og troede måske selv, at hun fyldte op
Der sad hun på bænken, den unge kvinde, i sin store varme frakke og svarede DRs reporter, at hun sad der for at få noget D-vitamin. Sund er sådan en stund helt klart, men med hensyn til D-vitamin, så ville selv sommersol have en udfordring, når al hud er dækket af tøj.
Foto: Jeg er da blevet helt pjattet med at sætte mine nye fotos på. Som det tydeligt fremgår af min påklædning, så var det ikke D-vitamin, jeg nød godt af
Hvis vejrforudsigelserne holder, så kan vi vente sol måske med noget sneindblanding, men i dag og søndag ser gode ud. Og i går var det fantastisk. Selv lå jeg for første gang i år på solstolen og sugede til mig. Livsenergi føles det som, og det er det jo. Men ikke noget D-vitamin endnu. DMI melder dagens højeste UV-indeks på 1.3 ved skyfrit vejr. Så der er heller ingen solfare.
Vores D-vitaminniveau i blodet følger årstiderne her højt mod nord og er selvfølgelig lavere i den solfattige varmt påklædte vinter end i den solrige hudbare sommer. Vi skal et par måneder længere frem i kalenderen. Men fra maj til september er solens lys så kraftigt, at det nødvendige D-vitamin dannes på få minutter på bar hud midt på dagen, skriver Sundhedsstyrelsen. Og der midt på dagen skal vi så ikke ligge i solen, så omkring 15 minutter på bare arme og ben i ydertimerne er nok, hvad vi skal regne med.
Det er jo lidt upraktisk, at vi har lavt D-niveau om vinteren, hvor infektionerne er efter os med forkølelse og influenza. For man har jo indset, at vitaminets kompetencer skal udvides fra ‘betydning for optagelse af kalk’ til at omfatte immunforsvaret. Specialtropperne, T-cellerne, kommer slet ikke i omdrejninger (Læs citat nederst). Måske har det endog betydning i forbindelse med kræft. Eftersom vi selv kan danne det, så opfylder det ikke helt definitionen på vitamin, og man ville nok også have kaldt det et hormon, hvis det var blevet opdaget i dag.
Som jeg tidligere har nævnt, så har hudplejebranchen også fået fokus på D-vitamin (hvilket ikke overflødiggør eventuelt tilskud ved lave D-værdier). Som de af jer, der har psoriasis, eksem eller rosacea måske ved, så er vitaminet ikke ukendt i lægesalver, som man ikke skal begynde at smøre sig unødigt med, for der er også kortison i.
D-vitamin kan noget med inflammation, og det er jo snart normalen på grund af den panik, som vi ofte ofte selv igangsætter ved overgreb på huden og dermed en immunreaktion. Og det er så her D-vitamin kommer ind med sit talent. En hysset hud arbejder ikke særlig kompetent på vedligeholdelse og optimering, og da D-vitamin også kan noget med celledeling, så kan det formentlig også give dels en stærkere barriere og tillige bedre kollagen og elasticitet i huden. Plus at D-vitamin kan noget med akne. Og så virker D-vitamin også som antioxidant.
Foreløbig er interessen for D-vitamin i hudpleje ret ny, så der er endnu ikke så mange brands, der kan fremvise det på ingredienslisten. Men du finder D-vitamin hos Beauté Pacifique D-Force Risk Management (avocado), Esse Skincare Clarifying Range, (provatamin D3/ 7-Dehydrocholestrol), som er deres nye akneserie, de_CURE Barrier Drops (provitamin D3-/7-Dehydrocholesterol), Mellisa D-vitamin Cream (avocado), pHformula Vita D (avodado) og så har Murad en Multi-Vitamin Infusion Oil (provitamin D3/7-Dehydrocholesterol). Men kilde og teknologi er forskellig i de nævnte produkter. Vi har helt sikkert ikke set/hørt det sidste til D-vitamin i hudpleje-sammenhæng, jeg ved, at Esse er på vej med en spændende behandling.
Citat ku.dk:
“Immunsystemet kan sammenlignes med en hær af forskellige immunceller, der beskytter os mod sygdomme. Som små robotstøvsugere gnasker de sig konstant og på auto-pilot gennem alle de fremmedlegemer og cellerester, de støder på. Mens de højt specialiserede kamp- og forsyningsceller først bliver aktiveret, hvis infektionen er livstruende. De små automatiserede immunceller, makrofagerne, er på arbejde 24 timer i døgnet, året rundt. De er en del af det såkaldt medfødte eller innate immunforsvar, og deres konstante støvsugning af kroppen for bakterier, virus og gammelt cellesnask kan fjerne mange infektioner.
Hvis bakterien eller virus er hårdfør, fx tuberkulose, lungebetændelse eller influenza, så tjener makrofagerne også som sladrehanke. Special-tropperne, kaldet T-celler, er en del af det adaptive eller lærende immunsystem, og de suser rundt i blodbanerne, men kan hverken høre, se eller reagere, før en makrofag viser en T-celle, at den har fundet noget mistænkeligt.
Så råber T-cellen til gengæld “vagt i gevær”. Den bliver aktiveret. Med den mistænkelige stump som ledesnor, deler T-cellen sig til en hel hær, der nu er trænet og uddannet til at opspore og udrydde alt i kroppen, der indeholder det mistænkelige fingerpeg. Det kan fx være en rest bakterie eller en stump af en virus.”
Og så blev det weekend, og det kan godt være, der drysser lidt hvidt, men foråret lader sig ikke holde tilbage. Og gå endelig ud og nyd og mærk solen sende energi ud i hver en celle og løfte humøret. Det er ganske vist ♥
Pernille S skriver
For ikke at gentage andres ord, så elsker jeg også din påklædning. Vi har de samme gummistøvler 😉💞 God weekend!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Taaaak kære. Her i udkanten er det det, jeg lever i – inklusive vores gode gummistøvler – og jeg er helt stresset, når jeg skal bruges i byen og være pæn. Tænke, tænke…måske skal jeg bare møde op som jeg er (((;
God solsøndag kære <3
Karin Winther skriver
Det er dejlige billeder og kloge ord. Jeg har siddet ved bål i dag og leget i skoven. Solen kom endelig og du har ret. Ens humør bliver jo helt bims 😃☀️ Og så lad os bare tage lidt sne mere med, hvis det skal være
❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, man bliver så bimselykkelig i låget <3 Desværre har den sne åbenbart i sinde at komme tirsdag/onsdag, og jeg skal til møde i byen på kvindernes gamle kampdag. Ka'ik'li' at køre i frost og sne.
Dejlig søndag med SOL <3
Annette skriver
Dejligt at se, hvor godt du ser ud. Det er en god ide at lade os se flere billeder. Opløftende at se modne kvinder, der er så velholdte, velplejede og smukke.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Tusind tak for alle de roseord, du sender. Men det er stort set, de billeder, der blev taget, og jeg synes også allerede, det har været for meget (; Mange hilsener, lise