Når det handler om mad handler det også om hud.
Det plejer at være beta-caroten, der fremhæves. For eksempel i et tåbeligt studie, hvor man fodrede finske storrygere med megatilskud af stoffet og fandt ud af, at det øgede deres risiko for lungekræft. Hvilket fik skræmt en masse mennesker fra at spise gulerødder. Jeg håber, at alle er kommet videre, og nu er der mere godt om den orange rod.
Man har nærstuderet to stoffer, falcarinol og falcarindiol, som grøntsager anvender til at beskytte sig mod angreb fra svampe og andre mikroorganismer, der ikke vil dem det godt. Stofferne er i gulerødder og også i f.eks. persillerod, selleri og pastinak, og spiser man mange af dem, så viser studier, at man formentlig har en nedsat risiko for at få kræft. I petriskåle slår falcarinol og falcarindiol simpelt hen kræftcellerne ihjel. Andre studier har bekræftet og nu går man videre med at undersøge om det gør sig gældende for mennesker.
Som du kan læse HER, så er det igen igen inflammation, der spiller en central rolle, som det gør også i forbindelse med udvikling af mange andre sygdomme – og problemer med huden. Du kan også læse, at man skal op på at spise 6 om dagen for at få rette dosis af de der ff’er. Jeg har lang vej, for jeg spiser kun en, men jeg trøster mig med, at temmelig meget af det andet, jeg spiser, også virker anti-inflammatorisk. Og præbiotisk.
Og hvis du synes, at det har handlet temmelig meget om mave og mikrober de seneste dage, så lad mig minde om, at huden er vores største organ, den er levende og afhængig af, hvad den får leveret af næringsstoffer. I øvrigt får den også en lille smule farve af betacarotenen. Og det er helt uskadeligt!
GRAND CRU De lange slanke gulerødder på foto er desværre ikke fra vores have, og hvis de var, så ville vi være Grand Cru-vindere. De er nys hevet op af den lette sand/dyndjord hos vores nabo Almegård og dem var det, der i år vandt prisen. Prøv at se på dem, se hvor lidt jord, der hænger ved. Det er den lette jord, som også gør, at de er helt ubeskadigede modsat gulerødderne i vores lerjord.
Netop den specielle jordbeskaffenhed har gjort Lammefjorden særlig frugtbar og lammefjordsgulerødderne til Danmarks bedste. Og hvert år kåres DEN bedste, Grand Cru guleroden. Det er ikke første gang min nabo løber med titlen, de har faktisk gjort det mange gange. Og tag ikke fejl, Grand Cru betegnelsen er en EU beskyttet oprindelsesbetegnelse for unikke fødevarer. Og landets bedste restauranter – også dem med Michelin-stjerne! – handler i Odsherreds spisekammer.
Det kunne da være, I har lyst til at følge et par dygtige landmænd, så er det lige HER Se for eksempel deres udfordringer i marken, da der skulle høstes Grand Cru….
Pernille S skriver
Spiser selv en stor gulerod hver morgen. Det er blevet et helt lille morgenritual sammen med min morgenkaffe på job (bare ikke de to ting ophæver hinanden!)
Flotte rødder din nabo kan opvise! Landmændene er godt nok udfordret i disse tider med al den regn. Måske vi indenfor føje år ser rismarker…
God weekend Lise :->
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Du skal ski da være landbrugskonsulent….yes rismarker. Mere vand og højere temperatur, det er ligetil og vi må sno os uden om de problemer vi skaber for os selv. Hvilket vi må formode, at vi gør.
Kaffe og gulerod – har ikke hørt, at de ophæver hinanden (; men i går læste jeg til min gru, at den gode virkning af kaffe i moderate mængder ødelægges, hvis man spiser kage til. Altså, hvad er kaffe uden kage!!!
God weekend kære
Anne-Marie Andersen skriver
Åh nej hvor ser det vådt ud. Måske det har vasket gulerødderne?
Vi kan kun dyrke blæksprutter, desværre.
Er det rodfrugter med ff vi skal have 6 af om dagen, eller er det blandet frugt og grønt? Jeg ville ønske min mave kunne kapere noget mere, jeg elsker frisk frugt og grønt.
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Ja, det er jo ulempen for dem, når de inddæmmer fjorde og søer. Men jeg siger dig, deres gulerødder er mums.
Det er tilsyneladende de rodfrugter, der har de der ff’ere, men altså….alt det andet har så nogle andre stoffer, som andre undersøgelser så viser også beskytter os. Det er jo naturens logik.
Men dejligt, hvis det tåbelige betacaroten-studie kan blive skudt ned. Men der er røster i tiden, der advarer mod store tilskud af enkeltstoffer, mens de i grønt og frugt er i balancerede doser og sammen med andre stoffer. Så lad os gnaske videre, så meget som vi nu orker – og kan kapere <3
Maria L skriver
Linket til landmændene duer ikke 🙂
Lise Grosmann skriver
Maria L: Tak Maria, jeg prøver igen….det var et Facebooklink