, at ideen faktisk ikke er så tosset. Det ved vi to, for vi ved, at hud er alsidig nok til sin egen biografi (;
Og det er os andre, der takker over, at du tog det store arbejde på dig og gjorde det tredje gang til bravour...