….hvorfor er min hud så tør?
Vand er et meget omtalt element for tiden. Mest fordi der er for meget. Men ikke i huden (smil). Her skal der helst være i nærheden af 15 procent i de yderste lag, og det kniber lige nu. Ikke så meget på grund af radiator eller andre varmekilder i den forstand, at det kun indirekte har noget med fugtindhold i luften at gøre.
Hvis nu vi ser atmosfæren som en svamp, så er det, der sker, når vi skruer op for varmen i stuerne, at den fugt, der er i luften ude, den forslår mindre inde. Og det er jo udefra, vi skal have den. Så selv om januar på sin vis har høj luftfugtighed, så forslår de gennemsnitlige 86% mindre i den store svamp indendøre end i svampen udenfor (i dag er luftfugtigheden på mine kanter 94 ifølge DMI). Så husk at lufte ud hyppigt både for at få partiklerne ud og for at få fugt ind i den store stuesvamp (smil).
Gennemsnitlige årlig luftfugtighed er 79%…..januar højest med 86% og maj lavest med 72% ( i københavn) – i dag er den faktisk ifølge de HER
Og med disse fugtudfordringer er det alt det basale i hudplejen, der er det vigtigste.
# Rens din hud med omtanke. Ren skal den være, men ikke strippet. Og så ville jeg personligt spare på eksfoliering selv om man siger, at især mælkesyre giver mere fugt i huden, men det snupper også noget af barrieren og keratin er genialt til at holde fugt inde og skidt ude.
# Selv om temperaturen udendørs kalder på laaange varme bade, så nøjs med hver anden dag. Der jo ingen grund til at udtørre to kvadratmeter i forvejen lidende hud ekstra. Jeg har faktisk set hudlæger foreslå hver tredje dag. Og nøjs med sæbe der, hvor der kan opstå lugt, hvilket næppe er på de tørre skinneben og arme. PST! Prøv med et fodbad i stedet for fuldkropsbad, det er faktisk rigtig dejligt. Jeg gør det hver aften omend det er et dyp i håndvasken med løftet ben, men så får jeg også lavet lidt gym.
Basisingredienser at kigge efter ⇓
Foto: Det begynder i renserutinen
Hudpleje handler om at gøre huden bedre til det den er bedst til og på trods af mange stjerneingredienser, så er det basale ekstra vigtigt, når det basale er udfordret om man så kan sige. Og hudbarrieren er unægtelig basalt livsvigtig og lige nu ekstra udfordret på den fugt, der både sørger for velbehag og for at kommunikation kan foregå. Og hud snakker som bekendt om vigtige sager og spiller en nøglerolle i immunforsvaret og dermed at undgå inflammation. Der foregår både en kemisk og en elektrisk kommunikation, og der skal være vand i poolen for at alt kan foregå optimalt.
Vi tager et kig på nogle arbejdsheste med bonus i sund hud. Det er ingredienser, der gavner al hud men er særlig vigtige for den tørre og måske sarte hud.
Glycerin – du behøver faktisk ikke lede efter det på ingredienslisten, for det står der stort set altid. Fordi glycerin er en multigenial stabil ingrediens, der været brugt i generationer uden at volde problemer. Det er som regel hyaluron, der nyder betegnelsen ’fugtmagnet’, men glycerin klarer opgaven med reparerende bonus som var det en ægte udgave af hudens naturlige fugtfaktor NMF. Står der glycerol, så er det også fint og ligeså propanediol og panthenol og selvfølgelig hyaluron.
Squalane – er på samme måde som glycerin en hudidentisk ingrediens. Squalene, som det hedder i hududgave, indgår i vores talg og altså det låg af beskyttende stoffer, der holder huden smidig og tæt. Det er en vigtig ingrediens til den tørre hud, for squalane er anti-inflammatorisk. Men også ikke-komodogen, så squalane giver altså ikke bumser. Naturen pakker os jo ordentligt ind.
Ceramider – kaldes ofte cementen mellem cellerne i overhuden. De indgik oprindelig i fedtmembranen i de levende celler, men som cellerne under fornyelsesprocessen bevæger sig op fra de levende hudlag og mister cellekerne, så bliver deres fedtmembraner til ’cellelim’. Og det sammenhold er vigtigt både for at holde fugt i huden men også for modstandskraft og smidighed. Og det gælder for alle hudtyper, da ceramider er hudidentiske stoffer. Ser du sphingolipider på ingredienslisten, så er det byggesten/forløber for ceramider.
Carbamid/Urea – er også et af kroppens egne stoffer og indgår i hudens naturlige fugtfaktor. Det holder således vand effektivt i huden og virker blødgørende på ru, tør hud, hvor det samtidig opløser skællende hudflager. Carbamid er således hyppigt ingrediens i produkter til eksem og keratosis pilaris, hvor man ser en ophobning af døde hudceller i hårsækkene.
Står der lecithin, kolesterol (cholesterol), forskellige planteolier og plantesmørtyper (butter), så er det også fint og ligeså lanolin og bivoks. Og i egen hudinteresse, så lad være med at fravælge de mineralske fedtstoftyper netop nu. De er som en uproblematisk fugtbevarende forbinding på tør hud, når kulde og lav luftfugtighed bider.
Karin Winther skriver
Kulden der bider i kinder, læber og hænder !! Indeklimaet der pludselig har lukkede vinduer og døre det meste af tiden. Dejligt at blive mindet om de gode vaner for hud og helse, Lise.
