Jeg havde besluttet, at I skulle have efterårsferiesøndagsfri, men da jeg drak formiddagskaffe kom jeg på andre tanker. Jeg nød nemlig et stykke chokolade. Det gør jeg så ofte, men det her var særligt, for jeg har fået chokoladen – og Jurlique balm’en <3 – af Anette.
I ved nok, Anette, der skriver bøger om at slippe rynkehysteriet og få superhud på no bullshit-måden. Hun sendte de søde sager simpelt hen fordi hun ville påskønne, at jeg havde skrevet pænt om ”Sådan får du superhud”. Kernepige er hun. Og hvad skulle jeg i øvrigt, der er jo ikke andet end godt at sige om både fagligt indhold, design/fotos og en formidabel ’pen’, som aldrig gør det kedeligt at blive formanet en lille smule.
Da jeg sad der i efterårsolen med kaffen og tænkte på, at jeg kom hjem for nogle dage siden efter en lille ferie i Nice, som sød familie havde givet mig, og nu nippede jeg chokolade fra en kollega, som jeg sætter stor pris på, ved I hvad, så blev jeg grebet af den der dejlige følelse, der starter inde i brystet og breder sig. Det hedder taknemlighed (og i virkeligheden er det jo i hovedet, det foregår, jeg ved det godt). Man skal dyrke den følelse, for den giver lyst til at gøre andre glade.
Jeg læste forleden på facebook, at Richard Gere havde sat sig på gaden som en hjemløs, og han oplevede med én undtagelse folks totale ligegyldighed. Indlægget sluttede med disse ord: Be the change you wish to see in the world!
Må jeg foreslå Anette’s bog til en du holder af – gerne sammen med en lovebalm og et stykke chokolade, som jeg fik det. Ikke bare gør du glad, du hjælper også hende/ham til at få bedre hud og livs/kostvaner på læseværdig underholdende vis. Og vi skal i øvrigt have Anette til at ligge øverst på den bestsellerliste rigtig længe. Og nu skal I få fred for mere fra mig i jeres mailboks i dag.
Det, Anette blev så glad over, står her (klik)
Det er en sublim bog, Anette har skrevet. Jeg har læst den fra for-til bagside og nydt sproget, der flyder, så øjnene flyver over siderne. Og jeg har atter engang glædet mig i mit skønskriverhjerte over, at Anette løfter vores stof, – som har været en stor del af mit liv i så mange år – til noget, der bør tages seriøst. Så seriøst, at hun har fået en af vores førende hudlæger, Christian Grønhøj, til at føre pen i et afsnit om akne. Vigtigt! Læs det. Læs den bog, for den hjælper dig kærligt og ærligt i den jungle af muligheder derude, som er så overvældende, at det er svært af navigere rundt, som Anette så rigtigt skriver i sit forord.
Klik eventuelt på linket herunder ‘Message in A Bottle’ og læs Ibbyheart’s anmeldelse af Anette’s bog, så er du slet ikke i tvivl mere…..hvis du kunne finde på at være det!
Hvor er det skønt, at I værdsætter og forkæler hinanden på den måde.
Anette kender vist til blogmutters hang til Summerbird 🙂 og når hun samtidig vedlægger en Lovebalm OG giver opskriften på Superhud, så er ord unødvendige. Det kalder jeg kærlighed.
Når det kommer til akne og (hud)læger, så forstår jeg ikke, hvorfor det hele skal være så firkantet og ikke særligt ‘venligt’.
F.eks. skal man op og have ny henvisning af praktiserende læge hvert halve år, selv om man stadig har recept på piller fra den hudlæge, man allerede har besøgt flere gange.
Med recepten i hus, er der så 6 1/2 uges ventetid hos hudlægen og det er ret lang tid for en teenager, skulle jeg hilse og sige.
Når ventetiden endelig er gået, skriver han kun recept på piller og tilbyder lysbehandling . (Piller, der underligt nok ikke er tilskud til, samt lysbehandling, der ligger i skoletiden og derfor ikke er en mulighed…) Ikke det mindste råd om hudpleje eller noget, der bare minder der om.
Man er fuldstændig overladt til sig selv og føler, man famler i blinde. Ligesom ved valg af selve hudlægen. Det er ikke til at vide, hvem der tager akne mere seriøst end andre.