Jeg er så glad for at have lært at bade mindre. Rense blidt og ikke skrubbe skrubbe for at få den fine glød ! Og Min hud elsker at jeg er mere nænsom.
CeraVe er jeg også glad for at du har introduceret. Jeg har altid CeraVe på hylderne. De har så fint et udvalg. Og så kan der opspares til en ny omgang Bioeffect 😉
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg havde brug for at minde mig selv om at lufte ud – også fordi partikler fra stearinlys jo er værre end dem udenfor.
Hvis jeg har haft noget at sige i en mere i mine øjne forstandig omgang med hud, så tak <3
Det er bare så godt, at vi fik CeraVe til Danmark, det er så fine produkter og til priser, der er til at betale. Også Aveeno er en fin serie til få penge. Og så er der jo Ordinary, men de gør ikke så meget i creme. Det gør The Inkey List derimod med fine produkter. Det gode er, at man ikke behøver føle, at man snyder sin hud for noget vigtigt for at få råd til simply the best <3
Karin Winther skriver
Nemlig ! 😍
Min tid med stearinlys er næsten slut. Og når det er, så bruger jeg bivoks…… ikke at det gør megen forskel, men nogengange er det smukt med et enkelt levende lys. Det Behøver jo ikke at være ti for at være hyggeligt ⭐️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Heldigvis lysner det dag for dag, og snart er det også slut med brændeovn, som vi jo altså bruger her. Og den sviner, så man kan se det og ved, at luften må være fuld af alt det støv, der lander på møblerne. Jeg har to stearinlys tændt, det ene foran et billede af min moar <3 God weekend kære <3
Pernille S skriver
Dit gymnastik fodbad sender tankerne 100 år tilbage, hvor min lille miniature lejlighed oppe under kvisten, ikke omfattede et badeværelse, endsige varmt vand. Køkkenet var stedet at klatvaske sig! Gasvandvarmeren fungerede ikke altid, og om vinteren frøs rørene ofte til. Kan huske at da jeg blev gravid, så gik jeg på gaden for at hente sne så jeg kunne børste tænder! Ak ja andre tider, men sjovt at tænke tilbage på. Det er en fin gennemgang af cremers aktive stoffer du her har. Selvom du har skrevet om det tidligere, så sidder jeg altid tilbage med en aha ja det er jo sådan det er følelse. Og så er det et SKØNT foto af en skøn kvinde. God weekend Lise🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Smiler stort af din historie, som minder om min, da jeg var barn med koldt vand i hanerne og klatvask. Og hvor burde de historier måske fortælles noget mere til en ung generation, der lovliv ofte vredes over, hvor meget vi har stjålet fra dem i vellevned. De børn og unge, der er i min familie har aldrig været i nærheden af et sådant liv. For ikke at tale om det, som rigtig mange af vores bedsteforældre levede. I høj grad uden varmt vand. Og yderst sjældent bil.
Ja, det var på anglidansk en reminder, for det er jo hele tiden vitaminerne, peptiderne osv. der får opmærksomheden, men skulle hud vælge, så er det jo det basale, der er vigtigst. Og billigst.
Tak for fotoros. Det er fra Bjerge strand for så mange år siden, at der ved mine fødder sad en brun vovse, som Lise stadig savner. God weekend <3
Pernille S skriver
Det kan være vi to ender på et egnsmuseum, kære Lise 😂
Hvad hed din elskede savnede hund, og hvilken race?
I et anfald af oprydningsiver, kom der gode hudsager for en dag; Eight Hour håndcreme fra Elizabeth Arden og ditto læbepomade. Skal hilse at sige at indholdsstofferne her aldrig svigter! God weekend 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Åh, du er GO’ <3 Så skal vi have Nikko med, for det hed den brune hund. Min hjemløse kærlighed, som min kollega Jeanette Hylleborg, der er psykoterateut, sagde, at det hed. Nikko var et møde mellem en Kleine Münsterländer (moren) og en ukendt, som at dømme efter hans pelsede udseende måske var en hyrdehund. Et yderst charmerende bamsemix på godt 20 kg (;
Og så kan vi gå fra vovser til prussere, for det var jo de fine hesteben, frk Elizabeth skabte sin første Eight Hour udgave til. Og du har helt ret, den holder og svigter aldrig. God weekend kære <3
Pernille S skriver
🫶🏻🫶🏻🫶🏻
Lise Grosmann skriver
Pernille S: <3 <3 <3
Tina skriver
Kære Lise.
Sikke en fin udsigt på det første billede. Det kan da kun give ro i sindet😊.
Jeg har lige et par spørgsmål til dit meget informative skriv. Hvis jeg skal vælge f.eks. squalene eller ceramider får huden så mest gavn af det i form af serum eller cremer. Jeg tænker serum trænger vel længere ned i huden eller tager jeg fejl?
Jeg ved godt at cremer også er vand men kan der være cremer der har et for højt vandindhold som man skal undgå i frostvejr?
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Kære Tina, tak og ja, det er Bjerge Strand, og der er dejligt.
Du vil som regel finde ceramider og squalane i cremeprodukter, mens serum ofte er vandigt og leverer hyaluron mm. Men der er ikke regler uden undtagelse. I givet fald er det især ceramider, der skal ‘ned’ mens squalane jo er overfladefedt lige som vores talg.
Det er en skrøne, at vand i creme fryser i huden, det skal i hvert fald fryse temmelig meget, og så fryser huden jo selv. Er du på skiferie og står ned ad pister, så vil kuldepåvirkningen øges pga. luftmodstand og frostgrader, men så må du dække huden med en skimaske.
Mange hilsener <3 Lise