Vi har nu valgt at prøve en ny – tilfældig.
Godt, vi har dig og Anette. Og søde medlæsere. Så er vi trods alt ikke helt alene alligevel. Taknemmelighed her fra.
<3
Christina: Det tror jeg, vi sætter pris på begge to og med gensidig respekt. En god kop kaffe og chokolade er vi også ret enige om (;
Det er en grum historie, du fortæller. En ting er, at læger ikke er helt opdaterede på hudpleje (og kost for den sags skyld), men de bør kende til de hyppigst forekommende hudsygdomme.
Hovedrysten er, hvad man kan ‘sige’ til det renderi, patienter udsættes for. Man har så travlt med patienter, der ikke dukker op….måske var det rimeligt at prøve at lægge lidt hensyn ind til folks job og som her skolegang.
Og at der ikke er tilskud til acne-behandling er jo helt uforståeligt. Du har min sympati, men mere kan jeg ikke rigtig udrette her.
TAK kære Lise! Jeg læste overskriften tidligere i dag.
Tog taknemmeligheden med i tankerne, da jeg skulle ordne nogle kedelige praktiske ting udenfor. Det ændrede fokus totalt. Jeg blev glad over solen, lydene, duftene, alt det grønne. Bare det at jeg er i STAND til at ordne noget praktisk!
Så en filmtrailer med Gere i den rolle. Jeg tror ikke jeg havde genkendt ham men jeg havde sikkert givet ham penge! Lige siden jeg var lille, har jeg ikke kunne lade være. Har også arbejdet som frivillig på en varmestue en gang.
God smuk sensommer-søndag-eftermiddag!
Glæder mig til at læse Anettes bog! 🙂
Anneka: Frivillig på varmestue….. det er næsten forkert at sige: Det er flot! Det lyder som om, der er noget i vejen med mennesker, det gik skævt for, men frivilligt arbejde er jo altid påskønnelsesværdigt, nogle mennesker er simpelt hen mere eller mindre afhængige af det. Jeg usle nøjes med at købe ‘hus forbi’…..og tage det med!
Ja, man har meget at være taknemlig for og dagen i dag var så smuk, at man skulle være gjort af jernbeton for ikke at smile helt ind i sin sjæl. Som du også gjorde. God aften….
Glæd dig til Anettes bog!
Den er nemlig rigtig god, og jeg har fornylig læst Christians afsnit om acne, som jeg selv led meget af i mange voksenår.
Det giver nemlig ar på sjælen, og det skal denondelynemig tages dybt seriøst – som med Anette, der beskriver hendes datters acnefyldte pande, og hvor der går noget tid før de kommer det rigtige sted ( læs hos Christian ) – men inden da har en stakkels pige rendt rundt med en grim pande længe.
Jeg dannede deciderede bylder i underhuden, som dels gjorde utroligt ondt, og dels næsten producerede en social angst, fordi det var så grimt med en stor byld midt i fjæset.
Lige pludselig – men først omkring de 40 år – var det væk. Efter 12-15 lidelsesfyldte år med cystisk acne ?
Heldigvis fik jeg ingen ar, og nyder idag effekten af en selvsmørende hud; dvs. næsten ingen rynker som snart 50-årig.
Men thumps up for at Anette og Christian advokerer for, at det bare er om at komme afsted til en dermatolog !
Det gjorde jeg ikke, jeg erkendte først ret sent, at det var var der for at blive i mange år. De praktiserende læger kunne godt være mere aktive her, da det nok ofte er der, man kommer først.
KH Eva
Eva: Jeg forstår fuldstændig følelsen, selv om jeg slap i mine teenageår. Til gengæld havde min første kæreste psoriasis. Folk kiggede og kunne næsten ikke skjule, at de syntes, at det var ulækkert. De var bange for hudkontakt og for at bruge samme håndklæde. For forhåbentlig er der lidt større viden i dag.
Men på den anden side…..du har jo ret med hensyn til acne praktiserende læger er alt for lidt opmærksomme på, at denne hudsygdom skal i eksperthænder i tide. Det er som om, hudsygdomme ikke fylder meget i deres lægeuddannelse….uden at jeg dog ved noget om det.